En vækst i antallet af henvendelser fra nybagte mødre til vagtlægerne på imponerende 230 procent siden 2007 burde få samtlige landets alarmklokker til at ringe. Når nybagte mødre 120.000 gange på et år kommer i en situation, hvor de føler, at de har brug for lægehjælp, så er der noget helt galt. Så er problemerne omkring behandlingen af både mødre og børn så problematisk, at tiden for snak og tovtrækkeri er forbi, og der må handling på bordet.
Det er på høje tid, at der bliver lyttet, når Kommunernes Landsforening forsøger at råbe Sundhedstyrelsen og regeringen op, så der kan ske radikale ændringer omkring svangreomsorgen.
Vi taler om begyndelsen på fremtiden, hver gang vi står med et lille nyt liv mellem hænderne. Ordet skandale ligger derfor lige for, når man igen og igen konfronteres med trættende tovtrækkeri omkring, om hvem der skal gøre hvad hvornår.
Frem for at holde på egne kæpheste, må patienterne i enhver situation sættes i centrum, også når det drejer sig om fødende kvinder og nyfødte børn. Det er ikke den oplevelse, vi som borgere har i dag. Selvfølgelig kan kommunernes sundhedspleje varetage langt flere funktioner ved ukomplicerede fødsler. Det er i hvert tilfælde et forsøg værd. Dårligere, end det er nu, kan det næppe blive, fristes man til at sige.
Men ændringen kan kun blive virkelighed, hvis regionerne tør slippe deres stædige tag i opgaver, som de historisk har varetaget.
Det er uden tvivl sandt, at det engang var nødvendigt, at sygehusets personale stod for hælprøver, efterfødselssamtale, hørescreening, trivselssamtale og så videre. Men sådan er det ikke nødvendigvis mere. I dag burde langt flere opgaver kunne rykkes ud i hjemmet.
Der var også engang, det var påkrævet, at man som fødende kvinde var indlagt i flere dage efter en helt ukompliceret fødsel. Den virkelighed har vi forlængst ændret på. Så kan det umuligt passe, at der ikke også kan ændres på de rutineopgaver, der ligger i barselsperioden. Regionerne kan ikke tillade sig at klamre sig til opgaver for opgavernes skyld. De har pligt til at se på, hvad der tjener patienter og samfund bedst, og det er ikke at holde fast i en løsning, tiden er løbet fra. Det har vi ikke råd til, hverken økonomisk eller menneskeligt. Kan regionerne ikke selv indse det, må regeringen træde til som fødselshjælper.
seneste kommentarer