Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Mindeord: Kristian Peder Moesgaard


Mindeord: Kristian Peder Moesgaard

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fhv. rektor for Aarhus Universitet, Henning Lehmann, har sendt følgende mindeord om fhv. lektor i videnskabshistorie og direktør for Steno Museet på Aarhus Universitet, Kristian Peder Moesgaard, der er død, 77 år.

Der var nok en smule "bekendelse" eller skjult selvbiografi i det, da Kristian Peder Moesgaard indledte slutafsnittet i sin disputats (1977) med udsagnet: "Mangen naturvidenskabsmand i renaissancen, som i dag prises, fordi hans arbejde skabte forudsætninger for industrialisering og rumfart, drømte selv i sit inderste om at yde menneskeheden helt andre tjenester i samvirke med teologiske kolleger". Måske kunne man uden at tabe fokus udfolde det til: "som når astronomihistorikeren Moesgaard søgte at kombinere dybtgående kosmologiske overvejelser med eksakt naturvidenskabelig astrofysisk chronometri".

Moesgaard var bondesøn fra Vestjylland, der en overgang tænkte på at blive præst, men det endte med naturvidenskaben. Han understregede i disputatsens forord, at Institut for de eksakte Naturvidenskabers Historie ved Aarhus Universitet, hvortil han var kommet som student i 1965, var blevet ham "en kær læreplads" og "en uvurderlig ramme" om hans arbejde.

Ud over det dybtgående historiske og astronomiske arbejde med kilder helt tilbage fra oldtiden og frem til renæssanceastronomer som Copernicus og danske Longomontanus var han på instituttet også blevet fængslet af sin læremester, professor i videnskabshistorie, Olaf Pedersens fascination af de instrumenter, tidligere generationers astronomer, navigatører, kemikere og fysikere havde haft til deres rådighed.

Alene herudfra var Moesgaard selvskrevet som leder af det unikke museum - snart benævnt Steno Museet - som i et nyt hus i Universitetsparken blev skabt ved sammenlægningen af instituttets samling af historiske instrumenter og en tilsvarende medicinhistorisk samling og dennes lægeurtehave samt suppleret med et planetarium.

For at betegnelsen "selvskrevet" skal få sin fulde valør, må det tilføjes, at Moesgaard havde en indgroet sans for fortællingen. Det videnskabelige skal naturligvis være i orden. Men alt det faglige og tekniske skal først og fremmest formidles, det skal fortælles videre til den brede offentlighed. Det var museumsdirektør Moesgaards holdning i de syv år (1994-2000), hvor han var Steno Museets leder - syv år, der reelt bør tælles som ti, da han også var en travlt beskæftiget nøgleperson i museets opbygningsfase.

Han var en vellidt leder, hvis menneskelige egenskaber udfoldedes både over for kolleger, medarbejdere og gæster på museum og institut. Hans empatiske ledelsesstil kom bl.a. andet til udtryk ved, at møder på museet ofte indledtes med ordene "Kære venner". Desto friere og fuldt så frugtbart blev hans menneskelige egenskaber udfoldet hjemme i Torrild gamle Præstegård i forhold til familie, venner og lokalsamfund. Han sad i menighedsrådet i 40 år, de fleste som dets formand, og Rotary-klubben i Odder blev adskillige gange beriget med foredrag om naturvidenskabens historie.