Døden kan vi ikke styre

Elsebeth Egholm. Foto: Jens Thaysen.

Døden kan vi ikke styre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Elsebeth Egholm er spændt på kritikken af sin femte bog om journalist-detektiven Dicte. For aldrig har hun skrevet bedre, mørkere og i hårdere konkurrence end denne gang. Mener hun selv. Pia Richter har besøgt hende i huset i Kasted, hun deler med sin populære romanfigur.

Avisbunken på glasbordet foran sofaen bliver fejet væk så hurtigt, at man skulle tro, Elsebeth Egholm var rengøringskone i eget hjem. På akkord.

Et par grå sokker, som ellers ser ud til at være gode og varme, hvis der skulle blive fodkoldt i huset, ryger samme vej. Væk fra stolen, de var endt i.

Mere skal der faktisk ikke til for at gøre stuen ryddelig.

Tilbage er kun at lade gæsten fodre den oprevne hund med et par godbidder, så den kan føle sig tryg i selskabet.

Shandy er en lidt sky gadehund fra den maltesiske ø Gozo, som før i tiden var Elsebeth Egholms andet hjem.

Og selv om den syv år gamle hund efterhånden har hørt hjemme i den østjyske landsby Kasted i adskillige år, fortæller dens skrøbelige sind om en fortid, der nok ikke har været nem.

Det eneste, der nu afslører, at Elsebeth Egholm har læst sin tæt pakkede kalender omkring bogudgivelsen forkert og fået uventet journalistbesøg i stedet for den ventede opringning, er en let rødmen i kinderne og et par flyvske, sølvblonde lokker. Begge dele klæder hende. Alligevel er der rædsel i hendes stemme, da hun udbryder:

»Du har forhåbentlig ikke også en fotograf med?«

Det er ikke, fordi hun har noget imod at blive fotograferet - så længe, hun bare er bedre forberedt. Den populære forfatter er mere end vant til, at der rettes kameraer mod hendes person.

Elsebeth Egholm har kunnet leve af sit forfatterskab siden sin tredje bog, men det er den fjerde, der for alvor har givet hende en plads blandt populære danske forfattere.

I 2002 blev de danske krimi-elskere nemlig for første gang præsenteret for journalisten Dicte Svendsen, som Elsebeth Egholm var blevet inspireret til at skabe, fordi den danske krimi trængte til fornyelse i form af en portion kvindepower - med følelse forstås.

Siden er der kommet yderligere fire bøger om Dicte, der arbejder på en krimiredaktion, men er mindst lige så meget i felten som politiet. Hendes liv, som mildt sagt ikke hører til de nemmeste, interesserer efterhånden så mange mennesker, at hver bogudgivelse giver forfatteren stor opmærksomhed.

Selv på bybusserne i hjembyen har Elsebeth Egholm optrådt i overstørrelse. Og det kommer hun til igen, når hendes nyeste bog »Liv og legeme«, som udkom i tirsdags, skal markedsføres med hele udtrækket.

»Det kan godt være voldsomt, men det er jo en del af arbejdet. Jeg må bare tage solbriller på i Brugsen et stykke tid,« siger hun med et smil.

Mørkeste bog hidtil

I Elsebeth Egholms nye bog er der lidt længere mellem smilene, end der plejer at være.

Venner af Dicte Svendsen - eller skal vi kalde dem trofaste læsere af Elsebeth Egholm - vil utvivlsomt bide på igen, og formentlig også føle, at de denne gang kommer tættere på journalist-detektiven end nogen sinde før. Men temaet er mere end almindeligt dystert.

»Liv og legeme« er ifølge Elsebeth Egholm den mørkeste bog, hun har skrevet hidtil. Ikke kun fordi bogen handler om døden. Det samme kan i en eller anden forstand siges om de fleste kriminalromaner. Men fordi den går et skridt videre og forholder sig til noget af alt det tunge, der kommer efter døden, og som alle kan komme til at forholde sig til: Hvem bestemmer over hvad? Hvem har for eksempel retten til et dødt menneskes legeme?

Men hele debatten om organdonation, der for nylig blev aktualiseret i form af en stor kampagne, der skal få flere af os til at tage stilling, er bare én side af den sag, mener Elsebeth Egholm.

»Vi er så vant til kontrol over alt i livet, at vi nu retter opmærksomheden mod det, der kommer efter livet. Vi vil også have kontrol over døden. Det giver sig blandt andet udslag i at folk planlægger deres egen begravelse ned til sidste detalje. Fra måden, det skal ske på - om de skal brændes eller kremeres - ned til hvilke salmer, der skal synges ved kisten. Der er sågar nogen, der skriver deres egen dødsannonce. Og så er der alle dem, der har interesse i dit legeme efter døden. Det kan være svært at få lov til bare at dø i fred,« siger Elsebeth Egholm, der selv har haft døden på allernærmeste hold.

Båndet til Gozo

For knap tre år siden mistede hun sin mand og forfatterkollega, Philip Nicholson, der skrev under navnet A.J. Quinnell. De boede skiftevis i Danmark og på den maltesiske ø Gozo, hvor Elsebeth Egholm har skrevet de fleste af sine bøger hidtil.

Hun har stadig en lejlighed på øen og glæder sig også til at tage derned på ferie med en veninde i juni. Men bortset fra ferierne kommer hun der ikke så tit mere.

Om valget af emne, der skal tænde Dicte denne gang, skyldes Elsebeth Egholms personlige møde med døden og de tanker, den satte i gang, kan hun ikke rigtigt sige.

Men det er et faktum, at hun fik idéen, allerede før hun skrev forgængeren »Nærmeste pårørende«, som udkom i 2006.

Emnet har ligget lige siden og ventet på at modnes og blive klar til tage op. Inspirationen er hentet så langt væk som på den anden side af Atlanterhavet.

»Hvad er den mest spændende sag, du nogen sinde har dækket,« spurgte forfatteren nemlig en af sine venner, som er kriminalreporter for Associated Press i New York.

»Svaret var gruopvækkende, og det er jo ikke så ringe for en kriminalroman,« mener Elsebeth Egholm, der åbner dramaet med fundet af en død, ung pige på parkeringspladsen foran stadion i Århus.

Den udbenede pige

Som sædvanlig har forfatteren valgt en autentisk begivenhed som sin ramme. Denne gang er det en førstedivisionskamp mellem AGF og HIK i juni sidste år.

Kampen er tilsyneladende så kedelig, i hvert fald for fans af de hvide, at nogle få tilskuere forlader den før tid og derfor opdager liget, omtrent samtidig med, det er blevet anbragt der. Øjnene er skåret ud, og resten af kroppen er ikke meget mere end et hylster. Og selvfølgelig er Dicte en af de første på pletten.

»Jeg har efterhånden udsat Dicte for så meget, at hun enten må bukke under af det eller blive stærkere. Og da hun er her endnu, må det jo være det sidste. Nu er hun midt i 40’erne og kommet til den konklusion, at hun ikke skylder nogen noget. Hun har også fået fred med sin fortid,« siger Elsebeth Egholm, som er på alder med sin romanperson, men har en anderledes ukompliceret fortid.

Hun er født på Fyn og vokset op i en kernefamilie i Lisbjerg, hvor forældrene havde et havecenter. Hendes mor, som stadig lever, er en hyppig gæst i huset.

Det er også hende, der passer hus og dyr, når Elsebeth Egholm har brug for at rejse væk i længere tid.

Den opdigtede Dicte Svendsen er derimod udstødt af familien, som ikke kan acceptere, at hun har forladt og forkastet Jehovas Vidner. Og så er der den evigt gnavende smerte, som skyldes den ukendte søn, hun fik som purung og måtte bortadoptere.

Forfatter og figur deler hjem

Til gengæld deler forfatter og romanperson både uddannelse og hjem.

Dicte Svendsen bor nemlig i den selvsamme ikke udpræget charmerende tidligere rockerborg, som Elsebeth Egholm købte med sin mand for næsten 15 år siden, da boligmarkedet var i bund.

Med udsigt til marker og gårde og under ti minutters kørsel til Århus midtby på en god dag.

En væsentlig forskel er formentlig, at Dictes liv med teenagedatter, daglige deadlines og rastløs fraskilt fotografkæreste formentlig efterlader lidt mere hverdagsrod end de par sokker og aviser, den barnløse Elsebeth Egholm ser ud til at kunne mønstre.

Ligesom Dicte går ture i området med sin hund, gør Elsebeth Egholm det.

Nogle gange har hun også sin mor med, fortæller hun, og forklarer dermed et par gangstaves overraskende tilstedeværelse i entréen.

De seneste år har Elsebeth Egholm haft huset for sig selv med hund, kat og det klaver, den tidligere konservatorie-studerende sætter sig til sjældnere og sjældnere, fordi det kræver tid og energi at leve op til egne ambitioner.

Kapitel med kæreste

Oven i den kaotiske tid med bogudgivelse og markedsføring er Elsebeth Egholm så småt ved at gøre klar til at hendes hun skal danne ramme om et nyt kapitel i hendes eget liv.

Om kort tid flytter kæresten Jürgen nemlig ind i Kasted. Far til tre, indehaver af et investeringsfirma, og - ikke uvæsentligt - stor krimientusiast. Hans adresse ligger ganske nær Elsebeth Egholms, men de måtte tage til Horsens for at mødes.

Det skete ved en krimimesse.

»Han har fulgt denne bog tæt, han har læst manuskriptet og givet kritik - på en sød måde,« siger Elsebeth Egholm, der er i den situation at hun aldrig har fået dårlige anmeldelser.

Hun synes selv, at »Liv og legeme« er det bedste, hun har skrevet hidtil. Samme gode fornemmelse havde hun også med den sidste bog, men denne gang er den kombineret med en vis frygt for, at den voksende konkurrence indenfor genren har gjort anmelderne endnu mere kritiske.

Genren er femikrimien, en betegnelse som Elsebeth Egholm har det fint med, så længe den bruges om krimier inspireret af Elsebeth Egholms forbillede og pioner på feltet, amerikanske Sara Paretsky.

»Der er mange, der synes, vi kvindelige krimiforfattere hælder lige lovlig meget privatliv i bøgerne, og jeg er enig i, at det godt kan gå hen og blive for pusse-nuttet. Omvendt kan jeg også godt lide, at plottet berører min person. Det giver større motivation for hende til at gå ind i sagen og blive tændt på at opklare den. Jeg ved godt, der er nogle, der med et kritisk udtryk kalder femikrimien for »caffe latte-litteratur«, fordi der er mange scener, som foregår på en café. Men jeg kan ikke se, der skulle være bedre for en krimi, at der drikkes whisky på en bar. Det vigtigste må være at skabe en scene, som har relevans for handlingen og kan bringe den videre,« mener hun.

I sidste ende handler det om procenter.

Så længe privatlivsdoseringen er i orden, så er bogen det nok også. Elsebeth Egholm læser i hvert fald gerne kollegernes bøger, og alt det nye, der kommer frem i det hele taget.

Men klassikerne er heller ikke at foragte. Sammen med en række af Kasteds andre kvinder er hun medlem af den lokale bogkreds, hvor de lige har læst Amalie Skrams »Constance Ring«.

»Og så har jeg intentioner om at få læst Dostojevskijs »Forbrydelse og straf« færdig snart - mest fordi den går for at være verdens allerførste krimi,« siger Elsebeth Egholm.

Hvis Dicte bliver slidt op

Den næste bog om Dicte er selvfølgelig allerede ved at tage form i forfatterens hoved. Det bliver den sjette i rækken.

Og måske fortsætter serien ufortrødent. Læserne er i hvert ikke af trætte af Dicte. Det giver de tydeligt udtryk for, når de møder frem til foredragsaftener og lignende med Elsebeth Egholm.

»Jeg holder meget af at møde mine læsere. De er engagerede og holder mig i ørerne, og derfor stiller jeg gerne op til foredrag og den slags. Nogle er bekymrede for, om Dicte snart kan holde til flere knubs. Er det ikke på tide at give ham der Bo sparket, spørger andre. Eller skal Dicte ikke snart have en affære med Wagner,« ler Elsebeth Egholm, som ikke vil røbe, om nogle af delene kommer til at ske.

»Dicte kommer ud for noget nyt hele tiden, som ændrer hende løbende. Men på et eller andet tidspunkt slipper hun måske op. Af samme grund er jeg så småt ved at introducere nogle nye personer, som jeg tror, læserne gerne vil vide mere om, og som godt kunne komme til at fylde mere med tiden«.

Historierne regner Elsebeth Egholm ikke med at løbe tør for. Skulle det ske, er der jo altid virkeligheden at lade sig inspirere af. Igen.

»Jeg er i en branche, hvor jeg med sindsro kan sige, at virkeligheden er meget værre end fiktionen. Se bare på det forfærdelige, der er sket i Østrig. Den historie, var der ikke mange forfattere, der ville kunne finde på af sig selv«.

Lige netop det emne skal Dicte-tilhængere dog ikke forvente at møde. Incest er ikke noget, Elsebeth Egholm har lyst til tage fat i.

»En ting er, at emnet er lidt overrendt, branchemæssigt. Men jeg interesserer mig heller ikke for at gå ind i hjernen på en pædofil. Det er der andre, der gør, og de gør det godt. Jeg vil helst være fri. Der er grænser for, hvad jeg kan holde ud at skrive om«.








Elsebeth Egholm.
Elsebeth Egholm.
Elsebeth Egholm.
Elsebeth Egholm.
om forfatteren
Elsebeth Egholm er født 17. september 1960 i Nyborg
Hun er vokset op i Lisbjerg ved Århus
Bor i Kasted ved Århus, men har også stadig lejlighed på Gozo, hvor hun boede med sin nu afdøde mand, Philip Nicholson.
Som sin populære romanfigur Dicte Svendsen er hun uddannet journalist
Hun har også læst musik på Aarhus Universitet og gået fire år på Det jyske Musikkonservatorium
Har altid vidst, hun ville være forfatter.
Det er blevet til følgende romaner:
»De frie kvinders klub«, 1999.
»Scirocco«, 2000
»Opium«, 2001
»Skjulte fejl og mangler«, 2002 (første kriminalroman om Dicte Svendsen)
»Selvrisiko«, 2004
»Personskade«, 2005
»Nærmeste pårørende«, 2006.
»Liv og legeme,« netop udgivet.

Døden kan vi ikke styre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce