Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Forklaringsmodellen tabte valget


Forklaringsmodellen tabte valget

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Ansv. chefredaktør Troels Mylenberg
til bm f Troels Mylenberg
Leder. 

Valget i Holland i sidste uge var ventet med både spænding og frygt af mange. For ville højrenationalisten og islamhaderen Geert Wilders sætte sig på magten eller i hvert fald gå lige så meget frem, som målinger tidligere spåede ham til. I givet fald en forandring i et af Europas mest frisindede lande, som ville blive tolket direkte ind i tidens meget anvendte - og efterhånden også lidt trætte - forklaringsmodel.

Wilders gik godt nok lidt frem, men er stadig under sit niveau fra 2010. Til gengæld overraskede De Grønne med at gå frem, og måske mere overraskende var, at de hollandske socialdemokrater kollapsede.

Den om, at først fik vi briternes exit fra EU, så valget af Trump i USA, så Wilders, og senere på året et præsidentvalg i Frankrig, hvor Marine Le Pen fra højrepartiet Front National står stærkt, og så videre mod det tyske valg, hvor der også ventes og måles forandringer af samme karakter.

Men valget i Holland formede sig anderledes. Wilders gik godt nok lidt frem, men er stadig under sit niveau fra 2010. Til gengæld overraskede De Grønne med at gå frem, og måske mere overraskende var, at de hollandske socialdemokrater kollapsede. Samtidig så man en fremgang til de partier, der slår på stærk hollandsk deltagelse i EU, i Europa og i det hele taget i internationale relationer.

Sagen er altså den, at der er en lang række interessante perspektiver ved valget i et land, der på mange måder ligner vores. Perspektiver, der stritter i mange retninger, og som derfor - ganske velgørende - sætter den ovennævnte trætte forklaringsmodel under pres. For så simpelt er det ganske enkelt ikke, at alt kan forklares med en globaliseringsangst befolkning i hele Vesten, der samles om elite- og systemkritik.

Der sker mange forandringer rundt omkring, også i Danmark. Etablerede politiske partier klasker sammen, nye grupperinger opstår. De gamle kendte akser gælder ikke længere, og de politiske lærebøger skal om ikke skrives om, så i hvert suppleret med nye kapitler og modeller.

Men mest af alt skal vi nok alle sammen glæde os over, at der grundlæggende er tale om et forstærket politisk engagement. I en tid, hvor vi ellers har talt meget om, at politik er blevet en tilskuersport, hvor befolkningerne blot sidder hjemme og "nyder" politik til aftenkaffen, eller brøler afmagt ud på sociale medieplatforme, er det glædeligt at iagttage den revitalisering af politik, som der også er tale om.

Der er tale om bevægelser, som er meget andet og meget mere end oprør og afmagt der kanaliseres mod stærke mænd, der er imod en hel masse, men ikke evner at formulere meget, de er for.

Så hvis nogen lære kan drages af det hollandske valg, så er det måske den, at selv i vores ellers veldefinerede europæiske nationalstater, skal vi vænne os til større udslag på de nye politiske skalaer. Og det i mange retninger.

Vi er ikke så homogene, som vi har været, og det afspejler politikken og valgene tydeligt. Men det er ikke kun et problem, måske er det faktisk meget mere udtryk for ny styrke.