Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Jacob Nielsen:»Var klubben ikke rykket ned, var jeg nok aldrig kommet til AGF«

Jacob Nielsen under torsdagens famøse tenniskamp i Portugal. Foto: Axel Schütt


Jacob Nielsen:»Var klubben ikke rykket ned, var jeg nok aldrig kommet til AGF«

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Reportage fra en medrivende, men ikke videre velspillet tenniskamp. Og så en smule status om rigets tilstand fra AGFs direktør, der sigter efter et plus på bundlinjen og mange flere tilskuere på stadion.

Der er blevet varmet godt og grundigt op til den her match i flere dage. Og Jacob Nielsen kan ikke se, hvordan i alverden han og doublemakker, Glen Riddersholm, skal kunne komme i nogen som helst form for problemer ude på bane 1 mod »Right Said Fred«, som han kalder dem, udfordrerne: Jens T. Andersson og Peter »PC« Christiansen.

Det er cheftræner og administrerende direktør versus sportschef og chefscout.

Så nu sidder han her i en blød stol i lobbyen på Grande Real Santa Eulalia Resort & Hotel Spa, midt mellem Albufeira og Olhos de Agua, klar, iført shorts, hvid t-shirt, hvid AGF-kasket og løbesko, ketcher og bolde, »Clash of the Titans« om ganske få minutter.

Lidt derfra udfører »PC« lidet elegante strækøvelser, Andersson vandrer forbi, ryster på hovedet, påstår, at makkerparret Riddersholm/Nielsen dagen før har sneget sig ind på hans værelse og hugget de nyindkøbte bolde.

»De har smugtrænet,« lyder det stift. Jacob Nielsen stirrer ham lige ind i øjnene. Ondt blod.

Det er halvandet år siden, han skiftede direktør-stolen i Randers FC ud med direktørstolen i AGF. »Det forbudte skifte« og lignende blev det kaldt. Det trækker han på skuldrene af i dag.

Jacob Nielsen trådte dengang ind i en klub i granatchok, nedrykning til landets næstbedste række, den tredje på otte år, og laser og pjalter og kø ved håndvasken.

»Var klubben ikke rykket ned, var jeg nok aldrig kommet til AGF,« siger han. Mere om det senere.

Siden er der sket meget.

Han har trimmet organisationen, skåret overflødigt fedt væk, der kom »heldigvis« en hurtig oprykning til Superligaen, »ellers var vi blevet bombet langt, langt tilbage«, en Hobro-sag, samarbejdsproblemer med en cheftræner, der blev fyret, lidt tumult med en spiller til en afslutningsfest og alt muligt andet. Det er jo AGF.

Jo, der har været rigeligt at se til. Direktøren har været i vælten.

Men nu er nu, ikke en måned siden, ikke et halvt år, så mens direktøren sidder her og dulmer nerverne inden »et opgør jeg bare ikke vil tabe«, indvilger han i at sætte ord på rigets tilstand?

»Jeg synes, vi som klub, som selskab er på rette vej. Men der er ikke noget, der er givet, og det kræver stadigvæk ekstremt hårdt arbejde og ydmyghed på alle fronter i virksomheden. Så det må ikke stå alene, at vi er på rette vej, for det kan nemt blive en sovepude. Men jeg synes, det ser lovende ud.«

Der har været nogle bump på vejen, ikke mindst rent sportsligt, hvor I henover vinteren har fyret en cheftræner og skiftet ud i en hel trænerstab. Så på det område er I vel startet helt forfra?

»Nej, slet ikke. Jeg har jo godt vidst, lige siden, jeg kom til, at det nok ikke var det færdige hold, der var sat sådan samlet set. Om det så lige var på cheftrænerposten, talentchefposten eller i forhold til scouting for at tage det sportslige eller om det var i administrationen, på kontoret. Der er blevet skiftet ud på næsten samtlige pladser, siden jeg kom, og det har jo ikke været en strategi i sig selv. Det er bare sket. Nogle er blevet afskediget, nogle er gået selv. Så 2015 har da været et ekstremt år, hvad de ting angår. Vi har skiftet ud på alle ledelsespladser,« kommer det fra Nielsen.

Foran ham står en bærbar computer, mobilen ringer med jævne mellemrum. Han er tilsyneladende ikke fløjet ned til Algarvekysten for at lægge ved poolen og læse svenske krimier.

»Nej, der er sgu nok at se til. Lige nu sidder jeg og arbejder på en helt ny strategiplan, ligesom vi er i gang med at lægge budget for 2016/17. Det er først nu, denne vinter, at der har været tid til at stoppe op, og vi har haft tid til at lægge nogle fremadrettede planer med klubbens, selskabets ledende medarbejdere. Vi er også i gang med at udarbejde en helt ny tilskuerstrategi, som vi præsenterer i foråret, men som skal gælde fra sæsonstart. Det har været et meget tungt arbejde, fordi det involverer samtlige aspekter af virksomheden. Men det er vigtigt. Tilskuerne er det vigtigste af alt i en fodboldklub,« siger han.

Travlt? Ja. Men man siger ikke nej til en tenniskamp, »en let sejr«.

Emission, oprykning, oprydning. Og nå ja, så er der også et splinternyt klubhus til godt 40 millioner kroner på vej.

»Så det første halvandet år har økonomisk, ledelsesmæssigt, sportsligt været en slags turnaround. Det vidste jeg godt, det ville blive. Vi er jo hele tiden undervejs. Der er ikke noget, der er statisk. Jeg forventer jo heller ikke, at tingene, hvis vi sidder her igen om et år, har stået stille i mellemtiden.«

»Det er store projekter, vi har været igennem. Det har handlet om, at vi skulle præstere i 1. division. Vi rykkede med nød og næppe op i Superligaen. Men det var tæt på at gå galt. Vi rykkede op som det dårligste hold, rent pointmæssigt, nogensinde. Og var det mislykkedes havde det ikke kun kostet et år. Det havde kostet meget mere. Vi kunne godt have klaret det økonomisk, men det havde sat os langt tilbage i vores udvikling,« kommer det fra Nielsen.

»Men nu er vi her. Holdet er sat. Og det er et stærkt hold på alle ledder. Og det er derfor, der ikke var været udarbejdet nogen egentlig sportslig strategi siden oktober 2014. Der har været helt andre ting, vi har skulle tage os af. Det nytter ikke at lave en sportslig strategi, hvis folk ikke er enige.«

Det gælder også på »Centre Court«

Jacob Nielsen og Glen Riddersholm taber første sæt. 2-6.

Banen, slidt, solskoldet grønt kunstunderlag, ringe beskaffenhed, får en del af skylden. Og så er der ketcherne. De er slet ikke gode nok.

»Lige vilkår,« lyder det fra den anden side af nettet.

»Men I skal fandeme stoppe med det snyderi,« råber Nielsen. Riddersholm bakker ham op. Parret har tydeligvis svært ved at finde rytme i deres spil.

Og solen står så også lige ind i øjnene, når der serves.

Rygterne har kørt hele dagen, og blandt spillerne forlyder det, at sportschefen og chefscoutens - eller i hvert fald sidstnævntes - taktik, er, at »PC« skal ud at løbe så lidt som muligt.

En strategi, der bliver fuldt til punkt og prikke. Andersson styrer nettet i sine lange sorte træningsbukser. »PC« dikterer slagets gang fra baglinien med sine kraftfulde grundslag.

Efter første sæt fortrækker en stor del af spillerne, der ellers, troskyldigt, har kigget med, fra anlægget. Niveauet imponerer dem tilsyneladende ikke.

Jacob Nielsen og Glen Riddersholm tramper ind i andet sæt, bryder modstandernes serv. 1-0. En åbning?

Det er ved at være nogle år siden, at Århus Elite er kommet ud af et regnskabsår med skindet på næsen, otte år faktisk, men Jacob Nielsen øjner muligheden for et lille overskud. Den allerede udmeldte forventning for indeværende regnskab ligger mellem et minus på to millioner kroner og et plus på to millioner kroner.

Får fyringen af Morten Wieghorst nogen indvirkning på den forventning?

»Det er klart, at det påvirker vores forventning til bundlinjen, for det er ikke gratis at fyre en cheftræner og hans nærmeste assistent, men det påvirker det ikke mere, end at vi kan holde det estimat, vi har meldt ud,« lyder det fra Jacob Nielsen.

Da Morten Wieghorst i kølvandet på nedrykningen i foråret 2014 blev hentet ind som cheftræner, blev han også personificeringen af »det nye AGF«.

Ham man lænede sig op af. I hvert fald indtil, der kom en direktør og en sportschef ind i huset. Resten af historien kender vi.

Men udover de huller, der har været på vejen, har det så været, som du havde regnet med, det ville være at blive AGFer?

»Ja. Jeg har jo været bedre forberedt end de fleste, for jeg har været i branchen i mange år i forvejen, og kender til fodboldmiljøet og Superligaen. Så der er ikke noget, der som sådan har overrumplet mig ved at komme til AGF. Det har ikke afskrækket mig, det jeg er kommet til. Jeg har jo gennem mange år fulgt med i, hvad der skete i AGF som kollega og fodboldfan. Fan af AGF, kan jeg ikke påstå, at jeg har været, men jeg har altid fulgt dem med interesse, og nu er jeg fan som alle mulige andre,« forklarer han.

Du er ikke blevet væltet bagover?

»Uden at jeg ligefrem har gået i terapi, er der da ting, der har chokeret mig. Der er ting, der har overrasket mig. Og der er ting, jeg er blevet bekræftet i. Det er ikke alt, jeg vil løfte sløret for, det holder vi internt, men jeg er heldigvis blevet bekræftet i de mest nødvendige ting. Og som jeg så også har prøvet at i talesætte vigtigheden af. Blandt andet, hvor vigtig det er, at vi skal have samlet byen, at det potentiale, der ligger i at være en storklub i landets næststørste by, ikke er noget, der bare bliver udløst af sig selv.«

Kan du blive lidt mere konkret?

»Jeg har kunnet konstatere, at der faktisk er mere vilje, end jeg havde troet, der ville være. Jeg synes, at vi både fra tilskuernes side, når man tænker på, hvor skuffede de tit er gået hjem fra stadion i de sidste otte-ti år, har fået en fantastisk støtte, ligesom vi med emissionen oplevede en imponerende opbakning, selvom timingen rent sportsligt var elendig med »sorte oktober«. Og vi har fået rigtig mange nye sponsorer i løbet af det seneste år, 50-60 nye er der kommet ind, vi har en god dialog med kommunen, og så er der forholdet til moderklubben 1880. Jeg er meget stolt over at være en del af det fællesskab, der er i den her klub. Her arbejder elite og bredde sammen. Der er mange steder, hvor man i stedet modarbejder hinanden. Jeg tror, det er unikt, så godt amatører og professionelle snakker sammen i den her klub. Det er en klar styrke.«

Hvad med omgivelsernes forventningspres?

»Jeg føler ikke et pres. Det gør jeg ikke. Men det er også fordi, at der er gået ti år, hvor det ikke er gået særligt godt. Det er jeg jo lidt hjulpet af. Jeg havde heller ikke sagt ja til at komme, hvis ikke AGF var rykket ned i 2014. På den måde, vidste jeg, at jeg kunne få lidt fred til at gøre tingene på min måde, fordi vi startede lidt fra nul. Det ville have været svært at tage til eksempelvis AaB og så begynde at gøre det her, for de har jo noget, der har virket deroppe i mange år. Så når jeg har kunnet tillade mig at tale om arrogance eller andre ting, som det ikke er normalt at vende, når man kommer som ny udefra.

Så var AGF ikke rykket ned, havde du ikke siddet her i dag?

»Jeg tror slet ikke, at jeg var blevet spurgt.«

Jacob Nielsen holder sin serv, så der bliver reduceret til 3-5.

Efter en lovende indledning på andet sæt, falder spillet fra hinanden for direktøren og hans makker, og frustrationerne får frit løb, da »PC« dømmer en bold ude.

»Hvad fanden foregår der? Hvis I vinder, er det helt uden ære,« tordner Nielsen, og en tydeligt ophidset Riddersholm bider sig også fast:

»Hvad er det her? Det er fuldstændig vanvittigt, dét, der foregår. Det er dælme ikke fair play.«

Jens T. Andersson klukker, som kun en svensker kan klukke, og selvom de forurettede overlever en enkelt matchbold, er nederlaget en realitet, da sportschefen sætter en kynisk baghåndsflugtning. 6-2, 6-3.

Der er ikke meget tak for kampen. Ild i øjnene hos direktøren.

»PC« er ifølge ham selv ved at »boble over af lykke« - og afviser et interview med TV2's udsendte - »jeg er i mine følelsers vold«.

»Årh, hold kæft,« snapper Nielsen og tyrer en bold i jorden.

***

Man kan ikke vinde hver gang. Det ved man om nogen i AGF.

Men er der langt om længe - med en sund økonomi, nye faciliteter på vej og en cheftræner ved roret, der for mindre end et år siden vandt DM-guld - grund til optimisme blandt klubbens fans om bedre tider?

»Jeg søger ikke efter fans, der skal finde en eller anden form for optimisme. Nej, vi skal have fans, som dem AGF er kendt for, og som støtter og bakker op, uanset, hvordan det går. Men jeg er jo ikke i tvivl om, at det vi skal gøre en forskel på i forhold til alle andre, er selvfølgelig dem, jeg kalder for marginal-tilskuere. Og der har vi et kæmpe uforløst potentiale, som skal kunne fylde stadion, som det ikke er set før i provinsen. Det er mængden, der skal gøre forskellen, og de »rigtige« fans trænger til, at der kommer flere, som fylder op omkring dem på stadion. Men de kommer kun, hvis vi vinder nogle flere kampe.«

Så der er fortsat masser af uforløst potentiale i og omkring klubben?

»Ja, ja. Skal jeg være fræk, så vil jeg sige, at der i nyere tid er klubber i Skandinavien med et meget mindre potentiale end her, der er kommet i Champions League. AaB, Rosenborg, FC Nordsjælland, ja, Malmø kan man vel også tage med. Det er de lykkedes med, fordi deres respektive kultur, strategi, opbygning er helt rigtig. Det er jo ikke naturligt, så det er vel klubber, der har overpræsteret, og som bare har været dygtige til at opbygge en kultur, hvor alle trækker i samme retning. Det gør alle også i AGF nu. Jeg siger ikke, at vi kommer i Champions League, men vi er godt på vej med at bygge den kultur op, vi gerne vil have.«

Og så er det vist godt, at det er fodbold, og ikke tennis, det her.