Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Et enklere liv til Merete Voldstedlund

»Realiteten er jo, at vi ikke skal være her altid. Det kan vi lige så godt tale åbent om,« siger skuespiller Merete Voldstedlund. Kort før sin 70 års fødselsdag flyttede hun og ægtefællen, Lars Høy, til en mere overkommelig bolig og ryddede samtidig op i deres fælles gods. Det skylder vi dem, der kommer efter os, mener hun. Foto: Flemming Krogh


Et enklere liv til Merete Voldstedlund

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Skuespiller Merete Voldstedlund kom for 30 år siden til Aarhus på en treårig kontrakt, og hun har boet her lige siden. Nu har hun ryddet op og ryddet ud og indrettet sig på den sidste fase af sit liv.

»Man skylder sine børn det hensyn at rydde ud og rydde op efter sig, mens man er i stand til det,« mener skuespilleren Merete Voldstedlund.

Mandag 8. februar fylder hun 70 år, men den fødselsdag har hun nu ikke tænkt sig at gøre noget særligt ud af. Hun foretrækker mindre sammenkomster, hvor hun kan nå at tale med sine gæster, og gaver i form af ting ønsker hun sig bestemt heller ikke. Med det blonde pagehår, den mønstrede nederdel og blazeren i blødt, sort skind lever hun heller ikke rigtig op til den gængse forestilling om en »pensionist«, men hun har på anden vis netop passeret et skæringspunkt.
Merete Voldstedlund
  • Født i Odense 8. februar 1946
  • Uddannet skuespiller på Statens Teaterskole 1973
  • Debuterede på Folketeatret i København som Nonnen i »Den hvide hore« af Tom Eyen og har siden arbejdet på både teatre, film og tv
  • Ansat på Aarhus Teater i 1986, hvor hun bl.a. spillede Tjumse i »Gregersen Sagaen«
  • På film har hun bl.a. medvirket i Nils Malmros? »Kundskabens Træ« og »Skønheden og udyret«, i Henning Carlsens Gaugain-film »Oviri« og i Erik Ballings »Midt om natten« og spillede desuden moderen i TV-Teatrets serie om incest »Alle elsker Debbie« fra 1988
  • Har modtaget Olaf Poulsens Mindelegat, Henkel Prisen og i 2010 en Reumert for bedste kvindelige birolle for sin indsats i »Petra von Kants bitre tårer«, »Noras Sønner« og »Undskyld gamle ...« på Aarhus Teater
  • Gift med skuespiller Lars Høy. Sammen har de en datter, der er psykolog, og et barnebarn

Merete Voldstedlund og hendes ægtefælle og kollega gennem mere end tre årtier, Lars Høy, har solgt deres blå byhus med den skønne have og de mange trapper til fordel for en lejlighed i Risskov, hvor de flyttede ind i forrige uge. En enklere og mere overkommelig bolig med lys fra den nærliggende bugt. Medlangtfærre ting, med elevator og med datteren og barnebarnet, der fylder et år om få dage, i samme bebyggelse.

»Vi havde lyst til luftforandring - også helt bogstaveligt, men vi skulle også beslutte, hvor og hvordan vi ville bo i den sidste del af vores liv. Jeg mener, at det er vigtigt, at man ser med en vis realisme på, at man nu nærmer sig den del af sit liv, hvor man skal berede sig på afslutningen. Og er man i tvivl, så behøver man jo bare at mærke efter, hvor ondt det gør i hele kroppen, når man står op om morgenen,« tilføjer Merete Voldstedlund tørt.

»Realiteten er jo, at vi ikke skal være her altid. Det kan vi lige så godt tale åbent om. Det gør det mindre dystert,« siger hun lidt senere, efter vi har talt om, hvordan en flytning er en anledning til at få gjort op, sorteret, smidt ud og givet videre.

Og hvor lettet man kan føle sig, når man har afleveret et kæmpelæs på genbrugsstationen. Og hvor rart det er for efterkommerne, at de ikke skal tage stilling til enorme mængder af bohave.

Omplantninger

»Inde i byen havde vi den mest vidunderlige lille have, men der var også altid nogle roser og en plæne, der skulle klippes, og et hus, der skulle vedligeholdes. Her slipper vi for mange praktiske opgaver. I stedet glæder jeg mig til at sidde i en stol med en roman, en kop kaffe og et bolsje,« siger Merete Voldstedlund.

Hun har rødder på Ærø, er uddannet på Statens Teaterskole og kom som veletableret skuespiller til Aarhus i 1986 på en treårig kontakt. Og stik mod alle planer blev parret Volstedlund & Høy boende:

»Det sker jo tit, at man tager en beslutning, men så griber livet fat i den beslutning og gør den til noget helt andet. Vi havde en datter, der var begyndt at gå i skole her, og hun havde bestemt ikke lyst til at flytte. Man knytter sig jo også til et sted, og vi har bestemt ikke fortrudt, at vi blev her.«

- Mange af dine kolleger rejser jo den modsatte vej?

»Ja, i virkeligheden bor vi i så lille et land, at man som skuespiller let kunne arbejde alle steder fra. Alligevel kan afstandene stadig virke utroligt store,« siger Merete Voldstedlund.

Hendes kontrakt med Aarhus Teater udløb i 2011, og i dag er der blevet længere mellem rollerne. Senest har hun i efteråret medvirket i Shakespeares »Richard III«, hvor hun spillede hertuginden af York - titelrollens mor - på Aalborg Teater.

»Altså i min alder bliver der færre og færre roller, uanset hvor man befinder sig. Det har jeg vidst hele tiden. De store, gode roller til kvinder på min alder kan tælles på om ikke en, så i hvert fald på to hænder. Måske endda uden at tage alle fingrene til hjælp. Teater er noget helt andet i dag, end da jeg var ung. Det er vildere og mere sprudlende, og man går ikke så højt op i realisme. Der behøver ikke længere være 20 års aldersforskel på de to skuespillere, der spiller mor og datter,« siger Merete Voldstedlund.

»Glem dig selv i andre«

»Jeg har heller ikke længere behov for at arbejde hele tiden, men når jeg gør det, så er det sådan en fornøjelse at spille sammen med alle de unge og fantastisk dygtige kolleger, jeg har. Men i dag er det også sådan, at hver gang jeg får en rolle, så tænker jeg på, om det måske er den sidste. Måske kommer der en mere, men jeg kan ikke vide det,« fortsætter hun.

- Hvad bliver der så plads til i dit liv?

»Jeg har altid læst meget. Måske skal jeg også begynde at vinterbade? Og cykle lange ture? Jeg håber, jeg stadig kan arbejde lidt indimellem, men jeg synes også, man godt må give sig tid til at forlige sig med at blive ældre og dø med ynde og til at få ryddet op i sit sind og i sine relationer,« siger Merete Voldstedlund, inden hun understreger, at det altså ikke er en opfordring til at sige sandheder og sige fra over for alt og alle for enhver pris.

»Der er mange ting ved det at blive gammel, som er smadderirriterende, men man må indrette sig på, at alting ikke kan være ideelt, og man kan komme langt med overbærenhed. I stedet for at blive vrissen kan man jo vælge at være åben og nysgerrig. Interessere sig for andre i stedet for hele tiden at mærke efter i sig selv. Det er livgivende og jeg tror, man sparer sig selv for nogle nedture. »Velsignet er det at glemme sig selv i andre«, som H.C. Andersen skriver i eventyret om tepotten,« siger Merete Voldstedlund.

Generøsitet er et instinkt

Under samtalen vender hun flere gange tilbage til tanken om frivilligt arbejde.

»Ved du, at der flere steder faktisk er ventelister til at blive frivillig,« indskyder hun og tilføjer, at det må handle om generøsitet.

»Dybest set tror jeg, at menneskets største glæde er at give. Helt fra vi er små børn, har vi en impuls om at give til andre. Kan du ikke huske, hvordan man kunne glæde sig til, at nogen skulle pakke den gave op, som man var kommet med? Og når man kom hjem fra lejrskole, så overrakte man stolt en souvenir, hvor der stod »Hilsen fra Rønne«, som forældrene så kunne have stående. Det er meget lettere at give til andre end at modtage,« siger Merete Voldstedlund.

Måske også, fordi ingen længere mangler noget, og alle har mange flere ting, end de har brug for og kan overkomme at glæde sig over?

»Nej, nu har vi lige fået ryddet ud, så jeg ønsker mig virkelig ikke flere ting. Tænk, at der kommer flere og flere gavebutikker - udelukkende med ting, vi kan give til hinanden. Små mærkelige opfindelser, som ingen har brug for. Jeg går meget mere ind for æstetik - få, gode ting, så der stadig er gulvplads. Det har vi fået nu, og det er virkelig rart,« konstaterer Merete Voldstedlund.