Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Driverliv i Sydhavet


Driverliv i Sydhavet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Et rigtigt krydstogt er den ultimative voksenkuvøse. Et korrumperende levned for sjæl og legeme i behagelige omgivelser, hvor der er folk til det hele.

»Er det ikke noget, jeg kan gøre? Lad mig hjælpe Dem.«


»Nej tak, jeg vil helst pakke ud selv.«


Han lignede virkelig en butler med hvid sløjfe, vest og pingvinhale på jakken.


»Skulle jeg så ikke åbne en flaske champagne?« foreslog han.


»Glimrende idé.«


Lily Bollinger drak som bekendt champagne ved enhver lejlighed - ved fest og sorg og det midt imellem, og en fest var det at være kommet om bord på Silver Seas »Silver Wind«. Skibet flytter sig omkring på kloden med årstiderne og oplever kun sommer.


Jeg havde indhentet skibet i Capetown i Sydafrika. Byen ligger smukt under sit vartegn, Taffelbjerget, og i det nyrestaurerede havneområde, hvor vilde søløver boltrer sig i bassinerne, havde det ikke været svært at få øje på »Silver Wind« ude ved en af molerne.


Min lyse hørjakke var blevet krøllet efter rejsen, efter at jeg undervejs var blevet gennemblødt af et regnskyl, men nu havde jeg jo en butler...


»Mon ikke den her kan stryges?« prøvede jeg og holdt jakken op.


»Han kikkede på den: »Hvad med en rensning?«


»Glimrende.«


Det var ikke gået op for mig, at der fulgte en butler med kahytten - eller suiten, som skibet insisterede på at kalde det. Kahytten bestod af en lille gang. Herfra kunne man gå ind på badeværelset med kar og bruser og ved siden af lå det omtalte walk-in-closet. Herefter fulgte soveværelset med en bred seng og adskilt herfra, med en diskret portal og et forhæng, var en salon med sofa og to stole, skrivebord og minibar og en frugtskål, der blev fyldt op hver dag.


Over bordet var fladskærmen, der også kunne ses fra sengen. Skibet havde sine egne tv-kanaler med sikkerhedsanvisninger, information om indkøbsmuligheder, faciliteter om bord, ekskursioner i land og et skiftende repertoire af film. Derudover kunne man se en række internationale nyhedskanaler.


Fra salonen var der en dør ud til kahyttens egen altan, hvorfra der var udsigt til det lysende blå hav. Jeg tog et glas champagne med ud på altanen og kiggede på udsigten. I dag Atlanterhavet, i morgen Sydhavet og siden Det Indiske Ocean.


»Hvorfor ønsker alle at være rige og berømte?« spurgte en af damerne omkring frokostbordet næste dag.


»Det er da morsommere at være rig og ukendt.«


Alle lo. Derefter talte vi om, hvor i Caribien det for tiden er bedst at købe sommerbolig.


De fleste af passagererne om bord var fra USA og Storbritannien og små grupper af andre var fra Chile, Australien, Sydafrika, Tyskland og Belgien. Vi var knap ti fra Danmark.


Ved frokosten diskuterede vi også krydstogtselskaber.


»Vi var med Sebourn for et par år siden,« fortalte en mand fra Texas. »Vi lå ved Alexandria, men vi syntes, vi havde set pyramiderne, så vi blev om bord og så film i vores suite. De har de nyeste film. Jeg ringede og bad roomservice om at bringe os kaviar. Lidt efter bankede det på døren, og så stod der en mand udenfor med kaviar og blinis på en bakke. Han rettede det an og gik igen. Det smagte pragtfuldt, men filmen var ikke forbi, da vi havde spist, så vi ringede efter popcorn.«


Alle gyste ved tanken om »Oasis of the Seas«, verdens største krydstogtskib.


»Jamen, det er jo for dem, der sparer sammen til deres ferie,« sagde en mand forundret.


»Og mere end 6.000 passagerer,« sagde en kvinde.


Tanken om at skulle være sammen med så mange fremkaldte hovedrysten. Der var ingen tvivl om, at klientellet her foretrak de mindre krydstogtskibe, hvor der ikke er meget mere end et par hundrede passagerer, der i store træk er som de selv. Hvor det er betjeningen og den personlige opvartning, der tæller.


Allerede efter den første nat om bord måtte jeg være blevet adlet af den engelske dronning, for både butleren og tjeneren i morgenmadsrestauranten titulerede mig konsekvent »sir Jan«, mens han anviste mig et bord.


Efter morgenmaden var vi en lille skare, der de fleste dage samledes til avislæsning i skibets bibliotek. I rummet ved siden af tjekkede folk deres e-mails. Dagens aviser var blevet downloaded og printet ud i stort format og gik på skift mellem de læsende.


Man læste i det hele taget meget om bord. På dagene til søs og i tiden mellem ekskursionerne i land lå vi - et blandet udvalg af verdens mest begunstigede mennesker - på solbænkene omkring poolen og vedligeholdt en fin lysebrun lød, simrede i jacuzzien eller døsede under panamahatte i dækstolene på agterdækket - og ind imellem læste vi så effektivt sammenskruede romaner af bestseller-forfattere.


Klokken fire var der te i panoramasalonen på dæk 8. Salonen var prunkløs, elegant og tætpakket med bløde stole og små borde, der ved tetid fik hvide duge på. Klientellet påskønnede fraværet af forloren fornemhed.


Skibets italienske kaptajn, Michele Palmieri, var en hyggelig pater familias iført ulastelig hvid uniform og hvide sko. Af og til så man ham gå en runde på skibet for at sikre sig, at alt var vel. Han syntes at have en forkærlighed for panoramasalonen ved tetid. Et par gange kom han lidt før fire og satte sig ved flygelet, før pianisten var nået frem, og så spillede han lidt for gæsterne. Andre gange satte han sig og drak te og tog sig god tid til en snak.


Sidst på eftermiddagen var der i den anden ende af dæk 8 en lille hårdfør gruppe, der hver dag mødtes sidst på eftermiddagen ved poolbaren. Jeg sad med min margarita, da en ældre herre på tynde, brune ben ud af sine khaki-shorts kom hen og stillede sig ved baren. Han havde taget en pink cashmere-sweater uden på en sort poloskjorte. Hans hår var kortklippet og gråt og hans skarpe blik øjede straks min notesbog, selv om jeg havde gemt den under en anden bog.


»En gibson,« sagde han til bartenderen. »Af Bombay Sapphire.«


En gibson er som en dry martini: gin i et isafkølet cocktail glas, to dråber tør vermouth, men i stedet for en oliven på en tandstikker: et perleløg på en tandstikker.


»Jeg opdagede Bombay Sapphire for fire år siden. Jeg tror ikke, vi fik den til Amerika før. Det er den bedste gin, men nu drikker alle vodka. I hvert fald i Amerika. Skriver De?« Han kikkede på notesbogen.


Jeg nikkede: »Om rejser.«


Han rakte hånden frem: »Howard, jeg skriver thrillers. Næste gang bliver jeg 80, så må det være nok.«


Han fik sin gin, og vi løftede glassene og hilste. Bartenderen satte en tallerken med tapas på disken i mellem os.


Da jeg kom tilbage til suiten, kom butleren med min jakke. Renset og presset efter alle kunstens regler.


Det var indtil videre det eneste, jeg skulle betale nogle få dollar for. Hos Silver Sea er alt inkluderet i rejsens pris - all inclusive. Også drinks, vinene til maden og maltwhiskyen i baren efter middagen. Selv drikkepenge er inkluderet, hvad de ellers sjældent er på krydstogter.


Butleren spurgte, om jeg ønskede min egen flaske spiritus på værelset; whisky, gin, vodka... der var så meget at tage stilling til. Det endte med, at jeg hørte mig selv sige til butleren, at jeg klarede mig med den vin, jeg fik til middagen og drinksene i baren. Desuden kunne jeg jo til enhver tid ringe og bede om at få en drink serveret på en bakke.


Til middagen kan man, hvis man ønsker det, bede om at få lov til at sidde parvis, man kan også få maden serveret i sin suite eller også bliver man placeret af overtjeneren ved et rundt bord blandt de andre gæster.


Restauranten er smuk og velindrettet. Duge og servietter er stivede og vinglassene poleret. En aften kom jeg til sidde ved samme bord som Robert Frimtzis og hans kone. Han havde i årevis arbejdet for NASA. Han havde været tilknyttet Apollo 11-ekspeditionen og været med til at lave det modul, Neil Armstrong og Buzz Alrin lettede fra Månen i.


Bob betroede mig, at det havde været noget vanskeligere at komme væk fra først Hitlers siden Stalins fremrykkende hære, end at få en rumkapsel til at lette fra månen. Han var som ung jødisk flygtning med sine forældre kommet til USA, hvor familien igen kunne begynde at opbygge en tilværelse.


»De har jo en fantastisk livshistorie. Der er stof til en film - eller tv-serie.«


»Eller en bog,« svarede han. »Mine erindringer udkom sidste år, »From Tajikistan to the Moon«. Jeg havde lovet min mor at skrive vores historie. Det har jeg nu.«


Efter middagen var levende underholdning i skibets teater. Unge sangere og dansere optrådte, og i baren var der dans til skibets egen kvartet. I panoramasalonen var der drinks og hyggepianist, men det blev sjældent sent og aldrig animeret.


En ikke betydningsløs del af nydelsen er at komme ned i seng, lægge hovedet på pudevåret af ægyptisk bomuld og slumre ind til skibets vuggen.


De fleste af os var tidligt oppe næste morgen. Nogle skulle i land på ekskursioner til townships eller vildtreservater med elefanter, og andre skulle op og bare nyde livet om bord. Se solen stå op over havet ved 5.30-tiden. Se delfiner springe og se store hvaler dykke ud.


Krydstogtet er den ultimative voksenkuvøse. Et korrumperende levned for sjæl og legeme i behagelige omgivelser, hvor der er folk til det hele. De laver mad, ordner badeværelset og hænger rene håndklæder op til erstatning for de brugte. De reder ens seng og rydder op i kahytten. De sørger for afslapning, adspredelse og forkælelse og oplevelser.


Man skal bare huske at sige »ahh« engang imellem.