Det legendariske Vasaløbet: En laaang dag på løjpen


Det legendariske Vasaløbet: En laaang dag på løjpen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vasaløbet 2015 blev en hård udfordring for Stiftens udsendte. Følg med helt fra busturen i Aarhus til målstregen i Mora i Sverige i videoen.

Fakler og olielamper skaber en særlig stemning, glider jeg ind over målstregen søndag aften i Mora. En landsby i Sverige, hvor man afholder Verdens ældste og største langrendsløb. Efter en lang dag på ski.

For over 11 timer siden begyndte jeg på løbet i Sälen, der ligger 90 kilometer herfra. Et betagende syn med 15.800 skiløbere, som starter på samme tid og bevæger sig som en doven flod, i alle regnbuens farver. Hen mod en den første udfordring: En stejl og smal bakke, som man rammer efter en kilometer. Her står man tæt. Ofte får man sine ski viklet ind i andre skiløbere - både foran og bagved. Det kræver god balance og tålmodighed. Flere brækker stavene under opstigningen, og får udleveret nye stave af hjælpere langs sporet. Det slipper jeg heldigvis for.

Ligesom i Danmark har foråret ramt denne del af Sverige. Det giver ekstra udfordringer. I blød sne, med temperaturer op til otte grader, er sporene langsomme og sårbare. Mange steder kører vi uden spor, som ellers hjælper én med at styre skiene. Derfor bruger man ekstra energi. På at styre sine ski.

Heldigvis er der rigeligt af depoter undervejs, hvor frivillige uddeler energidrik, hvide boller og den legendariske, svenske blåbærsuppe. Det giver god energi og smager fint. Især i starten.

Fakler og olielamper skaber en særlig stemning, glider jeg ind over målstregen søndag aften i Mora. En landsby i Sverige, hvor man afholder Verdens ældste og største langrendsløb. Efter en lang dag på ski.

For over 11 timer siden begyndte jeg på løbet i Sälen, der ligger 90 kilometer herfra. Et betagende syn med 15.800 skiløbere, som starter på samme tid og bevæger sig som en doven flod, i alle regnbuens farver. Hen mod en den første udfordring: En stejl og smal bakke, som man rammer efter en kilometer. Her står man tæt. Ofte får man sine ski viklet ind i andre skiløbere - både foran og bagved. Det kræver god balance og tålmodighed. Flere brækker stavene under opstigningen, og får udleveret nye stave af hjælpere langs sporet. Det slipper jeg heldigvis for.

Ligesom i Danmark har foråret ramt denne del af Sverige. Det giver ekstra udfordringer. I blød sne, med temperaturer op til otte grader, er sporene langsomme og sårbare. Mange steder kører vi uden spor, som ellers hjælper én med at styre skiene. Derfor bruger man ekstra energi. På at styre sine ski.

Heldigvis er der rigeligt af depoter undervejs, hvor frivillige uddeler energidrik, hvide boller og den legendariske, svenske blåbærsuppe. Det giver god energi og smager fint. Især i starten.

Undervejs får jeg en snak med flere af deltagerne. En mand fra Hammel, som jeg fulgtes med ved 10 kilometermærket, støder jeg på igen omkring 60 kilometer henne i løbet. Han ser lidt slidt ud.

»Jeg har ondt i hovedet. Jeg føler, at jeg mangler kræfter,« lyder det fra Jesper Jaaks, som er debutant i løbet.

Måske er det varmen, der får en til at svede meget, som har tappet ham for væske.

For hver kilometer står et stort skilt, som viser hvor langt man har tilbage i løbet. Det er ikke altid rart, at blive mindet om. Især ikke i starten, men når man pludselig kun har tyve kilometer igen, er det en hjælp. Væk er frygten for ikke at kunne gennemføre under de svære betingelser, med blød sne og adskillige vandpytter og mindre søer undervejs.

»Nu skal jeg bare i mål,« siger jeg højt og forsøger jeg at gejle mig selv op.

Det er næsten mørkt, da jeg ankommer til Eldris, som er sidste depot med otte kilometer igen. Nu kan kun et større uheld bremse mig. Selvom det er langt henne i løbet, er vi stadig mange i sporet. Nu kan jeg se lysene fra Mora. Her er stadig tilskuerere til at heppe én i mål, selvom det er mange timer siden, at de kunne opleve nogle af verdens bedste skiløbere her. Imponerende opbakning.

11 timer 21 minutter og 51 sekunder viser uret, da jeg passerer målstregen. Da jeg var med i løbet for to år siden gennemførte jeg på under ti timer. Men dengang var det frostvejr, med et langt hurtigere føre.

Efter et bad støder jeg tilfældigt på en træt Jesper Jaaks fra Hammel. Han er også kommet i mål. Tilfreds efter sit første Vasaløb. Jeg vælger ikke at spørge ham, om han stiller op igen næste år. Det er ikke tidspunktet for det spørgsmål.

Ligesom i 2013 er det mørkt i Mora, da jeg kørte Vasa er det mørkt i Mora. Måske skulle jeg træne noget mere på rulleski, hjemme i Aarhus, til næste gang. Så kan jeg måske opleve Mora i daglys.

Det legendariske Vasaløbet: En laaang dag på løjpen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce