Bisat uden pårørende: Ingen savner Bent og Aksel

Hvordan kan man ende et langt liv uden slægtninge og venner? Avisen dykker ned i to menneskeskæbner.

Foto: Axel Schütt

Bisat uden pårørende: Ingen savner Bent og Aksel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Deres dødsannoncer stod ved siden af hinanden en tirsdag i Århus Stiftstidende i 2011. Ingen pårørende mødte op til begravelsen. Hvordan kunne det ende sådan? Og hvem var de? Avisen dykker ned i to menneskeskæbner.

AARHUS: Af jord er du kommet

Præsten kaster den første skovlfuld jord på. Kisten er så hvid, at den stjæler al opmærksomhed i det næsten tomme rum. Det er som om, der står en stråleglans ud fra den.

Til jord skal du blive

Præsten kigger kort hen over de tomme bænke. Ud over kirkens personale og bedemænd er der kun en journalist til stede.

Af jorden skal du igen opstå

I kisten ligger en død mand, som ingen i kirken ved, hvem er. Han har hverken familie eller venner. Efter salmen »Nu er livet gemt hos Gud«, køres kisten, der står på en katafalk med hjul, gennem kirkerummet. Der er ikke nok til at bære. Uden for slår kirkeklokken tre gange tre bedeslag, mens præsten samt chaufføren i rustvognen respektfuldt venter. Først derefter går turen mod krematoriet på Vestre Kirkegård. Præsten og bedemanden står stille, indtil rustvognen forsvinder i det fjerne. Et stykke tid kan man gennem rustvognens bagrude ane bårebuketten. Som en hymne til livet er den bundet af forårsblomster, gule roser, påskeliljer og fresier iblandet lysegrønne grene af kirsebær og eucalyptus. Det er enkelt og meget, meget smukt.

»Mange af de her mennesker uden pårørende er måske blevet trådt på hele livet. De skal ikke også trædes på i døden,« forklarer den bedemand, der er blevet tilbage ved kirken, Keld Andersen, lavmælt.

Sådan bliver Bent Folmer Hansen bisat 18. marts fra Vejlby Kirke. Født 2.3 1925.

Død 11.3.2011. Pårørende: Ingen.

To døde - ingen pårørende

»Vi ved ikke meget om ham, hvem han var, eller hvad hans hjerte bankede for. Vi kan synes, at han må have levet et ensomt liv, men vi kan ikke vide det,« havde præsten sagt i sin korte tale.

Ja, hvem var Bent Folmer Hansen?

Da vi ser hans navn første gang, er det i en dødsannonce 15. marts 2011 i Århus Stiftstidende. Annoncen er
usædvanlig ved ikke at indeholde den sædvanlige vending »Vores kære ...«.

Ikke én pårørende er nævnt. Dødsannoncen ved siden af i samme avis påkalder sig lige så stor interesse. Heller ikke her er der nævnt en
eneste pårørende. Det er også en mand - Aksel Ingvar Therkildsen. Hvem var de to mænd? Og hvordan kunne det ende sådan?

Ordet »mysterium« går igen, når folk skal beskrive Bent Folmer Hansen.

Avisen beslutter sig for at forsøge at besvare spørgsmålene. På forhånd ved vi ikke meget andet, end at de to mænd dør med én dags mellemrum.
Det skal vise sig, at de ved et mærkeligt tilfælde stammer fra det samme egn. Ja, de er tilmed døbt af den samme præst. Og det er ikke den eneste lighed, der dukker op.

En svær fødsel

Bent Folmer Hansen dør 86 år gammel. Det ved vi fra dødsannoncen. Vi ved også, at han bliver født 2. marts 1925. Men hvor bliver han født? Vi kommer på sporet, da vi tilfældigt kommer til at lede i en kirkebog fra Malling. Der dukker han op. Forældrene, Alfred Kristian
Hansen og Maren Jensen, er uddannede lærere. De er gift og bor i Ajstrup i Malling Sogn. Men deres dreng kommer ikke til verden i hjemmet, som det er normalt dengang. Han bliver født på Fødselsanstalten i Aarhus, og det tyder på, at lægen forventer en kompliceret fødsel. Vi ved ikke, hvordan fødslen forløber.

Sådan så de to dødsannoncer ud, som en tirsdag i 2011 stod ved siden af hinanden i Århus Stiftstidende.

Ægteparret får kun det ene barn, som i maj samme år bliver døbt Bent Folmer Hansen i Malling Kirke.

Folketællingen fra 1930 viser, at Bent Folmer som femårig bor i Ajstrup, hvor faren er førstelærer på skolen. I kirkebogen kan vi se, at han bliver konfirmeret i Malling Kirke i oktober 1939.

Her taber vi for en stund enebarnet fra Ajstrup af syne. Det skal senere vise sig, at han stikker ud fra mængden. Ordet »mysterium« går igen, når folk skal beskrive ham.

Kuldegysninger

Bent Folmer Hansens voksne liv kommer vi på sporet af i en vejviser for Aarhus fra 1968. Ifølge vejviseren bor der på det tidspunkt en Bent F. Hansen, lærer, på Krathusvej 18 i Risskov. Det er ham. »Jeg får helt kuldegysninger, når du spørger til Bent. Ham har jeg ikke tænkt på i mange år,« siger Birgit Aidt, der boede i huset på samme tid. Hun kan sagtens huske Bent Folmer Hansen og mener, at han allerede boede til leje i husets sidebygning, da hun i 1953 som ung lærerstuderende lejede et værelse i det store hus. Huset på Krathusvej fungerer på det tidspunkt lidt som et kollektiv, hvor de mange lejere tager sig af hinanden. Ifølge Birgit Aidt har Bent Folmer Hansen det svært på det tidspunkt. Han ser ikke ud til at trives.

Bent Folmer Hansen boede i to små værelser i bygningen her - et sidehus til Krathusvej 18 i Risskov - i 1950?erne og 1960?erne. Her var Finn Aidt, Marinus Hansen, Birgit Aidt og Kit Hansen var gennem mange år tæt på ham.

»Det gik dog nogenlunde på Krathusvej, hvor der var meget varme og kærlighed omkring ham. Periodevis var han helt nede, og vi så ikke noget til ham. Så gik vi over og bankede på og så, at han var der,« fortæller BirgitAidt.

Beboerne på Krathusvej får indtryk af, at Bent Folmer Hansen er læreruddannet. Han fortæller dem, at han er uddannet på seminariet i Ollerup på Fyn.

»Men han var slet ikke en, der kunne klare børn. Han var meget forsigtig, skrutrygget og meget lidt talende og smilende,« siger Birgit
Aidt.

På den Frie Lærerskole i Ollerup kan man ikke i arkiverne finde frem til nogen Bent Folmer Hansen. Det er således usikkert, om han nogen sinde har gået der - og om han overhovedet er uddannet lærer.

Stiv som en dukke

Birgit Aidts eksmand, Finn Aidt, husker også Bent F. Hansen som en, der stak ud fra mængden.

»Han holdt sig meget for sig selv, og jeg har aldrig set nogen besøge ham. Samtidig hutlede han sig igennem for meget få penge. Jeg mindes ikke, at han underviste på noget tidspunkt i de 12-15 år, han boede på Krathusvej.«

Birgit Aidt husker, at Bent gik meget på biblioteket, læste mange bøger og vist også spillede lidt på klaver.

»På en eller anden måde var han intellektuel, men det var næsten umuligt at slå et ord af ham. Han blev inviteret med til vores fester og sammenkomster, men han sad nu mest for sig selv og gik hurtigt igen,« fortæller hun.

Kit og Marinus Hansen, der køber Krathuset i Risskov i 1958 og har Bent Folmer Hansen som lejer gennem mere end 10 år, bor stadig på adressen i dag.

»Bent var meget indadvendt, men han svarede da, når man spurgte ham om noget. Han holdt flere gange jule aften sammen med os. Han havde jo ikke andre. Han gik stiv som en dukke med omkring juletræet,« fortæller Kit Hansen, der husker, at lejeren efterlod sig et brusebad, der var groet til i skidt og et hav af snavsede sokker spredt omkring på gulvet i den lille bolig, da han rykkede ud sidst i 1960'erne.

Hun har ransaget sin fotosamling fra 1950'erne og 1960'erne. Det samme har Finn og Birgit Aidt gjort. Der er masser af billeder fra Krathusvej - men ikke ét eneste af Bent Folmer Hansen.

»Det er meget sigende for Bent, at der end ikke er et foto, hvor han er med i baggrunden,« siger Kit Hansen.

Alene i en et-værelses

Fra Krathusvej flytter Bent Folmer Hansen ind i en etværelses lejlighed i det nybyggede etagebyggeri Kantorparken i Vejlby. Her bor han i godt 35 år. Bent Troner Hansen, indehaver af Jydsk Flaskecenter, husker ham særdeles godt.

»Jeg fik ham så at sige med i handelen,« siger han.

Da Bent Troner Hansen køber en étværelses ejerlejlighed på 2. sal i Kantorparken 2 midt i 1970'erne, følger der nemlig en lejer med. Det er Bent Folmer Hansen. Udlejeren får hurtigt indtryk af, at manden er yderst speciel.

»Han var stort set umulig at komme i snak med. Når man ringede på hans dør, lukkede han ikke altid op. Og hvis han lukkede op, blev man ikke inviteret ind,« siger han.

»Der var nogle i opgangen, der fortalte, at skolebørnene havde ødelagt hans nerver, men det var muligvis
bare et rygte. Faktisk var der vist ingen, som lærte ham at kende.«

På etagen oven over Bent F. Hansens tidligere lejlighed i Kantorparken forklarer parret Gunhild Roien og Hans Casper, at de heller aldrig
kom i bare nogenlunde tæt kontakt med underboen.

»Men en gang for cirka 30 år siden, da vi var inviteret til sammenkomst i opgangen, dukkede Bent også op. Den aften virkede han ikke specielt sky, og min daværende mand diskuterede bøger med ham. Jeg opfattede Bent som en meget intelligent mand,« siger Gunhild Roien.

Det er i den periode - nogle år efter at han er flyttet til Kantorparken - at hans tidligere nabo fra Krathusvej, Birgit Aidt, møder ham på gaden og spørger til, hvordan det går.

»Han så på mig med sinestore øjne og sagde, at det gik jo da,« forklarer hun.

Den tyske forbindelse

Gennem årene rejser Bent Folmer Hansen meget. Men ingen ved, hvad den tavse, indesluttede og sky mand, der tilsyneladende aldrig henvender sig til fremmede, foretager sig i udlandet. Det er lidt et mysterium.

Nogle tvivler på, at han tager til udlandet. Men det gør han.

»Jeg ved det, for han betalte flere gange sin husleje på internationale postanvisninger fra blandt andet Syd-Tyskland og Østrig,« siger udlejer Bent Troner Hansen.

Hans Casper fra opgangen forklarer, at Bent Folmer Hansen hver dag forlader sin lejlighed om formiddagen for først at komme tilbage om eftermiddagen. Han går fra Kantorparken og op på Statsbiblioteket og tilbage igen. Godt otte kilometer hver dag. Også selv om bentøjet er
dårligt, og han går med stok.

Om vinteren er han klædt i en stor, sort frakke og grønne gummistøvler. Om sommeren en jakke. Altid har han sin jordemodertaske med.
På Statsbiblioteket kan personalet godt huske ham.

»Han fik med en stok uden dup, så man kunne høre, når han kom. Han sad altid i læse salen og læste tyske aviser,« fortæller en ansat.

I nød

På et tidspunkt går det op for beboerne i opgangen i Kantorparken, at Bent Folmer Hansen bliver mere og mere mærkelig.

»Nogle var endda lidt bange for ham. Han gik og talte højlydt i tunger,« forklarer den nærmeste nabo, Harry Olsen.

For seks-syv år siden bliver det for alvor galt fat med ham. Der begynder at lyde mærkelige lyde fra hans lejlighed.

»Det var som om, at han tumlede rundt. Til sidst blev vi overbevist om, at han var i nød, og så fik vi fat på lægen. Han var dehydreret og måtte på hospitalet,« fortæller Gunhild Roien.

Bent Folmer Hansen ender i en ældrebolig på Lindenborgvej i Vejlby. Her bor han, indtil han bliver syg for trefire måneder inden sin død. Det er som om, Bent Folmer Hansen liver lidt op i ældreboligen. Han har åbenlyst godt af, at nogle tager sig af ham.

»Man kunne godt snakke med ham, men han foretrak at passe sig selv. Selv om han var meget dårligt gående, gik han hver dag en længere tur,« forklarer nabo Gurli B. Gaardsdal.

Efterlyst af politiet

Men nogle gange forsvinder Bent Folmer Hansen på mystisk vis. En dag kort efter, at Bent Folmer Hansen er flyttet ind i sin ældrebolig, er han bare væk. Han bliver efterlyst af politiet, der kontakter flere af hans tidligere udlejere i forsøget på at finde ham.

Pludselig en dag flere uger senere er han tilbage igen på Lindenborgvej. Ingen aner tilsyneladende, hvor han har været henne. Kilder siger til avisen, at Bent Folmer Hansen flere gange forsvinder ud i den blå luft. Hver gang bliver han efterlyst - og hver gang kommer han tilbage af sig selv.

Var Bent Folmer Larsen lidt af et mysterium, står det fast, at ingen kendte ham så godt, at de følte, at de kunne gå med til hans bisættelse.
Gunhild Roien, der i godt 30 år boede i opgang med ham i Kantorparken, vidste godt, at han var død.

»Jeg fik en opringning fra en, som kunne genkende navnet i dødsannoncen. Men jeg overvejede på intet tidspunkt at gå med til begravelsen, for jeg kendte ham ikke,« siger hun.

Nej, ingen kendte Bent Folmer Hansen. I hvert fald ikke godt nok. Da han 2. marts 2011 ligger i sin kiste i koret i Vejlby Kirke, er facit, at ingen synes at ville savne ham.

Søn af en stor familie

Manden i den anden dødsannonce i Århus Stiftstidende samme dag hedder Aksel Ingvar Therkildsen. Også han skal vise sig at være lidt af et mysterium.
Han kommer til verden i sine forældres seng 23. januar 1919 i hjemmet lidt uden for Malling - blot nogle få kilometer fra lærerhjemmet i Ajstrup, hvor Bent Folmer Hansen vokser op.

Faren er arbejdsmand. Moderen føder 10 børn i løbet af 15 år. Aksel er nummer fem i søskendeflokken. Han bliver døbt i Beder Kirke af sognepræst Kelstrup, der seks år senere også døber Bent Folmer Hansen.

Men selv om Aksel Therkildsen er ud af en stor familie, lykkes det ikke bedemanden at opspore slægtninge, og der møder ikke én eneste nevø eller niece op, da den ugifte og barnløse mand bisættes fra det lille kapel på Vestre Kirkegård 19. marts.

Hvad er der sket?

Aksel Therkildsen er ikke en mand, der trækker mange spor efter sig gennem sit 92 år lange liv.

Født til at arbejde

Til gengæld sætter livet sine aftryk på ham: Han ser ud som en mand, der er vant til at tage fat. Sådan må det være, når man starter med at tjene hos omegnens bønder efter konfirmationen. De næste mange år arbejder han i landbruget og på gartnerier i Aarhus-området.

»Aksel talte meget om, at han havde arbejdet på godset Constantinsborg i Ormslev,« fortæller Finn Laursen, der var nabo til Aksel Therkildsen gennem mere end 30 år.

Efter krigen, da Aksel Therkildsen er sidst i 20'erne, arbejder han som natportier på Østergades Hotel.

Siden er han chauffør blandt andet for Hotel Regina og Varna. Sine sidste 10 år på arbejdsmarkedet kører Aksel Therkildsen lastbil for Nordisk Solar, inden han går på efterløn som 60-årig i 1979.
Hvad han ellers foretager sig, hvem han omgås, og hvordan han har det med sin familie, aner vi intet om.

En bror og en kæreste Gamle vejvisere fortæller, at han i 1960'erne bor i en lejlighed i Rosenkrantzgade i den gamle Casino-bygning, hvor nu Svalegangen har til huse. På et tidpunkt bor han sammen med en kvinde, fortæller han siden til andre.

Og det er tilsyneladende det nærmeste, Aksel Therkildsen nogensinde kommer et ægteskab. Vejviseren fortæller også, at Aksel i en periode deler adresse i Rosenkrantzgade med sin to år ældre bror Henry. I 1970'erne bor han gennem en årrække i en kvistlejlighed i Jægergårdsgade 6, mens broren bor i naboejendommen. Så der er kontakt til familien. En del af den i hvert fald.

»Der var noget med en bror, der sejlede, og som havde børn. Han var til en familie komsammen hos broderens børn engang. Jeg mener, det var en barnedåb,« fortæller den mangeårige nabo, Finn Laursen.

Men tætte er familiebåndene næppe.

»Aksel sagde altid, at familien bare var ude efter hans penge. Jeg tror nu ikke, han var velhavende. Han levede i hvert fald meget spartansk,« siger Finn
Laursen.

Grøn efterlønner

Han lærer Aksel Therkildsen at kende, da den nybagte efterlønner i slutningen af 1970'erne flytter ind i en et-værelses lejlighed på 11. sal i Marselis Boulevard 32, hvor Finn Laursen er vice vært og selv bor i en lejlighed på samme etage.

»Han spurgte, om han måtte hjælpe med at passe haven. Og det gjorde han så i nogle år, og så stoppede det. Aksel var ikke særlig omgængelig,« mener Finn Laursen.

Andre i opgangen husker Aksel Therkildsen som en hjælpsom mand.

»Han var flink, og hjælpsom, til han blev gammel og selv skulle have hjælp til alt. Engang vi skulle på ferie, passede han vores blomster. Nogle af dem var kunstige - dem havde han også vandet. Det morede vi os meget
over,« fortæller en kvindelig beboer.

Ensom og sej

I lejligheden indretter Aksel Therkildsen sig med en sovesofa, et par lænestole, et lille bord og en stol. På væggene hænger landskabsmalerier i forgyldte rammer. Ligefrem ryddeligt er der ikke.

Den have interesserede mand følger alle Søren Ryges programmer i tv og kan ellers sidde i timevis på stolen og kigge ud ad vinduet. Ingen aner, hvad han tænker på. Aksel Therkildsen er ikke typen, der suger andre mennesker til sig. Og det bliver ikke bedre med årene. Nogle oplever ham som en sur gammel mand, der ofte ikke hilser, når de møder ham i opgangen.

»Jeg tror, han havde den opfattelse, at alle kikkede skævt til ham. Han troede, de talte om ham bag hans ryg. På den måde skubbede han folk fra sig, så det er klart, han var ensom. Meget ensom,« siger Finn Laursen.

Næsten dagligt kan man se den ældre mand trave af sted på tur. Alene. Ofte ned omkring Tangkrogen og med et hvil på en bænk i solen på Tietgens Plads. Med kasket på hovedet og i sin ikke helt rene, lyse sommerjakke er han et kendt indslag i gadebilledet.

Han ser lidt sølle ud, men han drikker ikke. Og han vil klare sig selv. Laver selv mad, så længe kræfterne er til det. Da benene ikke kan bære længere, får Aksel Therkildsen en aftale med en taxachauffør, der flere gange om ugen kommer og henter ham og kører ham på indkøbstur til Føtex i Bruunsgade.

Den sidste rejse

En kvindelig beboer i opgangen - der ikke ønsker at bidrage til denne artikel - er gennem adskillige år besøgsven for den gamle mand på 11. sal. Da han for et par år siden fylder 90 år, rydder hun op i hans lejlighed, laver lagkage og arrangerer åbent hus hos fødselaren.

»Vi var en 8-10 stykker. Beboere fra ejendommen og hans hjemmehjælper. Det var hyggeligt. Vi var der vel
et par timer, og han var glad for at blive fejret,« fortæller en af beboerne.

Så mange er der langt fra til stede, da Aksel Therkildsen et par år senere bliver bisat 19. marts 2011 i Vestre Kirkegårds lille kapel. Hele familien er fraværende. Hans ni søskende er ifølge avisens research alle gået bort. Men hvor er resten af familien? Der kommer dog to personer til bisættelsen ud over bedemanden og præsten. I sidste øjeblik hører besøgsvennen gennem præsten, at Aksel Therkildsen er død, og hun tager en veninde med til bisættelsen. På den måde får Aksel Therkildsen - modsat Bent Folmer Hansen - følgeskab ud på sin sidste rejse. Men på bundlinien synes samme facit at stå ud for begge. Der er næppe nogen, der vil savne Bent og Aksel.

Bisat uden pårørende: Ingen savner Bent og Aksel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce