Danskernes blinde øje

Dorthe Rindbo havde svært ved at erkende, at hun havde en psykisk lidelse. »Perfektionismen har stadig fat i mig, men hvor jeg i gamle dage var 100 procent perfektionistisk, er jeg i dag det, jeg kalder »selektiv perfektionist«. Det er stadig grænseoverskridende og sårbart for mig, at jeg lod det komme så vidt. Men i dag kan jeg også se, at jeg langt fra er alene. Der er mange derude, der kører på kanten - og som for alt i verden prøver at skjule det. Jeg håber min historie kan få dem til at revurdere den strategi,« siger hun i dag om kampen mod erkendelse. Foto: Mads Nissen.

Danskernes blinde øje

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Stadigt flere danskere lider af psykiske lidelser. Men psykisk sygdom er et stort tabu vi lyver om.

Kig rundt i kontorlandskabet, på de andre forældre til næste forældremøde, i omklædningsrummet i fitnesscenteret, op og ned ad villavejen, på de andre inviterede til næste familiefest eller blandt vennerne på Facebook.

Tæl dernæst til fire. Og gør det igen og igen. Hver gang, du når fire, vil du statistisk set pege på et menneske, der enten har været, er midt i eller på et senere tidspunkt i livet rammes af en psykisk sygdom eller lidelse - og som for manges vedkommende vil lyve om det.

Det enorme tabu, som stadig omgærder psykiske lidelser, ønsker Psykiatrifonden og en lang række andre aktører på det sociale område nu for alvor at gøre op med. Og løftestangen var Verdens Mentale Sundhedsdag 10. oktober, som samtidig var startskuddet til en omfattende landskampagne kaldet »En af Os«, der løber frem til 2015.

For som det er i dag, er psykiske syge eller sårbare ikke en del af hverdagen, selv om tallene mere end antyder, at det burde de være. 97 procent af alle danskere mener, at psykisk sygdom kan ramme alle. Fire ud af ti danskere tilkendegiver, at de på et tidspunkt selv har opsøgt en psykolog eller praktiserende læge.

Men hvorfor hører vi så ikke om dem? Hvorfor hører vi aldrig om mennesker med psykiske problemer på arbejdspladsen, i vores nærmeste omgangskreds, blandt vennerne, i nabolaget eller i børnenes skole?

Jo, jo. Stresshistorierne er ikke just et nyt fænomen, men hvad med de mindst 200.000 depressive, de mindst 200.000 misbrugere eller de mindst 200.000 danskere, der lider af angst? For ikke at tale om en lang række mindre hyppige - men endnu mere alvorlige - psykiske lidelser.

»Der er ingen i Danmark, der ikke burde kende mindst et par stykker med en psykisk sygdom eller lidelse. For udover dem, der er i behandling og har en diagnose, er der store mørketal på det her område. Vores nyeste befolkningsundersøgelse viser, at 13 procent af danskerne selv er i tvivl om, hvorvidt de har en psykisk lidelse. For hvor ked af det skal man være, før man har en depression? Hvor bange skal man være, før det er en lidelse, der skal behandles? Mange støder på den usikkerhed og kender det fra deres egen hverdag. Men selv om åbenheden og lysten til at søge hjælp er blevet større de senere år, er området stadig enormt tabubelagt. Mange tør ikke fortælle, hvordan de virkelig har det og tyr derfor til fortielserne eller den hvide løgn,« siger Anne Lindhardt, formand for Psykiatrifonden.

Psykiske lidelser er med andre ord stadig et af de helt store tabuer i Danmark. Mere end otte ud af ti danskere mener, at det er mere accepteret at have en fysisk sygdom end en psykisk sygdom. Det kan meget vel være en af hovedforklaringerne på, at så mange går stille med dørene og ikke fortæller hverken kolleger eller familie, hvis de er tæt på deres psykiske grænse – eller langt ud over den.

Ifølge Psykiatrifondens nyeste - og endnu ikke offentliggjorte - tal har hver femte dansker løjet over for deres arbejdsplads og sagt, at de var fysisk syge, selv om fraværet skyldtes psykiske problemer. Når det kommer til sociale sammenkomster er det godt hver fjerde, der har løjet om årsagen til deres fravær.

Fra Anne Lindhardt lyder en af forklaringerne på de mange hvide løgne således:

»Man er simpelthen bange for at blive devalueret som menneske, hvis man fortæller, at man er psykisk syg eller sårbar. For det kolliderer i den grad med det, vi hylder og værdsætter i vores samfund: Selvkontrol, succes, rationalitet, uafhængighed og individualitet. I den situation er det langt nemmere at sige, at man har influenza eller er forkølet, end at sige, at man er frygtelig ked af det og har været det i længere tid.«

Hos Landskampagnen »En af Os«, der løber frem mod 2015, og som har aftabuisering af psykisk sygdom som indsatsområde, kender de alt til det fænomen, at mange ikke ønsker at stå ved deres sindstilstand og psykiske problemer af frygt for at blive stigmatiseret – både privat, socialt og arbejdsmæssigt.

Og risikoen er reel, understreger projektleder Johanne Bratbo, der står i spidsen for landskampagnen, som er iværksat af et partnerskab mellem alle de vigtigste aktører på området: Danske Regioner, KL, Det Sociale Netværk, Socialministeriet, Sundhedsstyrelsen, Psykiatrifonden og TrygFonden.

For ikke bare stiger antallet af mennesker med egentlige diagnoser og lidelser, stadigt flere befinder sig i farezonen på grund af det liv og samfund, vi lever i.

»Man skal altid være varsom med disse tal, for vi har ingen interesse i – eller intentioner om – at sygeliggøre store dele af den danske befolkning, men når det er sagt, så er der uomtvisteligt flere, der nærmer sig kanten og ryger ud over den end tidligere. Det gælder også ressourcestærke og velfungerende mennesker, der tilsyneladende har tjek på det hele. Vi oplever, at stadigt færre har en »psykisk opsparing« i de tilfælde, hvor der pludselig skulle ske noget uventet. Hvis ens barn får problemer i skolen, hvis ægtefællen bliver syg, økonomien strammer til eller alt ikke kører efter den forudlagte plan. Nogle gange skal der meget lidt til at vælte læsset.«

Johanne Bratbo kalder det stigende antal ramte og gruppen af mennesker i farezonen for en reaktion på det samfund, vi lever i, og de værdier, vi lever efter.

Gamle travere som et højt, vedvarende og ofte diffust arbejdspres, vores konstante »på-tilstand«, vores evindelige jagt på lykke og perfektion i alle livets henseender, vores hyldest af selvkontrol, individualitet og eget ansvar (egen lykkes smed) bliver angivet som de vigtigste forklaringer på, hvorfor filmen knækker.

Men selve det at holde det hemmeligt eller ligefrem lyve om sin psykiske tilstand, forklarer Bratbo med den stempling og eksklusion, mange frygter mere end noget andet.

»Når først man har fået en psykisk diagnose, er det let at blive den diagnose. For den enkelte kan det let blive en stor del af ens identitet, men mange er også bange for det stempel, omgivelserne påfører en, og som man måske vanskeligt kan gøre sig fri af igen. Mange tror, at har man først været ramt af depression eller angst, så hænger det nok ved eller vender let tilbage. Det er forkert. Og det er et af de vigtigste budskaber, vi gerne vil ud med. En psykisk lidelse er ikke en permanent tilstand, som kun rammer »svage« eller særligt udsatte mennesker. Langt de fleste kan faktisk blive kureret og komme til at leve et helt almindeligt liv igen.«

Når talen falder på danskernes psykiske tilstand, sniger spørgsmålet: »Om vi i virkeligheden er for pylrede?« sig uundgåeligt ind.

For de selvsamme tal, som klart viser, at stadigt flere danskere er psykisk pressede, udlægger andre som et eksempel på, at vi er ved at udvikle et »diagnose-samfund«, hvor vi hver især har vores egen diagnose at slås med - eller nemt kan få en.

Hver femte dansker i Psykiatrifondens befolkningsundersøgelse mener således, at danskerne generelt er »blevet mindre robuste end tidligere« og 45 procent svarer, at »danskerne ikke er blevet mere syge, men vi søger hurtigere hjælp og behandling end tidligere.«

Sociolog Michael Hviid Jacobsen fra Aalborg Universitet forstår svarene, men han maner også til forsigtighed med de hurtige konklusioner.

»Vi lever i et samfund, hvor antallet af diagnoser er eksploderet de senere år. Der findes utvivlsomt mennesker, der mener, at det har taget overhånd, at diagnoserne så at sige står i kø, og vi alle potentielt har en. Men jeg mener, at man skal være meget varsom med at kategorisere psykisk sygdom som jammer og klynkeri.«

Ifølge sociologen kender de færreste nemlig en psykisk syg. Eller også ved de ikke, at de gør det. Og det er det egentlige problem. For psykisk sygdom er i den grad tabubelagt, påpeger Michael Hviid Jacobsen.

»Psykisk sygdom bliver i dag nærmest opfattet som en karakterbrist. Det forventes, at man kan styre sit liv. Kan man ikke det, er det nærmest skamfuldt og absolut ikke noget, man fortæller andre om, for hvad vil de ikke tænke? Og det med god grund. For de færreste bryder sig i virkeligheden om at blive konfronteret med andres dårligdomme. Så hellere leve i illusionen om, at det går godt, og at psykiske sygdomme er noget, de andre rammes af.«

Danskernes blinde øje

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce