Den glemte triumf: Montricen fra Ormslev blev verdensmester i fodbold

Der var stor interesse for det danske hold. Her er tv-folk i gang. Mona Gissel til venstre. Arkivfoto

Den glemte triumf: Montricen fra Ormslev blev verdensmester i fodbold

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mona Jensen blev verdensmester i fodbold i 1971: "Der var ikke meget legetøj. Jeg var glad, hvis der var en plastikbold og et par sommersko. Og støvler til vinter. "

AARHUS: Mona Gissel fra Ormslev var med, da Danmark i 1971 blev verdensmester i fodbold for kvinder. "Den glemte triumf" kalder forfatteren Hans Krabbe den titel, som spilleren fra Aarhus-klubben AIA var med til at hjemføre.

I bogen "Den glemte triumf", der er udgivet på forlaget Turbine, har forfatteren portrætteret alle mestrene. Vi bringer her kapitlet om Mona Gissel, der i dag hedder Mona Jensen.

Der var også tid til udflugter i Mexico. Her besøger spillerne en avis. Fra højre Mona Gissel, Susanne Augustesen og Marianne Kamp. Arkivfoto
Der var også tid til udflugter i Mexico. Her besøger spillerne en avis. Fra højre Mona Gissel, Susanne Augustesen og Marianne Kamp. Arkivfoto

- Jeg var heldig. Der var jo dem, der slet ikke kom ind. Men Asta gik i stykker, og så fik jeg det sidste kvarter i finalen. Det gik udmærket, synes jeg. De andre jublede og hoppede og dansede og gjorde ved. Jeg tror ikke, det helt gik op for mig, at vi havde fundet. Jeg var nok lidt overvældet og vist bare mest glad for, at jeg havde fået lov til at komme ind, for jeg havde jo ikke været med i de andre kampe.

Der er noget symptomatisk i, at den 66-årige Mona Gissel, der i 1971 hedder Jensen til efternavn, repræsenterer den traditionsrige aarhusianske arbejderklub AIA på VM-holdet. Mona Gissel er nemlig selv rundet af en klassisk arbejderfamilie med en far, der er jord- og betonformand og en mor, der går hjemme og passer familien med fire børn; Mona vokser op med to storebrødre og en lillesøster.

- Jeg kom fra små kår. Rigtig små kår. Der var kun en indtægt. Vi boede i Ormslev i en lille arbejderbolig, der var bygget til fattige familier. Jeg tror, den hørte under kirken, eller måske godset Constantinsborg. Der var ikke meget legetøj. Jeg var glad, hvis der var en plastikbold og et par sommersko. Og støvler til vinter. De andre familier fik træk og slip, men det gjorde vi ikke. Jeg tror, jeg var 16, før vi fik toilet. Det var luksus. Dengang syntes jeg, det var godt nok, for vi havde jo ikke prøvet andet. Men jo ældre jeg blev, jo mere tænkte jeg over det.

Nok er forholdene beskedne, men landsbyen Ormslev små 10 kilometer stik vest for Aarhus er alligevel et godt og trygt sted at være barn. Og der er mange af dem. De turer rundt gennem folks haver og leger put og spark-dåse. Og de får lov til det. Og så spiller de fodbold. Det er på engen nede i bunden af Ormslev. Ikke en rigtig fodboldbane, men et grønt område, hvor ungerne hænger ud, indtil katastrofen sker, og deres velbesøgte fristed bliver lavet om til rutebilgarage. Mona stikker hverken dengang eller i dag snuden frem. Hun er beskeden og snakker ikke over sig. Men når det kommer til fodbolden, så vokser hun. Hun elsker at lave en tunnel på drengene eller bare løbe fra dem med bolden. Det er nærmest afstressende, og hun er god. De andre piger bliver beordret i mål, men Mona spiller ude. Sammen med drengene. De vil alle være på hold med hende. Det er en god tid.

- Min far fandt en læreplads ved en købmand. Det var ikke lige mig. Vi svingede ikke, og jeg var nok også for ung til at komme ud. Jeg skulle have taget 10. klasse med. Det var ikke fordi, jeg ikke kunne finde ud af lektierne. Jeg lå vel midt i, tænker jeg. Men jeg var træt af skolen.

Aarhuus Stiftstidende fortalte også om Mona Gissels triumf efter hjemkomsten.
Aarhuus Stiftstidende fortalte også om Mona Gissels triumf efter hjemkomsten.

Arbejderidrætten

Mona Gissel læser i vinteren 1969-70 i avisen, at arbejderidrætsklubben AIA i det vestlige Aarhus planlægger at tage kvindefodbold på programmet. Initiativet kommer fra den daværende AIA-leder og senere socialdemokratiske borgmester i Aarhus Flemming Knudsen. Der er 10 kilometer på cykel fra hjemmet i Ormslev til anlægget på Åhavevej. Det er overskueligt i modsætning til, hvis hun skal begynde i Hjortshøj-Egaa Idrætsforening - i daglig tale HEI - der ligeledes i slutningen af tresserne får øje på kvindefodbolden. Men de holder jo til i forstaden ude nord for byen. Arbejdernes Idrætsklub Aarhus stiftes i august 1918 af spillere, der er utilfredse med at bruge AGF's baner i det centrale Aarhus. Navnet signalerer fra begyndelsen, at man står for noget andet end de fine fra AGF. Frem til midten af 1960'erne etablerer de blåblusede fra AIA sig som førsteudfordreren til den gamle gymnastikforening, og den 24. august 1955 ramler de to klubber for første gang sammen i landets bedste fodboldrække. 22.000 tilskuere ser på Aarhus Stadion lokalrivalerne spille 1-1. Mest kendte AIA'er bliver landsholdsspilleren Poul Pedersen, der som den første opnår 50 landskampe for Danmark og vinder sølv ved OL i Rom i 1960.

I slutningen af 1960'erne er en af AIA's markante ledere Verner Schlæger, der har plads i hovedbestyrelsen for Dansk Kvinde Fodboldunion. Det gør ham selvskreven til den udtagelseskomité, der vælger VM-spillerne. Tillidshvervet udruster ham samtidig med den platform, der gør, at det senere æresmedlem i guld i AIA kan pleje en af sine egne. På den måde adskiller skrivemaskinereparatøren og fagforeningsmanden Schlæger sig ikke fra sine UK-kolleger rundt om i landet. Alle tilgodeser de deres yndlinge, uanset om de kommer fra Vestjylland, Fyn eller Københavnsområdet.

- Nogen må have set noget talent i mig, og der er ingen tvivl om, at Verner var mit talerør. Året før var Femina blevet verdensmestre, og nu hørte vi så, at der skulle udtages et rigtigt landshold. Verner var opmærksom på, at der skulle spillere med fra hele Jylland og ikke kun fra de vestjyske klubber. Vi var to fra AIA til udtagelseskampene. Verner kørte. Så spillede vi kampene, og så kørte vi hjem igen. Det gjorde vi ofte det forår. De andre fra Jylland kendte hinanden i forvejen. Jeg følte mig meget alene. Jeg sagde ikke et kvæk, det var jeg alt for genert til. Men Verner snakkede for mig. Han var god for mig, og han ville have stået på hovedet for mig, hvis jeg havde bedt ham om det. Jeg var aldrig kommet afsted alene. "Vi kan ikke have dig med på landsholdet, hvis du ikke er i ordentlig form". Han heglede mig igennem, og jeg endte med at være i god kondition til sidst. Men vi hyggede os også og pjattede. Verner var foreningsmand helt ud til fingerspidserne. Ja, han var lig med AIA, og så var han vellidt og en rar fyr. Når du havde en aftale med Verner, så havde du en aftale.

VM-turneringen får ellers den værst tænkelige optakt for Mona, der bliver skadet den første dag i det mellemamerikanske. Efter hjemkomsten nedtoner Mona da også sin egen indsats i et stort opfølgningsinterview i Aarhus Stiftstidende.

- Der er nu ikke så megen grund til ståhej. Jeg var jo desværre turist det meste af de fem uger. Allerede den første dag, vi var i Mexico, blev jeg skadet under træningen. En blodsamling i min ene ankel holdt sig, og først til finalen var jeg spilleklar igen, lyder det fra AIA's nye kendis til den lokale avis.

Turen står den 20-årige fabriksarbejderske i 3000 kroner i tabt arbejdsfortjeneste. Men oplevelsen er alle pengene værd. Før den fem uger lange rejse har hun aldrig været længere væk fra Danmark end Malmø.

Efter mesterskabet var der mange lykønskninger fra mange verdenshjørner.
Efter mesterskabet var der mange lykønskninger fra mange verdenshjørner.

Anerkendelsen

Mona Gissel elsker det gamle AIA-klubhus på Åhavevej. I dag ligger det store motorvejskryds i Viby, hvor AIA'erne i gamle dage fylder klubhuset til sidste plads og holder klubfester, der stadig snakkes om blandt de ældre med historien på plads. Atmosfæren er enestående, når der er ild i pejsen, og snakken går efter en kold vintertræning. For Mona bliver det aldrig det samme, efter at AIA i 1974 fusionerer med Tranbjerg Idrætsforeningen og bliver til AIA-Tranbjerg med base på Grønløkke Alle i Tranbjerg fem kilometer længere mod sydvest.

- Der var en stor tavle, hvor der stod, hvor holdene skulle spille. Men var vi sat på til at spille på de gode baner, så viskede mændene det bare ud. De gjorde, hvad der passede dem. Det oplevede vi adskillige gange. Vi gik og skumlede og syntes, det var rigtig dårlig gjort af dem. Nu havde vi endelig fået lov til at spille på den gode bane, og så lavede de det bare om. Men til 25 års jubilæet fik vi lov til at spille på opvisningsbanen. Det var dengang, Flemming Knudsen var hovedformand.

Bent og Mona møder hinanden, da de er midt i tyverne. Også Bent er et fodboldmenneske. "Han var jo groet fast, derovre i Kolt-Hasselager", som Mona siger med et smil til manden, der er håndboldtræner og formand for fodboldafdelingen i KHIF, da parret møder hinanden. De køber parcelhuset i Sønderbækparken i Fruering et par kilometer øst for Skanderborg i 1978. Ditte kommer til året efter, mens Lotte er fra 1987.

Det bliver til nogle år på Danfoss i Viby, mens langt størstedelen af Monas arbejdsliv tilbringes på højttalerfabrikken Dynaudio i Skanderborg, hvor hun er, indtil hun i 2011 går på efterløn. Det er en god beslutning på et tidspunkt, hvor Mona er presset af, at alt konstant forandres på virksomheden. Den slags blive sværere at håndtere, jo ældre man bliver.

Efter VM-triumfen modtages den unge arbejderpige Mona af et samlet Ormslev. "Kære Mona! Hjertelig til lykke i anledning af din medvirken til det fine Verdensmesterskab. Hilsen Ormslev Borgerforening". Mona har kortet endnu. Også det fra de 39 i landsbyen, der samler 210 kroner sammen, som er vedlagt på en check. "Kære Mona. Vi er en kreds af Ormslevborgere, der er så imponerede af din præstation i fodbold, at vi vil hædre dig med en lille opmærksomhed. Vi håber fremover, at du også udenfor fodboldbanen vil kæmpe for kvindernes ligeberettigelse". Også klubkammeraterne i AIA anerkender Monas indsats og forærer hende et tinkrus. De mange venlige kvitteringer brænder sig fast i hukommelsen. Mona er ikke vant til, at der bliver gjort noget særligt ud af hende.

- Det chokerede mig, at byen havde samlet sammen for at give mig en pengegave. Det var købmanden, der kom hjem til os med den. Jeg var jo blevet set på som en værre en, der løb og spillede fodbold med drengene nede på engen om aftenen. Mine forældre gav mig frie tøjler, men der var andre voksne, der mente, at jeg burde ligge hjemme i min seng og ikke føjte rundt på den måde. Og det gav de udtryk for. Mange år efter mødte jeg en af dem på lokalarkivet. "Åh, det var dig med fodbolden ... ". Så havde piben pludselig fået en anden lyd. I dag er jeg glad for, at jeg kom på banen. Jeg har jo opdaget, hvor meget det har betydet for nogen af de andre, at de ikke fik spilletid.

-

Mona Jensen er født 1951. Forsvarer. Fra et arbejderhjem på landet. Rundet af arbejderidrætten. Skadet i Mexico. Men fik spilletid. Nyder efterlønnen sammen med Bent. Bor i Skanderborg.

I AIA tog klubkammeraterne imod Mona Gissel med en pokal. Foto udlånt af AIA
I AIA tog klubkammeraterne imod Mona Gissel med en pokal. Foto udlånt af AIA

Den glemte triumf: Montricen fra Ormslev blev verdensmester i fodbold

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce