Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Undskyld, men det var ikke det, jeg mente!


Undskyld, men det var ikke det, jeg mente!

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Christina Fruergaard, motionskoordinator, Aarhus Kommune
flemming krogh
Blog. 

Kender du det at blive misforstået? At det man siger, bliver vendt 180 grader i luften, idet det forlader læberne, og inden det når frem til modtagerens øre?

I juni 2016 fik jeg debut som hepper til Aarhus Halvmarathon. De tidligere år var jeg på den anden side af afspærringen og kæmpede en personlig kamp om at få has på de 21,0975 km. Jeg har altid ønsket mig at opleve et stort løbeevent fra sidelinjen og se de hurtige sprintere, men især de seje førstegangsløbere.

Gulddrømmen lever stadig
Det var nu, stemmen skulle vise sit værd, for de sejeste løbere er ikke dem, der klarer løbet på under to timer, nej, det er dem, der for første gang skal løbe halvmaraton.

Min mand, børn og jeg, placerede os strategisk i Mejlgade ved en fransk café, så vi havde den luksus at kunne sidde ned og drikke en kop kaffe, inden løberne kom, men også at stå helt tæt på og dufte savsmulden. Da den første løber drejede ind af Mejlgade, sprang vi op at stå og svingede med de medbragte flag, mens vi råbte og hujede.

De førende løbere var hurtigt forbi os, og langsomt begyndte løberne at komme med mindre og mindre mellemrum, så der til sidst var en mur af løbere, der oksede forbi os. Mejlgade er jo forholdsvis smal, så når der på kort tid skal 15.000 løbere igennem, bliver det trangt. Vi stod klinet op af husene, dog stadig storheppende "Kom så!", "Hvor er I seje!" og "Godt løbet, Pernille!", når et kendt ansigt dukkede op. Vi fik mange smil og glade kommentarer tilbage fra løberne.

Hvis du ikke er en af dem, der skal ud og løbe halvmaraton i år, så kan jeg varmt anbefale, at du tager et flag i hånden, smører stemmen og hepper. Det er en oplevelse for løber såvel som hepper.

I omkring 25 minutter stod jeg og hujede af løberne, for at bære dem godt videre på de 21,0975 km, mens min mand og børn sad og nød en kold cola i skyggen. Min stemme var dog efterhånden ved at være godt medtaget og noget rusten af al det skrigeri.

Der var tyndet meget ud, og der blev længere og længere mellem løberne. Men det var nu, stemmen skulle vise sit værd, for de sejeste løbere er ikke dem, der klarer løbet på under to timer, nej, det er dem, der for første gang skal løbe halvmaraton og måske ender omkring de tre timer eller mere. Det er ekstremt hårdt for kroppen at løbe i så lang tid, så det er virkelig en præstation at overtale kroppen til at fortsætte.

En af de sidste kvindelige løbere drejede ind på Mejlgade, og jeg begyndte at heppe og huje igen. Caféejeren råbte fra den anden side af fortovet "Tror du ikke, din stemme skal have en pause?". Idet kvinden løber forbi mig, råber jeg "Hvis hun kan, så kan jeg f... også!".

Hatten af for kvinden, for hun havde luft nok til at give mig en ordentlig overfusning, idet hun løber videre: "Hvad f.... jeg bildte mig ind" og mange andre knap så flatterende ord.

Jeg stod måbende tilbage, inden det gik op for mig, at mine ord var drejet 180 grader i luften, inden de nåede hendes øre. Jeg vil her give min uforbeholdne undskyldning til den seje kvindelige løber "Undskyld, men det var ikke det, jeg mente!"