Afsnit 3: Det var et nederlag at blive sendt hjem

»Jeg tænkte, at det var bedre, hvis jeg var død.«

Mathias Børlum prøver at forklare, hvordan det er at komme tilbage til Danmark - at ligge på Rigshospitalet og vågne op af narkosen efter en operation af det sønderskudte ben.

»Jeg ligger og kigger op i lampen over mig, og jeg synes, det er sådan et nederlag at komme hjem efter 19 dage. Jeg tænker, at det næsten var bedre, hvis jeg var død. Jeg lukker mig meget inde i mig selv. Tankerne om, at jeg har fejlet, at jeg kunne have gjort noget anderledes, bliver ved med at køre rundt. Jeg synes, jeg har svigtet mine kammerater. Jeg tænker, at jeg blev skudt, fordi jeg fejlede. Jo, jeg synes, det var et kæmpenederlag.«

De følelser har mange af Mathias’ pårørende og kammerater haft svært ved at forstå. De var bare glade for at få ham hjem i live.

Man er et team

»Efterhånden som jeg fik snakket med mine soldaterkammerater og med andre, har jeg også erkendt, at det ikke var min fejl. At jeg handlede korrekt og professionelt. Hvis jeg skal forsøge at forklare det, er det noget med, at man er et hold - man er ikke individualist. Og når jeg bliver sendt hjem, skal mine kammerater ud på patrulje flere gange. Man er et hold, et team, og når man løser opgaven i fællesskab, er det ekstremt tilfredsstillende. Ens kolleger er også ens bedste venner. Og når man så brat bliver revet ud af det fællesskab, er det tomt og intetsigende.«

Mathias bruger det meste af sin energi på genoptræning og ikke på at spekulere over det skete.

»Jeg giver mig selv lov til at tænke på det en halv time om dagen, men jeg sørger for ikke at lade tankerne køre i ring. Jeg tænker, at ’det var sat’me tæt på, men det var godt, at det ikke skete’. Færdig.«

Lægerne har repareret på den sønderskudte krop. Flyttet muskler og vener, skrællet hud af låret og flyttet rundt på væv, flyttet en skinnebensknogle fra det ene ben til det andet. Antallet af operationer kan han ikke sige med sikkerhed, men det er omkring 10. Forhåbentlig kommer skinnen af benet til august.

Der er masser af tid til at reflektere over livet. Fortiden, nutiden, fremtiden. Ikke mindst fremtiden.

»Jeg ville allerhelst tilbage inden august, så jeg kunne nå at afslutte med mit hold. Gøre opgaven færdig. Men jeg er ved at erkende og acceptere, at det nok ikke bliver sådan. Jeg er dog ikke i tvivl om, at jeg gerne vil af sted igen.

Den holdning er der mange omkring ham, der ikke forstår.

»Nej, vi er ikke hjernevaskede. Og nej, der bliver ikke lagt pres på os. Det er vores egne valg. Selv om det kan lyde mærkeligt, vil jeg sige, at jeg ikke ville have været det foruden. Det har ændret mig og gjort mig mere moden. Jeg er mere bevidst om, hvilken slags menneske jeg vil være. Jeg har også i mit liv gjort ting, jeg ikke var stolt af bagefter. Det gør jeg ikke mere. Jeg er meget bevidst om, hvem jeg er, og jeg vil kunne se mig selv i øjnene og være stolt af mig selv.«

Tættere på dem derhjemme

Dem derhjemme fylder meget i Mathias’ tanker og bevidsthed - både før han tog af sted, og efter han er kommet hjem.

Kæresten Henriette var netop taget ud på en længere rejse, da han blev skudt, og selv om hun var parat til at komme hjem med det samme, fik han hende til at fortsætte rejsen. Hun kommer hjem til maj og drømmen er at flytte sammen.

Mathias har kun ros til Forsvaret for det, der bliver gjort for ham.

»De står parat og hjælper med alt. Papirer, forsikringer og det praktiske. Jeg skal bare sige til. Jeg fik psykologhjælp, selv om jeg egentlig ikke følte, jeg havde behov for den. Jeg fik transport hjem på påskeferie. Jeg får alt, hvad jeg beder om.«

Han fik også besøg af daværende forsvarsminister Søren Gade og af forsvarschefen. Og for få dage siden kom kammeraterne på besøg, da de var hjemme på orlov.

»Det var rigtig dejligt at se dem igen. Sidst, min gruppefører så mig, var jeg en blodig ting, der blev båret ind i en helikopter. Jeg synes stadig, det er svært, at jeg er her og ikke dernede. Og selv om det er dejligt at se dem, er det også hårdt, fordi det gik sådan. Jeg tænker meget på dem, og jeg håber, at vores hold bliver det første, hvor ingen kommer hjem i en kiste. Men nu har jeg lært, at det kan ske. Det blev ikke mig. Men det var tæt på.«