Lørdag den 28. januar 2012, 13:42
Leder

Tre århusianske forretningsmænd blev fundet skyldige i at have smuglet narko, og derfor skal de nu henholdsvis ti, ni og fem år bag tremmer.

Men går man sagen lidt efter i sømmene, viser sagen sig at være særdeles opsigtsvækkende og også et brud på dansk retspraksis, som kan få alvorlige konsekvenser for anklagede i fremtiden.

For det første er det en sag med mange saftige detaljer og historier, der sjældent er set i de danske retssale. En historie med amerikanske gangstere og smugling af 25o.000 ecstasy-piller fra Holland til USA i udhulede bordben.

For det andet faldt dommen først mere end 12 år efter, at forbrydelsen blev begået, og næsten syv år efter, at de tre mænd første gang blev anholdt og sigtet i sagen.

I sig selv en skandale, at en så alvorlig sag kan være så lang tid om at nå gennem retssystemet. For selv om en del af ansvaret for forsinkelsen ligger hos forsvarsadvokaterne, så burde det være umuligt, at folk kunne være varetægtsfængslet og tiltalt i så mange år.

Hovedårsagen til, at denne sag er blevet så eksponeret, er dog, at det er første gang i dansk retshistorie, at tiltalte er blevet dømt stort set udelukkende på baggrund af vidner, som er blevet »betalt« for at for sige det, som anklageren gerne ville høre. Det burde være umuligt i en dansk retssal, men dommerne tillod, at der blev ført amerikanske vidner i sagen. Vel at mærke vidner, som er blevet lovet markant strafnedsættelse, hvis de ville vidne mod de tre danskere. Man må naturligvis håbe, at de tre vidner har talt sandt, for så fortjente de tre århusianere helt afgjort deres lange fængselsophold, men bare det, at tvivlen kan opstå, er særdeles kritisabelt.

For det er i hvert fald svært at forestille sig de kriminelle, der ikke ville lyve og udpege de mænd, som anklagemyndigheden gerne vil have udpeget, hvis valget står mellem 30 års ophold i et amerikansk skræk-fængsel eller en kraftig nedsættelse af straffen under bedre forhold.

Denne sag var meget speciel, og forhåbentlig bliver det den eneste af sin art i dansk retshistorie. Problemet er bare, at når først den slags er godtaget én gang, dannes der præcedens.

Narkosmugling er en kujonagtig handling, der skal straffes hårdt, men hvis ikke anklagemyndigheden kan opnå en skyldig kendelse uden på den måde at »bøje« reglerne, var en frifindelse at foretrække. For at »købe« sig til en dom er en alt andet end klædelig plet på det danske retssystem.