Fortiden skal genbruges

Når noget kommer på museum, støver det til og bliver en del af fortiden. Den bedste måde at bevare ting på er enten at blive ved med at bruge dem eller finde nye anvendelser for dem, mener Ellen Braae, der arbejder med byudvikling og de åbne rums rolle og forsker i bevaring og transformation af det urbane landskab. Foto: Kim Haugaard


Fortiden skal genbruges

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forladte industriområder har deres egen æstetik. Vi skal omdanne og genbruge dem ? og så meget andet af det, vi har ? i stedet for altid at bygge nyt, mener professor i landskabsarkitektur Ellen Braae, Aarhus.

Da arkitekt Ellen Braae i 1995 fik mulighed for at tilbringe et halvt år i Paris, besluttede hun sig for virkelig at lære byen at kende. Det bragte hende en dag til Parc de André Citroën.

I Ellen Braaes professionelle øjne en supersmuk, stringent park, men til hendes undren også helt rippet for spor af de Citroën-fabrikker, som området på den venstre Seine-bred engang havde huset.

»Jeg tænkte, om der ikke var et potentiale her, som vi havde overset,« fortæller Ellen Braae her 20 år senere om det sving, hendes karriere tog med den tanke. Den førte til et ph.d.-projekt, og i dag er hun bl.a. professor i landskabsarkitektur på Københavns Universitetet.

Med lån fra et Churchill-citat så former vi rummene, men derefter former de os, siger hun:

»Derfor er det rasende vigtigt, hvordan vi indretter os. Og noget af det, der former os allermest, er alt det, der er mellem husene. Hvordan skaber vi tilpas meget kompleksitet til, at de rum stimulerer os? Ofte er det ikke ret meget, der skal til, og det er vigtigt at have blik for de kvaliteter, der bliver til over tid.«

Transformationer

Selv kalder Ellen Braae det transformationer - altså at noget omdannes og bliver til noget andet i stedet for at blive revet ned og kasseret, hvorefter man starter påny.

»I dag interesserer det mig langt mere at arbejde med det, der allerede er der, frem for klassisk design, hvor man skaber noget nyt helt fra bunden,« siger Ellen Braae. Det bliver fremover arkitekters primære opgave, mener hun.

Onsdag 4. marts fylder hun 50 år. Hun er vokset op på en gård nær Rønde som en rigtig hestepige. I den familie var man enten landmænd eller skolelærere, og efter studentereksamenen på Aarhus Katedralskole fulgte Ellen Braae familietraditionen og tog på Viborg Gymnastikhøjskole.

Hun tog til Viborg i forvisningen om, at hun bagefter skulle videre med studier inden for enten matematik eller datalogi, og hun tog derfra med en overbevisning om, at hun da langt hellere skulle beskæftige sig med noget kreativt, noget hun aldrig blev færdig med.

»Jeg havde erkendt, at man ikke kan adskille arbejde og liv. Man må gå all in, hvis man skal finde livsfylde og ikke kun tjene penge,« siger Ellen Braae.

Livets skrå vinkler

På højskolen havde hun studeret det nu næsten museale opslagsværk »Hvad kan jeg blive« og var stoppet op ved »Landskabsarkitekt«.

»Men jeg var ikke interesseret i små haver. Jeg ville skabe store rum,« siger Ellen Braae.

Ved et tilfælde endte hun med at få en hel dags rundvisning og vejledning hos den pensionerede professor Sven Hansen, der som underviser ved Arkitektskolen Aarhus havde inspireret mange andre landskabsarkitekter. Et betydningsfuldt møde, der lagde en linje for hendes fremtid.

Den samme linje, som hendes undren i Paris byggede videre på efter nogle år som landskabsarkitekt på forskellige tegnestuer.

I mellemtiden var hun blevet gift med lektor på Arkitektskolen Aarhus, Kristian Berg Nielsen. Parret formede et arbejdsfællesskab med tegnestue og fra 2009 også forlaget Ikaros Press, der står bag mange forskningsbetonede bogudgivelser. Blandt andet et stort værk om arkitektparret Exner.

Parret totalrenoverede i fællesskab også familiens hjem i Risskov med plads til både flygel og 90 meter bøger samt de to sønner, der i dag er 14 og 16 år. Med til familien hører også Kristian Berg Nielsens to voksne sønner, der bor i Paris og Stockholm og har gang i egne karrierer som henholdsvis pianist og kunstner.

I forsommeren 2013 ramte sorgen imidlertid familien. Kristian Berg Nielsen fik konstateret kræft og døde kort tid efter.

Hvordan man derfra kæmper sig videre og får samling på familie, jobbet i København og en hel tilværelse, er ikke emnet for dette portræt, men Ellen Braae vendte tilbage til sit professorat og sine øvrige arbejdsopgaver for et år siden og sidder nu med prøvetrykket til omslaget på den bog, som hun via Ikaros Press udgiver til april.

»Redeemed Beauty, Recycling Postindustrial Landscapes« eller, som man kunne sige på dansk, »Genrejst skønhed, om at genbruge postindustrielle landskaber«.

Vi har materialer nok

I bogen udforsker hun, hvordan nogle af Europas store, forladte industriområder kan genbruges i en ny sammenhæng. Og hvordan kreative omdannelsesstrategier herfra kan overføres til andre steder. Hendes synspunkt er, at områdernes fortid ikke skal slettes, men genanvendes på måde, der er tidssvarende, både hvad formål og æstetik angår.

»Vi er på vej ind i en tid, hvor ressourcerne bliver knappe, og vi må forstå vækst på en ny måde. Men der burde jo også være materialer nok, hvis vi forstår at genbruge dem. Efter 2. Verdenskrig har vi bygget lige så meget, som der blev opført i hele den forudgående periode,« siger Ellen Braae.

»Alting spejler sig i sin modsætning. Kultur spejler sig i natur, men i dag er der næsten ingen natur tilbage. Industriens rum får nu rollen som det 'anderledes',« fortsætter hun og viser sin pointe med omslagsbilledet på bogen, hvor grønne træer skyder op mellem kælderdybe kulmagasiner et sted i Ruhrdistriktet.

Byen og havet

Men Aarhus har også sit eget industrilandskab under forvandling. I en bog om Aarhus Havn skildrer Ellen Braae og fotografen Søren Elgaard rustrøde containerne og blå himmel, industribygningerne, der spejler sig i havnebassinerne og deres facader, der er formildet af slid.

»Byens logik er, at den nu breder sig ud på havnen, men jeg synes, vi stadig mangler en diskussion og en fælles beslutning om, hvilken by vi vil have. For eksempel er det en stor, flot tanke med det åbne rum mellem by og hav på området fra Dokk1 og helt hen til Nørreport, hvor man til gengæld har tilladt de der nye rædsler. Isoleret set er Bestsellerhuset måske nok en smuk bygning, men den bryder jo byens sammenhæng med vandet,« siger Ellen Braae, der undrer sig over, at der ikke er større agtpågivenhed, når det gælder Aarhus' enestående geografiske placering:

»Nævn en anden by, der ligger så smukt! Byen er som en amfiscene, der skråner ned mod bugten - en kæmpemæssig, flot skål. Den burde da kultiveres, men i stedet lider man af en slags provinsialisme, der gør det umuligt at stå imod, når nogen kommer og lægger en bunke penge på bordet. Man glemmer, at de byggerier, der nu skyder op, ikke er for byens skyld, men for at stærke økonomiske kræfter kan profitere på at bygge her. Det er fint, men lad os diskutere hvor og hvordan,« siger Ellen Braae, der spår, at det næste stridspunkt bliver slagteriområdet mellem Spanien og Sydhavnsgade.
Når noget kommer på museum, støver det til og bliver en del af fortiden. Den bedste måde at bevare ting på er enten at blive ved med at bruge dem eller finde nye anvendelser for dem, mener Ellen Braae, der arbejder med byudvikling og de åbne rums rolle og forsker i bevaring og transformation af det urbane landskab. Foto: Kim Haugaard
Når noget kommer på museum, støver det til og bliver en del af fortiden. Den bedste måde at bevare ting på er enten at blive ved med at bruge dem eller finde nye anvendelser for dem, mener Ellen Braae, der arbejder med byudvikling og de åbne rums rolle og forsker i bevaring og transformation af det urbane landskab. Foto: Kim Haugaard
Foto: Kim Haugaard
Foto: Kim Haugaard
Foto: Kim Haugaard
Foto: Kim Haugaard

Fortiden skal genbruges

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce