Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Søndergaard nyder livet i rødt og hvidt

Kasper Søndergaard har mod på mere i landsholdstrøjen og føler sig frisk inden det for alvor går løs i Frankrig. foto: Henning Bagger / Scanpix 2017)

Søndergaard nyder livet i rødt og hvidt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Appetitten på landsholdskampe er ikke blevet mindre med tiden for Danmarks rutinerede højre back Kasper Søndergaard, der stadig nyder hvert eneste minut i landsholdslejren.

Håndbold: Han har været et fast element på det danske landshold gennem de seneste mange slutrunder. Den langhårede højre back, der kan få de fleste forsvarer til at føle sig på usikker grund, hvis hans evner bliver sat bedst i scene.

Kasper Søndergaard har i flere omgange været manden, der har givet sit land det ekstra gram kvalitet, der har givet bonus på medaljesiden.

Syv medaljer er det blevet til i nationaldragten. Tre af dem af guld. Senest i august måned sidste år, hvor han og landsholdet vandt OL-finalen over Frankrig med 28-26.

13. januar tager han hul på den ottende slutrunden sammen med landets bedste håndboldspillere, når Danmark møder Argentina i Paris i Gruppe D.

Og selvom fødselsattesten vidner om, at Skjern-spilleren er blevet 35 år og har spillet 175 landskampe, så fejler begejstringen for aktiviteten i rødt og hvidt ikke det mindste.

- Jeg nyder det. Jeg glæder mig. Jeg har nydt godt af, at vi ikke har spillet i Europa Cup i Skjern. Det har givet mig 12-14 kampe færre i efteråret end forrige år, hvor vi spillede Champions League og Europa Cup. Så jeg føler mig helt klar til at tage hul på en turnering.

I forbindelse med pressemødet i Aarhus inden landsholdets rejse til Paris udtalte landstræner Gudmundur Gudmundsson, at alles øjne hvilede på Danmark, fordi de kom til VM som forsvarende olympisk mester. Men hvis presset er vokset på den danske trup over efteråret, så har det ikke sat sig hos den rutinerede bagspiller, der i modsætning til mange af sine holdkammerater ellers har en hverdag hjemme i Danmark.

- Alt er som det plejer. Jeg synes ikke, der er nogen forskel i forhold til, om vi har vundet eller var blevet nummer to, tre eller fire ved OL. Intet er nyt. Overhovedet. Vi bor det samme sted, spiser det samme mad og træner også samme sted. Der er ingen forskel. Og når vi først er dernede, så er der ingen, som tænker på, at vi er olympiske mestre. Måske dem vi møder? Det vil måske være flot for dem at slå de olympiske mestre. Sådan skal det også være. Vi må ikke gå ind og tro, at vi kan det hele, fordi vi lykkedes i sommer. Vi er nødt til at have ydmygheden med i bagagen, ellers kommer vi ikke langt i Frankrig. Det er jeg ret sikker på.

Men tror du ikke, forventningerne fra danskerne er blevet større på grund af jeres succes ved OL?

- Det kan godt være. Men hvis jeg skal finde ud af det, så skal jeg gå ind og læse alt det, som folk skriver, og det gør jeg ikke. Det holder jeg mig fra. Det har jeg ikke læst i mange år. Jeg kan godt lide at læse om håndbold og om andre spillere. Jeg er vildt interesseret i håndbold, men jeg undgår at læse om Skjern og det danske herrelandshold. Der er måske et stort pres, men det ved jeg ikke. Jeg tror heller ikke, det er godt at gå ind og læse, for så ender jeg måske med at blive mere nervøs og spændt, end jeg er i forvejen.

Det er vel også her, at rutinen efter så mange år melder sig på banen?

- Hvis jeg ikke var nervøs og havde sommerfugle i maven før en kamp, så var det tid til at sige stop for landsholdet, for det ville betyde, at jeg var blevet for ligeglad med det hele. Den følelse er ikke kommet endnu, siger Søndergaard.

Med sine 35 år er han en af de ældste i truppen. En af dem, de andre kan læne sig opad, hvis der er behov for det. Eksempelvis den 13 år yngre Niclas Kirkeløkke, der var med ved Bygma Cup i begyndelsen af januar måned, men ikke kom med til verdensmesterskaberne.

- Hvis han i tvivl om nogle ting, skal han bare komme til mig, men jeg føler ikke, at det er min rolle at forklare ham, hvor han skal lægge et pres. Det må være trænerens arbejde. Socialt falder han fint ind, men det er jo ikke bare ham. Det er alle de nye, der skal være med. Det er mange af de unge, der stille og roligt skal falde ind. Det synes jeg, de gør på fremragende vis. Selvfølgelig mest ved at vise sig frem til træning, men også uden for banen ved at hygge sig med de andre.

Er det blevet sværere at falde end nu, end det var, da du kom på holdet.

- Hans Lindberg og jeg snakkede faktisk om det den anden dag. Da vi var med til vores første slutrunde i 2007 var vi 25 og 26 år og var de yngste på holdet. I de seneste par år har de yngste i truppen været mellem 20 og 22 år. Jeg siger ikke, at det var nemmere dengang, men vi havde trods alt kun to tre år op til dem, der var ældre end os dengang. Altså spillere som Joachim Boldsen, Lasse Boesen, Bo Spellerberg og Lars Jørgensen. I dag er jeg 35 år som en af de ældste, mens de unge spillere i dag er 13-14 års yngre, hvilket måske gør det lidt sværere at komme ind, fordi interesserne ikke helt stemmer overens, lige med undtagelse af håndbold selvfølgelig. Men det går fint, og jeg synes det er fedt at være en del af. Det er sjovt, at se de her kæmpe talenter udvikle sig.