Fodbold og fællesskab


Fodbold og fællesskab

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Ida Pallesen, Cand.mag. og historiefortæller
Billede
Aarhus. 

Kære læser

For nogle dage siden skete der noget underligt i Den Gamle By. Solen skinnede og museet var fyldt med glade mennesker. Det lignede, at det ville blive en travl dag, men pludselig blev byen støvsuget for folk. Gaderne lå næsten øde hen, og det var kun udenlandske turister, der kom ind og købte kager i museets bagerbutik, hvor jeg arbejder.

I første omgang forstod jeg ikke rigtig, hvad der skete, men så kom jeg i tanke om, at der var VM-landskamp, hvor Danmark skulle møde Australien. Resultatet af kampen var desværre lige så sløjt som vores besøgstal den dag.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke går op i fodbold. Jeg har kun været på stadion en enkelt gang, og det var mest for at spise en utrolig stor hotdog, mens jeg virkede interesseret i min daværende kærestes hobby.

Min manglende interesse for fodbold og landskampe står i en skærende kontrast til min bedstefars interesse, han elskede nemlig fodbold og nød virkelig at se en landskamp. Da min far var dreng i begyndelsen af 1960'erne havde de ingen fjernsyn, men det havde min bedstefars søster og hendes mand, der boede på en gård ved Smedie. Når min far og bedstefar gerne ville se landskamp, måtte de derfor tage til Smedie. Transporten var en blanding mellem knallert og cykel. Min bedstefar kørte på sin lille Skylon med pedaler, og trak min far, der sad på sin cykel.

Hjemme ved min fars onkel og faster stod kaffen og kagen som regel klar i den fine stue med fjernsynet. Når optakten til kampen gik i gang, blev jalousilågerne i fjersynsmøblet skubbet til side og tv'et blev tændt.

Når min far fortæller om, hvordan de sad og kiggede spændt ind i det lille 17 tommer fjernsyn, kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet. I næsten malende billeder fortæller min far nemlig om, hvordan det var, at følge med i en landskamp sammen sin far, onkel og deres kammerater.

Min fars onkel boede ret langt ude på landet, og derfor var det lidt knapt med elektriciteten. Det betød, at fjernsynsbilledet undervejs i kampen ofte blev mindre og mindre, efterhånden som eftermiddagen skred frem, og det begyndte at nærme sig malketid. Når malkningen på de omkringliggende gårde gik i gang, var der nemlig ikke strøm nok på linjen til, at man kunne se fodbold i fuld skærmstørrelse.

Parallelt med at billedet skrumpende rykkede de store bønder og deres unger tættere på fjernsynet for at følge med i kampens udvikling. Til sidst var billedet, ifølge min far, så småt, at man næsten skulle knibe øjne sammen for at følge med. Derfra gik der ikke lang tid, før der lød et 'blop' og fjernsynet gik ud. Desværre var kampen som regel i fuld gang, og for at få slutningen med, måttet den sidste del høres i radioen.

Det mærkværdige ved min fars erindring er, at han overhovedet ikke går op i fodbold. Derfor har det undret mig, at han elsker at fortælle om sine fodboldoplevelser som dreng. Hvorfor gad han se fodbold hos sin onkel, når han i dag aldrig ser en eneste landskamp?

Forklaringen er ret enkel. Eftermiddagen hos min fars onkel og faster handlede nemlig ikke kun om fodbold, den handlede i høj grad også om fællesskab. For min far var det helt fantastisk, at sidde og heppe på Danmark sammen med sin far og de store bønder fra Smedie. Nogen gange er det ikke så vigtigt, hvad man laver, bare man gør det sammen. Måske skulle jeg overgive mig, og deltage i en storskærmsvisning af en VM kamp nede på havnen i Aarhus, nu er vi jo kommet i ottendedelsfinalen.

'Kom så Danmark!' - lad os nyde fællesskabet.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke går op i fodbold. Jeg har kun været på stadion en enkelt gang, og det var mest for at spise en utrolig stor hotdog, mens jeg virkede interesseret i min daværende kærestes hobby.

Fodbold og fællesskab

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce