Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Forfatter med sprogligt swing

»Da jeg først var begyndt, kunne jeg slet ikke stoppe igen,« fortæller forfatter Ane Riel om oplevelsen, da hun kastede sig ud i at skrive fiktion for voksne. Siden er hendes to første romaner blevet hædret med flere priser. Ane Riel, der er opvokset i Skåde, var i april også en af de tre modtagere af tidligere kulturminister Niels Mathiasens Mindelegat for et »helt unik forfattertalent, som med et usædvanligt mod, en sjælden fantasi og en sans for sprogets finurligheder på kort tid har placeret sig i superligaen i sin genre«, som det hed i motivationen. Foto: Alex Nyborg Madsen

Forfatter med sprogligt swing

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jazzmusikken er en sproglig inspirationskilde for forfatteren Ane Riel. Hendes roman ?Harpiks? er med i finalen til DR Romanprisen, der uddeles under P1s Litteraturfestival på Dokk1 ? i hendes barndomsby ? lørdag eftermiddag.

Da forfatteren Ane Riel fyldte 40 år, havde hun ikke skrevet så meget som en linje fiktion for voksne. I stedet var det blevet til en del venlige børnebøger, men da hun først var begyndt på en novelle til en konkurrence, kunne hun ikke stoppe igen.

»Det var skønt at give los rent sprogligt og strække ud uden at skulle tage hensyn til lixtal og den slags. Ordene sprøjtede ud af mig, men bagefter chokerede det mig, at historien var blevet så grusom. Vold og voldtægt, drab og kannibalisme,« fortæller Ane Riel her fire år senere.

Novellen måtte da kunne blive til en kortfilm, mente hun dengang og sendte den til sin bekendt, Peter Aalbæk Jensen på Zentropa. Filmmogulen så ikke det samme potentiale i novellen. I stedet opfordrede han hende til at gå i gang med en roman: »Ane, for fanden, du kan jo skrive!«.

Årets krimidebut

Så det har hun gjort siden. I 2013 blev »Slagteren i Liseleje« kåret til Årets Krimidebut, og i marts modtog hun Harald Mogensen Prisen for årets bedste danske spændingsroman for sin nyeste roman »Harpiks«. Halvvejs til egen forbløffelse og en let bekymring, for Ane Riel ser slet ikke sig selv som en krimiforfatter.

I »Harpiks« afsløres en drabsmand i første linje, og der er ingen nedgroede trenchcoat-detektiver i hendes fortællinger. I stedet tager hun læseren med ind i et mørkt, skævt og til tider grotesk univers fortalt i et legende, fritflydende og rytmisk sprog i slægt med hendes højtelskede jazzmusik.

Det har derfor regnet med stjerner og hjerter og gavmilde anbefalinger af begge bøger. Senest er »Harpiks« og dermed Ane Riel med i opløbet om DR Romanprisen sammen med Carsten Jensen og Ida Jessen for hhv. »Den første sten« og »En ny tid«.

Vinderen afsløres ved P1s Litteraturfestival, der sendes live fra Dokk1 i Aarhus lørdag 4. juni fra kl. 14.

Sygelig samlermani

Kort fortalt handler »Harpiks« om en familie, der lever isoleret og efter helt egne regler på en lille ø.

Der er både varme, loyalitet og kærlighed i familien men også en snigende uhygge og en dyb angst for at miste både ting og mennesker. Det kommer især til udtryk hos familiefaren, der lider af sygelig samlermani - også kaldet hoarding - og derfor propper hjemmet med værdiløst ragelse.

»I dag er sygelig samlermani en diagnose. Især i USA er det et ret udbredt problem, men herhjemme har vi også de der huse, der er helt fyldt med gammelt pap og plastic og andre ting uden værdi. Det skræmmer os, men vi er også lidt nysgerrige, og jeg kan da godt selv genkende følelsen af, at det kan være svært ved at skille sig af med ting,« siger Ane Riel.

»Noget tyder på, at de, der rammes af sygelig samlermani, har en helt anden opfattelse af orden og ikke forstår at kategorisere ting som vi andre. De er følelsesmæssigt forbundne med de ting, de samler, formentlig på grund af store tab i deres liv, som de ikke har fået tacklet, og når de først er begyndt at samle, kan de ikke stoppe igen,« fortsætter hun.

Idéen kom til Ane Riel en nat, da hun vågnede ved fornemmelsen af en barnestemme i baghovedet. Hun stod op, skrev sætningerne ned og opdagede næste morgen, at hun nu havde starten til en ny bog inklusive hele persongalleriet. Først da gik hun i gang med at sætte sig ind i emnet.

Opvækst i Skåde

Ane Riel er selv opvokset i et ryddeligt hjem i Skåde hos en far, der er advokat, og en mor, der er børnebogsillustrator.

Dengang hed hun Brahm Lauritsen til efternavn og troede egentlig, hun skulle være kunsthistoriker.

Det skulle hun så alligevel ikke, viste det sig, da hun var blevet exam.art på Aarhus Universitet. Derefter flyttede hun til København og overvejede at gå i sin mors illustrator-fodspor. I stedet fik hun en halv stilling på Storm P-museet og dermed også tid til dels at skrive flere af de børnebøger, hun var kommet i gang med ved lidt af et tilfælde, og dels til at forfølge sin store interesse for jazz.

I tiden på Marselisborg Gymnasium havde hun været opslugt af Genesis med Phil Collins i front, men da hun kom forbi det daværende Glazzhuset under Clemensbro på åbningsaftenen og hørte Jesper Thilo spille sax, gled Genesis over i hendes fortid.

Omvendt til jazz

»Jeg sad på trappen og lyttede og faldt fuldstændig for den musik. Jeg elsker det improviserende element, der er i jazzen. Musikken bliver skabt nu og her. Bagefter lyttede og lyttede jeg. Jeg havde formentlig samtlige Hovedbibliotekets jazz-lp'er med hjemme i Jægergårdsgade, og efterhånden knækkede jeg koden og opdagede, at der her fandtes et helt nyt sprog,« fortæller Ane Riel.

Hun udnævner det legendariske jazz-spillested Bent J til sit andet hjem og saxofonisterne Ben Webster og Dexter Gordon til sine største musikalske helte sammen med trompetisten Harry »Sweets« Edison.

Senere - da hun havde omplantet sig selv til det københavnske jazz-miljø - løb hun også på trommeslageren Alex Riel. De blev kærester i 1999 og gift i 2002 og med en aldersforskel på 31 år er der mere end én, der er plumpet i og har spurgt, om de er far og datter.

Ane Riel morer sig over fejlslutningen. Hendes mand lever og ånder for sin musik, som hun siger, »og så er han i øvrigt i meget bedre form end mig.«.

Parret bor i Liseleje, hvor Alex Riel har haft hus i mange år. En lille, rolig by med en masse sommerhusgæster om sommeren, og hvor man går lidt mere i træsko end ovre i det mere hippe Tisvilde, forklarer Ane Riel.

Et liv som forfatter kræver, at man har det godt med at sidde alene og arbejde i totalt ensomhed, men Ane Riel opdagede, at det også kræver perioder, hvor man bakker sine bøger op ved at tage ud og holder foredrag.

Harddisken er åben

»For mig var det en fobi, der skulle overvindes. Jeg led af sceneskræk, indtil jeg var 42 år, men det var dejligt at opdage, jeg faktisk godt kan være på. Og så er det da fantastisk at møde de her læsere, der gerne vil tale med mig om mine bøger,« siger Ane Riel.

Nu er hun så småt begyndt at glæde sig til igen at samle koncentrationen om sin næste roman. Her er intet endnu på plads. Harddisken er åben, og hun opsnapper konstant vendinger, scener og idéer, der måske viser sig brugbare.

Faktisk er hendes skriveteknik ikke ulig hendes musikermands arbejdsmetoder bag trommerne.

»Jeg går altid efter en rytme og en klang i ordene, og hvis en sætning ikke fungerer, så mærker jeg det på samme måde, som når jeg hører nogen spille en falsk tone. Jeg improviserer også altid helt vildt. Frem for at planlægge hele bogens handling på forhånd vil jeg hellere stå åben for de idéer, der kommer undervejs, og se, hvor de tager mig hen. Jeg elsker den spænding, der ligger i, at jeg ikke aner, hvor jeg ender. Det er den samme spænding, jeg kan opleve, når jeg lytter til jazzmusikere, der slår sig løs i improvisation. Man sidder der og tænker: Klarer de den?« tilføjer Ane Riel.