Arrene er der for livet

19. februar 2010 var Mathias Børlum tæt på at dø.

Han blev skudt af en taleban­kriger, da han som dansk soldat patruljerede i den krigshærgede Helmand provins. Mathias skød igen og dræbte talebansoldaten. Imens rykkede Mathias’ kammerater ind og fik ham bjærget i sikkerhed.

Efter bare 19 dage som udsendt soldat sluttede hans tjeneste i ­Afghanistan,

Mathias fortalte dengang sin ­historie til avisen om de smertefulde oplevelser og om sit brændende ønske om at komme tilbage som soldat i Afghanistan, mens han lå til behandling og genoptræning på Rigshospitalet.

Med et smadret ben, måtte han dog hurtigt erkende, at det ikke blev mens kammeraterne på hold 9 stadig var i Afghanistan, at han kunne rejse sig fra kørestolen og gå i krig.Identiteten som soldat har Mathias siden sagt farvel til. Han tænker ikke længere på sig selv som krigsinvalid.»Jeg vil ikke lade mig ikke definere som ham soldaten, der blev skudt i Afghanistan,« fastslår han med et fast blik.

Nu er han Mathias, der læser økonomi på Handelshøjskolen i Aarhus, som bor i lejlighed med kæresten Henriette, og som har en dagligdag som de fleste andre unges – bortset lige fra at han må sige nej til at komme med på skiferie og nøjes med at se til fra ­sidelinien, når kammeraterne spiller fodbold. For resten af livet vil han have varige, fysiske minder om den dag, han blev skudt i Afghanistan.

»Det store ønske om at komme tilbage til Afghanistan holdt rigtig længe. Men efterhånden som lægerne fik mig fortalt, at det ville tage lang tid, inden jeg kom til at gå igen, blev mine forventninger nedjusteret. Jeg vendte tilbage til Skive Kaserne og var der, da holdet vendte tilbage i august. Med kørestol og krykker og benet i en skinne. Men de opgaver, jeg kunne få, var ikke så spændende. Man bliver meget hurtig træt af at tælle ting på et lager og sidde og vente på, at de andre kommer tilbage fra øvelse i skoven. Man er der – men man er alligevel ikke en del af det rigtige soldaterliv,« forklarer han.Mathias er fuldstændig afklaret om sin situation og om sin egen udvikling.Han fortryder ikke noget, og han har hverken bitterhed eller bebrejdelser, han skal af med. Han føler sig godt behandlet af forsvaret.

»Jeg tog på ferie en uge til Tyrkiet med fem af kammeraterne på holdet. Der hørte jeg historier fra tiden i Afghanistan, og der blev det mere tydeligt for mig, at jeg ikke var en del af det og sikkert aldrig ville blive det igen.«

Lige inden turen fik han skinnen skruet af benet. Uden bedøvelse. Det gjorde ondt.

I dag kan han gå og cykle – men ikke ­løbe. Han tænker meget over, hvilken slags sport, han kan dyrke, og vælger at se det dårlige ben som en udfordring i stedet for en begrænsning.

»Jo, det gav et stik i hjertet, da studiekammeraterne tog på skiferie i samlet flok. Men jeg får ikke noget ud af at ynke mig selv,« ­siger han.Efteråret 2010 på kasernen brugte han til at tænke over og planlægge sin fremtid. Han fik hjælp af hærens uddannelsesrådgiver. Forsvaret ville gerne give ham en kontrakt til han blev 35, men Mathias ville gerne noget andet, når han nu ikke kunne deltage aktivt i tjenesten. Ønsket om at komme tilbage til Afghanistan blev mindre ved tanken om, at han kun ville få opgaver i lejren.»Ønsket om at bruge hovedet og læse igen blev stærkere. Jeg kunne simpelthen ikke se mig selv ­sidde og spille Fifa på computeren for at få tiden til at gå, Jeg får nu løn i to år og startede på Handelshøjskolen i september, hvor jeg læser økonomi. Det er glad for, så kan jeg koncentrere mig om at læse, og behøver ikke have et arbejde ved siden af.«

Han tænker lidt og fortsætter:

»Jeg troede, jeg ville savne forsvaret mere, end jeg gør. Men det er et overstået kapitel. Nu er jeg studenten, før var jeg soldaten. Hvis nogen spørger, svarer jeg gerne, og jeg har været i mange medier og fortalt om det på Marselisborg Gymnasium, men nu lægger jeg det mere og mere bag mig.«

Det er betragtninger, der gør Mathias mere moden end mange medstuderende.

»Jeg er meget målrettet og ­meget fokuseret. Det har jeg lært i forsvaret. Jeg ville ikke have studeret på samme måde, hvis jeg var kommet lige fra gymnasiet. Mit mål er at få ansættelse i en NGO, og jeg vil gerne i gang med noget frivilligt arbejde for at kvalificere mig.«Det er meget bevidst, at Mathias tænker fremad og ikke bruger tiden på at spekulere over, hvordan tingene havde set ud, hvis han ­ikke var blevet soldat, og skudt i Afghanistan.»Den eneste opskrift er at se muligheder frem for begrænsninger, en rigtig BS Christiansen-filosofi. Når der lukkes en dør, åbnes der en ny. Jeg vil ikke være den, der står og banker på den lukkede dør.«

Mathias’ forældre og kæreste var glade for, at han opgav ønsket om at komme tilbage til Afghanistan.

En del af soldaterkammeraterne har han stadig kontakt med.

»Benjamin, der blev såret få ­dage før mig, og som jeg var på Rigshospitalet med, kom også tilbage til kasernen sammen med mig. Vi trillede rundt i vores kørestole. Han er blevet i militæret, men han bliver nok ikke udsendt igen. Det er dejligt at snakke med ham, for han ved præcis, hvad jeg mener.«

En del af kammeraterne fra hold 9 er tilbage i Afghanistan på en ny udsendelse. Mathias tænker ofte på dem, men han er ikke ked af, at han ikke er der.

»Men jeg synes, det er en skam, at de ikke får større opbakning herhjemmefra. Politikerne tænker mest på, hvornår vi kan trække os ud. Der er meget lidt i medierne om vores indsats. Jeg synes de har fortjent større anerkendelse for det arbejde, de udfører.«

Mathias trækker på opfordring lidt op i buksebenet og viser arrene frem.

I sommer fik han en kosmetisk operation for at gøre benet pænere, men det er stadig meget følsomt og bliver aldrig rigtig stærkt. For ham er det et livsvarigt minde om 19. februar 2010, da han var tæt på at dø for fædrelandet i en ørken i Helmand.

Det er ikke et minde, han ofte viser frem. For han har sat et punktum og er begyndt på et nyt kapitel i sit liv.