Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

En særlig ven: Angus har passet på Bertram siden kræftdiagnosen for seks år siden


En særlig ven: Angus har passet på Bertram siden kræftdiagnosen for seks år siden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Syv-årige Bertram fik for seks år siden konstateret kræft. Hospitalsklovnen Angus har med sin røde næse og humør gjort de ellers svære kemobehandlinger til en fest.

AARHUS/HERNING: En gang i mellem sker der noget, man som forælder ikke er herre over. Ens barn kommer til skade. Ens barn får en kræftdiagnose.

Heidi Fiil og hendes eksmand, far til Bertram, Brian Steffensen, sad for godt seks år siden sammen og tudede over en rørende tv-dokumentar om hospitalsklovnen Angus, der gjorde livet en smule mere farverigt for en alvorligt kræftsyg dreng.

Kort tid efter fik deres dengang et-årige Bertram det dårligere og dårligere.

- Først tænkte vi, at det var influenza. Men i løbet af en uge blev han svag og apatisk og tabte sig meget. Vi var ved fem vagtlæger og egen praksis, som alle sagde, at vi bare skulle vente, og at han nok skulle blive rask, fortæller Heidi Fiil.

I journalen for Bertram står der, at de "hysteriske forældre" krævede, at han skulle tilses af en børnelæge. Men da børnelægen på hospitalet i hjembyen Herning tilså ham, stod det hurtigt klart, at forældrenes bekymring var begrundet. En scanning viste, at han havde en svulst i den ene nyre, og han blev i al hast kørt til Skejby og Aarhus Universitetshospitals eksperter, der øjeblikkeligt startede ham op på kemokur.

Kort tid før den første operation, der skulle fjerne svulsten, mødte Bertram og hans familie hospitalsklovnen Angus, som umiddelbart vandt Bertrams hjerte.

- Han var hypnotiseret af mig. Og det gjorde, at han ikke lagde mærke til, hvad der skete, fortæller Angus.

- Det er usædvanligt, når de er så små. Der vil de helst være hos mor og far.

Mor Heidi var til gengæld ikke begejstret.

- Min første reaktion da jeg så ham, var "Gå væk. Det er ikke min verden, jeg har ikke et kræftsygt barn." Jeg havde lige siddet og tudet over den skrækkelige film med ham. Men det var jo min verden. Og jeg måtte acceptere, at mit barn skulle have noget med ham at gøre, siger hun.

Og der gik ikke længe, før det var Angus, der skulle med ind til blodprøver og røntgenundersøgelser, mens mor og far blev stående udenfor.

Kirurger fra Taiwan kommer til Aarhus for at lære en særlig kræftbehandling
Hospitalsklovnene
  • Danske Hospitalsklovne er en landsdækkende forening, der arbejder ud fra en grundidé om, at humor, latter og smil fremmer helbredelse.
  • I 2016 var der 45 hospitalsklovne på landsplan.
  • 23. juni arrangerer Hospitalsklovnene 'Spred Glæde Dag', hvor alle opfordres til at tage røde næser på for at sprede glæde - ligesom klovnene gør det hver dag. Næserne kan købes i Lidl og Lagkagehuset.

En fest

Seks år senere skal Bertram denne torsdag ind til det sidste tjek - blodprøve, røntgen og kontrol. Han har nemlig overvundet sygdommen.

Hovedparten af alle tilbagefald for patienter med Bertrams kræftsygdom sker inden for fem år, så efter fem år betragter man med lægens ord tilbagefald som usandsynligt. Og til den store dag er hele familien med - mor, papmor, far, papfar og papsøster. Og selvfølgelig dukker Angus også op. De to har nemlig holdt venskabet ved live, siden første gang de mødtes.

- Det er ikke et nemt forløb, han har været i gennem. Det har varet lang tid. Og lige fra starten har han bare vist mig ubegrænset tillid, siger Angus, med det borgerlige navn Ewan Mackinnon i den korte pause, han kan tage, før Bertram kommer og spørger, hvad vi taler om.

"Dig" siger Angus og får med nogle andre ord fortalt Bertram, at han er sej.

- Tak, lyder det fra Bertram, der lige kan lokkes til at forklare, at han bare synes, at Angus er "rar".

Mere behøver han faktisk heller ikke forklare. For den måde, de er på sammen, fortæller mere end ord kan. Dét smil, Bertram lyser op i, i klovnens selskab. De spørgsmål og den humor, man bliver en del af i deres selskab ...

Imellem blodprøver og røntgen spæner de rundt på gangene på et løbehjul, de har "lånt". Så forsøger de at komme ned i kælderen og op på de øverste etager på sygehuset - selvom det vist ikke er helt efter reglerne. Der bliver trykket på elevatorknapper og tegnet på lægernes illustrationer i konferencerummet. Løbet og hoppet på gangene. Kørt ind i døre og sust ned ad "bakker" i en legetøjbil.

- Bertram synes, det er en fest. Det tager fokus væk fra, hvad det handler om, fortæller Bertrams mor Heidi om Angus' indvirkning på Bertram og familien.

De sidste seks år har Bertram været igennem knapt et års kemobehandling og gået til tjek hvert halve år. Og hver gang har familien så vidt muligt afpasset det efter at komme om onsdagen. Der er hospitalsklovnen Angus nemlig der.

Han kalder sig selv en tre-dimensionel tegneseriefigur, som Bertram og andre børn har kunnet tage til sig.

- Børnene ved godt, at det er falskt, men de vælger at tro på det. Jeg tror, det er det, Bertram gør. Han siger, at hans verden er bedre, når jeg er der med ham, og vi går rundt og gør de ting, vi gør. Børn elsker det, der ikke er helt normalt og lidt anderledes.

Bertram har med Angus' ord været god til at mestre dét at være syg og i behandling. Han har taget det med oprejst pande og håndteret det rigtig godt. Men alle de ting, som han har skullet igennem, kan ligesom hos andre børn sætte sig som traumer. Og det er det, hospitalsklovnene ifølge Angus kan være med til at afhjælpe.

- Du kan fjerne de negative oplevelser ved at fylde børnene med positive oplevelser, siger han og forklarer, at de som klovne giver børnene en mulighed for at knytte nogle andre og bedre associationer til hospitalet, end blodprøver, kemo og operation.

Torsdag 8. juni var Bertram til sidste kontrol på Aarhus Universitetshospital. Imens hans forældre taler med lægen agerer hospitalsklovnen Angus lynafleder med en noget alternativ form for undersøgelse. Foto: Axel Schütt

Sidste gang

Angus er ikke længere en del af de aktive hospitalsklovnene. Han er såkaldt overklovn eller artistisk leder i Hospitalsklovnene og uddanner og administrerer mere, end han agerer klovn på hospitaler.

Men for Bertram og nogle få andre iklæder han sig gerne klovnenæse, kittel og kuffert og underholder, løber på løbehjul, farer vild og lærer fra sig. Det gjorde han også sidst Bertram var til tjek. Og dengang Angus havde 15-års jubilæum var det Bertram, der agerede lokkedue og fik sin klovne-ven til at dukke op på hospitalet til kage og fejring.

- Når det er Bertram, kommer jeg, siger Angus, mens han og Bertram står og venter ved en elevator.

Denne torsdag bliver måske sidste gang Angus og Bertram ser hinanden. For når børnene er erklærede sygdomfri, har klovnen ikke længere en funktion.

Kort efter besøget hos Bertram tog Angus over til en pige, han har kendt i næsten lige så lang tid. Hende er det ikke gået så godt som Bertram, men dét er pointen med klovnene. At de er der både i de gode stunder og i de svære.

En hjælp til forældrene

Forældreparret til den syv-årige knægt har begge haft det svært med turen til Aarhus - både denne forhåbentlig sidste gang og tidligere. To gange har de oplevet, at tjekket ikke viste, hvad de håbede på. Men denne gang burde alt være, som det skal.

Bertrams far arbejdede på et tidspunkt overfor hospitalet og pendlede frem og tilbage fra Herning og Aarhus.

- Det var hårdt at køre turen hver dag og se i bakspejlet for lige at tjekke, om Bertram var med denne gang. Men nu er vi færdige, siger han og trækker vejret dybt.

- Det skal man nok også lige vænne sig til.

Han har på maven fået tatoveret en skitse af Bertram og Angus, der går hånd i hånd. Billedet har Bertrams mor taget. Et minde om den store indflydelse Angus har haft på familien og især Bertram.

- Forældrene skal jo gøre alt. Jeg tror, man bliver mega træt, både fysisk og følelsesmæsigt drænet. Man kan synes, det er hårdt at gå på arbejde, men prøv at passe et barn, der ikke sover og er på intensiv tre uger i træk. Prøv at være ved et barn, du ikke ved, om overlever natten, siger Angus og forklarer, at man som hospitalsklovn også hjælper forældrene.

- Det er en stor funktion for os i de længere relationer. At give forældrene ro. Når de ved, at Bertram har det godt, kan de også slappe mere af, forklarer Angus.

Min første reaktion da jeg så ham, var "Gå væk. Det er ikke min verden, jeg har ikke et kræftsygt barn."
Heidi Fiil

Måske ses de igen

Men hvad synes Bertram egentlig om, at det er sidste gang, han skal til tjek - og se Angus?

- Ik' så meget, svarer han på klassisk syv-års manér.

Men supplerer så alligevel.

- Men det er meget godt at kunne besøge nogen, man kender.

Er det Angus?

- Ja, siger han og smiler på sin helt egen gavtyvagtige måde.

Det, han ikke ved, er, at hans mor håber at kunne lokke klovnekammeraten til Bertrams konfirmation.

Bertram afventer nu blot den endelige besked fra hospitalet om, at han er sygdomsfri. Han har som andre tidligere kræftpatienter fået tilbud om at komme i hospitalets senskade-klinik, hvor han selv og forældrene kan få hjælp til at håndtere senfølger af kræften. Heldigvis er Bertram næsten ikke mærket af den hårde kræftbehandling.

Bertram Fiil Steffensens far Brian Steffensen har været så taknemmelig over Angus' rolle i sønnens behandlingsforløb, at han har fået tatoveret et billede af de to på siden af maven. Foto: Axel Schütt