Når den store Porsche sætter kursen nordpå, smider Arne og Birthe omkring 2000 km fra Danmark bandet "PS 12" på afspilleren. Ud i kabinen gjalder "Hjem til Århus", for det er præcis, hvad de skal. De synger med på sangen om deres ungdoms by, og fra buret bagi blander en hylen sig i overtonerne. Det er Ferdinand III, familiens lille frækkert af en fire måneder gammel mini bull terrier.
Stemningen er lagt, og de glæder sig. Ganske vist drejer de mod højre, når de når byens overdrev, men med mange venner både i Aarhus og på Djursland er det stadig hjemme.
Det er det også, når de en måneds tid senere sætter kursen sydpå. De er hjemme begge steder og føler sig i grunden snarere som europæere.
Birthe møder i døren til det lille stråtækte derude på landet med forklæde på. Man besøger ikke et kokkepar uden at blive inviteret på et måltid. Køkkenbordet er en symfoni af farver, og snart stikker duften af brændt rørsukker i næsen, mens Birthe har travlt med at tage imod gæsten og forhindre, at Ferdinand indleder frokosten med min taske.
Med ophøjet ro tager Arne kasserollen fra komfuret og sætter den ned i vasken.
"Ork, det gør ikke noget, vi har masser af det. Den slags sker tit," siger Birthe.
Stemningen er lysår fra den turbo og fandenivoldske bandbuller, den redigerede virkelighed har vist på TV, når kokke slår sig løs over en dampende sauce vierge eller braisseret kalveskank. Arne og Birthe har altid brugt en sober omgangstone.
"Man bruger da bydemåde, men vi har aldrig råbt efter hinanden. Det har været som et fodboldhold, hvor alle kendte deres plads. Hvis man bliver nervøs, kan man ikke arbejde," siger Birthe.
Arne fortsætter lidt i køkkenet, der er en åben vinkel til stuen. Vi taler på langdistance, før han slutter sig til os ved bordet.
Ferdinand er tilsyneladende gået i hi, alt ånder fred og idyl. Hvad ingen af os ved er, at Ferdinand gnasker på højttalerledningen under den hvide sofa. Ferdinand må have arvet familiens udsøgte smag. Også for indretning.
Kuvøseguf
Det var lidt af et tilfælde, at Arne valgte kokkevejen. Han så sig selv som dyrepasser eller racerkører. Fart havde altid interesseret ham, og som dreng i Stenvad på Djursland havde han opfostret mågeunger, der spiste af hånden.
Dyrepasser blev han alligevel. Når han ikke kravler rundt på gulvet efter Ferdinand, sidder den på skødet og bliver nusset. Og sengen? Her ligger den lille vaps og fryder sig i "fjanterenden", som Arne så lyrisk udtrykker det.
Som dreng viste Arne tidligt handlekraft og viljestyrke.
"Da jeg var seks år ville min kammerat Bjarne og jeg ned til søen og fiske. Det måtte vi ikke for min mor, men vi gjorde det nu alligevel. Vi sejlede ud i en gammel båd med huller i, Bjarne øsede og øsede, mens jeg fiskede. Jeg fangede ikke noget. Da vi halede båden op på land smed jeg lige snøren ud igen. Og så sad der en 12 kilo gedde på krogen. Vi fik ikke skældud, men de vidste heller ikke, at vi havde været ude på søen."
Hans far var mælkedommer og moderen frisør. Arne har aldrig smagt margarine, og det lyder heller ikke, som om han nogensinde skulle få lyst. Naturaløkonomien lagde både duer og fasaner og andre lækkerier på køkkenbordet for en vandondulation.
Birthe trallede rundt på sin fars store gård i Dagnæs ved Horsens. Her var rød dansk malkerace af den fineste slags og alt, hvad der hører sig til på en stor gård, inklusive køkkenhave. De var næsten selvforsynende, og alt var hjemmelavet.
Midtvejs mødtes de to på Rønde Kursus. Arne havde forinden tilbragt nogle år som radiotelegrafist i Flyvevåbnet og været på højskole. For ham var Birthe det rene "kuvøseguf".
seneste kommentarer