Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


"Der eksisterer en masse ondskab i verden. Tilfældigvis har jeg set noget af den"


"Der eksisterer en masse ondskab i verden. Tilfældigvis har jeg set noget af den"

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Siden Rasmus Jellig-Nielsen i 2009 filmede tre måneder på felthospitalet i Camp Bastion i Afghanistan, har tv-fotografen med de fynske rødder primært arbejdet i verdens brændpunkter, men han opfatter ikke sit arbejde i katastrofeområderne som far

Nazia var to år gammel og havde 161 fragmenter i kroppen, da hun sammen med ni andre civile hårdt såret blev bragt til felthospitalet i Camp Bastion, efter der var sprunget en bombe ved et bryllup.

Det var i efteråret 2009, hvor kampene i Helmand-provinsen var på sit højeste, og 97 danske læger og sygeplejersker arbejdede på hospitalet. Flere gange i døgnet landede helikoptere med alvorligt sårede. Skudsår, hovedskader og arme og ben, der var sprængt af, var hverdag på hospitalet, hvor Rasmus Jellig-Nielsen fulgte de danske læger og sygeplejersker med sit tv-kamera til TV 2-dokumentaren om hospitalet.

- I vores kyniske tv-hjerner var Nazia en fantastisk historie, så hende hægtede vi os på og fulgte tæt. Vi fulgte hende en uge, hvor hun fra at være svært tilskadekommen var i klar bedring. Hun var ikke ved bevidsthed, men vi talte med hendes mor og fulgte dem, der behandlede hende. Efter en uge gik der infektion i et af sårene, og så døde hun. Det er krig. Det er ikke kønt på nogen måde, og hende husker jeg tydeligt, siger Rasmus Jellig-Nielsen.

Du kender ham sikkert ikke fra offentligheden. Men hvis tv-navne som Rasmus Tantholdt, Steffen Jensen og Simi Jan vækker genklang hos dig, så har du også set billeder fra Rasmus Jellig-Nielsens kamera.

Han er en af de ukendte korrespondenter. En rejsende fotograf, der sørger for, at vi hjemme i tv-stuerne får de mest sigende billeder fra verdens brændpunkter og har lyst til at have netop TV 2-korrespondenterne som vores guider til verdenssituationen. Sådan er rollefordelingen, og han har det bedst med at krybe uden om opmærksomheden. Til gengæld må folk meget gerne have hele deres opmærksomhed rettet mod netop de historier, han er med til at formidle.

Tidligere AGF-målmand tager til Sierra Leone for Læger Uden Grænser
Blå bog
Rasmus Jellig-Nielsen, 34, er fra Vissenbjerg, men bor i Dubai med sin kone Mia og deres sønner på to og fire år. Derfra er der gode forbindelser til det meste af verden.Han er student fra Nordfyns Gymnasium, uddannet film- og tv-produktionstekniker på TV 2 og arbejder som fotograf i samarbejde med tv-stationens korrespondenter. Han rejser 10-15 dage om måneden og har stort set fri resten af tiden. Det meste af sin arbejdstid bruger han på sikkerhed, logistik og tilladelser til at filme, foruden at sørge for alt det tekniske, så der kan sendes live, også fra frontzoner. Selve optagelserne fylder sjældent ret meget.

Har rejst meget i blandt andet Libyen, Syrien, Irak og Afghanistan og især beskæftiget sig med det arabiske forår og eftervirkningerne af det.

Hvor verdens øjne hviler

Rasmus Jellig-Nielsen ville egentlig have læst kinesisk og var bestemt ikke interesseret i krig. I stedet for at aftjene værnepligt blev han militærnægter og fik mulighed for at tilbringe et år på TV 2/Fyn. Det fik ham til at uddanne sig til film- og tv-produktionstekniker.

- Det er fascinerende at være, hvor det sker. At være midt i det, som andre sidder og kigger på, som nu, hvor jeg tit er der, hvor verdens øjne hviler. Det er et stort privilegium, siger han.

Rasmus Jellig-Nielsen blev udlært, mens han var på felthospitalet i Afghanistan. Det var også der, han fandt ud af, at han godt kunne fungere i en hverdag omgivet af triste skæbner, krig og kampe.

- Det er ikke for at lyde kold, men der gik det op for mig, at det ikke påvirkede mig specielt meget at se blod og ubehagelige ting. Selvfølgelig er det ubehageligt, men det var ikke noget, jeg lå søvnløs over om natten. Måske lærte jeg lidt af lægerne og sygeplejerskerne. Det nytter jo heller ikke, at de ikke sover om natten, selv om patienterne kom lige fra slagmarken med de mest utrolige skader. Om man har set det eller ej, så eksisterer der en masse ondskab i verden. Jeg har tilfældigvis set noget af det, siger han.

Rasmus Jellig-Nielsen sidder i TV 2's kantine på Teglholmen i København. Han er en sjælden gæst. 10-15 dage om måneden rejser han med stationens korrespondenter. Resten af tiden er han som regel i Dubai, hvor han bor med sin kone og deres to små drenge. Denne sommer har familien været hjemme i Danmark nogle måneder, og om nogle timer skal Rasmus Jellig-Nielsen flyve igen. Denne gang til Libyen, hvor han skal vade rundt i ministerier, tale med de rigtige mennesker og få tilladelser til at filme indslag om flygtningekrisen.

Han kalder sig selv fotograf og under ingen omstændigheder krigsfotograf. Det ord hader han, for i hans ører er der en snert forbindelse mellem krig og nydelse i ordet. På hans engelske visitkort står der også field producer. Det er en titel, han selv og kollegerne har fundet på, men den dækker meget godt over et arbejde, der består af en lille smule optagelser og en masse udenomsopgaver, der handler om logistik, sikkerhed og papirarbejde.

Af sted på fingerspitzgefühl

Da det arabiske forår rejste sig i starten af 2011, begyndte Rasmus Jellig-Nielsen for alvor at rejse ud, og han var i Egypten, da præsident Mubarak gik af efter de voldsomme demonstrationer på Tahrir-pladsen. Der hørte han og korrespondent Steffen Jensen om oprøret i Libyen, et land, der dengang havde været hermetisk afskærmet fra resten af verden.

- Vi tog op til grænsen for at lave noget derfra. Dengang var det enormt eksotisk. Hvis der var nogle, der i januar 2011 havde sagt, at jeg ville komme 15 gange til Libyen det år, havde jeg sagt, at de måtte forveksle det med et andet land, husker Rasmus Jellig-Nielsen.

Imidlertid viste det sig, at oprørsgrupper havde overtaget grænseovergangene, og de ville gerne have udenlandske journalister ind i landet. På den måde blev Steffen Jensen og Rasmus Jellig-Nielsen de første danske - og nogle af de første internationale - pressefolk til at rapportere fra Libyen.

- Vi havde ikke satellittelefon med, så vi kunne ikke ringe til nogen og vende det sikkerhedsmæssige, og vi skulle tage en hurtig beslutning. Typisk er man en gruppe af pressefolk fra forskellige lande, og så prøver vi allesammen med vores bedste fingerspitzgefühl at mærke, om det er okay. Man skal hele tiden vurdere, om man kan stole på folk. Om man står over for en fyr, man har lyst til at sætte sig ind i bilen med. Heldigvis er de fleste flinke, selv om de render rundt med en AK47.

Der findes ingen tjekliste for de folk, de udsendte arbejder sammen med. I stedet gør de, hvad de kan, for at skaffe sig nogle venner, der føler et vist ansvar for dem. Gerne i løbet af de første minutter et nyt sted. I Libyen mødte de allerede ved grænsen en tidligere bankmand, hvis arbejdsplads var brændt ned. I stedet endte han med at arbejde for TV 2 nogle måneder.

- Vi var sammen med nogle canadiske og tyske pressefolk og valgte at køre ind i Libyen. Der lavede vi en super reportage med Steffen Jensen, der sad på ladet af en pickup, mens han rapporterede: "Nu kører vi over grænsen til Libyen. Her er ingen grænsevagter".

Rasmus Jellig-Nielsen holder en kort pause, mens han tænker tilbage på det.

- Det er nærmest blevet et begreb på TV 2: "På ladet af en pickup-truck". Vi ville være kørt ud igen samme dag men endte med at overnatte i Libyen. Libyen blev vores historie de første måneder af krigen, siger Rasmus Jellig-Nielsen.

Samme historie om igen

Siden 2011 har 90 procent af Rasmus Jellig-Nielsens arbejde haft sit udspring i det oprør, der begyndte i Egypten og siden spredte sig til store dele af den arabiske verden. Først euforien over den tilkæmpede frihed og troen på fremtiden. Nu er det i højere grad historien om de undertrykte folk, der vil ud af undertrykkelsen, men ikke kan finde en samfundsform, der giver dem mulighed for at leve i fred. Det hele gennemsyret af en vis mængde storpolitiske interesser.

- Det er den samme historie som i Libyen, vi fortæller de andre steder. Efter Gaddafis fald skinnede solen, tingene kørte, folk var glade, og nu ville alt blive godt igen. Nu, mere end fem år efter, er der ikke mange ting, der er forbedret for den gennemsnitlige libyer eller egypter. For nogle er det forværret, og sikkerhedssituationen er værre end dengang. Der er en masse forskellige stammer og grupperinger, der tidligere havde en fælles fjende i Gadaffi. Nu slås de på kryds og tværs, og situationen er meget mere omskiftelig, hvor man hele tiden skal holde øje med, hvem man kan stole på og ikke stole på, siger Rasmus Jellig-Nielsen.

Selv om Rasmus Jellig-Nielsen har filmet kampene i Mosul og desperate flygtningestrømme, overnattet i et udbombet hus nær fronten og arbejdet med krudt og kugler flyvende om ørerne, så insisterer han på, at hans arbejde ikke er farligt. Måske arbejder han steder, der er mere risikofyldte, end de fleste andre, men arbejdet med at minimere risiciene fylder meget, og han er sjældent i egentlige kampzoner mere end 10-20 minutter ad gangen.

Han lader blikket sive ud over vandet ved Teglholmen og bruger omgivelserne i København som eksempel.

- Der kunne sagtens være voldsom krig med frontlinje på Vesterbro, mens vi sidder her, og alt er fint. Så kan man gå til og fra krigen. Det har jeg oplevet stort set alle de steder, jeg har været for at dække krig. Selv om der er den vildeste krig, er der altid en butik, som er åben, og nogle, man kan spørge til råds om, hvor man kan bevæge sig hen, siger Rasmus Jellig-Nielsen, der tit bliver spurgt, hvordan han kan have sådan et arbejde, når han har kone og børn.

Ofte refererer han også til Matador.

- Folk ser kun, når kuglerne flyver om ørerne på os. Men vi kunne også være sendt til Korsbæk for at dække krigen der. Fordi der er krig et sted, er det ikke den visse død at rejse dertil. Der var også skyderier på Algade, og en modstandsmand blev dræbt. Det var det, vi ville vise i tv, men meget af tiden sidder vi jo oppe i stuerne hos Varnæs og har det fint, forklarer Rasmus Jellig-Nielsen, der oplever enorme kontraster mellem krigens gru og almindelige hverdagsforeteelser som for eksempel at drive sin butik, som mennesker selv efter år med kamphandlinger har en enorm selvopholdelsesevne til at holde fast i.

Luksushotel nær fronten

Det seneste halvandet år har han sammen med kollegerne Rasmus Tantholdt og Claus Borg Reinholdt haft et visum til Syrien, så de tre frit kunne rejse ind og ud og ikke har været afhængige af at få lov af Assad-styret til at rejse ind, når krigen er gået styrets vej.

De tre har derfor stået for tv-stationens kontor i Damaskus og været i Syrien én, måske to, gange om måneden i halvandet år.

- Aleppo er et af de mest udbombede steder, jeg nogensinde har været, men der er også en regimekontrolleret lomme i byen, hvor tingene fungerer. Det er et hotel, hvor de gerne vil vide, hvordan vi vil have vores æg om morgenen, og der er pool.

Kontrasten var så slående, at holdet for nylig lavede et indslag om den. For folk lå ved poolen og hyggede sig med at ryge vandpibe med et lydtæppe af bomber, der faldt.

- Fra toppen af hotellet kunne man se røg, der steg op, og bomber, der faldt, samtidig med at man kunne pege kameraet mod poolen. Det er sindssygt, men i virkeligheden kunne man lave den slags indslag nærmest alle steder, vi dækker krig, siger Rasmus Jellig-Nielsen.

I Damaskus er situationen den samme. Der har Rasmus Jellig-Nielsen sovet omkring 50 nætter det seneste år på et stort luksushotel i omgivelser, der er så fine, at det eliminerer fornemmelsen af at være i en krigszone.

- Hotellet er valgt på grund af dets sikkerhedsniveau, men kontrasten mellem det fem-stjernede serviceniveau og de udbombede bydele to kilometer væk er svært at forklare for dem derhjemme, siger Rasmus Jellig-Nielsen.

Han siger, at han på ingen måde er modig og slet ikke ser sig selv som en vovehals. Han bliver påvirket, ja, men kan håndtere det, og snakken mellem kollegerne betyder, at han ikke har brug for at gå til psykolog.

- De mange indtryk er ude over læberne og gør derfor ingen større skade, siger han.

Det lyder så ligetil, at det næsten er for godt til at være sandt.

Sætter ting i perspektiv

En eventuel flig af skepsis bliver nu hurtigt tøjlet af den ro og oprigtighed, Rasmus Jellig-Nielsen udstråler. Han har styr på tingene. Taskerne står pakket, og af de fire rødbede-pas, han har, tager han det med mindst opsigtsvækkende stempler i inderlommen og virker helt oprigtig, når han på vej mod lufthavnen fortæller med en vis hovedrysten om dengang, han blev indlagt til observation for ebola efter at have været i Liberia for at dække epidemien der.

Rasmus Jellig-Nielsen havde været i nærheden af mennesker, der både var syge eller døde af ebola, men han havde taget alle de forholdsregler, man skulle, og ikke rørt ved nogen. Både undervejs og efter hjemkomsten skulle han tage sin temperatur både morgen og aften.

Det var samtidig med, at hans søn startede i vuggestue, og selv om Rasmus Jellig-Nielsen på ingen måde følte sig syg, ringede han som aftalt, da han en morgen havde 37,9 i feber. Kort efter blev hele gaden på Østerbro spærret af, på dørtrinnet blev lagt en maske, og så blev Rasmus Jellig-Nielsen kørt til Hvidovre Hospital, hvor han blev lagt i fuldstændig isolation.

Lægerne havde rumdragter på, når de kom ind til ham, og sikkerhedsproceduren tog en time, hver gang nogen skulle ind med mad til ham. Hjemme på Østerbro var gaden stadig spærret af, da hans kone kom hjem.

Rasmus Jellig-Nielsen var aldrig selv bekymret, og blodprøverne viste også, at frygten var ubegrundet. Der gik dog to døgn, før lægerne turde lade ham komme ud af isolation.

Det gør noget ved ham at se krig og katastrofer

- Det gør, at jeg sætter mere pris på det, jeg har, og på en stille hverdag, og så sætter det almindelige problemer i relief. Når jeg kommer hjem fra Aleppo eller Mosul og har filmet en familie, der bor i et hus uden tag og nærmest uden vægge, og så opvaskemaskinen lækker, er det måske ikke verdens største problem, selv om alle problemer skal løses på hvert sit niveau. I det store perspektiv er der nogle ting, som rykker alvorligt ned ad rangstigen, når man har set de ting, siger Rasmus Jellig-Nielsen, der netop i Mosul var vidne til situationer, der brændte sig fast på nethinden.

- Vi var tæt på frontlinjen, som havde bølget frem og tilbage, mens folk havde gemt sig for kampene i kældre. Da de ikke længere var under den IS-kontrollerede del, kom de op og lignede folk fra koncentrationslejre. Der var en pige omkring ni år, der stod stille, svag og afkræftet, og sagde, at hun ikke kunne gå mere, mens andre bad hende blive ved bare lidt endnu. Der kan du tale om krigsflygtninge, der kommer rundt om hjørnet, mens der springer en bombe i nærheden, siger Rasmus Jellig-Nielsen.

Skaber opmærksomhed

Efter han er blevet far, er det især børn og deres lidelser, der går lige i hjertet på ham, men han ved også, at den bedste måde, han kan hjælpe på, er at skabe opmærksomhed ved at vise omverdenen, hvilke uhyrligheder der finder sted. At han så også gerne langer vandflasker ud ad vinduerne på en følgebil, er en anden sag.

Selv siger han, at det altid er 100 procent sikkert, at han kommer hjem igen. Ligesom stilladsarbejderen, buschaufføren og alle andre.

Med et smil nævner han, at det nærmeste, han har været et terrorangreb, var angrebet på Krudttønden i København den 14. februar 2015.

- Dengang var vi ved at flytte til Dubai og havde lejet en midlertidig lejlighed i samme bebyggelse som Krudttønden. Vi flyttede ind samme dag, som angrebet skete, og vi lå og kørte med flyttelæs op og ned ad Serridslevvej, hvor Omar El-Hussein kaprede en bil, siger Rasmus Jellig-Nielsen, inden han spækket med kameraudstyr begiver sig mod lufthavnens sikkerhedskontrol.

Et nyt kapitel i historien om det arabiske forår venter på at blive fortalt.