1. maj for ikke så mange år siden var dagen lig med en hær af røde faner og tusindvis af vrede arbejdere, der søgte mod Tangkrogen, hvor de hørte på taler om klassekamp og opgør med kapitalismen.
Men det var dengang. I dag er der mere øl, musik, hygge og solbadning end kamp over dagen. Godt nok besøgte socialdemokraternes bud på en statsministerkandidat, Helle Thorning-Schmidt, i går Århus og Østjylland og talte til arbejderne på denne »store dag«.
Men ser man på indholdet af Helle Thorning-Schmidts og flere af de øvrige politikeres taler, så må man konstatere, at der efterhånden ikke er arbejderkamp tilbage. Talerne var den samme omgang unuancerede kritik af regeringen, som venstrefløjen har brugt de seneste mange måneder på at fremføre, og vidste man ikke bedre, skulle man tro, at valgkampen forud for efterårets kommunalvalg allerede var indledt.
I sig selv måske ikke specielt overraskende, for den klart definerede arbejderklase er stort set ikke til stede i det danske samfund længere. Udviklingen er for længst gået fra produktionssamfund til servicesamfund, og derfor er det også svært for folk at forlige sig med den arbejderkultur, som tidligere var en fast bestanddel af 1. maj-arrangementerne. Men dengang var det sikkert også lettere for de lavestlønnede at identificere sig med talere som Thomas Nielsen og Anker Jørgensen, end det er i dag, når Helle Thorning-Schmidt stiller Gucci-tasken og bestiger talerstolen.
I dag er det nærmest Dansk Folkeparti, der har overtaget rollen som arbejderpartiet, og Pia Kjærsgaards parti har for lang tid siden meldt ud, at de ikke vil deltage i kampdagen.
Klassekampen er fortid, og der er prisværdigt få, som gider deltage i denne stærkt »ekskluderende« dag, hvor kun folk, der er tro mod socialismen, er velkomne. Hos både arbejdsgivere og -tagere er der i dag heldigvis langt mindre lyst til kamp og mere fokus på samarbejde. Strukturen i virksomhederne bliver hele tiden fladere, og derfor er der heller ikke noget stort behov for at se på hinanden som modstandere.
Fagbevægelserne har helt sikkert gjort meget godt for det danske samfund og har en meget stor del af æren for, at vi i dag har verdens mest lige og bedste samfund. Men fagforeningerne har haft svært ved at vænne sig til tanken om, at de har »sejret« så meget, at samfundet ikke længere er klasseopdelt. Men sådan er vilkårene, og derfor har 1. maj som politisk kampdag overlevet sig selv.
seneste kommentarer