Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Sol, blæst, sand og vand ... nej tak!


Sol, blæst, sand og vand ... nej tak!

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det giver ikke ret meget mening, men faktum er, at selvom jeg bor i en søfartsby - Svendborg - og selvom jeg ikke har meget mere end 5-10 minutters rask gang fra hoveddøren til vandkanten, har det våde element aldrig helt haft tag i mig.

Jo, altså, jeg kan godt lide at sidde og kigge ud over sundet, og jeg nyder også de hyppige sejlture, jeg er på for at komme rundt i Det Sydfynske Øhav, men fælles for begge de måder at interagere med strand og hav er, at de kan foretages, uden at jeg behøver at få sand eller vand på fødderne.

Vi er ikke ude i egentlig fobi-land her, men jeg har bare aldrig set fidusen eller for den sags skyld lækkerheden ved strandlivet med alt, hvad det indebærer af tang, saltvand, opskyllede gopler, gamle cigaretskod og sand, sand og atter sand mellem tæerne, op ad benene, i skoene, på tøjet og bare .... AAAAAARGH, NEJ!

Det er ikke et sæt værdier, der vækker sådan udelt begejstring hos resten af familien, der hverken helt eller halvt deler min store strandlivs-skepsis. Så lidt, at det er hændt, de selv er taget til stranden uden overhovedet at tilbyde mig at tage med, hvilket egentlig er sært, da jeg normalt kun ødelægger den gode friluftsstemning med brok de første 30-45 minutter.

Men måske handler det her mest af alt om, at jeg bare skal hitte en ting at lave på stranden for at få mine tanker væk fra alt det, der irriterer mig. Jeg har prøvet med brede tæpper, der flytter grænsen mellem min sarte krop og det invasive sand, så jeg nogenlunde uforstyrret kan ligge og læse. Men den slags holder sjældent længere end til første gang, en af børnene som en plov gennem sandet kommer løbende op med hænderne fulde af nyfundne muslingeskaller fra strandkanten og kaster kroppen ind over tæppet for at prale af fangsten.

Så er der selvfølgelig også den løsning at blive siddende i bilen som et uartigt barn eller en særlig sol-følsom hund, men det bliver sgu også lige en tand for ynkværdigt, når man er en mand, der nærmer sig de 50.

Som sagt synes jeg jo ikke selv, der er tale om en fobi, men jeg udelukker heller ikke, at frelsen kunne ligge i en form for chokterapi, hvor jeg kaster mig hovedkuls ud i alt det, strandoplevelsen har af rædsler at byde på. Efter at have læst om Uffe Krabbes og Bjørn Wils' camping- og kitesurfingeventyr her i ugens udgave af Gear er det lige før, jeg kan se en vej ud af strandhadet. Her er to, der har pumpet et skud action ind i den ellers dovne oplevelse, det er at indtage stranden og vandet.

Okay, jeg ved da godt, at der er adskillige (læs mindst 1200) skridt fra bilens skygge til at suse over vandet med vinden som drivkraft, men jeg øjner et håb og en vej ud af min iboende strand-ladhed.

Sol, blæst, sand og vand ... nej tak!

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.