Anerkendelse, dialog og handling

domprovst Poul Henning Bartholin, ny blogger

Anerkendelse, dialog og handling

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forleden dukkede en barndomsoplevelse op i mig, da jeg så et letbanetog dreje. Pludselig var jeg tilbage til første gang, jeg kørte i sporvogn i København i slutningen af 1950'erne. Vi kom til at stå lige dér, hvor drejefunktionen mellem hovedvognen og bivognen var. I gulvet var der en drejeskive, husker jeg. Det fascinerede mig. Det gør det stadig. Hvad er det, der får stivheden til at bløde op og gøre helheden drejelig og smidig?

Spørgsmålet forekommer mig tiere og tiere at dukke op. For vores fællesskaber synes at smuldre. Der ligger - for mig at se - et meget stort ansvar hos vore folkevalgte politikere og hos os, der vælger dem. Der mangler en samtale mellem politikere og folk, hvor det ikke handler om at vinde stemmer, hvor scenen ikke er sat af medierne - TV og ikke mindst de sociale medier - og deres sans for både at aflæse og skabe folkestemninger og opinion.

Som iagttager synes jeg, at det ikke altid er yndefuldt, hvad der foregår på den scene. Det ene tableau afløser det næste i en lind strøm, når syndebukken er udpeget, udskreget, udskammet og 'skylden' placeret. De uskyldige er dem, der er effektive, innovative, målrettede, resultatsøgende, fleksible, nationale, står fast på de danske værdier m.v. kort sagt det, der p.t. er mainstream.

Her savner jeg drejeskiven i sporvognen/fællesskabet. Spørgsmålet er, hvordan vi bøjer os for hinanden, så vi ikke ryster og tumler rundt mellem hinanden i et omsiggribende skænderi.

Sagen er, at vi har disse drejeskiver, men de trænger til smøring. De ligger symbolsk set i vores helt grundlæggende tekster i samfundet. Et samfund er bygget på love og på borgernes ideer om fx samfund og politik, religion, etik, dannelse m.v. Al lovgivning i Danmark hviler på de bestemmelser, der er indeholdt i Grundloven. Det var meget vigtigt, at både religions- og ytringsfrihed blev knæsat som ufravigelige principper i dansk lovgivning og borgernes frihedsrettigheder.

Det er en drejeskive, en fleksibilitet, der tjener både den enkelte borger og helheden. Med dem kan vi dreje uden om og rundt om alle de mennesker, der skal respekteres og tages hensyn til. I nogle tilfælde er det dig. I andre tilfælde er det mig. Vi skal begge være her, der skal være plads til os med de forskelle, der er mellem os og med alt det, der binder os sammen. Det, der binder os sammen, er mere og større end det, der udgør forskellen mellem os.

Efter min opfattelse har de seneste par år har givet os nogle eksempler på, hvordan nogle parlamentarikere og et flertal i folketinget er gået ind på en vej, hvor man kan ende med at afmontere den drejeskive, som ikke mindst religionen er i et samfund.

Religioner kan ses som en bred og omfattende måde at fortolke og forstå vores storslåede liv på. Enhver af os erfarer fx en glæde, der ikke har en årsag eller er forklarlig. Tilsvarende kan vi erfare en mangel på mening, der også er uforklarlig, for måske sidder jeg med et arbejde, jeg elsker, har en ønskefamilie, bor godt etc. men det giver ikke mening.

Både i det ene og andet tilfælde søger vi efter en fortolkning. Vi spørger hvorfor, det er sådan. Rationelt kan vi ikke få et endegyldigt svar. Så kan vi søge i vores religion og tro, hvor vi heller ikke får endegyldige svar men muligheder for fortolkninger og sammenhænge, der er med til at bære os alle i glæde, i dagligdagen, i sorgen og når livet på andre måder er tungt.

Religioner har skikke som dåb, omskæring, vielser, begravelser, bøn, læsninger af helligskrifter, love, bud. Religioner kan tolkes ud fra en frihedsvinkel eller ud fra mere strenge fortolkninger. Det skal der være mulighed for under forudsætning af, at fortolkningerne ikke er i strid med grundlæggende rettigheder. For mig at se er barnedåb, omskæring, tørklæde eller burka ikke nogen anfægtelse af de grundlæggende principper i det danske samfund, men hører til indenfor de fundamentale rettigheder, der ikke bør røres ved.

Jeg foreslår, at vi én gang for alle anerkender, at der er en befolkningsgruppe, der er muslimer, og at det er i overensstemmelse med dansk ret at være det og at udøve denne tro og ritus. Dernæst er i høj grad brug for en nødvendig autorisation af de anerkendte trossamfunds forkyndere. Det kunne i forhold til de muslimske menigheder fx betyde, at rettigheden til at fungere som imam opnås gennem en videnskabelig baseret uddannelse på universiteterne eller tilsvarende. Det svarer til, at en teologisk kandidateksamen er kongevejen til at få embede som præst i folkekirken.

Anerkendelse er en forudsætning for en ordentlig dialog. En ordentlig dialog er grundlag for erkendelse og indsigt. Erkendelse og indsigt er grundlag og forudsætning for ansvarlig handlen.

Det er en drejeskive, en fleksibilitet, der tjener både den enkelte borger og helheden. Med dem kan vi dreje uden om og rundt om alle de mennesker, der skal respekteres og tages hensyn til. I nogle tilfælde er det dig. I andre tilfælde er det mig.

Anerkendelse, dialog og handling

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce