Solen er stået op i landsbysamfundene


Solen er stået op i landsbysamfundene

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Aksel Hundslev, journalist og forfatter, Ullerslev
Billede
Debat. 

Det må være vanskeligt for unge og yngre mennesker at forstå, at vi er nogle nulevende, som har gået hver anden dag i landsbyskole med én lærer, at vi har slået græs med le, håndmalket køer, kørt med to heste for plov om efteråret, såmaskine om foråret og med tre heste for selvbinder i høst og sneplov om vinteren. Men for os, der var bondebørn i landsbyerne i 1940'erne, var det virkeligheden. Netop 1940'erne er interessante for danske landsbyers og ikke mindst dansk landbrugs historie, fordi det blev det sidste årti med landsbyernes stillestående bondesamfund, som det havde været i århundreder, da det ene år lignede det næste og det næste igen - bortset fra de små forskelle, som skiftende vejrlig bragte med sig.

Det blev derved det årti, som var et farvel til det gamle bondesamfund, men - set i bakspejlet - samtidig det årti, som blev et sikkert fundament for det nye, frembrusende landbrug. Ikke at 1940'ernes landsbybeboere ønskede det eller forstod, hvad der var ved at ske med deres lille samfund; men de stod så fast forankret, at de kom til at skabe base for alt det, som var på vej.

På grund af de fem års afspærring fra det store udland medførte besættelsesårene den absolutte stilstand i dansk landbrugs og i landsbyernes udvikling. Derfor skulle der efter 1945 ske noget dynamisk, så dansk landbrug kunne komme op på siden af landbrug i ikke mindst Storbritannien og USA. Det tog fart i 1950'erne, takket være Marshall-hjælpen 1948-52, da 42 procent af landbrugets hastigt voksende maskinpark blev betalt med 'Marshall-dollars. Den lille, grå Ferguson-traktor blev første skridt i den begyndende mekanisering. Snart skete der større ændringer i landsbyernes liv, end der var sket i flere hundrede år før.

Traditioner og rutiner fyldte meget. Ændringer i dagligdagen blev hverken foreslået eller overvejet. Landsbyens og sognets beboere havde næsten alle levet deres liv dér - ligesom deres forældre og bedsteforældre, ofte bedsteforældre på såvel moderens som faderens side. Der blevet hæget om den sociale arv: Gårdejersønnen blev landmand, og den ældste søn overtog fødegården. Murerens søn blev murer, tømrerens tømrer, købmandens købmand, dyrlægens dyrlæge, smedens smed, og arbejdsmandens søn blev arbejdsmand - dog ikke på grund af ønske, men fordi der ikke var råd til andet. Det var status quo, som levede op til, hvad mange af de besiddende (læs: gårdmandsstanden) kaldte, at "folk skal kende deres plads". Alt det begyndte at forsvinde i de nærmeste årtier efter 1940'erne - og er i dag fjern fortid. Der er symbolik i, at samtidig med, at omvæltningen skete, forsvandt det store, halvandet hundrede år gamle kastanjetræ, som skyggede over mit barndomshjem, og som landsbyens højeste punkt ragede op over min barndoms landsby.

Men livet i min barndoms landsbymiljø er ikke glemt. Det kan imidlertid hurtigt ske, når vi gamle ikke er her mere. Så vil fortællinger om det gamle landsbysamfund nødvendigvis blive fiktion, romanskriveri, ikke selvoplevet. Derfor har jeg som 81-årig fundet det vigtigt at skrive bogen 'Under kastanjetræet', som kan fortælle eftertiden om en landsbykultur, der var, og som trods væsentlige mangler - bl.a. historisk baserede standsforskelle og ulige fordeling af goder - havde styrke til at holde sammen og derved skabe fundamentet for, at landbobefolkningen i de næste årtier kunne træde ud af århundreders, nedarvede, åndelige og materielle armod og nu om dage - på alle områder - er kommet på omgangshøjde med Danmarks øvrige samfundsgrupper.

Så forskellige fra 'dengang' som landsbyerne er i dag, så bygger de dog videre på den kultur, som jeg kendte i min barndom på landet. Den måde, livet i danske landsbyer leves på nu, er ikke ringere, end den var. Den er blot anderledes. For hvad I. P. Jacobsen sagde i 1884 gælder stadig: "Alle gode tanker, de kan slet ikke dø, før endnu bedre tanker er spiret af deres frø." Det kan naturligvis være trist for os gamle landsbybørn at se, hvad der er sket med vore landsbyer, at Brugsen, købmanden, smedjen, skolen, møllen, jernbanestationen, andelsmejeriet, snedker- og tømrerværkstedet, kroen, slagteren, bageren, skrædder- og skomagerværkstederne - og ishuset! - er lukket.

I stedet for at blive triste bør vi glæde os over, at meget nyt er sket. Ændringerne har været meget hårde for mange på landet. Men skal landsbysamfundene og landsognene igen udvikles til dynamiske samfund, vil det vise sig, at omvæltningerne har været nødvendige. Stilstand har altid været tilbagegang. Intet nyt under solen. Det så Henrik Pontoppidan kvaliteten ved i 1893, da han i bogen 'Minder' fortalte om gensynet med sin barndoms by: "Hvad ville jeg mellem skyggerne? Tiden var jo ikke udrunden. Lad de døde være døde, det glemte være glemt. Solen er oppe. Af sted!" Heller ikke tiden nu, 125 år senere, er udrunden. Nye generationer af landsbybeboere har i mange år vist, at de har hænderne oppe af lommerne. Det vil der stadig være brug for til sikring af landsbyernes eksistens og udvikling i en tid, da skævvridning af landet er en stadig trussel mod de små samfund i landdistrikterne.

Solen er stået op i landsbysamfundene

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce