Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


På flugt fra livet

»Jeg har lært, at man skal passe på sig selv - i mit tilfælde kommer der ingen og hjælper mig,« siger Kent Hansen. Foto: Morten Stricker.

På flugt fra livet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Da Kent Hansen var 20 år, søgte han ind i Fremmedlegionen - i håb om at finde sig selv og for at flygte fra et liv præget af utryghed, svigt og forældre, der ikke rigtigt var dér. Nu har han skrevet bogen »En legionærs bekendelser«, hvor han fortæller om, hvordan det er stort set dagligt at blive ydmyget og udsat for brutal afstraffelse. Og om flugten hjem til Herning, hvor Henrik H. Breum har besøgt Kent Hansen.

»Jeg tog min beskidte uniform af og gik ud for at tage et bad. Jeg stillede mig under bruserne, hvor der kun var koldt vand, og jeg stod der så længe, at jeg gispede efter vejret. Da jeg kom ud af badet, frøs jeg, og pludselig føltes det som om, der var nogen, der betragtede mig. Jeg knyttede næven og var klar til at smadre min modstander. Det var min egne øjne jeg mødte i spejlet, og jeg kunne både se noget fremmed og noget farligt derinde«.

Side 249 i bogen »En legionærs bekendelser« skrevet af Kent Hansen:

»Da jeg står dér, kan jeg ikke kende mig selv. Jeg tror, det er en anden, der står og glor på mig. Jeg tænker: »Enten bliver du her resten af livet - eller også må du bare af sted nu«.

Fra kvælende varme i Fransk Guyana til gråklamt efterår på Bøgevænget i Herning.

Det er her, han bor nu. I nummer 14.

Et rødt murstenshus, der ikke syner af alverden set udefra. Det ligner et af de der parcelhuse, der blev bygget i de glade 60’ere, da der næppe var tænkt på, at Kent Hansen skulle se dagens lys.

Han åbner døren med et hvidt badehåndklæde om livet og undskylder, at han ikke er helt klar endnu.

Vi venter på ham.

Venter på at høre fra ham selv, hvordan det var. At være fremmedlegionær. Soldat i et af verdens mest sagnomspundne korps, der er berygtet for knaldhård disciplin - og for at forandre soldaterne for livstid.

Set indefra vinder huset helt klart med nyt køkken, bryggers - og bad, viser det sig senere. I stuen ligger der blødt væg-til-væg på gulvet, hvor der også er pænt med plads til et designeragtigt spisebord, to sofaer i lysebrunt læder, tv, stereo og en Morsø-brændeovn. Baghaven lokker med en hængekøje og en udendørs spa.

I entréen står der et bordfodboldspil, og på væggene hænger der en elektronisk dartskive og en stribe sort-hvide fotos, der vidner om en svunden familie.

»Det der er min oldefar - han var en stor godsejer, men han mistede alt under det store krak i 30’erne«.

Kent Hansen har overstået sin kropslige hovedrengøring, og her står han så i et par jeans og en hvid t-shirt. Ansigtets skarptskårne karaktertræk - og ikke mindst det sorte hår - virker nærmest franske.

Rejsen til den yderste grænse

Men han er født i Snejbjerg lidt vest for Herning i 1973.

Villaen var fin og ny, farmand var cheftypograf på Herning Folkeblad. Så vidt, så godt.

»Han blev voldelig«.

»Mor ville skilles«.

»Han har aldrig givet mig noget«.

Som 32-årig får Kent Hansens far en mavesvulst, og under operationen får han ikke tilstrækkeligt med ilt, så han ender hjerneskadet »som en total grøntsag i en rullestol«.

Kent er 19 år, da han mister sin far:

»Han drak en del, og vi vidste aldrig, hvor vi havde ham. Han var vel i bund og grund en ulykkelig mand,« skriver sønnen i sin bog, der begynder en tidlig morgen på banegården i Herning for 15 år siden.

»Jeg havde brug for at finde mig selv - brug for at søge den yderste grænse. Dengang var legionen det mest ultimative, jeg kunne finde. Jeg havde hørt, det skulle være det vildeste,« siger Kent Hansen, der på det tidspunkt havde aftjent sin værnepligt ved Søværnet.

Ude i entréen hænger et bevis på, at han som en af de få har krydset Polarcirklen i en u-båd:

»Det bliver man jo ikke soldat af - det var lidt en hyggetjans«.

Begrebet hygge smager lige så meget af Danmark som et stykke rugbrød fra Schulstad.

Fremmedlegionens feltrationer smager af kæft, trit og retning.

»Det værste var ikke de tæsk, jeg fik - det værste var de tæsk, jeg var bange for at få. Du vidste aldrig, hvornår det kom næste gang. Det var det, du frygtede. Når du har fået lussinger 10-20 gange, så rører det dig ikke så meget mere - det er som en bokser, der ikke er bange for at få et par på hovedet i ringen,« siger Kent Hansen.

På side 65 i sin bog skriver han om en episode under rekruttiden, hvor korporal Muldevan ser sig gal på den 190 centimeter høje dansker:

»Muldevan havde taget tilløb, og han fik så meget kraft i sit slag, at jeg slog hovedet i gulvet bag min seng. Kort tid efter blev alt sort. Slaget havde ramt mig lige over brystbenet, og jeg kunne med det samme mærke, at det var helt galt. Det tog lidt tid, før jeg kunne fokusere på Muldevan, der stod over mig og råbte. Jeg kom med besvær på benene, og mit hoved dunkede, men smerten i brystet var værre. Muldevan blev ved med at råbe ad mig, og jeg var overbevist om, at han ville slå mig ihjel, men der var intet at gøre. Vi var fanget langt fra civilisationen, og jeg tænkte på, at ingen ville kunne høre mine skrig«.

»Dit kæreste eje er dit våben«

Da Kent Hansen havde skrevet sin første version af bogen, fyldte den 1000 sider. På TV2 Forlag er de 732 skåret væk, og det får - ifølge forfatteren - især rekruttiden til at fremstå som et sandt voldshelvede:

»Tæskene fylder meget, men der var da flere dage, hvor jeg ikke fik tæsk. Men jeg fik godt nok mange klø, skal jeg hilse at sige«.

Han har brygget kaffe til os. Og fortæller nu om forholdet til sin mor, hvis liv var præget af depressioner, selvmordsforsøg, tvangstanker, brystkræft, nervemedicin og alkohol:

»Hun har været som en igle, der har suget så meget energi ud af mig. Jeg var nødt til at komme væk - ellers ville jeg miste mig selv,« siger Kent Hansen, der i dag er forældreløs - og lillebror til Edel, der bor i Skanderborg med ægtemand og to børn.

Da Kent Hansen besluttede sig for at melde sig til tjeneste i Frankrig, fortalte han kun sandheden til et par gode venner og sin mor, mens alle andre fik at vide, at han ville rejse rundt i Australien; en velkendt destination for unge, der vil gøre en rejsedrøm til virkelighed.

Den virkelighed, han mødte i først Fremmedlegionens hovedkvarter i Aubagne og derefter i træningskompagniet Castelnaudary, var et mareridt.

Stort set uden ende.

Han skrev under på en otte sider lang kontrakt og lovede dermed sig selv til legionen de næste fem år. Visakort og sygesikringsbevis blev klippet midt over, pas, penge og kørekort inddraget - og erstattet af et syv-punkts æreskodeks, der blandt andet siger, at »du tjener Frankring med ære og troskab«, »enhver legionær er din våbenbroder«, »din opførsel er værdig men beskeden«, »du er en elitesoldat, som er streng ved sig selv«, »din mission er hellig«, »i kamp handler du uden lidenskab og had«, »du udviser respekt for en besejret fjende«, og »dit kæreste eje er dit våben«.

Kent Hansen var træfsikker på legionens skydebaner og med sin stærke fysik oveni lykkedes det ham ind i mellem at få anerkendene nik fra sine overordnede. Men det var mere undtagelsen end reglen.

Han har set flere mænd blive nedbrudt i Fremmedlegionen, »og jeg kan ikke forestille mig, hvordan de skulle blive til hele mennesker igen. De gik rundt som spøgelser med øjne uden liv, og de havde ingen fremtid i eller uden for legionen,« skriver Kent Hansen i sin bog, hvor han fortæller om det had, der prægede legionens mænd, om undertrykt raseri, »som gav os lyst til at skade andre mennesker«.

Ifølge Kent Hansen er det sikkert en af årsagerne til, at legionen er så frygtet på slagmarken. Soldaterne går amok i had og raseri mod fjenden, uanset hvem det er.

Indenfor hegnet er man sig selv nærmest, og det er øje for øje mellem rekrutterne. En dag slog det klik for Kent Hansen, der af fuld kraft trampede en tyrker i hovedet et par gange.

»Det blev en ond cirkel - det er ikke et godt sted at være. Du giver mere, end du får,« siger han.

Selvmord på skydebanen

Kent Hansen afsluttede sin rekruttid med en placering i den bedste tredjedel, og han kunne derfor frit vælge sit fremtidige regiment. Da han sagde, at han gerne ville til Fransk Guyana, troede chefen, det var en joke, for det var dér, de værste legionærer blev sendt hen som en form for straf.

Kent Hansen forestillede sig, at Fransk Guyana ville være et stort eventyr. Han drømte om at opleve junglen og den bagende varme. Og varmt det er der i Sydamerikas mindste og tyndest befolkede land, der er den sidste, europæiske fastlandskoloni, hvor Fremmedlegionen primært skal beskytte Frankrigs rumbase ved byen Kourou.

Den danske legionær oplevede hurtigt en frihed, som blandt andet gjorde det muligt at købe sig til sex - som Kent Hansen skriver i et brev til en god ven hjemme i Herning:

»Jimbo, der er et horehus for os legionærer. Det ligger lige ved kasernen. Det er meget fedt derovre, men der er kun fire ludere. Nogen af dem er meget lækre, andre er fede og har overskæg. Jeg har naturligvis været der og skylder 500 franc. Det er muligt at få kredit. Jeg betalte 300 franc for hele natten og 200 franc for 10 øl«.

Pigen solgte sin krop. Kent Hansen solgte både krop og sjæl til en af verdens mest myteomspændte militærenheder, der blev oprettet i 1831. Og han indså, at det ikke var i Fremmedlegionen, han skulle gøre karriere:

»Det er et lorteliv, det er ikke det værd. Du giver så meget men får så lidt igen«.

Han har prøvet at blive hevet ud af sin seng midt om natten og gennemtævet af seks-otte mænd, der bare trængte til at rase ud i deres rus. Og han har set, hvordan liget af en ung legionær, der havde sat sit gevær i munden og trykket af, blev smidt op på et lastbillad. Tilbage på kasernen var Kent Hansen samme aften med til at bryde den afdødes skab op for at sikre sig hans støvler og et lille gasblus: »Episoden blev hurtigt glemt som så mange andre, og vi fik bare bekræftet, at alle kan undværes i en hær, hvor mennesker bliver købt og betalt,« skriver han i bogen.

Her i stuen siger Kent Hansen:

»Det er fandeme en hård og kontant verden. Der er ikke så meget tid til menneskelighed. Du bliver bare så ond til sidst«.

Han virker som en mand, der forsøger at fortrænge lidelserne i legionen. Har han nogle ar, han ikke vil vise hvem som helst? Det er som om, han ikke helt vil åbne op. Det bliver ind i mellem lidt flagrende - som om, han synes, det hele nu er fortalt med udgivelsen af bogen og dermed punktum.

Har du slået nogen ihjel derude?

Kent Hansen svarer nogenlunde som forventet:

»Hvis jeg nu havde gjort det og skrev om det i en bog, så kunne jeg jo risikere at blive sagsøgt - så det kan jeg ikke lige udtale mig om....«

Han siger i generelle vendinger om sine oplevelser i Fremmedlegionen:

»Jeg vil helt klart sige, det er fortiden, og det gælder om at bruge den så godt, man kan, for at få en bedre fremtid. Jeg står ved alt, hvad jeg har gjort nede i legionen, for jeg kan fortsat se mig selv i spejlet. Jeg ville sikkert gøre det samme igen. Det er ikke sådan, at jeg prøver at finde undskyldninger for noget, jeg har gjort, men jeg vil gerne have det bearbejdet. Det er også derfor, jeg har skrevet bogen - den har været den psykolog, jeg aldrig har gået til. Jeg har ikke fortrudt min tid i legionen overhovedet, men det er ikke noget, jeg er stolt af«.

Skraldemand og kranfører

Efter et års tid i Fransk Guyana indser Kent Hansen, at han er nødt til at flygte, koste hvad det vil. Han har ikke mere at miste, ikke mere at give. Han føler, at Fremmedlegionen er ved at æde ham op indefra:

»Jeg kunne føle, jeg blev mere og mere vild. Jeg mistede mere og mere af mig selv. Grænserne flyttede sig, fornuften forduftede. Til sidst har du ikke mere af dig selv - du bliver lidt dum af at være i legionen«.

Med hjælp fra en lokal dreng, der skaffer en kano, går flugten i første omgang til nabolandet Surinam, hvor Kent Hansen på det danske konsulat får hjælp til at komme hjem. Hjem til mor, hvor sønnen vælter omkuld på sofaen - mentalt stadig i en forrået verden, hvor der ikke er nogen, der aer dig på kinden:

»Pludselig mærkede jeg en hånd, der nærmede sig mit ansigt. I en tilstand mellem søvn og vågen kunne jeg ikke tænke andet, end at det var en, der ville overfalde mig. Før jeg rigtig var vågen, havde jeg grebet min mor og kastet hende ned på gulvet. Jeg havde fat om hendes strubehoved, da hendes skrig vækkede mig«.

Kent Hansen kigger tilbage på episoden, der får hans mor til at udbryde, at »jeg tør ikke have dig boende«.

»Det er jo også det værste, en søn kan gøre. Jeg troede bare, jeg var i legionen igen«.

Efter sin hjemkomst i sommeren 1995 går der næsten 10 år, inden Kent Hansen begynder at snakke om sin fortid i Frankrig og Fransk Guyana. Han er bange for at blive sat i bås, for fordommene trives fint i Herning og omegn:

»Der er jo nogle, der synes, jeg er en stjernepsykopat, der kan smadre hvem som helst, men jeg er slet ikke nogen slagsbror. Efter jeg er kommet hjem, er det begrænset, hvor mange slåskampe, jeg har været i - det er sgu’ ikke flere, end alle andre har været i«.

Tilbage i Jylland dér midt i 90’erne har Kent Hansen svært ved at finde sig selv og sin fremtid. Bartender, skraldemand, kranførerlærling, pilotaspirant, soldat i Kosovo, restaurantejer, kok på en rejetrawler ved Nordpolen og torskefisker i Beringshavet. I dag arbejder han som tjener på rederiet Fjordlines ruter mellem Danmark og Norge. 14 dage ude, 14 dage hjemme:

»Jeg synes, jeg har fundet mig selv. Jeg er ligeglad med, hvad andre folk synes om mig. Det eneste, der betyder noget for mig, er min familie og mine venner. Og så har jeg fået et dejligt hjem - det har jeg aldrig haft før. Det har givet mig en dejlig ro,« siger Kent Hansen og tilføjer:

»Når jeg ser mig selv i spejlet i dag, er det ikke en tidligere legionær, jeg ser. Det fylder ikke så meget mere i mit liv. Det er et afsluttet kapitel«.








fremmedlegionen
Fremmedlegionen blev oprettet i 1831 af den franske konge Louis-Philippe for bedre at kunne kæmpe for bevarelsen af de franske kolonier i Nordafrika og Fjernøsten. Da Frankrig mistede sine kolonier, blev legionens hovedkvarter flyttet til Aubagne nær Marseille.
Når man bliver optaget i Fremmedlegionen, underskriver man en kontrakt, der gælder i fem år.
Legionens soldater har blandt andet deltaget i Krimkrigen (1853-56), Frankrigs invasion af Mexico (1861-67), den fransk-tyske krig (1870-71), 1. verdenskrig, 2. verdenskrig, den fransk-vietnamesiske krig (1946-54) og Golfkrigen i 1991.
Legionen har senere deltaget i fredsbevarende missioner i Den Demokratiske Republik Congo, Tchad, Libanon, Rwanda, Somalia, Bosnien, Kosovo, Makedonien, Elfenbenskysten og Afghanistan.
Engelske Susan Travers (1909-2003) er den eneste kvinde, der har været i Fremmedlegionen. Prins Aage (1887-1940) er den mest kendte dansker, der har gjort tjeneste ved legionen, hvor han meldte sig den 28. december 1922.
Siden oprettelsen i 1831 er 902 officerer, 3176 underofficerer og flere end 30.000 menige blevet dræbt under tjenesten.
Startlønnen ved Fremmedlegionen er på omkring 8000 kroner om måneden plus kost og logi. Efter endt rekruttid stiger lønnen til omkring 11.000 kroner.
Fremmedlegionen har en politik om, at der ikke må optages kriminelle - men mindre forbrydelser accepteres. Man kan vælge at være anonym, når man melder sig, og efter fem år i tjenesten kan man forlade legionen med en ny identitet.
Ifølge legionens hjemmeside tæller styrken i dag 7699 mænd fra 136 lande.
@Fakta.kilde:Kilder: Bogen »En legionærs bekendelser« af Kent Hansen samt hjemmesiderne legion-recrute.com, wikipedia.org og connery.dk

På flugt fra livet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.