Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Steen fik et puf i ryggen af højere magter

»Da jeg som ung kom hjem fra England, hvor jeg havde været på kunstskole i to år, arbejdede alle abstrakt, lag på lag; det lignede Stryhns leverpostej. Jeg arbejdede figurativt, og det var hjælpeløst umoderne. Det tog mig nogle år, før jeg turde sige, at det ville jeg skide på,« siger Steen Larsen, der lige nu arbejder på et bestillingsarbejde med en folkevogn og Sletterhage Fyr. Foto: Kim Haugaard
Foto: Kim Haugaard

Steen fik et puf i ryggen af højere magter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Egentlig skulle han have læst statskundskab, men så fik han et vink med en vognstang, og i dag har Steen Larsen været fuldtidskunstner igennem tre årtier.

»Man kan lære teknik på kunstskolerne, men man kan ikke lære at blive kunstner. Det skal man selv finde ud af.«

Steen Larsen strækker sine lange ben ud fra læderstolen og glider lidt længere ned i sædet. Man sidder godt og lunt her i baghuset, hvor han har sit atelier - en oase af fred, mens familielivet udspiller sig i forhuset, villaen i Kongsvang.

Der hænger enkelte malerier på væggene, men de fleste af hans værker er for længst solgt. Han maler 20-25 billeder om året og afsætter dem i en lind strøm. Lige nu er staffeliet prydet af Sletterhage Fyr i selskab med en gammel folkevogn. Det er et bestillingsarbejde fra en mand, der elsker både sin folkevogn og fyret, og motivet passer excellent ind i Steens stil. Han maler nemlig realistisk. Eller som han selv kalder det: Fotorealistisk og hyperrealistisk.

»Da jeg som ung kom hjem fra England, hvor jeg havde været på kunstskole i to år, arbejdede alle abstrakt, lag på lag; det lignede Stryhns leverpostej. Jeg arbejdede figurativt, og det var hjælpeløst umoderne. Det tog mig nogle år, før jeg turde sige, at det ville jeg skide på,« smiler Steen.

Hans stemme antyder stadig hans oprindelse. Der er svage reminiscenser af københavnsk i tonefaldet, men selv vil han nok sige, at han er fra Viborg. Hans forældre stammede herfra, og da Steen var 15 år, brød de op fra København, hvor far havde været flyveleder i Kastrup, for at returnere til hjembyen og en nyindkøbt tobaksforretning på gågaden.

Kæft, trit og retning

»I dag synes jeg, det var sejt af mine forældre at tage det skridt,« mener Steen, der tog flytningen i stiv arm. Storebror blev i København, men Steen skiftede skole og vennekreds uden at kny og mener i dag, at det kun var sundt for ham at møde den kæft, trit og retning, der herskede på Østre Skole i Viborg.

Efter studentereksamen på Viborg Katedralskole trængte han imidlertid i den grad til luft under vingerne, så en beslutning om at læse statskundskab blev udsat på ubestemt tid, og i stedet tog han sammen med vennen Thorsten på stop mod Indien. På førstedagen lykkedes det dem kun at nå frem til Kolding, hvor de måtte overnatte på vandrehjemmet. Siden kom der mere skred i tingene, og de nåede Istanbul som blaffere, inden de overgav sig til offentlige transportmidler og fortsatte mod Indien.

Steen har livet igennem rejst meget. Senest til Vietnam og næste gang til New York, USA, »Guds eget bil-land,« som han siger, hvor han til sommer tager ophold for at male og håber, at han engang får held til at udstille.

»Man er fri, når man rejser, og man er absolut tilstedeværende. Man kan ikke andet. Hverdagens pligter er væk. Man er åben og befinder sig i nuet. Det giver en ro, hvor tiden står stille. Det er som en af de der glaskugler, hvor man ryster sneen: Til sidst falder sneen til ro på bunden. Sådan er det også, når man rejser,« mener Steen, der ofte bevæger sig af sted i bil og bl.a. flere år efter første tur kørte til Indien igen i en Toyota Hiace sammen med sin kone og deres første fælles barn. Han har noget med biler. De optræder på hovedparten af hans malerier.

»Engang imellem siger jeg til mig selv, at nu skal jeg ikke male biler mere, men det varer aldrig ret længe, før jeg gør det igen,« smiler Steen, der i dag ejer »en ganske almindelig Passat«.

»Det er ikke, fordi jeg har benzin i blodet. Hvis jeg åbner motorhjelmen og kigger ned, ligner det ren spaghetti for mig. Jeg aner intet om biler. Men jeg elsker at køre bil. Der ligger en frihed i den - easy rider og den amerikanske drøm og alt det der. Og der følger mange fortællinger med bilen.«

Mange betragtere oplever melankoli og sørgmodighed i Steens billeder. Sådan har han det ikke selv. For ham rummer malerierne både håb og munterhed - også når de skildrer tidens uafvendelige gang på en svensk bilkirkegård eller udsigten fra forruden mod E45 i regnvejr om natten.

Et vink midt i livet

Da Steen kom hjem fra Indien som ganske ung, var han selv opfyldt af håb og munterhed - og alt andet end lyst til at læse statskundskab, som ellers planlagt. Han var blevet ramt af den spiritualitet, der havde mødt ham i Indien, og den kredser han stadig om.

»Jeg var meget betaget af, at religionen var så synlig i Indien. Herhjemme gemmer vi den godt af vejen,« siger han og fortsætter:

»Jeg tror, at jeg er troende. Jeg tror i hvert fald, at der er noget, der er større end os selv. Men det er ikke nødvendigvis en gudfaderlig gud. Men jeg har brug for at tro på, at det gode eksisterer, og jeg kan finde på at bede, når jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal gøre af en sorg eller frustration.«

Steen valgte efter Indien at tage på højskole på Fyn, og med venner herfra flyttede han senere i kollektiv på Sydfyn. Han daskede rundt på bistandshjælp - »det var i begyndelsen af 1980'erne, hvor ingen tænkte på at sende bistandsklienter i arbejde« - og tænkte lidt over tingene, indtil den dag han så en annonce i Fyns Amts Avis.

»Den var nærmest sådan highlightet i mine øjne. Den sprang mig i møde,« husker Steen.

En nyoprettet kunstskole søgte elever.

»Nogle gange får man et vink midt i livet, bliver puffet i ryggen af højere magter. Sådan var det for mig, da jeg så den annonce. Nu vidste jeg, hvad jeg skulle.«

Steen er ud af et hjem, hvor væggene var pyntet med billeder af grædende børn og kronhjorte ved skovsøen, men hans mor havde en kreativ åre, udfoldet gennem porcelænsmaling, og selv havde Steen altid været dygtig til at tegne.

Han fik tre forrygende år på kunstskolen, hvor han boltrede sig i tegning, maleri og lidt skulptur. Han blev forelsket i oliemaleriet, fascineret af den lange tørringsproces, der kræver, at man som kunstner kan tænke flere skridt frem end bare til næste penselstrøg og desuden er en tålmodig natur, som er i stand til at arbejde på flere billeder på samme tid, mens man venter.

Han rejste videre til England og tog endnu to år med kunsten på en skole, hvor han blev introduceret til det narrative maleri - altså maleriet, der fortæller historier. Det greb ham. Det var dét, han ville. Også selvom alle andre malede Stryhns leverpostej, da han vendte hjem igen.

Han slog sig ned i Aarhus, hvor nogle højskolekammerater kunne låne ham et værelse, og han fik plads på et atelier sammen med andre kunstnere. Han sendte værker ind til mange censurerede udstillinger og fik afslag indtil den dag, hvor Charlottenborgs Forårsudstilling sagde ja tak. Så var der hul igennem - både til gallerier, til købere og til parnasset.

Trangt i Aarhus

»Jeg er tit blevet spurgt, hvornår jeg egentlig besluttede, at jeg skulle være kunstner, og det ved jeg ikke. Det er ikke en beslutning, der er kommet på et konkret tidspunkt. Men jeg har vidst siden kunstskolen på Fyn, at jeg ville arbejde med kunst. Og da jeg blev optaget på den censurerede udstilling og begyndte at sælge mine billeder, var jeg også klar over, at jeg nok var kunstner nu,« funderer Steen, der siden har udstillet mange steder, især på gallerier, men også på kunstmuseer rundt om i landet. Han nærer stadig en stille ambition om at få plads i vestgalleriet på Aros til en særudstilling engang.

»Desværre er det jo sådan i Aarhus i dag, at de lokale kunstnere ikke har et sted at udstille, med mindre de er tilknyttet et af gallerierne, og her er det jo de kommercielle interesser, der tæller,« beklager Steen.

Siden 1999 har han suppleret sine kunstneriske indtægter som højskolelærer i Testrup.

»Det var anden gang, jeg oplevede et highlight i mit liv,« smiler han.

Steen var omkring 40 år og mærkede en begyndende midtvejskrise. Han arbejdede på et atelier på havnen, og det gik fint med kunsten, men han savnede kolleger og omgang med andre mennesker. Han tænkte længe over, hvordan han skulle løse problemet, men havde endnu ikke nået en konklusion den aften, hvor han gik i seng under et besøg i sine forældres sommerhus i Hvalpsund.

»Men da jeg vågnede, vidste jeg pludselig, at jeg skulle være højskolelærer.«

Det var anden gang, han fik et puf i ryggen. En god ven, der selv var lærer på Testrup Højskole, havde nogle måneder forinden fortalt, at der nok blev en stilling ledig som kunstlærer på skolen, men Steen havde ikke tænkt videre over det - før nu.

»Jeg ringede til Ole, og han sagde »For helvede, Steen.« Det var en søndag, og det viste sig, at der om fredagen havde været ansøgningsfrist på tre stillinger, hvoraf den ene var som kunstlærer. Men det skadede jo ikke at forsøge alligevel, så jeg skrev på min ansøgning hele natten og fik den afleveret mandag morgen.«

Til de tre stillinger på Testrup Højskole var der 180 ansøgere. Steen var den eneste, der blev kaldt til samtale på kunstlærerjobbet, og han fik det. Han har været der siden, men har holdt orlov nogle gange undervejs for at rejse og male. Han er på trekvart arbejdstid og kan derfor stadig afsætte to hele hverdage samt aftener og weekender til sin egen kunst hjemme i atelieret.

Bornerthed

»Der er højt til loftet på Testrup Højskole, og det sted har beriget mig meget. Jeg bliver inspireret af at være sammen med de unge. Jeg kan godt være træt af den bornerthed, der er i kunstverdenen, hvor man står og vifter med sit hvidvinsglas til ferniseringer. Men på Testrup, hos de unge, er der altid kontant afregning ved kasse et, og det gør mig godt.«

Men mest af alt holder han af de stunder, hvor han trasker fra hjemmet, som han deler med hustru og en endnu hjemmeboende datter, over græsplænen til baghuset, der engang har rummet fabrik og lager. Her har han indrettet atelier med god plads, lys, luft, komfortable møbler, kaffemaskine og masser af musik, for uden rockmusik - gammel såvel som moderne - går det ikke.

»Jeg elsker at være her. Det gør mig godt mentalt, og jeg føler mig ikke ensom, selvom jeg arbejder alene. Ensomhed forbinder vi i vores kultur med noget negativt, men hvis man ellers kan komme overens med sig selv, er ensomhed en fantastisk følelse. Man er til stede i nuet. Og jeg har heldigvis ikke nogle dæmoner, jeg skal male ud, som for eksempel Kurt Trampedach skulle,« smiler Steen og fortsætter, mens han peger på bestillingsarbejdet på staffeliet:

»Jeg har malet i 30 år, og jeg glæder mig stadig til at stå op om morgenen og skulle over i mit atelier for at male videre på min folkevogn.«

Fakta: Steen Larsen

Født 1960 i København, flyttede til Viborg som 15-årig. Nu bosat i Kongsvang sammen med Gitte Bøg. Parret har to voksne døtre, Carla og Amanda. Fra et tidligere forhold har Steen sønnen Lasse, der har bidraget til familien med to børnebørn.
Uddannet på Den Frie Kunstskole i Odense 1980-1983 og Dartington College of Arts i England 1984-1986. Derefter bosat i Aarhus.
Har udstillet på en række gallerier, museer og censurerede udstillinger, udgivet kunstbøger samt modtaget flere priser og legater. Er i Aarhus fast tilknyttet galleriet Galleri V58 i Hans Hartvig Seedorffs Stræde.
Læs mere på: www.steenlarsen-maleri.dk