Afsnit 2: Vi så hinanden i øjnene - og skød

19. februar 2010 er en dag, Mathias Børlum aldrig kommer til at glemme. Det var den dag, han så døden i øjnene. Hvor han bliver han ramt af tre skud, og han selv slår en fjende ihjel.

To dage før har kammeraten Benjamin trådt på en improviseret sprængladning, en såkaldt IED:

»Jeg følte mig ret sårbar. Jeg havde hele tiden haft den tro at ’det sker ikke for mig’, men fra det øjeblik vidste jeg, at det også kan blive mig. At jeg ikke nødvendigvis kommer hjem igen. At jeg kunne dø. Det var et skelsættende øjeblik.«

Alligevel tøver han ikke, da han er på vej mod en landsby, hvor risikoen for et angreb er stor. Han er koncentreret om opgaven.

»Man kan mærke, når man er på vej ind i et højrisikoområde. Ingen vinker. De civile forsvinder. Børnene leger ikke ude. Stemningen er dårlig. Vi ved, at Taleban er der, men før man ser et våben, kan man ikke selv angribe. Man må vente på, at de løsner det første skud.«

Den dag, Mathias bliver skudt, er de danske soldater ude i et område, hvor de ved, at Taleban har holdt en form for møde.

Mathias går forrest sammen med sin gruppefører. Bagved går delingen af kamptropper. De har sat køretøjerne på kanten af et plateau og kravler ned ad en primitiv stige, som de lokale har lavet. Ned til det grønne område, hvor markerne dyrkes med opiumvalmuer. De skal igennem en samling huse. Ingen er i tvivl om, hvor man skal være - hvad den enkeltes opgave er.

Spækket med miner

Mathias kigger koncentreret mod jorden for at få øje på de simple miner, Taleban lægger ud. Gruppeføreren går lige bagved og dækker ham over skulderen med geværet pegende frem.

Der er ikke tid til at fjerne minerne, de bliver bare markeret med spray, og beskederne om, hvor kammeraterne skal passe ekstra på, går bagud ned gennem flokken.

»Jeg får øje på en mand, og jeg prøver at vinke, men han vinker ikke tilbage. Vi kommer op i spredt orden, klar til at modtage ild. Vi ved godt, at de venter på os. Vi ved, de er der, og at de har planlagt et angreb. De civile er væk, men vi kan se Talebans køretøjer og nogen aktivitet. Vi ved ikke, hvorfra og hvornår angrebet vil ske. Vi kan bare vente og arbejde os langsomt frem.«

Der er mange gemmesteder i den lille landsby, og Mathias sniger sig frem mellem to vægge. Han når hen til hjørnet og ser en mand.

»Han gemmer sig, men da vi løber frem, kommer han pludselig frem på en afstand af 10-15 meter og skyder. Helt vildt. Vi ser hinanden lige i øjnene. Han rammer mig i skulderen - og så skyder jeg ham.«

Kuglen går tværs igennem skulderen på Mathias. Det føles som et piskesmæld.

»Mens han ligger og dør, bliver der åbnet op imod os fra seks-syv forskellige ildstillinger rundt om os på 50-75 meters afstand, og jeg begynder at skyde mod mundingsglimtene.«

Troede han skulle dø

Den anden kugle rammer Mathias og går tværs gennem den højre fod, men han fortsætter med at skyde.

»En ny kugle rammer mit venstre ben. Her mærker jeg knoglen splintre, men støvlen holder underbenet sammen. Jeg glider ned ad væggen og forsøger siddende at besvare ilden, mens jeg råber bagud, at jeg er ramt.«

Kollegerne kommer hurtigt for at hjælpe og afløse. Mathias overvejer, om han skal spænde et pres, en såkaldt tourniquet, om benet, men han er bange for at spænde det for stramt, så blodet stopper helt. For så ved han, at der er risiko for, at benet må amputeres.

»Jeg lægger det løst på, og jeg handler stadig meget professionelt. Jeg er meget bekymret for, om de har fået mit gevær og min minesøger med, og jeg tænker på, om der er noget, jeg kan gøre,« husker han helt klart.

Mathias kravler med sine to sårede ben tilbage langs en mur. Kuglerne flyver centimeter forbi hans ansigt og lige ind i muren.

»Der var jeg overbevist om, at jeg ville dø,« fortæller han.

Et par kammerater hiver fat i uniformen og trækker ham væk. Giver ham førstehjælp og trækker støvlen af. Blodet strømmer ud. De lægger presset på.

»Da de tager støvlen af mig, forstår jeg ordet smerte. Jeg er ved fuld bevidsthed, og kugler og morterer flyver rundt. De kaster sig over mig for at beskytte mig.«

Mathias kommer på en båre, og han får et bedøvende middel.

»Det er noget stærkt, som man bedøver heste med. Jeg fik sådan en ud-af-kroppen oplevelse, hvor jeg løber ved siden af den båre, jeg ligger på, og ser mig selv. Det må være ligesom at være på stoffer. Jeg kan se blodet, og jeg løber ved siden af og er med til at bære båren.«

Væk med helikopter

Hvor længe der går, ved Mathias ikke. Kammeraterne tilkalder hjælp, og de gør et område klar, så en helikopter kan lande. Det skal afsøges for miner. Trods den hårdt sårede tilstand, tænker han stadig på, om der er noget, han kan gøre. Om de har styr på det.

Kort efter bliver han løftet op i en Black Hawk-helikopter, og det engelske personale går i gang med at behandle og give førstehjælp. Mathias tænker igen på, om han mister benet. Han kan ikke bevæge foden.

Herfra går det virkelig hurtigt, og personalet på felthospitalet står klar. De arbejder professionelt og dygtigt.

Hjemme i Danmark er to officerer allerede på vej mod Skanderborg. Om lidt vil de ringe på døren hos Helga og Jan i Stilling. Med en svær besked, der trods alt ikke er så slem, som den er for mange andre forældre. Officiererne kan nøjes med at fortælle, at Mathias er såret, men at han har det godt efter omstændighederne.

»Jeg bliver opereret med det samme, og så snart jeg vågner op efter narkosen, får jeg en telefon i hånden med besked om at ringe hjem. ’Hej mor, jeg er blevet skudt, men jeg har det godt’,« siger Mathias og fortsætter:

»Inden jeg tog af sted, planlagde jeg min egen begravelse. Valgte, at der skulle synges ’Altid frejdig når du går’ i kirken, og at flaget skulle dække kisten. Jeg snakkede med mine forældre om det. Det var svært, og min mor græd. Det var hårdt, men også vigtigt. Men det der afskedsbrev fik jeg aldrig skrevet, og jeg husker, at jeg sagde til mine kammerater - da jeg ikke vidste, hvordan det ville gå, at de skulle sige til min mor og far, at der ikke var noget brev.«