Som privatpersoner er vi sat skakmat, mens vi venter på det store gennembrud overfor udfordringer som verdens klimaproblemer, håndtering af diktaturstater og den omsiggribende hungersnød.
Det er vi tilgengæld ikke, hvis vi kigger på de problemer, der ligger lige for næsen af os. Problemer, vi har langt sværere ved at erkende, som viftes til side med påstande om, at her i vores hyggelige Danmark er alt godt. Vi er vel et velfærdssamfund - endda med en lokal fattigdomsgrænse på 100.000 kr.
Samfundet har styr på sagerne, så der er ingen, der reelt behøver være for eksempel hjemløse. Her i vores velfærdssamfund med høj social sikkerhed er der ingen, der behøver sove på gaden. Ingen, der behøver at ligge og fryse om natten, hvis de ikke selv vil. Eller?
Skråsikre er de måske nok, disse postulater, ledsaget af fordomme om, at »såkaldt hjemløse« sagtens kunne have valgt en hvilken som helst anden situation. Men intet kunne være mere forkert, hverken faktuelt eller medmenneskeligt. Det er en forkvaklet version af en virkelighed, vi ikke ønsker at se i øjnene.
Der er mennesker på velfærdssamfundets bund, der har stemplet ud. Der er faktisk omkring 5000 på landsplan, der har vendt det etablerede samfund ryggen. Men at de ikke hellere ville have et andet liv, må vi ikke bilde os selv ind. Vi må aldrig forlede os selv til at tro, at hjemløse selv har valgt at være alene. Ikke bilde os selv ind, at det er dejligt at sove på en bænk om natten og have sit liv i en samling lasede poser. Heller ikke om sommeren.
I stedet for at pege fingre af hjemløse i vores egen by eller andre steder skulle vi hellere fatte situationens alvor, lige nu hvor vinteren er iskold, og hjemløse fryser i Aarhus og ligefrem dør så tæt på som i Polen.
Det kan også ske her. Det er livsfarligt at sove på bænken om natten, når det er så koldt som nu. Det så vi i 2009, hvor hjemløse i Horsens og Skagen ikke overlevede en nat med minus 19 grader. Det var beskæmmende, og det kan ske igen. Heldigvis har hjælpeorganisationerne endnu plads til dem, der banker på. Men organisationerne har løbende brug for hjælp, så de kan hjælpe andre.
Det skal vi huske, når vi hjælper nødlidende i andre verdensdele ved stort anlagte tv-shows. Det er sympatisk og rigtigt, at vi gør det, men ikke hvis vi samtidig glemmer den nære hjælp til dem, der hutler sig igennem herhjemme. Dem der ikke får glitter, musik og sendetid. De lokale organisationer har også brug for hjælp. Det er bare om at komme i gang, så vi kan skutte os i kulden med god samvittighed.
seneste kommentarer