Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Kedsomhedens kostbare kvaliteter

Henrik Sejerkilde. Foto: Peter Leth-Larsen

Kedsomhedens kostbare kvaliteter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forleden stod der i avisen, at kedsomhed er det nye sort. At kede sig bliver simpelthen et succeskriterie for det gode liv. Lyder det uambitiøst?

Nu tilhører jeg måske den sidste generation, der har oplevet, hvordan man keder sig. Virkelig: Keder sig. I min barndom tilbragte jeg stort set alle ferier hos mine bedsteforældre, og selv om jeg elskede dem højt, var det om noget uger, hvor der var god tid. Til at kede sig.

For en yngre generation må jeg oplyse, at det var længe før mobiltelefoner, iPads og den slags, som børn i dag får stukket i hånden, hvis de ser ud til at have et ledigt øjeblik, der kan føre til uro og forstyrrelse. Dengang kunne det snildt blive ugens højdepunkt, når den lokale ugeavis kom med posten om onsdagen. Så blev de fire sider læst i smadder for at få tiden til at gå.

Jeg ved godt, at den slags onkel-erindringer burde sendes til Den Gamle By og arkiveres under "fortiden". Men hvorfor er det så, at kedsomhed tilsyneladende igen bliver hot?

Det er fordi, vi ikke har tid til den. Vi har travlt med vores arbejde, med at ordne i haven, lave mad, spille badminton, gå i biffen eller køre børn til sport. Og når vi endelig når sofaen, når vi dårligt nok at kede os, inden søvnen overmander os. Groft sagt, naturligvis. Men alligevel.

Derfor bliver det en eftertragtelsesværdig luksus at have tid - og overskud - til at kede sig. Simpelthen at være i stand til at prioritere at sidde og glo ud i luften og tænke på omtrent ingenting i en forenklet, nordisk udgave af meditation. Og det er jo ikke løgn, når kloge hoveder siger, at mange gode idéer er undfanget i bundløs kedsomhed. Det er som om kanalerne er mere åbne, end når hjernen vrider sig i dagens stramme program. Men det er langt fra alle, der har tid til at kede sig. Eller formår det.

Vi er mange, hvor mobiltelefonen er vokset sammen med hånden og fungerer som en evigt tikkende påmindelse om dagen og omverdenen. Hele tiden tjekker vi lige, om der er kommet en ny sms. Eller en mail, der skal svares på.

For vi forventer, at der kommer én. Hvis ikke, kan man gribes af panik og genstarte mobilen for at se, om der er noget galt.

Som regel er det eneste, der er galt, at man har vænnet sig til den evige strøm af meddelelser, så man er blevet blind for, at der kan være pause i andre menneskers trang til at banke på. Men de færreste af os kan vel egentlig sige os fri for, at denne lette og konstante adgang til kommunikation har ændret os. Vi er aldrig uden for rækkevidde - og det er en forventning, der går begge veje. Selv om vi nogle gange lader os irritere over at blive forstyrret i tide og utide, er vi selv lynsnare til at rykke andre for svar, hvis det udebliver alt for længe.

Kloge hoveder siger, at denne massive brug af elektronisk grej helt konkret ændrer vores hjerner. Hjernen er som bekendt en plastisk størrelse, der formår at tilpasse sig situationen, og i de seneste år er der sket så voldsom en ændring i den måde, vi kommunikerer på med alle de muligheder, vi har, at vi mister nogle af de fundamentale egenskaber, som mennesket ellers har haft som adelsmærke i forhold til andre levende væsener. Det menes for eksempel, at vi kan gå hen og blive mindre empatiske og nærværende, når vi altid sidder med hovedet nede i en eller anden form for skærm.

Måske eroderer evnen til at kede sig også. Fordi vi altid griber ud efter mobilen eller iPad'en, hvis der skulle opstå et ledigt øjeblik. Nu står sommerferien for døren, og i flere år har flere talt om, at vi får sværere og sværere ved at slippe arbejdet - med alle dets mails og sms'er - når vi egentlig burde sidde under parasollen og drikke et glas køligt hvidvin.

Og have tid til at kede os.

Jeg ved godt, at den slags onkel-erindringer burde sendes til Den Gamle By og arkiveres under "fortiden". Men hvorfor er det så, at kedsomhed tilsyneladende igen bliver hot?

Kedsomhedens kostbare kvaliteter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.