Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Korrespondent Matilde Kimer: Der var ingen stationer, jeg kunne stå af på, da krigen kom

Matilde Kimer er i Odense på vej fra et foredrag til et andet, og hun nyder at holde dem, fordi hun pludselig har et publikum helt tæt på. Foto: Robert Wengler

Korrespondent Matilde Kimer: Der var ingen stationer, jeg kunne stå af på, da krigen kom

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Livsopgave

Matilde Kimer blev blæst omkuld af vildskaben, kontrasterne og livsglæden, da hun første gang satte sine ben i Rusland, og fascinationen er intakt, selv om hun siden har oplevet en kilde blive myrdet og mødt urolighedernes uskyldige ofre. Alligevel

Blå bog
Matilde Kimer, født 1980, er vokset op hos sin mor i Korsør.Læste russisk i Skt. Petersborg i 2002 og har siden videreuddannet sig i sproget herhjemme, blandt andet har hun læst russisk sprog og litteratur på SDU ved siden af sin uddannelse til journalist, som hun afsluttede i 2007.

Har været ansat på Danmarks Radio lige siden, og i 2014 blev hun udnævnt som Rusland- og Ukrainekorrespondent.

Læser og forstår russisk, men ville have brug for en tolk, hvis hun skulle interviewe Vladimir Putin, fordi han - og mange andre russere - ofte taler i litterære citater og ordspil, som kan være svære at hive mening ud af for udefrakommende.

Bor i Hvidovre med sin mand, videoredaktør Jesper Schwartz, og deres tre børn, Caroline, 11, Viggo, 7, og Johanna på 4.

Bag de medlevende, nærmest gestikulerende blå øjne gemmer Matilde Kimer adskillige film, der på et splitsekund kan bringe dunsten af krig og lidelse frem. Fornemmelsen af afmagt kan med blot en tanke tusindvis af kilometer væk fra mindernes oprindelsessted give hende gåsehud.

Stærkt i erindringen står blandt andet en far, der på Maidan, Uafhængighedspladsen i Kiev, krummer sig sammen om sin døde søn. Matilde Kimer forestiller sig, hvordan knægten om morgenen var blevet sendt afsted med et "pas nu på" sådan som forældre over hele kloden ofte gør det. Nu lå han som krigsoffer, mens hans far ringede den sørgelige besked hjem til sin hustru. Et optrin, der gik lige i forældrenerven hos DR's Rusland- og Ukraine-korrespondent Matilde Kimer.

Alligevel bliver hun ved med at opsøge Rusland, Ukraine, Tjetjenien og Moldova. Uroen, fattigdommen og frustrationerne, men også håbet, disciplinen og livsglæden.

- Jeg dækkede de første dage af krigen i Ukraine meget intenst og tæt. Det var vildt hårdt, men også meget meningsfuldt, selv om jeg aldrig har drømt om at blive krigskorrespondent. Det var så rigtigt at være der og formidle de historier til et dansk publikum, som sad med åben mund og polypper og spurgte sig selv, om det, de så, virkelig skete i Europa. Også selv om det var noget lort sikkerhedsmæssigt, siger hun.

Om området
Billedet af en Babusjka, der sidder og sælger tre tørre rødbeder, er et billede af Rusland, der stadig hænger ved hos mange, selv om det ikke længere har hold i virkeligheden. Ifølge Matilde Kimer er det et billede fra 1990'erne. Moskva og Skt. Petersborg er blevet moderne hipsterbyer som andre metropoler, og selv om der stadig er stor fattigdom, er befolkningen overordnet blevet meget rigere. Matilde Kimer ser mange forskelle, men bestemt også mange ligheder mellem russerne og danskerne. Det gælder for eksempel den knastørre, russiske humor og brugen af ironi.Der er imidlertid god grund til at holde øje med udviklingen i øst.

- Vi har et Rusland, der siger, det er stabilt, men reelt står på glasfødder. Ikke at der venter en revolution lige om hjørnet, men der er mange modstridende interesser. Revolutionen løber ikke i blodet men i hvert fald i historien. De første 12 år af Putins 17 år ved magten var præget af kraftig fremgang. Især for middelklassen, men også for arbejderklassen, og for oligarkerne var det et frikort til at beholde deres svimlende formuer, hvis bare de ikke blandede sig i politik. Det er vendt nu, siger Matilde Kimer, der ikke længere anser det for komplet usandsynligt, at der kommer en endnu større krig i området.

- Inden krigen i Ukraine anså jeg dem, der talte om en tredje verdenskrig for at være nogle småparanoide typer. Nu anser jeg det slet ikke for usandsynligt. Det er nærmere sandsynligt. Spørgsmålet er bare, om det sker i min eller mine børns levetid, siger Matilde Kimer og minder om, at det også er i Europas interesse at have et stabilt Rusland i baghaven.

 

Blev blæst omkuld

Matilde Kimer er i Odense på vej fra ét foredrag til et andet, inden en miniferie med vandland und alles med familien venter. Hun taler med en indleven og begejstring, der er sjælden for en sølle onsdag middag. Det er begavede, reflekterede og eftertænksomme ord, der kommer ud af den spinkle lyse kvinde. Om snigskytter, blodspor efter slagsmål i metroen og folk, der lever i beskyttelsesrum, mens krigen få meter over dem trækker sit ødelæggende spor. Om meningen med sit eget liv og trangen til at fylde det. I en fart. Om de 10 måneder i behandling for leukæmi, der til sidst havde afkræftet hende så meget, at hun 14 år gammel beslutsomt sagde fra over for den ekstra omgang kemo, lægerne anbefalede.

Alene talestrømmens tempo og begejstring fortæller historier, men ordene er nu også værd at hæfte sig ved.

Fascination. En egentlig pendant til ordet findes ikke på russisk, men Matilde Kimer har været fascineret af landet og området, siden hun lidt tilfældigt rejste til Skt. Petersborg i 2002 efter et ophold hos sin onkel og sin russiske tante i Paris. 21 år og lige gået fra en kæreste, tog hun chancen.

- Jeg var ret rodløs og havde ikke rigtigt fundet min vej på det tidspunkt. Jeg havde intet ønske om at lære sprog eller kultur men bare at rejse igennem Rusland og opleve landet. Men den slags visum kunne jeg ikke få.

Matilde Kimer imiterer den søde dame på konsulatet med den tykkeste russiske accent.

- Maybe you can try study.

Yes. Maybe. Måske.

Matilde Kimer er vokset op sammen med sin mor og bror i det, hun kalder et lavere middelklassehjem i Korsør. Men hun har altid haft det let i skolen, og derfor var det sundt for hende, at tingene ikke længere kom somen leg.

- Jeg blev blæst omkuld af Skt. Petersborg. Af kulturlivet og vildskaben i de russiske gader. Af natteliv og disciplinen hos mine medstuderende. Både de russiske og de udenlandske. Jeg boede på et kollegium for udenlandske studerende, og det syntes man var rigtigt fint, for rotterne nåede kun op på tredje sal, når de gnaskede rundt i vores affald. Jeg boede på niende, hvor der var rigtigt langt ned til rotterne. Siden har jeg set rotter hundredvis af gange, men dengang var det faktisk første gang.

- Det lyder lidt fladt nu, men for mig var det en form for vildskab, at det var så åbent. Der var også tit blodspor i metroen, fordi folk kom op at slås. Der var kæmpe fattigdom og frustration, og der var stadig mafiosotilstande som efterladenskaber fra 1990'erne. Det var en vild tid og et vildt liv. Ting var hårdt og svært. Det blæste og var pissekoldt, og jeg syntes, det duede fuldstændigt. Når man sad i skolebussen om morgenen, og der lugtede af hvidløg og sure tæer, så krævede det noget af dig som menneske at komme igennem dagen, og det var en befrielse i forhold til den nemheds-automatik, der var i Danmark, hvor jeg ikke havde fundet ud af, hvilken rolle jeg skulle spille. I Skt. Petersborg kostede det noget af mig at være til. Det lyder en smule masochistisk, men jeg syntes, det var enormt vigtigt at mærke som menneske, siger hun.

Forelsket i folket og vildskaben

Det havde aldrig været Matilde Kimers drøm at blive flydende i russisk, så mens hendes dedikerede studiekammerater sad med næsen i bøgerne, tog hun det mere nonchalant, drak og lærte en masse spændende mennesker at kende. Hun så, hvilken pris andre betalte for at have livet, beholde livet og for at ødelægge andres. Hun så brutalitet og mangel på respekt for andre, men hun så også en enorm viljestyrke, ikke mindst i kvinderne.

- En af de mest fascinerende ting var lev-i-nuet-følelsen, som jeg oplevede hos mange. På det tidspunkt var det kun tre et halvt år siden, landet var gået statsbankerot, og alle, der havde forsøgt at spare noget op i 1990'erne, havde mistet det, og man var inde i en periode, hvor mafiosoerne blev politikere. Ud af skyggen og ind i parlamentet. Hej hej. Så der var en det-kan-ikke-passe-stemning blandt de vilde og undergrundsagtige typer. Og så var alle villige til at dele, selv om de intet havde, for måske er vi døde i morgen. Der var noget råt og menneskeligt i det, som jeg slet ikke kunne slippe, fortæller Matilde Kimer.

Hjemme i Danmark igen kunne Matilde Kimer stadig ikke forstå de russiske nyheder, når hun tændte for radioen. Hun kunne heller ikke overskue at være færdig med Rusland, men anbefalingerne om at læse økonomi for at komme tæt på landet ad den vej, havde hun kun skepsis overfor.

I stedet søgte hun ind på journaliststudiet på Syddansk Universitet i Odense med et brændende ønske om at komme tilbage til Rusland, hvor det føltes som om, alting så anderledes ud, for hver gang man blinkede.

- Det var mere et egoistisk ønske end en livsmission om at fortælle historier fra Rusland. Det var et overhalingsbaneland, som jeg havde lyst til at være med i og kigge på, og store mængder penge væltede rundt på må og få - og mere til de få end til de mange. Det var totalt egoistisk, at jeg så et land, der var enormt forførende. Og væmmeligt. Og smukt. Og alt for meget. Og alligevel måtte jeg have mere. Det repræsenterede så mange følelser for mig at være i Rusland, helt uden at jeg havde forelsket mig derovre i andet end folket og vildskaben.

Søgte fra Kirgisistan

Alligevel var det først, da Matilde Kimer som praktikant i DR fik plaget sig til en reportagerejse til Moskva, det gik op for hende, at hun kunne have ramt en kombination af fag og passion, som kunne blive en livsbane. Og da hun på en reportagerejse til Kirgisistan nogle år senere - opfordret - flækkede en ansøgning sammen til en stilling på udlandsredaktionen, som hun havde overset, var vejen åben.

Matilde Kimer lokkede sin mand, videoredaktør Jesper Schwartz, og deres dengang eneste barn til at tage minimum fire sommermåneder i Moskva, i sikker forvisning om, at kærligheden til byen og landet ville spire som foråret. Sådan skulle det ikke gå. Jo, Matilde Kimer syntes, det fungerede perfekt, men resten af familien var meget hjemme i Danmark, og efterhånden som Matilde Kimer med sin gravide mave fik sværere og sværere ved at slæbe rundt på kameraer, fandt hun også et fly hjem.

Begejstringen var dog ikke skrumpet. Tværtimod. For hende var Rusland som en kæmpe buffet af politiske, økonomiske, menneskelige og sociale historier, hvor det udelukkende handlede om, hvor mange retter hun kunne nå at kaste hjemover. Da Matilde Kimer efter seks måneders barsel vendte tilbage var det med udgangspunkt i København og en masse rejsedage.

Kilde myrdet

I 2014 blev Matilde Kimer udnævnt til Rusland- og Ukrainekorrespondent. Ikke at det ændrede hendes arbejde, men det signalerede til omverden, at DR tog den urolige situation i området seriøst. Året blev det, hvor krigen i Ukraine flyttede helt ind i Matilde Kimer, så hun til sidst blev nødt til at tage tre måneders total pause fra landet. Mere om det senere. Helt bag på Matilde Kimer kom det dog ikke, at Rusland og Ukraine også er uro og vold, som koster civile ofre.

En af de ting, der først fangede hendes interesse for Rusland, var den anden Tjetjenienskrig fra 1999-2002, som hun pløjede engelsksproget materiale igennem om. Hendes allerførste besøg i Moskva var under studietiden i Skt. Petersborg og tilfældigvis samme weekend som de sorte enker fra Tjetjenien havde besat teatret Dubrovka, hvor 129 gidsler endte med at blive dræbt og mere end 700 såret. Der var kampvogne i gaderne, og det var en vild oplevelse for Matilde Kimer at opleve terrorangreb så tæt på.

I 2009 var hun selv i Tjetjenien første gang for at lave en reportage om, at folk forsvinder i landet.

- Det var kort tid efter, at en lokal menneskerettighedsforkæmper var blevet myrdet. Gravid i syvende måned lod hun en lokal kvinde nusse sin tykke mave.

- Det er en dreng, proklamerede kvinden. Jeg har forudset tusindvis af børn.

Kvinden var den første kilde, Matilde Kimer overhovedet mødte i Grosnij. En uge efter, hun var kommet hjem til Danmark, skrev hendes lokale chauffør og fixer, at kvinden havde fået skåret halsen over, åbenbart fordi hun var for åbenmundet for styret.

Da kom det tæt på.

- Det var ikke nogen overraskelse, at der var mange voldelige og potentielt voldelige konflikter i mit område, selv om det aldrig var min ambition at blive krigsreporter. Der er ikke noget tilfredsstillende ved at dække konflikt, hvis man ikke fatter, hvad konflikten går ud på, siger hun.

Gravid i farezonen

Mens Matilde Kimer var i Grosnij, var der også et selvmordsangreb i byen.

En mand havde detoneret sit selvmordsbælte i en stor forsamling på vej ind til en koncert, så der lå arme og ben selv i springvandet. Situationen kastede naturligt nok sikkerhedsdiskussioner af sig hjemme i Hvidovre, hvor Matilde Kimer bor med sin familie.

- Min mand syntes, det var uforsvarligt, at jeg stod der med vores dreng i maven og syntes, det var det eneste rigtige at være lige der og filme, så vi fik os selvfølgelig en snak om, hvad jeg fik ud af det med et barn i maven. Omvendt har vi mødt hinanden på en reportagerejse til Irak, så det, at jeg syntes det var interessant at have den slags job, var ikke noget, jeg hev op af hatten overfor ham. Senere, da jeg begyndte at få fornemmelsen af, at jeg faktisk syntes det var tilfredsstillende at grave mig ned i nogle ting, hvor vi i meget korte perioder kan være i fare, var det en debat. Også i forhold til om vi skulle have flere børn. Min mand syntes ikke altid, mit job er mega-familiekonvertibelt, og det tænker jeg egentlig, at han har ret i.

Matilde Kimer har tidligere i sin bog "Krigen indeni" givet udtryk for, at jobbet har givet problemer på hjemmefronten. At det har slidt på ægteskabet, og at det gjorde nas, da parrets ældste datter spurgte sin mor, om hun elskede sit job eller sin familie mest. Men det får hende ikke til at vakle. Livet skal give mening, og det er vigtigt for hende at udrette noget i den korte tid, vi har til rådighed.

Ingen steder at stå af

I hendes sind var der heller ikke nogen tvivl om, at hun måtte til Kiev, da gadekampene eksploderede den 18. februar 2014, selv om hun lige var kommet hjem fra Vinter-OL i Sochi.

26 mennesker var blevet dræbt, og kort efter Matilde Kimers ankomst eksploderede det hele. Sammenstødene mellem demonstranter og myndigheder var voldsomme, folk blev skudt, og der lå snigskytter på tagene i byen.

Mindre end en måned senere var Krim annekteret og havde afholdt folkeafstemning. Derfra gik der igen under en måned, før der var kampe med mortergranater i Østukraine, og kort efter var der fly i luften, der skød på positioner.

- Det var et tog, der ikke stoppede ved nogen stationer. Jeg kunne ikke hoppe af og sige, at nu var det lige alvorligt nok. Uden at kende hele det store billede sad jeg med en fornemmelse af, at jeg kendte mere til området end andre, og det var overhovedet ikke en valgmulighed at bede en med hjelm og sikkerhedsvest tage over. Jeg husker ikke, at jeg satte mig afslappet og tænkte over, hvor grænsen skulle gå for mig og mine. Det var først, da min mand og jeg var meget uenige om, hvor det bar hen, at det gik op for mig, at jeg havde boet i en krigsklokke et lille års tid.

Matilde Kimer tøver ikke med at kalde sig selv lidt småbesat i den periode. Hun blev nærmest helt religiøs omkring sin public service-forpligtelse. Alle mellemregninger skulle formidles til danskerne. Krigen var flyttet ind i hende, og selv om hun med mellemrum tog hjem, kunne hun næsten ikke holde det ud.

Til sidst fik hun kvalme over alting. Sig selv og hele verden. Og en stor vrede og afmagt. Men først skulle hun ind i en belejret by, hvor de ukrainske soldater var ved at blive trængt tilbage. Nede i beskyttelsesrummene levede civilbefolkningen. Eller i hvert fald den del, der ikke var blevet evakueret.

Der mødte hun en mor og hendes to-årige datter, jævnaldrende med Matilde Kimers yngste af tre børn. Moderen var blevet bedt om at lade sig evakuere på grund af de voldsomme angreb, men kvinden var så sikker på, at noget vil slå ned nær dem i det øjeblik, hun tog sin datter med op fra beskyttelsesrummet, at hun ikke turde. Da havde krigen allerede raset i deres område en måneds tid, moderen sad nærmest apatisk i sin natkjole og håbede bare, at brødvognen kunne komme gennem kampene, så hun i det mindste kunne tilbyde sin datter lidt mad. Det eneste, Matilde Kimer kunne finde på at sige, var held og lykke, velvidende at hun absolut intet havde at tilbyde dem, at vejen ville blive lukket, og at de derfor ville komme til at leve under jorden, til krigen var rullet forbi byen.

Matilde Kimer sad i sin store fragmentationsvest og nussede pigefoden. Da moderen lænede sig frem for at give hende et kram, brød de begge sammen i gråd.

- Det var en af de menneskelige forbindelse - og dem er der mange af - hvor man tænker, at det er sindssygt urimeligt. Hvor er jeg svinagtig heldig, at mine børn tuller rundt derhjemme med Lego Ninjago og Duploklodser og synes, det er irriterende, at jeg ikke er hjemme, og om vi ikke i det mindste skal på McDonald's, når jeg kommer hjem. Det var sådan et clash af virkeligheder, og der fik jeg fornemmelsen af, at der ikke er noget, der hjælper. At det er fuldstændigt ligegyldigt, hvad vi gør, for død og ødelæggelse fortsætter bare og tager alle de forkerte med sig.

Mit arbejde har højere mening

Efter den oplevelse tog Matilde Kimer tre måneders rejsepause, hvor hun var ked af det.

I begyndelsen var hun til psykologisk debriefing hver gang, hun havde været afsted. Nu er hun blevet bedre til at mærke efter, hvornår det er nødvendigt. Nogle gange er hun enormt ked af det, men ved også, at det går over igen, og selv om hun er ved fronten og i kampzoner, så minder hun sig selv om, at det ikke er hende, krigens aktører er efter. På fire ud af omkring 40 ture til Ukraine under krigen har hun og fotografen haft en sikkerhedsmand med. Ikke fordi han vil kunne sikre dem mod ulykker, men for at have én til at agere sygeplejer, hvis ulykken skulle ske.

- Jægersoldaterne er uddannet til at sy sig selv og hinanden sammen. Det er jeg ikke, og hvad nu hvis fotografen pludselig mangler et ben, og jeg ikke kan sy ham sammen, spørger Matilde Kimer i et tonefald, som talte hun om aftensmaden eller andre hverdagstrivialiteter.

Måske skyldes det følelsen af, at mange nyder godt af hendes arbejde, og at det derfor giver mening ud over hendes egen lille kreds.

- Jeg er ikke determinist og tror ikke på, at vi har et lod med en fødselsdato, livsmission og dødsdato. Vi har medbestemmelse, men især i Ukraine har jeg haft en følelse af, at mit arbejde har en højere mening. Jeg har en stærk tro på, at jeg udfylder det, der er meningen, siger Matilde Kimer.

Ikke bange for at dø

Måske skyldes det også, at hun ikke er bange for at dø.

En alvor, hun ellers blev konfronteret med tidligt. Som 14-årig fik hun konstateret leukæmi og var syg i 10 måneder. Til sidst var hun så afkræftet af behandlingerne, at hun selv sagde fra, da lægerne anbefalede en omgang forebyggende kemo mere. Hun ville ikke forlænge livet for enhver pris.

- Hvis livet er at være syg, have ondt og lide, er det måske ikke det værd. Så er det måske federe at sige thanks for the ride, men jeg står af her. Men heldigivis var det ikke mit stoppested der, og det er jeg vildt glad for. Men at der er et stoppested med mit navn på, er jeg altså okay med.

Nu skal det ikke lyde som om, Matilde Kimer har lyst til at dø, men det er jo uundgåeligt, som hun siger.

- Det snakker jeg meget med min mand om. Han er bange for at dø, og det er de fleste. Jeg kan høre på mine venner, at de synes jeg er lidt mærkelig på det punkt. Jeg har ikke lyst til at dø, men jeg har det ikke dårligt over visheden om, at det sker på et tidspunkt. Når jeg er ude på opgaver, tænker jeg mere over, hvad vi skal bruge for at være forbundne. Jeg har ikke lyst til at miste arme eller ben eller ligge på en mark og forbløde. Og slet ikke hvis det er, fordi jeg har glemt min førstehjælpstaske. Jeg er nok lidt pragmatisk omkring det, siger Matilde Kimer.

Samtidig fokuserer hun på det, hun putter ind i sit liv, og det er meget. Når nogen - for eksempel hendes familie - beder hende om at slappe af, sidder hun stille i fem minutter, trommer måske lidt med fingrene og spørger så: Hvad nu?

- Det er ret fantastisk at have et liv, og et liv er det, du putter ind i det, om det så varer 30 eller 80 år. Og jeg synes, vi skal nå utroligt meget. For mig er der ingen nydelse forbundet med at slappe af. Det kan godt være, jeg er blevet smittet lidt af russerne: Hvis vi kan gøre det i dag, hvorfor så udsætte det til i morgen?

Viden er afgørende

Hun er drevet af at blive klogere og forstå mere og i arbejdet med at beskrive en række ufærdige demokratier, er hun kommet frem til, at demokrati defineret ved flertallets stemmer, ikke er meget værd, hvis ikke der er viden og oplysning bag. Derfor er samfundsoplysning vigtigt, og hendes rolle i det er at servere de faktuelt rigtige informationer.

Umiddelbart en enkel ambition, men i praksis afsindigt svært. I konflikten i Ukraine bliver der sågar brugt skuespillere for at få drejet nyhederne i en bestemt retning.

- Alle de løgnhistorier, der bliver solgt som nyheder, har været en øjenåbner for mig. Jeg skal ikke sælge propaganda. Jeg skal tværtimod afsløre det og gøre alt for at fortælle ordentligt og oprigtigt om mit stofområde og hvad, der reelt foregår. Så er det underordnet, om folk ser Putin som århundredets største helt eller århundredets største skurk, siger Matilde Kimer, der har fundet en arbejdsmæssig balance ved at skære kraftigt ned på rejsedagene og luge lidt ekstra i haven, når oplevelserne kommer for tæt på.

Krigen er rykket ind i Matilde Kimer, men hun har også fået den på afstand igen. Men den slags sætter spor. Både i lande, regioner, byer, familier og det enkelte menneske.

I Matilde Kimer kommer erfaringerne blandt andet til udtryk ved, at hun hader utaknemmelighed, og når nogen tager noget for givet.

Det gælder for eksempel, hvis en af børnene taber sin Ipad, så skærmen flækker, og udbryder "nå, så må vi bare købe en ny".

Matilde Kimers ansigt snørrer sig arrigt sammen, inden hun hvislende siger:

- Nej, det kan vi så ikke lige.

I det svar er økonomi slet ikke en faktor. Det handler udelukkende om at lære sine børn, at ting har værdi, og at de er afsindigt privilegerede, at de kan sidde med en Ipad eller endda få den udleveret i skolen. Og gå i skole.

- Jeg prøver at lade være med at være den, der siger, de skal tænke på de sultne børn i Afrika. Omvendt er en af de vigtigste ting for mig at lære mine unger, at de gerne må være privilegerede, men at de i det mindste skal vide, at de er det. Jeg skal nok prøve at lade være med at være den irriterende samfundsfagslærer hver eneste dag, men det er jeg alligevel. Jeg ved godt, jeg ikke kan tørre mine erfaringer af i fjæset på min børn, men det gør jeg så alligevel, siger hun og griner af sin egen insisteren.

Et grin, der ligesom tempoet i talestrømmen og de bidende ironiske bisætninger fortæller lige så meget som ord.