Cambodia? Tjah, hvorfor ikke?

»Jeg føler mig hjemme i Fjernøsten. Jeg trives med varmen i troperne og har det bedre både fysisk og psykisk derude. Når jeg er herhjemme, bliver jeg altid et skrantehoved, men derude har jeg det så godt, at jeg ikke engang behøver at tage min blodtryksmedicin,« fortæller Nina Ferdinand, der her er fotograferet i Cambodia. Privatfoto

Cambodia? Tjah, hvorfor ikke?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nina Ferdinand er født rejselysten og får nu afløb for trangen som hotelejer i Phnom Pehn. Mød sygeplejersken, der efter år som alternativ behandler fik en opfordring fra sin søn og sagde farvel til Aarhus.

»Jeg er ikke sådan én, der tænker så længe over tingene. Jeg går bare i gang, og så løser vi problemerne, efterhånden som de opstår. Og hvis det ikke lykkes, kan man jo altid rejse hjem igen.«

58-årige Nina Ferdinand smiler stilfærdigt. Selv om hendes livshistorie er lidt ud over det sædvanlige, er hun ikke dén, der slår ud med armene og buldrer af sted. Og hun serverer sin beretning, som var det en fortælling om en tur i Føtex. Der skal mere til at imponere her.

Cambodia
<p>Kongeriget, der styres som et konstitutionelt monarki under kong Norodom Sihamoni, ligger klemt inde mellem Thailand, Laos og Vietnam og med en kystlinie ud til Siambugten. </p>

<p>Turismen er voksende i landet, der er fire gange så stort som Danmark og tæller knap 15 millioner indbyggere. Hovedstaden, Phnom Phen, ligger midt i den sydlige del af landet, mens Angkor Wat, en tempelruin og et af verdens vidundere, ligger i landets nordøstlige hjørne.</p>

<p>Cambodia var engang hovedsædet i det magtfulde khmerrige, 802-1431. I 1970?erne var landet ramt af borgerkrig; Pol Pot og De Røde Khmerer overtog magten fra 1975 til 1979 og dræbte næsten en fjerdedel af befolkningen, hvilket har præget landet i årtier efter.</p>

<p>Religionen er overvejende buddhistisk i Cambodia.</p>

Når disse linjer læses, er Nina hjemme igen - hjemme i Phnom Pehn, Cambodias hovedstad, hvor hun sammen med sin ældste søn Villads driver et hotel. Forinden har hun været to måneder i Danmark for at hilse på familie og venner, og vi mødes hos en veninde, der er en af dem, som lægger lejlighed i Aarhus midtby til, når Nina er på besøg i fødelandet. Nina ejer ganske vist stadig sine afdøde forældres hus i Højbjerg, men det er lejet ud på åremålsbasis, for Nina har ikke planer om at vende hjem - ikke foreløbig i hvert fald.

»Jeg føler mig hjemme i Fjernøsten. Jeg trives med varmen i troperne og har det bedre både fysisk og psykisk derude. Når jeg er herhjemme, bliver jeg altid et skrantehoved, men derude har jeg det så godt, at jeg ikke engang behøver at tage min blodtryksmedicin.«

»Jeg var et sted i mit liv, hvor jeg var klar til at prøve noget nyt,« husker 58-årige Nina Ferdinand, der lagde Aarhus bag sig og rejste til Cambodia for at drive et hotel med sin søn. Foto: Kim Haugaard
»Jeg var et sted i mit liv, hvor jeg var klar til at prøve noget nyt,« husker 58-årige Nina Ferdinand, der lagde Aarhus bag sig og rejste til Cambodia for at drive et hotel med sin søn. Foto: Kim Haugaard
Foto: Kim Haugaard

Tropejuice og skyline

Når Nina slår øjnene op i sin fjerdesals-lejlighed i Phnom Pehn, kan hun kigge ud over den myldrende, internationalt orienterede hovedstad i Cambodia. Hun har lejet den 60 kvadratmeter store bolig for så lidt, at det svarer til noget nær en tredjedel lejlighed i Aarhus. Og i tilgift har hun fået 60 kvadratmeter tagterrasse - og skyline-udsigt.

Hun cykler til hotellet, Goldie Boutique Guest House, på fem minutter, og »det kan man sagtens, hvis man er vågen,« smiler hun. Trafikken i Phnom Pehn afvikles ikke så regelret som i Aarhus, lader hun forstå.

Når hun ankommer, skænker hun sig et glas koldt juice, presset af friske tropefrugter, inden hun går om bord i arbejdsdagen, der let sniger sig op på 10-12 timer, men til gengæld foregår i et andet tempo end i Danmark.

Trafikken er kaotisk, men tempoet langsomt i Phnom Penh, hvor Nina Ferdinand færdes på cykel i hverdagen. Privatfoto
Trafikken er kaotisk, men tempoet langsomt i Phnom Penh, hvor Nina Ferdinand færdes på cykel i hverdagen. Privatfoto
Foto: Henrik Ferdinand

»Der er ingenting, der haster i Cambodia. Hvad vi ikke når i dag, når vi i morgen.«

Det er sundt for sådan én som Nina, der to gange måtte dykke ned med stress, mens hun levede i Danmark. Anden omgang varede et år, inden hun var klar til arbejdslivet igen.

Nina er datter og mellemste barn ud af tre af etnografen Klaus Ferdinand, der ledte Moesgård Museums etnografiske afdeling og startede etnografi-studiet på Aarhus Universitet. Han havde udlængsel om nogen. Hans speciale var nomadestammer i Afghanistan, og da Ninas storesøster blev født, var han på en mere end to år lang rundrejse med en nomadefamilie. Han så derfor først barnet, da hun var fyldt to år.

»Min far var et meget kærligt menneske, men også meget travl. Han arbejdede hver evigt eneste dag, indtil han døde som 78-årig,« husker Nina, der aldrig selv var med, når faderen rejste ud på ekspedition. Ofte tog hendes mor med, for hun kunne som kvinde få adgang til de ellers lukkede kvindetelte i Afghanistan og dermed lave vigtigt feltarbejde for sin mand. I mellemtiden var de tre børn anbragt hos deres bedstemor, der på et tidspunkt var alene med dem i hele ni måneder, inden forældrene vendte hjem igen.

Tunge tider

»Dengang tænkte vi ikke så meget over det. Vi var jo med, når vores forældre tog på ferie. For vores generation er det nok mere naturligt at tage vores børn med, når vi tager ud på langvarige rejser. Det gjorde vores forældres generation ikke,« konstaterer Nina med et skuldertræk.

Som ung forfulgte hun forældrenes eksempel og tog på lange rejser, bl.a. til Østen.

»Alt i alt har jeg tilbragt over to år i Østen, inden jeg flyttede til Cambodia.«

Hun boede også en periode i England, inden hun vendte hjem til Danmark og overvejede en uddannelse.

»Jeg er ordblind, så jeg blev frarådet at gå på universitetet. I stedet valgte jeg at blive sygeplejerske, fordi det gav mig mulighed for at bruge min uddannelse ude i verden,« fortæller Nina, der så småt har taget hul på frivilligt sygeplejearbejde i Cambodia, hvor fattigdommen sine steder er stor og behovet derfor åbenlyst.

Som sygeplejerske har Nina arbejdet på adskillige hospitalsafdelinger og med mange forskellige specialer. Noget af det tungeste var tiden på infektionsmedicinsk afdeling på Marselisborg Hospital, hvor man beskæftigede sig med tropesygdomme og hiv. Det var dengang, hvor aids-epidemien brød ud, og afmagten var stor. Behandling var der ingen af, og Nina måtte tage afsked med den ene døende patient efter den anden. Det var hårdt - især når det gjaldt børn.

På boreplatformen

Hun tog en pause som sygeplejerske på en boreplatform i Nordsøen, og det var anderledes sjovt. Hun stod til rådighed på døgnbasis og havde udover sygeplejen også til opgave at sørge for underholdningen på platformen. Det blev til adskillige turneringer i diverse sportsgrene, men hun fordrev også tiden med at læse bøger, fange mørksej i spandevis, se film og vandre ture frem og tilbage på den 450 meter lange platform.

Hun så skrækken i øjnene, når hun skulle hejses ned fra platformen til skibe, hvor der var brug for hjælp til syge. Der var 150 meter ned, og Nina måtte klamre sig fast til rebene ved egen hjælp.

»Jeg gjorde det kun på den betingelse, at der fulgte én med mig, så jeg havde nogen at kigge i øjnene hele vejen ned,« griner hun.

Efter et år gik hun i land. Hun var blevet gravid med Villads, og hendes mand vendte hjem fra sin udstationering i Libyen som ingeniør. Familien slog sig ned i et andelsfællesskab i Stavtrup, og to et halvt år senere kom Martin til. Han er i dag 22 år og læser til fysioterapeut i København.

Martin fik tilbuddet om at være med, da hans 25-årige storebror og mor Nina kastede sig ud i hotelprojektet i Phnom Pehn, men takkede nej. Han er ganske vist bidt af en gal eventyrer som resten af familien, men er også glad for at passe studier og job i Danmark.

»Han ligner mere sin far på det punkt,« smiler Nina.

Blodtrykket steg

Hun og hendes eksmand gik fra hinanden, da drengene var ni og seks år, men har transformeret kærligheden til et nært venskab, der også inkluderer eksmandens nuværende kone. I mange år holdt de alle jul sammen, men det er indtil videre slut nu, hvor Nina har forlagt residensen til Fjernøsten.

»Men min eksmand og hans kone har da besøgt Villads og mig derude,« fortæller hun, der i de to år, hun har boet i Cambodia, til sin glæde har været overrendt af vennebesøg. Det har givet hende en del erfaring som rejseleder, og den erfaring omsætter hun nu til endnu en aktivitet: Hun tilbyder fire årlige rundrejser i Cambodia til danskere, der gerne vil opleve landet under trygge forhold og med en dansktalende guide.

Nina havde selv været i Cambodia år tidligere, da Villads ringede hjem under en jordomrejse og spurgte, om hun ville låne ham penge til at købe et hotel. Det ville hun gerne, men skulle hun ikke lige se det først?

Hun rejste ud af to omgange og havde i anden runde også Martin med til at besigtige land og lokaliteter. De var begejstrede - lige så begejstrede som Villads - og der gik ikke længe, før beslutningen var taget: Nina skulle også have del i ejerskabet.

På det tidspunkt havde Nina sammen med en sygeplejerske-veninde hjemmefra andelsfællesskabet i Stautrup i otte år drevet en alternativ klinik på Banegårdspladsen i Aarhus med tarmskylning, zoneterapi, indiansk-inspirerede behandlinger og andre lignende tilbud. Det var dér, hun var landet, efter hun havde haft et års pause fra arbejdsmarkedet med stress af værste skuffe.

»Jeg havde alt for højt blodtryk, var træt, havde tendens til depression og havde problemer med hukommelsen. Men det var en god læreproces for mig,« konstaterer hun, der gik sammenbruddet i møde som sygeplejerske i hjemmeplejen.

»Som en kollega sagde, så var jeg rigtig dårlig til ikke at gøre mit arbejde ordentligt. Man kunne aldrig nå at gøre tingene så godt, som man syntes, man burde, og jeg måtte igen og igen sige til patienterne »undskyld, jeg bliver desværre nødt til at gå nu.« Det var ikke til at leve med, og i dag ved jeg, at jeg aldrig skal tilbage til det arbejde. Et fast arbejde, hvor jeg ikke selv styrer min arbejdsdag og min indsats - det kan jeg ikke igen. Jeg HAR været der, og jeg brændte sammen af det.«

Pension? Nej tak

Så efter et års sygemelding blev hun alternativ behandler med egen klinik. Det gik godt, indtil finanskrisen ramte. De to sygeplejersker måtte supplere indtægterne ved at tage vagter i deres gamle fag, og da Villads dukkede op med sit gode forslag, var de begge parate til at lukke og slukke på Banegårdspladsen.

»Jeg var et sted i mit liv, hvor jeg var klar til at prøve noget nyt,« husker Nina, der siden ikke har kigget sig tilbage - men på den anden side heller ikke langt frem. At hun er i en alder, hvor hendes jævnaldrende så småt overvejer deres retræte fra arbejdsmarkedet, drømmer store drømme om friheden, der venter, og lægger krone for krone til side til pensionen, bekymrer ikke Nina. Hun ser ikke sig selv som pensionsmoden.

»I øjeblikket bor Villads i Danmark. Han er færdig som markedsøkonom og tager nu en bacheloruddannelse i marketing og innovation, men når han er færdig om halvandet år og kommer ud til mig i Cambodia, kan det da godt være, at jeg indretter mig anderledes,« funderer hun, der lige nu bruger al sin tid på hotellet, hvor hun først og fremmest tager sig af gæsternes velbefindende og holder styr på pengesagerne.

»Men senere, når Villads kommer ud, kunne jeg måske forestille mig at dele min tid mere mellem Cambodia og Danmark,« overvejer hun løseligt.

At skille sig af med hotellet er ikke en mulighed, lader hun forstå. Hun elsker sit arbejde og glæder sig over, at økonomien i foretagendet har balanceret fra dag 1, at de har kunnet beholde alle de 22 ansatte, og at gæsterne strømmer til. Nogle er sågar ikke til at komme af med igen.

Gæster på langtidsparkering

»Vi har en mand, der har boet hos os i to år nu. Og en anden, som bor hos os syv måneder ad gangen. Vi deponerer hans møbler, når han væk, og sætter dem frem til ham, når han kommer tilbage, så på den måde føler han altid, at han kommer hjem,« smiler Nina, der også boltrer sig i byens internationale miljø, som tæller mange danskere.

»Vi har en hæveautomat på hotellet, og mange benytter sig ofte af den. På den måde lærer man jo folk at kende.«

Kun i april-maj, hvor temperaturen når op på 42 grader, og luftfugtigheden er høj, inden regntiden sætter ind, ønsker Nina klimaet hen, hvor peberet gror.

»I de måneder er jeg nødt til at tænde for airconditionanlægget i mit soveværelse, og så opholder jeg mig ikke andre steder.«

Hun savner ikke noget i Danmark udover familie og venner, som heldigvis er flinke til at besøge hende.

»Og rugbrød får jeg af Jens Peter, der også bor i Phnom Pehn. Han er tit hjemme i Danmark, og når han vender tilbage, medbringer han nogle kæmpestore brød, som jeg kan fryse ned,« griner hun.

Indtil videre lader Nina sine fremtidsplaner være åbne. Troperne har sat sig i hende. Hun tager tingene, som de kommer, og i det tempo, som hun finder passende.

»Jeg ved ikke, hvor længe jeg bliver i Cambodia. Jeg kommer nok hjem til Aarhus på et tidspunkt... eller... det ved jeg faktisk ikke. Jeg tænker ikke så meget over det. Det føles faktisk som et ret rart sted at være - dér, hvor man ikke ved, hvad man skal i fremtiden. Alting løser sig jo alligevel.«

Cambodia? Tjah, hvorfor ikke?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce