Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Anmeldelse: Racismeepos med rågeskrig og stærkt savl

Pressefoto

Anmeldelse: Racismeepos med rågeskrig og stærkt savl

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

»Den som blinker er bange for døden« vinder styrke gennem sine mange konkrete og godt beskrevne eksempler, via skuespillet og via iscenesættelsen.

Orddiaré af værste skuffe. Sådan føles det at lægge øre til Krzysztof Minkowskis vellykkede iscenesættelse af Knud Romers debutroman. Ordene vælter ud af Jonas Littauer og Mille Maria Dalsgaard. Som stykkets to eneste optrædende spyr, hvisler, hvæser, skriger, 'bedrøver' og sågar savler de stykkets replikker ud. Nonstop. I en 90 minutters ubønhørlig heftig strid strøm. Det her skal gøre nas - og det gør det.

En del af tiden står skuespillerne bomstille. Til andre tider sætter de lunte til deres egen fysik. De kaster deres kroppe teenagervildt rundt i rummet til forbudt Radio Luxemburg-transistormusik. De danser tæt som unge forelskede. De skriger og gebærder sig som råger, der skildres som mere end fugle, - som udtryk for hele den djævelske ondskab, der har udset sig Romer-familien som deres bytte. Og Littauer holder i en anden gribende scene den gulvsprællende Dalsgaard i et jerngreb som en bøddel der ikke vil slippe sit offer. Og hele tiden vælter ordene ud. Ikke som 'almindelige' dialoger. Littauer og Dalsgaard gestalter Knud Romer og hans mor. Men også et hav af andre roller. Familiemedlemmer og andre. For vi skal ikke lulles ind i psykologisk indlevelse. Vi skal via replikker i tredjeperson, via indlagte sange, og via en teaterform, som i det hele taget tydeligt gør opmærksom på, at dette er teater, bringes til at tænke kritisk over den tilværelse vi oplever og er en del af. En teaterform á la Brecht som passer godt til den undertrykkelsesfortælling vi bliver konfronteret med.

Fakta
<ul><li>»Den som blinker er bange for døden« baseret på Knud Romers selvbiografiske debutroman.</li><li> Tekstbearbejdelse og instruktion: Krzysztof Minkowski. </li><li>Scenografi, kostumer og grafik: Konrad Schaller. </li><li>Medvirkende: Jonas Littauer og Mille Maria Dalsgaard. </li><li>Samproduktion mellem Det Dramatiske Udgangspunkt, Teater Momentum og Teater Katapult.</li><li>Premiere på Katapult 6. maj kl.20. Spiller t.o.m. 10.maj. Alle dage kl.20. </li></ul>

Littauer og Dalsgaard fremstiller stykkets figurgalleri med fastfrosne smil, med rædsel, gru, forbitrelse, vrede, tomhed, frygt, glæde, forelskelse, mildhed, fjendskab og fastholdt sejrssikkerhed ikke bare i blikket, men sitrende tilstede i hele kroppen. Nogle gange går de med teksten i deres kropssprog, andre gange imod teksten. Men hele vejen igennem gestalter de rollerne som er de selv blevet besat og voldført af den racistiske undertrykkelse som Knud Romer oplevede. Skuespilpræstationerne, navnlig Dalsgaards, er forrygende.

Lederhosen og juletræ

Med en bagvæg af roligt skiftende grafik illustrerende hjem, gadebillede, kirkerum og marker, gennemspiller spillerne Knud Romers barndomsmareridt. Hans opvækst i Nykøbing Falster sammen med en mor, Lydia Voll Hildegard, der som tysker, blev spottet og forhadt i den lille danske provinsby, hun bosatte sig i. Det var her, hun blev forelsket i Knus Romers far. Her hun fik Knud Romer. Men også her hele byen vendte hende ryggen - effektfuld konkret fortalt, fx ved en indkøbstur, hvor man sælger hende sur mælk og harskt smør. Hildegard holdt stædigt fast ved alt det tyske. Serverede tysk mad - også til Knuds fødselsdag, klædte Knud i lederhosen, pyntede juletræ på tysk maner mv. I den intolerante provinsby resulterede det i at Knud Romer - udover at opleve sin mor blive lagt for had, også selv blev mobbet og kaldt et tyskersvin. Og det fik den konsekvens, at Knud Romers far - efter at han gang på gang havde oplevet at lokalsamfundet udelukkede ham og hans familie fra det sociale liv - droppede alle sine fritidsinteresser. Familien lukkede sig både fysisk og mentalt inde bag husets mure. Her levede de forhadt og udstødt som en familie, der allerede var døde.

Galgenhumor og eksemplernes magt

»Den som blinker er bange for døden« vinder styrke gennem sine mange konkrete og godt beskrevne eksempler, via skuespillet og via iscenesættelsen. Det handler ikke om at hitte ud af i hvilken grad Knud Romer (fra hvis synsvinkel vi oplever det) har lagt til og trukket fra i den selvbiografi som forestillingen følger ret tæt. Bogens og forestillingens ærinde er, som jeg oplever det, at pege på undertrykkelse, intolerance og snæversyn og de barske og martrende konsekvenser det har for de som udsættes for det. En knægtende undertrykkelse som bliver kompromisløst skildret. Her er ikke meget håb at hente. Jo måske i den groteske galgenhumor forestillingen lader sive ud - som en slags modgift i forhold til al gruen. Tak for det valg.