Fiskerihavnen der forsvandt


Fiskerihavnen der forsvandt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Aarhus Fiskerihavn er efterhånden kun en dråbe i havet af lejlighedskomplekser på »bynære havnearealer«.

»Ham der, han kunne satme slå en proper næve, kan du tro. Ham var de bange for. Det var tider dengang. Hold kæft, det var fantastisk.«

På et andet billede sidder Alice og spiller guitar på en kutter blandt en halv snes glade fiskere i de tidlige 70'ere.

»Du kan se, det er noget stemning, der vil noget. Og jeg kan navnene på dem alle sammen. Her er Kaj Kuller. Han er død nu. Ham der er faktisk levende endnu.«

Søren Clausen er kommet i det nostalgiske hjørne. Han er fjerde generation af Clausens Fiskehandel, der nu drives af femte generation på Fiskerivej på Aarhus Havn.

Han har indvilget i at tage Stiften med på en lille rundtur i Aarhus Fiskerihavn. Eller det, der er tilbage af den.

Havde man travlt, ville det ikke tage mange minutter at nå rundt om blokken, der nu om dage kun rummer fire virksomheder ud over den restaurant, der drives i gaden af brødrene Koch.

Et røgeri, Pernilles Fiskefars, Havnens Fiskehus og så Clausens Fiskehandel, der i 2014 har 22 ansatte.

Men i dag har vi ikke så travlt, og der er tid til at kigge på billeder i mødestedet »Varmestuen«, der er noget af det eneste, der stadig ser ud som i fiskerihavnens sidste velmagtsdage i 1970'erne.

»Dengang kom her repræsentanter til frokost ligesom på Kohalen i gamle dage. Mange store forretningsfolk i byen kom herned, og så sad de og raflede og fik nogle bajere. Her var altid fyldt, og de havde deres egne pladser,« siger Søren Clausen.

Søren Clausen blev selv som 13-årig i 1964 hevet ud af skolen for at komme ned og hjælpe sin far i den forretning, der blev startet i 1888 af Sørens oldefar Peter.

Han har haft sin gang her hele sit liv og kan huske, da kutterne lå i 3-4-5 lag uden på hinanden, fordi de også kom til fra Frederikshavn, Aalborg, Odense og Rudkøbing for at lande fisk her.

Han kan huske, da Fiskerivej beskæftigede flere hundrede mand i fiskeriet, i forarbejdningen, på auktionen og i butikkerne. Han kan med andre ord huske, da der var liv på fiskerihavnen. Altså rigtigt, levet liv.

Det liv begyndte at dø ud, da Aarhus Bugt begyndte at dø ud. Fra omkring 1980 forsvandt fiskene, og dermed forsvandt også livsgrundlaget for de sidste fiskere, der allerede havde set flåden, der i Sørens ungdom talte 70-80 kuttere, betragteligt decimeret.

Vi er igen ude fra »Varmestuen«, men Søren bliver i det nostalgiske hjørne, mens han levende beskriver, hvad der engang var inde bag de nu tilmurede porte i bygningen.

»Her gik man ud med en spand og ned på hyttefadene og tog fiskene, og så gik man ind igen og skar dem. Det var lige fra vandet og på disken,« siger han og lader forstå, at sådan er det ikke mere.

Der bliver ikke landet noget i Aarhus Fiskerihavn mere, bortset fra det, fritidsfiskerne selv kan fordøje.

De fisk, der stadig danner grundlag for de få virksomheder, der er tilbage på Fiskerivej, kommer nu fra Thyborøn, Hanstholm og Hirtshals.

I princippet kunne man lige så godt tage hele den lille fiskeenklave og flytte den ud på en industrigrund i Hinnerup. Så ville transporttiden fra Thyborøn også blive kortere.

»Ja, det kunne man. Og så kunne alt det her blive til lejligheder. Det bliver det nok også en dag,« sukker Søren Clausen, der ikke gider lege med tanken om Hinnerup ret længe.

»Jeg synes, en fiskeforretning skal ligge på havnen.«

Men bemærkningen om lejligheder er ikke fanget ud af luften. Overalt, hvor man vender og drejer sig, får man bekræftet, at det er den vej, det går.

Nu kan man fra de øverste etager i de nærliggende, hypermoderne lejlighedskomplekser, der er skudt op på Aarhus Havns såkaldte »bynære havneareal«, iagttage en miniature af den engang så driftige og pulserende fiskerihavn, der var en central del af den fremgang, havnebyen Aarhus oplevede omkring år 1900.

Som et frilandsmuseum a la Hjerl Hede eller Christiania, ligger den nu her klemt fra alle sider af den himmelstræbende virkelighed, der efterspørges i 2014.

Som noget, man i en turistbrochure kunne hæfte betegnelserne »autentisk«, »unik« og »pittoresk« på.

Og det lyder faktisk ikke så ringe endda i ørerne på en af Fiskerihavnens veteraner.

»Man kan lide det nye eller lade være, men det er udviklingen, og den kan man ikke stoppe,« siger Søren Clausen. »Jeg kan bare også godt lide det gamle. Og jeg mener ikke, at det ene udelukker det andet.«

At han er ude i et ærinde lægger han ikke skjul på. Men selv om han erkender, at han har en tendens til at romantisere de gode gamle dage, er han ingenlunde ude på at skrue tiden tilbage. Det skib er for længst sejlet. Han mener bare ikke, at alt det eksisterende behøver vige for det nye.

»Det kunne blive en flot bydel. Når man har det nye forkromede derovre og så det helt gamle her. Jeg synes, det moderne og det gamle kunne gå skidegodt i spænd sammen,« siger Søren Clausen.

Fra sit ståsted beklager han, at man i Aarhus er godt i gang med at kaste en gylden last overbord ved planløst at fylde den gamle fiskerihavn op med fritidsaktiviteter, når man i stedet kunne tiltrække turister med et lille stykke helt autentisk Aarhus.

»Der er ingen tvivl om, at hvis Aarhus koncentrerer sig om at bevare den her del så tæt på det oprindelige som overhovedet muligt, vil der komme mange turister herned,« siger Søren Clausen, der kunne forestille sig en mindre udgave af Skagen.

»Men hvis man clearer det, så det kun bliver roklubber og vandscootere og sejlbåde, så vil der ikke komme ret mange.«

Søren Clausen er især fortørnet over, at kommunen har givet tilladelse til, at lystbåde nu fylder næsten hele den kaj, der indtil for få år siden rummede alle fiskefartøjerne.

Men har kommunen ikke netop gjort det, fordi der var plads til dem?

»Jo, det kan man sige, men man kunne godt have drøftet, hvad den skal bruges til og fået nogle meninger,« synes Søren Clausen og byder gerne selv ind med et par.

»Jeg synes for eksempel det ville være hyggeligere med nogle gamle husbåde, et restaurationsskib, et lille værtshus. Nogle flydepramme ude i havnebassinet, hvor man kunne sidde og spise noget røget makrel og drikke noget vin til. Det ville skabe miljø uden at genere det, der var her i forvejen.«

Selv om han erkender, at fiskerihavnen, som han kender den og holder af den, er ved at synge på sidste vers, mener han ikke, at det er for sent at redde et bevaringsværdigt miljø.

»Det er der stadigvæk, men man skal passe meget på ikke at ødelægge mere af det,« advarer Søren Clausen.

»Den rå charme og det miljø, der har været her, var så unikt. Og hvis man vil have resterne af det, skal man ikke pille mere ved det. Så vil man komme til at opleve, at det døde og forsvandt.«

Søren Clausen omtaler allerede indimellem fiskerihavnen i datid.

Som et sagnomspundet Atlantis, der forsvandt i havet af lejlighedskomplekser på »bynære havnearealer«, og som eftertiden kan stille spørgsmålstegn ved, om virkelig eksisterede.

Fiskerihavnen der forsvandt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce