Basunist i verdens største koncertsale

Foto: Jens Thaysen/Jens Thaysen, Århus Stiftstidende, Scanpix.

Basunist i verdens største koncertsale

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jesper Busk Sørensen forlod Aarhus Symfoniorkester for at blive basunist i Berliner Filharmonikerne i 2009. I aften er han gæstesolist hos sine gamle kolleger under Torsdagskoncerten i Musikhuset.

Engang så basunist Jesper Busk Sørensen Berliner Filharmonikerne som noget helt uopnåeligt, men til sommer har han spillet 2. basun i det legendariske orkester i syv år. Valgt til posten af sine kolleger, for som noget helt unik i den verden er Berliner Filharmonikerne kollektivt ledet, og de 128 musikere vælger selv, hvem de vil spille med og dirigeres af.

Jesper Busk Sørensen er 36 år og vokset op med FDF-orkestret i Grenaa, med Senex Brass Band og Aarhus Brass band og med Aarhus Symfoniorkester.

I denne tid er han hjemme på besøg - også hos symfoniorkestret, hvor han torsdag aften er gæstesolist sammen med sin Berlinerkollega solotrompetist Gábor Tarkövi. På programmet står bl.a. Saint-Saëns' Orgelsymfoni og Ole Schmidts Pièce Concertante for trompet, basun, strygere, slagtøj og harpe.

»Det er fantastisk at være tilbage. Aarhus Symfoniorkester var min indgang til den symfoniske verden. Det var her, at jeg spillede mange værker for første gang,« fortæller Jesper Busk Sørensen, der loyalt bakker sine trængte kolleger op i en tid med nedskæringer:

»Aarhus har et virkelig godt orkester, men det kæmper med nogle meget svære økonomiske vilkår. Det er normeret til 72 musikere, men er i dag nede på 65 medlemmer. Og selv om det var blevet lovet en udvidelse til fuld størrelse, så er det siden bare blevet beskåret. Visionen i det forstår jeg nok ikke - slet ikke her op til 2017. Tværtimod synes jeg, man skyder sig selv i foden, for orkestrets størrelse har også stor betydning for, hvilke dirigenter man kan tiltrække,« siger Jesper Busk Sørensen.

Euphonium hos FDF

Hans første musikminde er klaveret hos bedsteforældrene i Rønde, hvor han som treårig sad og fandt på små melodistykker.

»Jeg elskede det klaver. Mine forældre måtte også have kunnet høre, at jeg kunne et eller andet, for de købte et el-orgel med både fodbas og rytmeboks,« fortæller Jesper Busk Sørensen.

Som otteårig blev han FDF'er i Grenaa og begyndte året efter at spille euphonium - den sjældne tenortuba - i korpsets orkester.

»Jeg var fascineret af, hvordan de her folk kunne marchere rundt i deres uniformer og spille,« fortsætter Jesper Busk Sørensen, der som 14-årig blev inviteret med i brassbandet Senex inde i Aarhus.

»Da begyndte det at gå stærkt. Jeg blev virkelig udfordret af nogle musikere, der var meget bedre end mig. Det kunne jeg rigtig godt lide.«

I teenageårene skiftede Jesper Busk Sørensen til den mere udbredte basun. Han begyndte at studere hos professor Niels-Ole Bo Johansen og tog rundt som suppe-steg-og-is-musiker i weekenderne, for han havde jo stadig sit el-orgel. Og inden nogen kan nå at sige »hva' ba?«, så understreger Jesper Busk Sørensen, at det lærte han rigtig meget af:

»Især harmonilære. Jeg bruger stadig mine erfaringer fra dengang.«

Ud i verden

Allerede inden studentereksamenen i 1999 havde han bestået optagelsesprøven til konservatoriet. Og allerede inden han blev færdig på konservatoriet i 2005, var han blevet ansat som 2. basunist i Aarhus Symfoniorkester som 22-årig.

Jesper Busk Sørensen supplerede uddannelsen med studier i den amerikanske messingtradition, og i 2006 flyttede han til Chicago, hvor han gik i solistklassen på Northwestern University i et år.

»Først og fremmest gav det ro i mit spil. Jeg kom af med nogle uvaner, der hæmmede mit spil, og fandt tilbage til en nemmere, mere enkel måde at spille på,« fortæller Jesper Busk Sørensen og demonstrerer, hvordan spillet skal følge åndedrættet.

»Og hver uge kunne jeg høre Chicago Symphony Orchestra. De har en lethed i deres messingspil, som jeg nu har lært,« fortsætter han.

Jesper Busk Sørensen blev derefter solobasunist i Aarhus Symfoniorkester og begyndte at kigge ud i Europa. Et prøvespil hos München Philharmonikerne gik så godt, at han i januar 2008 blev inviteret til prøvespil hos Berliner Filharmonikerne i konkurrence med 15 andre basunister. På det tidspunkt havde stillingen som 2. basunist været ledig i otte år, for berlinerne spiller som sagt ikke med hvem som helst. Både evnerne og personligheden skal passe ind i orkestret.

Prøven gik godt, men Jesper Busk Sørensen spillede uheldigvis på en amerikansk basun - ikke en tysk.

»En tysk basun er lidt mørkere i lyden, og så kan den spille hel utroligt svagt,« forklarer Jesper Busk Sørensen.

Da han først havde erhvervet sig en tysk basun - med støtte fra en dansk sponsor - ville Berliner Filharmonikerne godt lære ham at kende. Jesper Busk Sørensen spillede med orkestret hver måned og i januar 2009 ventede en ny prøvespilning.

En bid af verdens bedste kage

»Det var et meget stor pres. Jeg ville have det job. Forestil dig, at når du først har smagt verdens bedste kage, så er det meget svært at gå tilbage til en tebolle. Også selv om det er en meget dejlig tebolle med rosiner og det hele,« siger Jesper Busk Sørensen med et stort smil.

I dag bor han og kæresten - forfatter og oversætter Karina Dybro Hansen - i Prenzlauer Berg. Den obligatoriske prøvetid i orkestret blev forkortet fra to år til syv måneder, efter Jesper Busk Sørensen havde præsteret to vellykkede solo-indsatser i henholdsvis Mozarts Requiem ved festspillene i Salzburg og senere i Bartóks »Den vidunderlige mandarin«.

Hvordan var det at flytte til Berlin?

»Meget sværere end jeg havde forestillet mig. Tyskerne er et helt andet folkefærd. Det går bedre nu, men i begyndelsen havde jeg det svært med de sociale koder. De er gode til at bruge negative ord, selv når de vil sige noget positivt.«

Altså sådan lidt vendelboagtige - ikk' så ring' endda?

»Ja, ha, ha. Men det er sundt at komme ud i verden. Både menneskeligt og musikalsk. Og det hører med, at tyskerne har en langt større bevidsthed om kunst og kultur. Det fylder enormt meget og prioriteres højt. Den klassiske musik i Tyskland har nok de bedste betingelser i hele verden. Selv når jeg lander i Tegel og tager en taxa hjem, så ved chaufføren, hvad vi spiller, og hvem der snart kommer og dirigerer,« fortæller Jesper Busk Sørensen.

Alene Berlin har syv professionelle orkestre, tre operaer og to konservatorier. Et resultat af byens fortid som en delt by, hvor øst og vest ikke ville stå tilbage for hinanden.

»Der er altid en ny udstilling eller en ny restaurant, vi gerne vil prøve, men Berlin er også en by, hvor det føles, som om der plads til alle. Man ser ikke skævt til dem, der skiller sig ud, tværtimod. Og rent fysisk er der også god plads. Der bor 3,5 millioner mennesker i Berlin, men byen er lige så stor som Paris med dens otte millioner,« siger Jesper Busk Sørensen.

Øre for kvalitet

Al kommunikation i orkestret foregår på tysk. Et sejt pensum for en basunist, der måske nok fik 13 i musik til studentereksamen, men til gengæld 03 i skriftlig tysk.

»Dengang tænkte jeg, at jeg nok aldrig fik brug for tysk. I dag synes jeg, det er helt tosset, at vi ikke gør noget mere ud af det sprog. Tyskland er trods alt vores helt store nabo. Vi lærer engelsk som et talesprog, men med tysk begynder vi med grammatikken. Måske er det med til at gøre det unødigt svært,« mener Jesper Busk Sørensen, der efter syv år i Berlin begår sig på det, han kalder »polsk håndværker-tysk«.

Har du en yndlingskomponist?

»Mit yndlingsværk over dem alle er Mahlers 2. symfoni. At sidde der midt i det hele og opleve orkestret og Sir Simon Rattle starte på Uhrlicht-satsen er som at opleve en uforklarlig kontakt mellem orkestret og dirigenten og noget deroppe.« Jesper Busk Sørensen peger diffust op i retning mod himmelrummet, inden han også føjer Beethovens værker til sin hitliste.

»Men jeg hører aldrig klassisk, når jeg har fri. I stedet lytter jeg til alt muligt andet. Især i bilen. Pop, rock, country, danskpop, electronica og jazz,« siger Jesper Busk Sørensen, der sagtens kan nævne svenske Vikingerna og den estiske komponist Arvo Pärt i samme sætning.

»Mit øre er blevet mere forfinet og kræsent, men jeg lytter først og fremmest efter, om musikken er lavet med kvalitet. I dag går jeg næsten aldrig til klassiske koncerter, med mindre »Wienerne« er på besøg. Eller det Kongelige Kapel, som kom og spillede Carl Nielsen sidste år. Det var også stort. Især når man ved, at det var det orkester, der i sin tid uropførte hans værker.«

Basunist i verdens største koncertsale

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce