Et spørgsmål om tryghed

Det skal også stå helt fast, at Ældre Sagen er af den opfattelse, at den ældre, som har behov for et nødkald, skal have det til rådighed, og det er også rådmandens holdning. Ca. 40 har klaget til Det Sociale Klagenævn, hvoraf to har fået medhold. Tallene viser, at visitator­afgørelserne i meget stor udstrækning har opfyldt lovens ånd og bogstav.

Aarhus Kommune har med de knappe ressourcer, der er til rådighed, gennemgået de tildelinger af nødkald, som er blevet givet gennem årene. Ældre Sagen ser det som en nødvendig og fornuftig disposition, at forvaltningen hele tiden følger op på tidligere bevillinger.

Nødkald kan iht. loven ­ikke gives alene pga. utryghed. Et af kriterierne er desuden, at man ikke skal kunne bruge en mobiltelefon ­eller anden flytbar telefon.

Tildelingen skal heller ­ikke ske pga. et alderskrite­rium. En 60-årig kan være lige så berettiget som en 85-årig, så alderen er ikke et kriterium i sig selv.

Det er klart, at mange af de ældre, der pludselig står uden det nødkald, de har haft gennem flere år, er chokerede og føler sig utrygge.

Vores spørgsmål er nu, hvad vi kan gøre for at ­være med til at fjerne denne ­utryghed.

På et møde med Dorthe Laustsen har vi diskuteret, hvad vi kan gøre. Vi har drøftet muligheden af, at den ældre kan få hjælp til at få indkodet 112 som »øverste« nummer i sin mobiltelefon og få et etui, så mobiltelefonen er let at tage med, hvis man skal op om natten.

Det er også tanken at få formidlet, at man i højere grad kan hjælpe hinanden som naboer, samt evt. hjælpe den ældre med at få etableret denne kontakt. Det kan være i form af, at naboen får nøglen, og at man aftaler et bestemt tegn, f.eks. at lyset tændes om morgenen i et bestemt rum. Sker dette ikke, kigger man ind for at se, om alt er, som det skal være.

En anden mulighed er også at få et tryghedsopkald, f.eks. hos os i Ældre Sagen. Det er uden omkostninger for brugeren og kræver ikke medlemskab. Man bliver så hver morgen hele året rundt – alle dage – ringet op af en frivillig, der forhører sig, om alt står vel til.

På den måde kan vi hjælpe de ældre, der ikke (længere) er berettigede til at få tildelt nødkald – og på den måde som frivillige vise vores medborgerskab i form af den uformelle omsorg.