Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Efter to år med kræft: Nu er Victor omsider i mål

- Der er flere af dem, jeg har været indlagt sammen med, som har fået tilbagefald, men jeg har selv hele tiden troet på, at jeg blev rask, siger Victor Hansen, der som 14-årig blev ramt af leukæmi, men nu er tæt på færdig med sin behandling. Foto: Axel Schütt

Efter to år med kræft: Nu er Victor omsider i mål

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Efter to år med leukæmi og hårde kemobehandlinger er Victor Hansen nu så tæt på rask, som man kan komme. Den 15-årige ser frem til et helt almindeligt ungdomsliv.

Sorring: I to år har Victor Hansen gået med hue. Og han gør det sørme endnu.

Der er ellers ingen grund til det længere, for det hoved, der var blevet bart som en badebold efter mange, udmattende kemobehandlinger, er nu smukt prydet af en kobberrød, tæt hårpragt. Men Victor beholder alligevel huen på.

- Jeg har vænnet mig til den, og nu er det svært at tage rykket og hive den af, siger han med et afvisende skuldertræk, mens hans forældre, Jette og Søren Hansen, tjatter lidt til strikprydelsen på deres yngste søns hoved. Den er én i en lang række af huer, som efterhånden er blevet slidt op, og denne her er da også ved at miste farveglansen.

Det er Victor til gengæld ikke. Han ser bedre ud end længe. Den mere end magre krop har fået lidt huld, ansigtet er ikke længere rundt af medicinen, huden har kulør og øjnene liv, og benene er blevet lange. Nu kan man pludselig se den teenager, som Victor har gået og gemt på, mens han sled sig igennem en hård behandling for leukæmi.

- Vi var tætte i forvejen, men vi er ikke blevet mindre tætte. Man siger, at enten bliver folk skilt, eller også bliver de meget stærkere af sådan en oplevelse. Og vi er da ikke blevet skilt, så vi er vel blevet stærkere, mener Jette Hansen, der sammen med sin mand Søren i to år har haft fuldt fokus på deres leukæmiramte søn Victor. Foto: Axel Schütt
Større ledelse, færre chefer: Ny ledelsesstruktur på Aarhus Universitetshospital
Victor og familien
15-årige Victor Hansen, født 6. december 2001, fik i august 2015 konstateret leukæmi af typen ALL. Helbredelsesprocenten er på over 90 for denne type, men inden man bliver erklæret rask, skal man igennem to og et halvt års behandlingsforløb.Det første år skal man regne med 120-150 hospitalsdage. Behandlingen består, udover kemoterapi, af bl.a. smertestillende medicin, kvalmedæmpende medicin og ekstra væske.

Det første halve år må barnet ikke komme i skole eller opholde sig steder med mange mennesker pga. infektionsrisikoen og det lave immunforsvar. Herefter øges samværet med andre mennesker gradvist.

Victor bor i Sorring sammen med sin mor Jette, 46 år, far Søren, 47 år, storesøster Katrine, 19 år, storebror Kasper, 16 år, og hunden Alfhild. Katrine og Kasper går begge på HHX i Silkeborg, mens Victor skal i 9. klasse på Fårvang Skole. Jette er graver på en lokal kirkegård, og Søren er halinspektør i Låsby.

Århus Stiftstidende har fulgt familien Hansen igennem Victors sygdomsforløb, og dette er den afsluttende artikel. De første artikler blev bragt 7. februar 2016, 6. marts 2016, 28. maj 2016, 30. juli 2016 samt 18. september 2016 og kan genlæses på stiften.dk.

Da dommen faldt

Det var 28. august 2015, at dommen faldt. Efter en måned med usigelig træthed og et par dage med mange undersøgelser kom opringningen fra Aarhus Universitetshospital til Victor og familien i Sorring: Han havde leukæmi.

Alt gik i stå. Familien var i undtagelsestilstand. De ældre søskende, Kasper på nu 16 år og Katrine på nu 19 år, satte deres travle liv på pause og var mere hjemme, end de ellers ville have været. Og mere alene hjemme, end de ellers ville have været, for forældrene var ofte med lillebror på længerevarende ophold på sygehuset.

Jette og Søren, nu henholdsvis 46 og 47 år, søgte straks orlov fra deres daværende job som gravere på lokale kirkegårde. Den første måned var de hjemme på fuld tid. Derefter delte de en orlov sådan, at de begge arbejdede halvtids.

I dag er de tilbage i arbejde 37 timer om ugen. Og nu i nye job. Jette har fået en anden stilling som graver på en lokal kirkegård, og Søren er blevet bestyrer af hallen i Låsby. De har travlt. Og det har Victor også.

Da diagnosen blev sat for to år siden, måtte Victor, der netop var begyndt i 7. klasse på Fårvang Skole, trække sig fra alt offentligt liv. Hans helbred var så skrøbeligt, at han skulle holde sig inden døre og væk fra mange mennesker. Hans immunforsvar var i bund, og en simpel forkølelse kunne give ham svære problemer.

Jeg tænker tit, når jeg hører folk beklage sig over mindre ting: 'Herrestegud, hvis du ikke har andre problemer, har du aldrig haft nogen'.
Jette Hansen, mor til leukæmiramte Victor

Victors seje vilje

Victor blev undervist hjemme af en lærer hver dag, indtil han i takt med, at helbredet blev bedre, kunne begynde i skole igen. Da var der gået et halvt år uden skolegang, uden fodbold og uden det daglige liv med kammeraterne.

I begyndelsen måtte han nøjes med få timers skolegang om dagen, i et isoleret lokale med enkelte klassekammerater, og med flextaxi til transport.

Nu er han på fuld tid, selvom lærerne indimellem sender ham hjem i utide, hvis de synes, han hænger lidt for meget med hovedet. Kræfterne er stadig ikke, som de var før august 2015. Men de øges dag for dag. Snart er det kun dovenskaben, der er en udfordring, lader Victors forældre kærligt forstå. Selv mener Victor, at det er taktisk snilde, når han beder andre springe efter en bold, som han godt selv kunne have hentet.

Victor går stadig til det, der kaldes vedligeholdelsesbehandling, men den er omme sammen med 2017. Kemopillerne skal han tage dagligt frem til foråret 2018. Derefter er også det slut. Til den tid genvinder han forhåbentlig hele den tabte appetit. Det kniber stadig lidt, for pillerne giver kvalme. Især om morgenen.

- Men alligevel har han fået trukket sig selv af sted i skole hver eneste morgen. Han vil bare. Det er vildt nok, siger Jette, benovet over sin søns vilje.

Efter sommerferien begynder Victor i 9. klasse. Han har et sidste folkeskoleår til at indhente alt det, han forsømte i 7. klasse. Det går fint i de fleste fag, men i engelsk og tysk er han bagud, og det irriterer ham. Senere venter efterskolen i Åbybro.

- Victor skal på en ski-linje, for han har ikke helt kræfter til en holdsport endnu, og det behøver jo heller ikke altid handle om fodbold og håndbold. Han er god til at stå på ski, og på efterskolen tager de hensyn til skavanker hos eleverne, siger Jette, der er indstillet på, at hun og Søren får en del transport mellem Åbybro og Sorring, for Victor skal til den tid stadig til kontrol på Skejby Sygehus.

- Men det må vi holde ud i det ene år, det varer, siger de fortrøstningsfuldt.

Victor var tynd, bleg og rundhovedet – på grund af medicinen – da han første gang fortalte om sin sygdom til Århus Stiftstidendes læsere. Arkivfoto fra februar 2016: Axel Schütt

Heldige midt i uheldet

De føler sig heldige midt i uheldet. Heldige, fordi deres søn er kommet igennem en sygdom, som kunne have kostet ham livet.

- Der er flere af dem, jeg har været indlagt sammen med, som har fået tilbagefald, men jeg har selv hele tiden troet på, at jeg blev rask, siger Victor.

Behandlingen er forløbet som forventet, men en enkelt aften fik familien Hansen et chok:

- Pludselig havde Victor blå mærker alle vegne på armene, og vi var sikre på, at sygdommen var vendt tilbage. Jeg vågnede mange gange den nat. Søren kørte ind til Skejby med ham næste morgen, og jeg havde ikke ro, før de ringede til mig og fortalte, at de blå mærker bare var en almindelig reaktion på medicinen, husker Jette og fortsætter:

- Jeg nåede da lige at planlægge, hvordan vi skulle fordele orloven, hvis Victor var syg igen. Den nat blev vi slået hjem for et øjeblik. Men nu kører det igen, som det skal.

- Vi er fortsat videre fremad i fuld fart, og forhåbentlig er leukæmien nu fortid. Men jeg bliver stadig berørt, når vi snakker om Victors sygdom, erkender Søren. Han er nok hårdest ramt. I hvert fald udadtil. De andre i familien er vendt tilbage til normal-kursen og tænker ikke længere meget over den tid, de har været igennem.

En lynafleder igennem hele forløbet har været hunden Alfhild. Hun, der er en krydsning mellem bomuldshund og dværgpuddel, flyttede ind i Hansen-hjemmet som otte uger gammel hvalp nogle få dage efter, at Victor fik sin diagnose. Det var en hurtig, men velovervejet beslutning fra forældrenes side. Nu skulle drengen have den hund, han drømte om. Lige netop nu, hvor han kunne se frem til et langt sygdomsforløb og ingen aktiviteter.

Mange mente, at de ikke var rigtig kloge - at lukke en hund ind i et hjem, der var på randen af kaos.

- Men det var en god beslutning, den rigtige beslutning, konstaterer Søren.

Familien er blevet stærkere

I dag er to-årige Alfhild mest af alt Jettes hund - hendes fjerde barn, erkender hun. Når de andre i familien stryger af sted til sport, har hun Alfhild at spadsere med.

Familielivet er vendt tilbage til den gamle gænge. Men én ting er forandret en smule:

- Vi var tætte i forvejen, men vi er ikke blevet mindre tætte. Man siger, at enten bliver folk skilt, eller også bliver de meget stærkere af sådan en oplevelse. Og vi er da ikke blevet skilt, så vi er vel blevet stærkere, smiler Jette.

Både hun og Søren har i dag svært ved at hidse sig op over småting:

- Jeg tænker tit, når jeg hører folk beklage sig over mindre ting: 'Herrestegud, hvis du ikke har andre problemer, har du aldrig haft nogen', forklarer Jette.

- Men man er nødt til at være lidt overbærende og forstå, at det godt kan være træls, hvis man ikke har sovet hele natten, fordi ens barn har mellemørebetændelse. For os gælder bare, at vi har prøvet dét, der er værre, tilføjer Søren.

Nu venter forældrene spændt på, at Victor vender hjem fra en sommerlejr for kræftsyge børn og unge. Her har en af de deltagende sygeplejersker nemlig garanteret, at ingen er gået igennem lejren uden at have smidt huen, inden de skulle hjem. Victor maner dog til besindighed:

- Sådan kommer det ikke til at gå for mig. I kan godt glemme det. Jeg har stadig huen på, når jeg kommer hjem igen.

- Vi er fortsat videre fremad i fuld fart, og forhåbentlig er leukæmien nu fortid. Men jeg bliver stadig berørt, når vi snakker om Victors sygdom, erkender Søren Hansen. Foto: Axel Schütt