Arvingen til betroet gods

Arveafgiften anser Anne Sophie Gamborg som en af de store ejendommes største udfordringer. De fleste lande i Europa har afskaffet den. Foto: Annelene Petersen

Arvingen til betroet gods

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Anne Sophie Gamborg, født Lüttichau, overtog i 2002 driften af slægtsgården Møllerup. Her svinger pendulet mellem at være mor, hustru, erhvervskvinde, landmand og værtinde på et gods.

Hun trives lige godt på en monstertraktor i pløjemarken som i et bestyrelseslokale. Vi har mødt den energiske og gæve godsejer, der også har kastet sig ud i kultur med Verdensballetten og klassiske koncerter hver sommer.

Anne Sophie Gamborg, Møllerup Gods på Djursland.
Anne Sophie Gamborg, Møllerup Gods på Djursland.
Foto: Annelene Petersen

Hun havde ikke tænkt sig at blive gift.

Anne Sophie Gamborg, Møllerup Gods på Djursland.
Anne Sophie Gamborg, Møllerup Gods på Djursland.
Foto: Annelene Petersen

Lige siden hendes far, godsejer Flemming Lüttichau, vendte hjem fra rejser med prinsgemalen i Afrika og Asien og henført fortalte om de spændende opgaver, der kunne ligge på ambassaderne, drømte Anne Sophie om en karriere i diplomatiet. Og her kunne en ægtemand meget vel komme lidt på tværs.

Anne Sophie Gamborg, Møllerup Gods på Djursland.
Anne Sophie Gamborg, Møllerup Gods på Djursland.
Foto: Annelene Petersen

Hun var godt i gang med økonomistudiet i Aarhus og havde netop tilføjet kinesisk på skemaet. Simpelthen fordi hun vidste meget lidt om dette mægtige land.

Anne Sophie Gamborg, Møllerup Gods på Djursland.
Anne Sophie Gamborg, Møllerup Gods på Djursland.
Foto: Annelene Petersen

På studiet var også en vis Stig Gamborg, og da det blev lidt hedt mellem de to, lagde hun kortene på bordet: Hvis de skulle giftes, ville hun være selvstændig erhvervskvinde. Og de skulle leve som en landmandsfamilie. Også selv om de ikke var landmænd. Punktum.

Anne Sophie Gamborg, Møllerup Gods på Djursland.
Anne Sophie Gamborg, Møllerup Gods på Djursland.
Foto: Annelene Petersen

For hende var opvæksten på Møllerup med en storebror og en storesøster og forældrene Lena og Flemming von Lüttichau det helt ideelle liv. Forældrene havde travle dage, men de var der altid. Og samhørigheden var fantastisk, mindes hun. Alle hjalp til, for der var altid et hjørne, der trængte til omsorg. Og så var der jo naturen uden for vinduerne.

Anne Sophie Gamborg, Møllerup Gods på Djursland.
Anne Sophie Gamborg, Møllerup Gods på Djursland.
Foto: Annelene Petersen

Også derfor ville hun ikke læse cand.polit. i København. At bo i en by ville være en straf. Fra Aarhus kunne hun komme hjem hver dag.

Anne Sophie Gamborg, Møllerup Gods på Djursland.
Anne Sophie Gamborg, Møllerup Gods på Djursland.
Foto: Annelene Petersen

Nu kendte Stig Gamborg vilkårene, og skæbnen ville, at de ikke alene blev selvstændige efter nogle år som udstationerede i Hong-Kong. De skulle også blive landmænd på det 400 hektar store historiske gods, hvis grundsten blev lagt af Marsk Stig i 1285.

Anne Sophie Gamborg, Møllerup Gods på Djursland.
Anne Sophie Gamborg, Møllerup Gods på Djursland.
Foto: Annelene Petersen

Tilmed har de stiftet familie med fire nu voksne børn, som har videreført samhørigheden og de tætte bånd.

Uanset hvor i verden, de befinder sig, lyder det: Kom hjem. Vi høster.

Den ældste Alexander på 24 år bor hjemme i øjeblikket og skal til eksamen senere på dagen på Handelshøjskolen. Han hilser så høfligt, som man kan forvente af en elev fra Herlufsholm og fortæller medrivende om sin opgave, der skal forsvares. Hans morfar døde for to år siden, og man fornemmer savnet hos barnebarnet. Han var ikke bare en hvilken som helst bedstefar.

»Han var et stort forbillede for os allesammen,« siger han.

Hans morfar havde helt naturligt peget på den ældste søn som arvtager til Møllerup. Men da denne valgte familiens andet gods, Rohden ved Vejle Fjord, og den anden datter havde etableret sig på en proprietærgård ved Lemvig, blev Anne Sophie spurgt.

Det var i 2002 få måneder før den nye ejendomsvurdering 1. juli. Og den detalje er vigtig. Det kunne betyde ti millioner kroner lagt oveni den sum, staten skulle have i arveafgift. I så fald en umulighed.

»Arveafgift er et kæmpe problem i Danmark. Bygningsmassen genererer ikke en indtægt, der svarer til dens værdi. Det er beskattede penge, der skal beskattes en gang til. Generationsskiftet er den store udfordring på de store ejendomme, derfor vælger mange at overdrage for sent, fordi de vil udskyde den omkostning. En afgift skal være korrigerende i forhold til adfærden, men ikke begrænsende og ødelæggende. Arveafgift har en helt forkert effekt, og det har man også indset i næsten alle andre lande i Europa, der har afviklet den. I Sverige gjorde man det tilmed under en socialdemokratisk regering,« fortæller Anne Sophie, der nu sidder som formand for Danske Godser og Herregårde for at få optimal indflydelse.

Hun er et politisk tænkende menneske og beundrer alle dem, der bedriver aktiv politik. Selv holder hun sig til græsrodspolitik i bestyrelser. Hendes temperament er mere til at så for at kunne høste.

Sneen har pudret landskabet uden for vinduerne til den store gammelrosa stue. Her tænder familien op hver dag i den voluminøse marmorkamin. Stig Gamborgs arbejdsbord står i det ene hjørne. En stor fjernsynsskærm hænger ved siden af gamle maritime billeder. Nutid og fortid mødes i skøn forening. Stamfædrene var driftige skibsredere, og slægten har boet her siden 1920. I den stue kan man lægge en snor omkring familielivet.

De har netop tilbragt weekenden med jagt hos hendes bror Frederik, der for flere år siden solgte Rohden for i stedet at erhverve tre herregårde på Lolland.

Anne Sophie vimser lidt rundt i stuen. Der mangler nogle blomster her og der og stearinlys i stagerne. Snart er hyggen genetableret.

Hun sætter en optagelse på fjernsynet med Verdensballetten og opera, der i to år har trukket mere end 1000 gæster til Møllerup om sommeren. I år bliver det afholdt 11. juli og et overraskende nyt indslag med ny koreografi og digtoplæsning af en højt rangeret dansker. Mere vil de ikke afsløre endnu.

Husets tidligere mangeårige faktotum Betty har bagt lækre boller. Stig Gamborg går til og fra for at redde sig et par stykker. Det er ikke hver dag, de står fristende på bordet.

»Hun fastholder, at hun vil bage til os fra husets gamle opskrifter, selv om hun for længst er flyttet. Da min mor kom her som ung og nygift, var min oldemor, Kiss Carl, ikke så begejstret for min mor. Hun satte hende på mange prøver, blandt andet lagde hun et svinehjerte på bordet og bad hende lave mad til 17 personer. Min mor var fortvivlet. Men så hjalp Betty hende. Siden kom min oldemor til at sætte stor pris på min mor,« fortæller Anne Sophie.

Hendes barndom var med skolegang i den lokale Feldballe Skole. Det var helt naturligt, for man kan ikke bo i et område uden at kende nogen. Og alle på egnen kendte jo Møllerup. En af de ansattes børn blev hendes bedste veninde.

»Man var ikke i tvivl om, at vi blev opfattet som anderledes. Og det skulle man jo helst ikke være. Men vi lærte hurtigt, at verden bestod af mange forskellige mennesker. Vi havde jo et helt håndboldhold af ansatte her. Som barn tænker man slet ikke på, hvem der laver hvad. Vel blev vi drillet, men jeg er verdensmester i at fortrænge negative ting.«

Stig supplerer fra skrivebordet:

»Dengang var der 50 ansatte her og fem i kommunen. Nu er der fem ansatte her og 50 i kommunen.«

Tiderne skifter.

»Jeg kunne lide at hjælpe far i landbruget. Dengang brændte vi jo markerne af. Så var jeg overbrandassistent og far var brandmajor«, husker hun.

Da det stod klart, at hendes familie skulle føre kulturarven videre, tog hun en driftslederuddannelse på Kalø Økologiske Landbrugsskole.

»Min far havde opdraget os til også at få en anden uddannelse. I landbruget kan man købe sig til den praktiske hjælp, men det er vigtigt at kunne styre driften økonomisk. Min far rådede os til at bo her et år, før vi lavede noget om.«

Flemming Lüttichau knyttede også en række betingelser til handlen: Det første år måtte de ikke fyre folk, og bygningerne måtte ikke ændres. Til avisen udtalte han dengang:

»Enhver husmor, der får chancen, vil jo have nyt køkken. Desuden skulle de passe gravstederne, tage pænt imod familien og naturligvis flage på min fødselsdag...Det efterlevede de usædvanlig pænt, lige indtil datoen. Siden har fanden taget ved dem.«

Anne Sophie og Stig var jo økonomer, og en dag satte de sig på trappen og udtænkte planer. Ingen af dem ville rende og kalke alle bygningerne en gang om året, fordi vandet dryppede fra taget.

»En engelsk gæst havde sagt, at han syntes, bygningerne »looked somewhat tired«. Når man er her hver dag, kan man jo blive blind for det lille forfald. Vi besluttede, at tag og fag måtte være i orden. Det krævede lån, men så måtte vi finde indtægter. Derfor ændrede vi, hvad vi kunne, for at gøre godset rentabelt. Landbruget alene kan slet ikke bære udgifterne.«

Og her er vi ved en af Anne Sophies kæpheste ud over arveafgiften, rigide fredningsrestriktioner og privat ejendomsret, som hun forfægter i bestyrelsen for Nationalpark Mols Bjerge. Som hun i starten var modstander af, men som hun nu loyalt bidrager til at udvikle.

Vi lander på landbrugets vilkår.

»Jeg kender ikke en dygtig, dansk landmand, der kunne drømme om at investere i dansk landbrug i dag. Det er jo ærgerligt. Den helt store udfordring er de store produktionsrestriktioner. Landbruget er så presset, at de ikke selv kan bære udgifterne. Forsigtighedsprincippet har været ødelæggende og er ikke truffet på et fagligt funderet grundlag. Vi udpiner jorden med vores miljøregler, og det havde en landmand aldrig, aldrig gjort,« siger hun og slår en knyttet næve to gange i bordet på »aldrig«.

»Det tager 50 år at opbygge det rette humuslag i jorden. Vi gøder alt for lidt, og resultatet er, at vores hvede nu er så ringe, at den ikke kan bruges til brød. Hveden mangler proteiner. Hveden kan end ikke bruges til sultende børn i Afrika, men bliver solgt til griseproducenter, der må tilføre importeret soya. Det klinger da hult. I stedet importerer vi brødhvede fra Tyskland, fordi de gøder. Tilmed ender deres vandudledning i danske farvande.«

Anne Sophie kan lide tanken om bæredygtighed og at holde hus med sine ressourcer. Og det er i hendes øjne sige, at man netop udnytter naturens cyklus, foretager sædskifte hvert sjette år, lader slammet vende tilbage til jorden og for eksempel lader noget af halmen ligge tilbage på markerne for at sikre boniteten i stedet for at sælge rub og stub til varmeværket.

»Sådan opfører man sig som ejere. Vi skal ikke have løn for vores arbejde, kun have driften til at hænge fornuftigt sammen. Det er også os, der står i stormen midt om natten og holder på de sidste tagsten.«

På Møllerup kommer indtægterne også fra udleje af fløjen Hubertus Kroen med 15 værelser, hestepension - ganske vist en lille indtægt, men heste hører til gårdens muskler og kulturhistorie. På 1. salen udlejes nyindrettede kontorer. Og i laden har parret udvikling af nye opfindelser sammen med individuelle partnere. Det kan være bæredygtigt isoleringsmateriale, støjabsorberende plader, rygbårne støvsugere, to-hovede boremaskiner, luftpumper med flydende latex til bildæk.

»Vi er hver primus motor på projekterne, men i dag er det mest min mand, der tager sig af det,« siger Anne Sophie.

Næste generation er sikret på Møllerup. Ældste søn skal videreføre familiegodset, hvis han vil til den tid.

Stig Gamborg supplerer:

»Det er en stor forpligtelse. Man skal både have evnen og lysten. Alle vores børn kunne kvalificere sig til det, men vi har valgt den ældste, fordi det falder naturligt. Frasiger han sig det, bliver det næstældste. Så undgår vi at skabe usikkerhed og splid om det, når vilkårene ligger fast,« siger han.

Udkørslen foregår over broen til den voldgrav, der omgiver hovedbygningen. Den del af det gamle borganlæg er bevaret og bidrager nu især til den naturpleje, Møllerups skytte er garant for.

Arvingen til betroet gods

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce