Boguddrag: Manden med leen og manden med øksen


Boguddrag: Manden med leen og manden med øksen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Uddrag af bogen "Lille Edith" med fortællingen om drabet i Aarhus i 1906 på syvårige Astrid Olsen. Det gav genlyd over hele landet os samlede 10.000 borgere i følget ved begravelsen. Morderen stod til henrettelse.

Aarhus: Onsdag den 6. juni 1906 først på aftenen går to småpiger, den 10-årige Marianne Sørensen og Astrid Olsen, der kun er syv år, og plukker blomster på en mark ved Teknisk Skole bagved traktørstedet Friheden i Marselisborgskoven i Aarhus, da de møder en yngre velklædt mand, der spørger Marianne, om hun ikke har lyst til at gå en tur ind i skoven med ham.

Marianne ved godt, at hun ikke må gå med fremmede mænd, så hun bliver bange og løber væk, mens hun råber til Astrid, at hun skal gøre det samme, men Astrid tøver og begynder at græde, og mens Marianne løber væk fra stedet, ser hun, at manden hvisker noget i øret på Astrid og tager hende i hånden og forsvinder med hende ind i skoven.

Der går nogle mænd og arbejder i nærheden, men de observerer intet, og i stedet for at henvende sig til dem løber Marianne hjem til sine forældre og fortæller, hvad der er sket.

Astrids søster opholder sig hos Mariannes forældre, lokomotivfører Sørensen og hustru, og da hun hører Mariannes historie, løber hun hjem til forældrene på Jægergaardsvej nr. 27, hvor man med det samme forstår situationens alvor.

Arbejdsmand Olsen sender omgående sin søn Valdemar ud i skoven sammen med nogle af hans kammerater for at lede efter Astrid, mens han selv løber til politistationen for at alarmere politiet.

Politibetjenten ved skranken tager imidlertid ikke Olsens anmeldelse så tungt. Der forsvinder børn hver dag, og de vender næsten altid tilbage i god behold, men han sender dog alligevel to politibetjente ud for at lede efter Astrid i Marselisborgskoven.

Da Astrid stadig ikke er fundet klokken 02.00 om natten, indser de lidt tungnemme politibetjente, at de nok har fejlvurderet sagen, og først nu telefonerer de til deres chef politiassistent André Hauerbach, der kort efter ankommer til stedet på cykel sammen med 10 politibetjente og nogle af familien Olsens venner og naboer, der er blevet mobiliseret i mellemtiden.

Politiassistent Hauerbach får eftersøgningen organiseret, og cirka klokken 05.00 om morgenen får den 16-årige Valdemar som den første øje på sin søster, da han gennemsøger et buskads.

Valdemar råber højt og alarmerer de øvrige på eftersøgningsholdet, og da de kommer nærmere, møder der dem et uhyggeligt syn.

Astrid Olsen blev brutalt misbrugt og myrdet i skoven ved Friheden.

Halvt hængende og halvt knælende med et stramt reb om halsen finder de den lille Astrid bundet til et hasseltræ, der er bøjet af hendes vægt. Astrid er helt nøgen, og adskillige blå mærker overalt på kroppen afslører, at hun har været udsat for grov mishandling.

Astrids tøj, blandt andet en lys kjole med røde og hvide prikker, er lagt pænt og ordentligt i en lille bunke ved siden af hasseltræet.

Politiassistent André Hauerbach, der har været ude for lidt af hvert i sine mange år i politiet, udtaler bagefter til en avis, at han "aldrig har set noget så grufuldt".

Politiassistent Hauerbach tilkalder politimester Christian Magdalus Jespersen og rekvirerer samtidig en fotograf, der kan tage billeder af det makabre sceneri, og efter at politiet har afsøgt gerningsstedet for eventuelle spor efter morderen, bliver Astrid bragt til Aarhus Kommunehospital, hvor man straks går i gang med obduktionen, som senere resulterer i en lidt tynd obduktionsrapport, der ikke overdrevent detaljeret fortæller, at "Astrid er skændet og derefter kvalt. Hendes Kraveben er brækket, og i øvrigt er hun frygteligt mishandlet".

Der har været mange mennesker i området i den lune sommeraften, men buskadset, hvor mordet har fundet sted, er godt skjult, og ingen har hørt skrig eller anden tumult, fordi der var koncert i pavillonen i Friheden, så derfor tror politiassistent Hauerbach, at der må være tale om en person fra lokalområdet, der kender forholdene, og efter 13 år som chef ved politiet i Aarhus, har han også en anelse om, hvor han skal lede efter morderen.

Da aarhusianerne læser og hører om det bestialske mord på den lille pige, strømmer det ind med henvendelser fra mennesker, der har set en mand i området ved Friheden, der kan være morderen. Desværre er mange af oplysningerne vidt forskellige, men politiet mener dog, at de kan fæste lid til nogle af vidneudsagnene, og et af de spor, man prøver at følge, kommer fra enkefru Petersen, der spadserede med sin søn i Marselisborgskoven onsdag aften omkring klokken 18.00.

De lagde mærke til en lille pige, der løb i en lys kjole med røde og hvide prikker, og en mand der tilsyneladende løb efter hende iført blåt tøj og stråhat. Pludselig standsede manden op og åbnede en pakke, han havde haft under armen, og tog en lys frakke frem og tog den på. Da han havde fået frakken på, skiftede han sin stråhat ud med en lys lærredskasket, så han faktisk havde ændret udseende, og derefter løb han efter pigen igen.

Enkefru Petersen og hendes søn syntes, at det hele var en smule mærkeligt, men de foretog sig ikke noget, før de hørte om mordet på Astrid. De mener begge, at de vil kunne genkende manden.

En dreng ved navn Poul Petersen fortæller, at hans mor onsdag aften var gæst hos arkitekt Hack Kampmanns hustru på Strandvejen, og da hun stod udenfor huset og tog afsked med fru Kampmann klokken 23.30, fik de to kvinder øje på en mand med en hvid frakke over armen, der sprang over stakittet fra en af nabohaverne og ud på gaden.

Manden løb hurtigt ud ad Strandvejen, men da fru Kampmann råbte efter ham, satte han farten ned og gik derefter tilsyneladende roligt videre.

Den 10-årige Marianne Sørensen bliver naturligvis også udspurgt af politiassistent Hauerbach, og hun kan give et sparsomt, men dog nogenlunde brugbart signalement af manden, der antastede de to piger og gik med Astrid ind i skoven.

Torsdag den 7. juni bliver signalementet bragt i aviser over hele landet:

"Sigtet for Mordet paa en lille Pige i Marselisborg Skov er en ca. 25-aarig Mandsperson iført mørkt Tøj og hvid eller gul Straahat med lige udstaaende Skygge (engelsk Facon) og med sort Baand.

Personen havde et lille lyst Overskæg, og det maa antages, at han er almindelig af Højde og Bygning.

Alle Oplysninger, der kan føre til hans Paagribelse, bedes meddelt Politimesteren i Aarhus".

Det er formentlig ikke efterlysningen i dagspressen, der er afgørende for, at Aarhus Politi allerede samme dag foretager en anholdelse, for politiassistent Hauerbach har hurtigt fattet mistanke til en mand, der passer nogenlunde til Mariannes beskrivelse, og som udover at have et generalieblad, der gør ham til en naturlig mistænkt i alle sædelighedsforbrydelser mod børn, også bor meget tæt på familien Olsen, nemlig på Jægergaardsvej nr. 12.

Carl Thygesen blev af en fængselspræst betegnet som: ?en meget mærkelig fange - en slags dobbeltgænger?, fordi han både er meget religiøs og samtidig er i stand til at begå uhyrlige sædelighedsforbrydelser.

Den anholdte, skomager Carl Thygesen, er 39 år. Han er gift, og familien, der er meget religiøs, har tre plejebørn. For nogle år siden var Carl Thygesen patient på Sindssygehospitalet i Risskov, og da politiet undersøger hans forhold, siger Dr. Holm fra Sindssygehospitalet: "Thygesen er egentlig ikke sindssyg, men han lider til tider af en sygelig seksuel ophidselse og har svært ved at tøjle sig".

Carl Thygesen har begået voldtægt flere gange og er tidligere straffet for seksuelle overgreb, senest for tre år siden, da han blev idømt to års straffearbejde for voldtægt mod en blomsterpige.

Da han blev løsladt fra Statsfængslet i Horsens efter at have afsonet sin straf, var fængselspersonalet klar over, at han havde brug for yderligere forvaring, og derfor blev han anbragt på Adserbølgaard, der er en slags udslusningshjem for fanger, som efter fængselsvæsenets skøn endnu ikke er helt parate til at indgå i samfundet.

Fængselspræst i Horsens pastor Broe omtaler Carl Thygesen som "en meget mærkelig fange - en slags dobbeltgænger", fordi han både er meget religiøs og samtidig er i stand til at begå uhyrlige sædelighedsforbrydelser.

Ifølge pastor Broe kan dette paradoks muligvis skyldes, at Carl Thygesen er epileptiker - et skøn som dog ikke er lægeligt underbygget og nok må stå for pastorens egen regning.

Det er ikke kun politiet, der gransker i Carl Thygesens fortid. Det gør dagspressen også, da meddelelsen om hans anholdelse bliver offentliggjort, og en jysk avis kan bidrage til den i forvejen ophidsede folkestemning med en oplysning om, at "Thygesen er en i bund og grund slet person"!

Fredag den 8. juni bliver Carl Thygesen underkastet et langvarigt forhør, hvor politiassistent Hauerbach går hårdt til ham, og det varer ikke ret længe, før han roder sig ud i nogle vidtløftige forklaringer og selvmodsigelser.

Da det er tydeligt, at Thygesen lyver om, hvor han har opholdt sig onsdag eftermiddag og aften, beslutter Hauerbach at foretage en ransagning i hans hjem, og her finder politiet en rulle sejlgarn af samme type, som Astrid er blevet hængt med.

De mange selvmodsigelser og fundet af sejlgarnet belaster naturligvis Carl Thygesen voldsomt, men selv om nettet er ved at strammes om ham, benægter han stadig kategorisk ethvert kendskab til mordet på den lille pige.

Mens situationen ser allermest håbløs ud for Carl Thygesen, får han dog en opløftende meddelelse, da der kommer svar på de kemiske undersøgelser af hans tøj, og meget mod sin vilje må politiassistent Hauerbach erkende, at der ikke er fundet beviser på, at Thygesen har været i Marselisborgskoven.

Søndag den 10. juni klokken 10.00 bliver Carl Thygesen fremstillet for en dommer, og denne gang er det politimester Christian Magdalus Jespersen, der stiller spørgsmålene.

Carl Thygesen er endnu ikke orienteret om resultatet af obduktionen. Han kender heller ikke de vidneudsagn, politiet har fået under efterforskningen, og politimesteren lader ham uhindret fremføre sine løgne og bortforklaringer, indtil han pludselig stopper hans talestrøm og forelægger ham politiets beviser.

Da det går op for Carl Thygesen, hvor stærk politiets bevisførelse er, sidder han et øjeblik tavs, og så siger han: "Jeg er en morder", og derefter vælger han at lægge kortene på bordet og fortæller detaljeret og uden omsvøb, hvordan det gik til, da han myrdede Astrid.

Da Marianne var løbet bort, trak han Astrid med ind i skoven og lokkede hende til at tage kjolen af ved at love hende en krone. Derefter voldtog han hende og mishandlede hende på forskellig vis, og da det gik op for ham, at han havde bragt sig selv i en meget dårlig situation, blev han bange for at blive opdaget og fandt snoren frem fra lommen og bandt den om halsen på Astrid.

Til sidst hængte han hende i træet - uden at kvæle hende med hænderne først, og derefter gik han hjem til sin familie og lod som ingenting.

Han havde hele tiden været meget omhyggelig med ikke at få spor på tøjet efter forbrydelsen, og det var ikke sandt, at han havde skiftet tøj undervejs.

Da politimester Christian Magdalus Jespersen går i pressen med meddelelsen om Carl Thygesens tilståelse, siger han: "Thygesen er et i høj grad degenereret menneske, som hører hjemme under lås og slå på en sindssygeanstalt"!

Det er tydeligt, at udtalelsen er fremsat i et øjebliks vrede og forargelse, men sådan kan en politimester naturligvis ikke sige, inden der er faldet dom i sagen, og da der er faldet en smule ro over sindene, modererer han sin udtalelse en smule: "Om Thygesen vil blive straffet, kan jeg ikke sige, for han er delvis utilregnelig, men jeg håber i hvert fald, at han må blive gjort uskadelig på livstid".

Sørgetog ved Astrids begravelse. Alle byens kirkeklokker ringede, og øjenvidner anslår, at 10.000 fulgte hende til graven.

Onsdag den 13. juni går Aarhus på det nærmeste i stå, da den lille Astrid bliver begravet. Overalt i byen går flagene på halv stang, og klokken 19.00 bæres den lille blomstersmykkede kiste ud fra kapellet på Aarhus Kommunehospital af byens postbude, men allerede midt på eftermiddagen er aarhusianerne begyndt at strømme til Nordre Kirkegård, hvor begravelsen skal foregå, og øjenvidner vurderer, at cirka 10.000 mennesker følger den lille pige til graven.

Forrest i optoget går 8. regiments musikkorps, og foran kisten går hvidklædte småpiger fra Astrids skoleklasse og strør blomster på vejen. Alle byens præster deltager i følget, og alle byens kirkeklokker ringer under hele ceremonien.

Da pastor Lyngby taler til forsamlingen fra en talerstol, der er rejst på kirkegården, og da han lidt senere forretter jordpåkastelsen, er trængslen så stor, at adskillige kvinder besvimer.

Aarhuus Stiftstidendes reportage fra Lille Astrids Jordefærd, som ifølge avisen blev fulgt af en Folke-Demonstration med op mod 15.000 deltagere. Arrangør var den navnkundige socialdemokrat Peter Sabroe, som normalt var branfri men den dag optrådte med pli og holdt sig i skindet.

Den gribende sørgehøjtidelighed er arrangeret af det socialdemokratiske byrådsmedlem Peter Sabroe, som efter jordpåkastelsen går på talerstolen og takker de mange fremmødte for deltagelsen på familien Olsens vegne.

Der bliver senere rejst en mindesten på Astrids grav. Stenen er bekostet af en indsamling blandt byens borgere, og der indkommer så mange penge ved indsamlingen, at der også bliver et pænt overskud til den fattige familie.

Dagen efter begravelsen skriver en københavnsk avis tværs over forsiden: "Den største Sørgedemonstration Aarhus nogensinde har set"!

Byens postbude bar Astrids kiste.

Der er imidlertid stadig mange aarhusianere, der frygter, at Carl Thygesen vil slippe ustraffet fra sin handling, for "manden er jo gal - ham kan politiet få til at tilstå alt!", og den 2. august bliver Thygesen da også ganske rigtigt overført fra arresten i Aarhus til Sindssygehospitalet i Risskov, hvor han bliver anbragt i en enecelle.

Her forsøger han allerede efter to dage at begå selvmord ved at rive sit pudebetræk i strimler og binde strimlerne sammen, så han kan hænge sig i dem, og der er en del, der tyder på, at Thygesen mener det alvorligt, for han er, ifølge lægen der bliver tilkaldt, "næsten død", da han bliver opdaget og skåret ned - men altså kun næsten.

Der er ikke foretaget en henrettelse i Danmark siden november 1892, hvor Jens Nielsen blev halshugget af skarpretter Jens Carl Theodor Seistrup i fængselsgården i Horsens Statsfængsel, men nu forudser justitsminister Peter Adler Alberti, at situationen kan opstå igen, og for at være forberedt, retter han henvendelse til Jens Seistrup for at høre, om han stadig har de nødvendige remedier klar.

Det har Jens Seistrup ikke, for selv om han har hævet 1600 kroner årligt for at stå til rådighed i de 14 år, der er gået siden Jens Nielsens henrettelse, så har han absolut ikke lyst til at foretage en eventuel henrettelse af Carl Thygesen, og resultatet bliver fornuftigt nok, at justitsminister Alberti fyrer Jens Seistrup og ansætter en ny skarpretter, den 37-årige tidligere slagter og politibetjent Carl Peter Herman Christensen fra Slagelse, der bestrider hvervet indtil 1926 uden nogensinde at komme i aktion.

I mellemtiden løser problemet dog sig selv, for den 7. november 1906 meddeler Aarhus politi, at Carl Thygesen samme nat klokken 04.00 er afgået ved døden på grund af lungebetændelse på Sindssygehospitalet i Risskov, og den løsning passer givetvis både justitsministeren og det danske retssystem godt.

Den københavnske avis Dagbladet skriver: "Manden med Leen kom Manden med Øksen i Forkøbet"!

Som alle begivenheder på den tid bliver "Marselisborg-mordet" naturligvis beskrevet i flere skillingsviser, og en af dem gengiver dramaet på melodien "Jeg elsker den gamle den vaklende Rønne":

"Et Drama saa grufuldt har atter set Dage

beskrive det ret, dertil mangler man Ord

man væmmes og gyser tilbage ved Sagen

den lyder saa sælsom, at knapt man det tror

En syvaarig Pige, saa livsglad og lystig

løb legende rundt i Marselisborg Skov

Forældrene sendte derud hende trøstig

de tænkte jo hverken paa Mord eller Rov

Men midt under Legen sig nærmed' en Herre

han talte saa lokkende pænt til de smaa

da de vilde løbe, han for dem mon spærre

og bad da den ene om at med sig gaa

Saa lod hun sig lokke, hun aned' ej Faren

troskyldig hun fulgte i Skoven ham ind

den anden løb Hjem, Astrid var i hans Garn

snart flygtede Rødmen bort fra hendes Kind

Langt inde i Skoven han afklædte hende

og øvede Vold - ingen har hende hørt

langt var der til men'sker i Skoven langt inde

Forbryderen raat har sin Udaad udført

Sin dyriske Lyst har han først faaet styret

og Mordlysten derpaa har grebet hans Sind

man knapt det kan tænke, men derpaa har "Dyret"

hængt Stakkelen op - bleg er nu hendes Kind

Forældrene savnede snart deres Lille

i Skoven man søgte, ej hende man fandt

man anede snart dog, Sagen stod ilde

man søgte forgæves, mens Taarerne randt

Først da Politiet i Haanden tog Sagen

blev Skoven søgt gennem, da fandt man den Smaa

ophængt i et Træ, nøgen, hvid som et Lagen

af Rædsel et Øjeblik stille man staa

Nu førtes den lille saa hastigt tilbage

til Hjemmet, Forældrenes Sorg er saa stor

enhver kan det fatte, den Sorg og den Klage

ej skuer de mere deres Lille paa Jord"

Allerede tre år før mordet på Astrid Olsen - i 1903 - har det aarhusianske Rigsdags- og Byrådsmedlem Peter Sabroe brugt skomager Carl Thygesen som "model" i en artikelserie i avisen Demokraten, hvor han agiterer for en mere human forvaring og behandling af psykisk syge patienter.

Peter Sabroe beskriver i flere artikler, hvordan psykiske afvigere bliver korporligt afstraffet på landets sindssygehospitaler, og sammen med flere andre eksempler i hans kampagne er Marselisborg-mordet medvirkende til, at Rigsdagen i 1910 vedtager en lov om "Uddannelse af Plejere for de Sindssyge".

Boguddrag: Manden med leen og manden med øksen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce