Anmeldelse: Overleveren med den søgende sjæl

Amerikaneren Gregory Porter er en af tidens mest hyldede vokalister. Mandag spillede han koncert som ét af jazzfestivalens hovednavne. Foto: Nanna Ferslev

Anmeldelse: Overleveren med den søgende sjæl

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det er ikke de romantiske kærlighedssange, som ligger øverst på Gregory Porters sanghylde. Der er meget mere på spil for den store prædikende mand.

AARHUS: Foran 1.000 koncertgæster i Musikhuset Aarhus sang Gregory Porter "I Love You For Sentimental Reasons", for Nat King Cole har haft en enorm betydning for Porters vej ind i musikken. Men ligesom hos forbilledet er det mere kærlighedssange til menneskeheden - ikke to ad gangen - som optager ham. Et besværligt forhold, der også handler om at huske smagen af bitterhed. Så det bliver selve det kollektive vi lytter til. Os selv. Og opfordringer til at deltage i Porters protestsange, sange om samfundsforandring og helt banalt: Sange om at synge sammen.

Porter er overleveren, som går gennem prøvelserne, og han synger i første sæt i første person ental. Der er næsten et stalker-tema i mange af hans egne sange: Ingen kan stoppe mig, jeg giver ikke op, jeg kommer over det.

Ulasteligt hvidt klædt, men med en lyserød jakke, som var passende krøllet, stod Gregory Porter på scenen og croonede, scattede og brummede prøvelserne i sang efter sang.

Pianisten Chip Crawford lagde varme, groovy akkorder, som Porter kunne flyde ovenpå med sin messende baryton. Bandet var passende sammensat af vidt forskellige typer, som alle bar hver sin jazzhat.

Musikken store hjælpende hånd

Vi i de velpolstrede sæder i mørket deltog i en gospelenergisk koncert med The Preacherman:

"Take me to the alley / Take me to the afflicted ones / Take me to the lonely ones / That somehow lost their way"

Til tider var det som at befinde sig i et bedehus, hvor Porter kom med beskeder om, at selv de dårlige dage med dig er bedre end ensomhed. Beskeder om at lære af historien, om at holde fast og især om musikkens kraft og store hjælpende hånd. Samme hånd som også hjalp et andet stort forbillede, soulsangeren Marvin Gaye.

I det hele taget var 1960'er-æstetikken tydelig. De to tangentspilleres måde at stryge hænderne over klaver og orgel ser man stadig i Mississippis gospelhuse.

I "Musical Genocide" lød det:

"Give me a blues song, tell the world what's wrong / And the gospel singer, giving those messages of love" Og de meddelelser blev modtaget af publikum i Store Sal.

Søgende sjæl

Det bedste bevis på, at Porter evner at sætte fut i forsamlingen er, at alle blandt publikum klappede rytmen uden at bemærke det. Det gjorde de også i Porters store hit, "Liquid Spirit". Men lys - bare 10 procent mere lys - på publikum ville have gjort Porters mission lettere.

Den mission forstod bassisten Jahmal Nichols, der var den sikre klippe, og kun spillede, når det var nødvendigt. Saxofonistens soloer derimod fyldte alt for meget. Selvom han som en ulydig messedreng knækkede smooth til smuds sound - og vi igen blev mindet på, at menneskeheden ikke er så tilregnelig.

Manden i midten, Gregory Porter, er blevet kaldt jazzguru. Men den 47-årige millionsælgende kunstner fremstår selv som en søgende sjæl, en tigger. Hans hyldest til afdøde sangere, som han savner, forløste han med os i salen: "You can join my band" sang vi, 1000 Porter-disciple, trygt med ham til sidst.

Anmeldelse: Overleveren med den søgende sjæl

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce