Fattigdom i Aarhus

Hvornår man er fattig, er et begreb, vi har fået tæt ind på livet i vores ellers så velbjærgede lille land. ­Ikke mindst, efter at diskussionen med stort held blevet afsporet af SFs socialordfører Özlem Cekic og Liberal Alliances Joachim B. Olesen, der ind under jul røg i totterne på hinanden over den alligevel ikke så fattige »Carina«. For åbent kamera splittede de nådesløst debatten i tusinde stykker. Siden dette lavpunkt har diskussionen om fattigdomsgrænser ikke været i topform. Den har lidt vingeskudt turneret rundt i landets byråd, hvor det med skiftende held er forsøgt at sætte lokale grænser for fattigdom. Således også i Aarhus, hvor der var bid. Nu ved vi på kroner og ører, hvornår vi er fattige. Det vedtog et flertal i byrådet nemlig onsdag aften.

Når man tjener mindre end halv­delen af den såkaldte medianindkomst, som er sat på formel af OECD, så er man fattig - i hvert tilfælde i Aarhus.

For Danmarks vedkommende ligger den på 200.000 kr. om året, så tjener man under 100.000 kr. om året, hører man til de fattige.

Om det så er en fornuftig måde at opgøre begrebet fattigdom på, kan diskuteres. Opgørelsesmetoden betyder nemlig, at der ved højkonjunktur automatisk bliver flere fattige, mens tallet falder i krisetider.

Det kan virke absurd, og meget langt væk fra den egentlige fattigdom i verden, på den måde at sammeligne mængden af overflod.

Der er jo ikke fattige i Danmark. I Aarhus har vi nok belastede boligområder, men der er ingen »Shanty Town« bygget op af papkasser og blik, hvor ungerne løber rundt i pjalter.

Men der er social nød. Der er familier, der er så socialt fattige, at tingene ikke hænger sammen, der har så lidt overskud, at deres børn langt fra får samme muligheder som deres jævn­aldrende.

Det kan vi ikke leve med, og er midlet til at komme den sociale fattigdom til livs en økonomisk grænse, skal vi have en grænse.

Spørgsmålet er blot, om der over­hovedet kan sættes en grænse for noget så komplekst som fattigdom i et overflodssamfund. Om fattigdom ikke trives nøjagtig lige så godt hos en familier, der tjener langt mere end de fastsatte 100.000 kr., om der ikke er mange børn der ikke er fattige på papiret, men i virkeligheden.

Det ville være bekvemt, hvis vi kunne definere os ud af fattigdom, og det lyder nydeligt, at Aarhus sætter en officiel bundgrænse for velfærd, som et redskab til at give overblik over udfordringerne. Blot den økonomiske grænse ikke kommer til at skygge for de mange sociale problemer, der langt fra er indkomstafhængige.