Det er den sidste fredag i vinterferien, og Helga Mikkelsen ligger i sengen med influenza. Ægtefællen Jan Børlum er kørt til et møde i Ry, da telefonen ringer. Helga tager den og tænker, at det måske er Mathias, der ringer hjem.
»Jeres søn er blevet skudt. Men han er ikke i livsfare.«
Beskeden er kort og kontant. Følelserne, både chok og lettelse, strømmer gennem hovedet på Helga, der straks ringer til Jan.
Beskeden om deres sårede søn kommer fra to officerer. De er kørt fra kasernen i Skive, holder og venter i en bil tæt på hjemmet i Stilling og siger:
»Vi er lige her, og kan være der på fem minutter, må vi det?«
Det er ikke engang tre uger siden, Helga og Jan vinkede farvel til sønnen Mathias, der tog til Afghanistan som soldat. Og selv om de har tænkt tanken, at han kan komme til skade, mange gange, er det stadig et uventet chok. Noget, man aldrig helt kan foreberede sig på.
Stor støtte fra Forsvaret
De to officerer kommer og er der i fire timer. De er til stor hjælp.
»De var utroligt gode og professionelle. De kunne stå for al krisestyring. Jeg løb lidt rundt om mig selv og var chokeret og forvirret, men de fik styr på alt det praktiske. For eksempel hvem vi skulle ringe til. De havde kontakt til Afghanistan, og vi fik at vide, at han var uden for livsfare, men at han lå på operationsbordet. Vi vidste ikke, hvor slemt det var.«
Det varer ikke lang tid, så er det Mathias selv, der er i røret. Omtåget efter narkosen, men alligevel så klar, at han kan fortælle om skudepisoden. Det er fantastisk at høre hans stemme, husker Helga.
Allerede dagen efter sørger officererne for, at de kan besøge Mathias på Rigshospitalet. Han bliver overført til Danmark samme aften.
»Han lå der og lignede sig selv - i hvert fald på overkroppen. Og han havde stadig glimt i øjet. Det var fantastisk at se ham, og jeg blev fyldt af en stor taknemlighed over, at han havde overlevet,« forklarer Helga.
Forude ventede nogle svære uger, mens det stadig er usikkert, om benet skal amputeres.
»Jeg tænkte på, at han altid har været
så fysisk aktiv og glad for sport. At det kunne blive meget svært at lære at være handicappet,« fortæller Helga, mens Jan tilføjer:
»Jeg tænkte også på, om han nu får den hjælp, han skal have, når han bliver udskrevet.«
Helga og Jan var ikke begejstrede, da Mathias begyndte at snakke om at komme til Afghanistan.
»Jeg gjorde da, hvad jeg kunne, for at snakke ham fra det. Foreslog at han kunne blive ulandsfrivillig eller komme på en rejsende højskole. I begyndelsen var vi fuldstændig uforstående over for den tanke, at det skulle være vores søn, der skulle i krig. Jeg indrømmer gerne, at jeg også brugte ufine metoder, mors tårer, og at jeg malede skrækscenarier op for ham. Men han var meget velovervejet. Og på et tidspunkt må man tage valget, om man vil acceptere og støtte. Selvfølgelig ville vi det. Men det var da sindssygt svært,« siger Helga.
De trøstede sig med, at det nok ikke var den mest udsatte post at være i ingeniørtropperne, for ingen derfra var hidtil blevet ramt, og soldaterne opdagede jo minerne med minesøger. Forældrene deltog så aktivt så muligt og tog med til møder for pårørende. Og især Helga har også brugt pårørende-portalen på nettet meget til at holde kontakt til andre i samme situation.
»Jeg havde ikke så meget brug for de åbne fora, men jeg snakkede meget med en mor, jeg kender, der har en søn i Afghanistan. Og jeg snakkede meget med min bedste ven,« siger Jan.
Lang proces med mange tanker
Tiden inden afrejsen var en lang proces med mange tanker.
»Man tror ikke, at man kan fungere, men det kan man godt. Man tror ikke, at man kan sidde og snakke begravelse med sin egen søn. Men det kan man godt, når det er nødvendigt. Og det har da bragt os tættere sammen på mange måder. Vi har også stor respekt for Mathias, og vi er stolte af ham. Men det er ikke det samme som at sige, at vi synes, det var en god idé. Vi tror jo allesammen, at det går ud over de andre, og at det ikke rammer os selv,« siger Jan og forsøger at forklare:
»Vi har jo begge spurgt os selv hvorfor et utal af gange. Hvorfor han ville være soldat. Jeg tror, at det handler om, at i Danmark har vi sådan et velfærdssamfund, hvor der er mange overfladiske, ligegyldige ting i folks hverdag og meget lidt af virkelig betydning. Jeg kan godt forstå, at der er unge, der har trang til at gøre noget vigtigt, og det må man jo sige, at minerydning er. Jeg har respekt for, at han valgte af gøre noget af betydning og ikke kun tænke på sig selv. Men det var og er da hammersvært. Jeg kan ikke sige andet.«
Diskussionerne omkring middagsbordet inden Matthias tog af sted 1. februar, bragte familien endnu tættere sammen. Foruden Mathias og forældrene er der storebroderen, og Mathias’ kæreste, Henriette, var også med flere gange.
»Det blev mere intenst. Det blev påtrængende, hvad de to drenge betyder for os. Vi blev også nødt til at sætte ord på mange store følelser. Og man lærer at leve med nogle modsætninger, der ikke går op - ønsket om at han ville lade være og blive hjemme og stoltheden over det, han gør.«
Reaktionerne fra omverdenen har været meget blandede. Lige fra »nå, skal han bare ud at have noget spænding« til stor anerkendelse for Mathias’ valg. Fra uforståenhed til ros.
»Den der diskussion om, hvorvidt vi overhovedet skal deltage i krigen i Afghanistan, er der også mange, der gerne vil tage. Men det orker jeg bare ikke mere,« siger Jan.
Solidt netværk
Da det forfærdelige skete, og Mathias blev såret, var det en glæde at opleve, hvor godt det personlige netværk fungerede med familie og venner - og med stor hjælp og støtte fra Forsvaret.
»Telefonopkald, besøg, blomster, hilsner fra Mathias’ gamle kammerater, fra kolleger og venner. Fra hans gamle taekwondoklub. Det har varmet meget,« siger forældrene og tilføjer, at de også får hjælp af en psykolog.
Fremtiden tænker de naturligvis også på, men i første omgang handler det om at få Mathias genoptrænet.
»Selvfølgelig har vi tænkt over, at det kan blive meget svært for ham, når det bliver hverdag igen, og vi ved ikke, hvor godt benet kommer til at fungere. Men han har jo sit gode hoved, og han skal nok finde sin gode plads i livet. Han er blevet meget moden. Han har jo også oplevet ting, der er mere alvorlige, end mange af sine jævnaldrende.«
Jan og Helga støtter Mathias alt det, de kan. Men når snakken falder på hans ønske om at komme tilbage til Afghanistan, bliver det svært, og de får en klump i halsen:
»Vi forstår godt, at han er ked af, at han ikke kunne gøre sin opgave færdig. Men vi vil have det meget, meget svært, hvis han vil af sted igen.«
seneste kommentarer