Forstår beboerne, at det er en livmoder, de går igennem?
»Nej, det er nok mere, for at medarbejderne husker at bære budskabet om tryghed med herind,« forklarer han og starter rundvisningen.
Fra strand til ørken
På gulvet i den lange gang svømmer små guldfisk rundt i et firkantet billede sendt fra projektoren i loftet.
»Når man træder på vandet, svømmer fiskene væk,« siger Maurtis Eijgendaal, mens han ivrigt stamper på gulvet og »skræmmer« fiskene i alle mulige retninger.
»Det er ret fantastisk,« siger han for første, men langt fra sidste gang.
Længere henne af gangen løber krabber og andre skaldyr rundt i et 20 kvadratmeter aflangt tv på gulvet.
Med få tryk på en skærm ændrer Maurits Eijgendaal hele scenariet, og pludselig er vi i en ørken, hvor skaldyrenes kriblen er skiftet ud med krybdyr, der piler henover gulvet.
»Er det ikke fantastisk,« spørger han igen.
Video: Tag med i Sølunds nye sansehus
»Hej mor og far«
Maurits Eijgendaal fører os væk fra gangen og ind i et rum, hvor en vandvæg plasker med vand, mens lyden af måger skræpper fra højtalerne i loftet.
En svingseng formet som en lille jolle, hænger i hjørnet ud for samme virtuelle billeder af guldfisk som i gangen.
»Se, når man svinger den, laver den bølger i vandet. Og se lige den her«.
Forstanderen samler en balje med en masse små metalkugler og et gennemsigtigt låg op.
Han vender og drejer det, så kuglerne triller over fladen, og pludselig hører man havet. Som en del af scenen ligger der ved jollen en flaskepost.
»Hej mor og far. Jeg er taget på sejltur, glæder mig til at fortælle jer om det. Hilsen Peter«.
Stemmen kan mærkes
Vi er tilbage i gangen, og forstanderen har netop vist os et massagerum med vandseng.
I højtalerne over os kan man høre vandet skylle ind over stranden, og under fodsålerne kan man mærke varmen fra de mange elektriske tv-skærme, og forestillingen om en varm sandstrand er ikke langt væk.
Desværre må vi af det lune glas, for Maurits Eijgendaal har lige et rum, han vil vise.
Han griber en mikrofon og siger »hej« og »hallooo«.
Lyset skifter fra rødt til orange i takt med hans tale, og en subwoofer sender en rungen igennem vores kroppe.
»Tit kan beboerne ikke fornemme deres egen stemme. Nu kan de både se og mærke den«, siger han og viser os videre.
Pludselig bliver der koldt
»I skal lige se det hvide rum. Det elsker jeg at vise frem,« siger Maurits Eijgendaal.
Først slukker han for projektørerne, så vi ser det uden effekter.
Væggene er hvide, og det samme er bjerget i hjørnet.
»Nu kan vi så tage til Antarktis,« siger han, trykker på en skærm, og et isbjerg dukker op foran os, og jeg opdager, at jeg står og skutter mig.
Det føles næsten som om, det bliver koldere.
»Det er sjovt, at du siger det. Flere af beboerne spørger om her ikke er koldt, og når vi skifter til en vulkan, kan de dufte røgen. Er det ikke fantastisk,« spørger han endnu en gang, inden isbjerget ændrer sig til en vulkan.
Og jo, snoezelhuset på Sølund er fantastisk.
seneste kommentarer