- Vi måtte kæmpe for en overenskomst


- Vi måtte kæmpe for en overenskomst

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I samarbejde med LO har Aarhus Stadsarkiv lavet en lille serie film med interviews med århusianere med tilknytning til fagbevægelsen. Videointerviewene er produceret til erindringsprojektet 2017 aarhusianere. I dag kan du her på siden læse et kort uddrag af et af de i alt ni interviews. Se hele interviewet på www.2017aarhusianere.dk, hvor du også kan se mange andre spændende interviews.

AARHUS: Jeg hedder Linda Borg, og jeg er født i 1959. Jeg kommer fra Thyborøn, hvor jeg er født og opvokset. Jeg var 32 år, da jeg flyttede til Aarhus med mine tre børn. Cirka fem måneder efter søgte jeg job ude på Lindberg Briller. Og der var jeg, indtil jeg rejste fra Aarhus igen i 2005.

Da jeg startede på Lindberg, var jeg til en ansættelsessamtale. Jeg talte meget vestjysk. Ham, jeg var til samtale med, var en helt okay venlig fyr. Han fortalte mig, at på virksomheden havde de ingen problemer. De havde ingen overenskomst, men de havde ingen problemer. Da var jeg nok sådan indrettet, at jeg tænkte, at de havde måske nogle problemer, når de ikke havde en overenskomst. Men jeg måtte også sige til mig selv, at når jeg ville have et job, så måtte jeg hellere holde min mund. Og så blev jeg ansat der. Da jeg startede, var vi 49 i alt ude i Frichsparken i nogle kontorlokaler, hvor vi lavede produktion. De var nogle få i ledelsen, hvor Henrik Lindberg var direktør.

Jeg startede inde i glasafdelingen, for Lindbergs briller kan kun hænge sammen, hvis der er glas i. Det er selvfølgelig plastikglas, men de skulle slibes i de former, som nu brillen havde. Der var jeg de første fire år, og i den tid blev der ansat rigtig mange mennesker, for det var virkelig en virksomhed, der ekspanderede. Den blev større uge for uge. De fleste mennesker sagde, når de kom, at det og det har vi krav på. Nej, det har vi ikke, for vi har ingen overenskomst. Så vi var nogle stykker, som syntes, at vi skulle have den overenskomst. Men det tog faktisk tre år, inden vi fik kollegaerne overbevist om, at vi skulle have den. Lindberg skulle overbevises, men kollegaerne skulle faktisk også overbevises om, at vi skulle have den.

Jeg blev tillidsmand, da vi fik overenskomsten. Det var svært at lave lønaftaler, inden vi fik overenskomst, for man havde ikke noget at holde fast i. Jeg sidder ikke og siger, at vi blev behandlet dårligt, for det gjorde vi ikke. Men vi havde bare ikke det sikkerhedsnet, der hedder, at du får fuld løn under sygdom og de helt almindelige ting, som mennesker i dag synes, man skal have. Der skulle en slåskamp med til, før det kunne lade sig gøre, og det var der ret mange af kollegaerne, der ikke havde lyst til. Da vi endelig fik overenskomsten, så havde vores talsdame ikke lyst til at fortsætte. Det er en ret opslidende proces at komme igennem, hvor man diskuterer meget med sine kollegaer. Så det blev mig, der blev tillidsmand. Og så var jeg tillidsmand i 9 år.

Professionel lønforhandling

Da vi så havde fået overenskomsten, så skulle vi jo også have den til at virke. Det kommer ikke fra den ene dag til den anden. Det er både noget med at fastholde folk, når de er syge. Det er jo ikke kun løn- og ansættelsesforhold. Det er rigtig meget i den sociale del af en overenskomst. Det er nok den, du skal forhandle dig mest til. Efter vi fik overenskomsten, tror jeg, at Lindberg erkendte, at det der med alle de forhandlinger, det var ikke lige hans stil, så han ansatte en produktionsdirektør, Per Israelsen. Det var ham, jeg forhandlede med. Ham og så de daglige ledere. Og så var der jo også SU - samarbejdsudvalget, som vi også fik. Vi fik alt op at stå, så det kørte rigtig. Men stadigvæk var det svært.

Overenskomsten, den fik vi i 1997. Det var tre år efter, at jeg var startet. Da roen først havde lagt sig omkring det at få overenskomsten, så var den som holderegel god. Der havde været meget ballade mellem kollegaer og mellem ledelse og os. Ved at vi havde Per Israelsen som produktionsdirektør, hvor vi forhandlede lønnen, så foregik det på en meget professionel måde - ikke fordi vi fik i pose og sæk, men det det foregik på en professionel måde

Kvindernes Arbejdsforbund vs. Specialarbejderforbundet i Danmark

Jeg var medlem af 3F. Det vil sige, at den gang vi blev organiseret, da hed det SiD. På Lindberg var vi en blanding af KAD - Kvindernes Arbejdsforbund, og SiD - Specialarbejderforbundet i Danmark. Vi var jo ufaglærte alle sammen. Jeg syntes, at de to fagforeninger skulle slås sammen. Tiden var ikke helt til det, det vidste vi godt. Man vidste nok, at inden for nogle år ville de to fagforeninger blive lagt sammen. Jeg ville ikke ind i KAD, det var min politiske holdning og min holdning i forhold til ligestilling. Jeg synes, at vi var stærkest, når vi var sammen med mændene. Formændene for de to fagforeninger havde nogle diskussioner, men de var heldigvis meget fornuftige begge to og sagde: Okay, vi laver en aftale, som alle kan acceptere, så kommer vi videre derfra.

I 1997 kom jeg ind i bestyrelsen for SiD. På Lindberg lavede vi også en faglig klub, hvor vi skulle aftale med hinanden, at man kunne stå i KAD eller SiD, ligesom man ville, og så skulle vi se, om vi kunne komme af med dem, der hed "de gule". Klubben blev lavet i november 1997. Og den hedder noget så mærkeligt som "Amalie". Vi var meget aktive omkring Kongreshuset, hvor LO hørte til. Nede i kælderen, der var der en café, der hed Café Amalie, og de første møder vi holdt angående at bede om en samlet overenskomst, blev holdt ned i cafeen. Da vi så skulle have klubben, så syntes jeg, den stringente fagforeningskvinde, at en klub skulle hedde et eller andet. Der var en af kvinderne, Minna, der kom med et forslag til vores generalforsamling om, at klubben skulle hedde Amalie. Jeg syntes måske nok, at det var lige i overkanten af at være pjank. Men Minna kunne fortælle om nogle kvinder, der havde heddet Amalie, som var stærke, var omsorgsfulde og alt muligt. Det kunne jeg ikke stå for - det var der ingen, der kunne. Derfor hedder klubben Amalie.

- Vi måtte kæmpe for en overenskomst

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce