Hendes ungdom var som en kinesisk drage


Hendes ungdom var som en kinesisk drage

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ulla Bruun har debuteret med sin første roman »Syvmiledrømmen« om fire unge menneskers ideologi og realisering af drømmen om et kollektiv i slutningen af 60-erne. Bogen er ingen selvbiografi men har elementer og følelser fra hendes egne oplevelser.

Vi besøgte hende i parcelhuset i Lystrup, hvor hun bor med sin mand gennem 45 år, DR-journalist Ove Gibskov.

Set på afstand er en kinesisk drage flot og prangende og giver beskueren en oplevelse af et levende mytologisk væsen. Tæt på afslører den sig selv som det, den er skabt af: et grotesk hoved af papmache og en krop af tyndt, spraglet silkestof. Inden i den danser en flok forblændede mennesker bag hinanden, ledt af den forreste, der kan kigge ud gennem dragens mund. De, der lader sig henrive af dens raslende dans, giver sig illusionen i vold.

Sådan indrammer Ulla Bruun i bogens epilog 60-ernes drømme om det klasseløse samfund og store ideologier hos mange af dem, der var unge dengang. Hendes generation.

»Når det er ideologierne, der bestemmer over os, kan de være klaustrofobiske, ja nærmest et fængsel. Man risikerer at undertrykke sine egne følelser, fordi man er bange for at sige noget forkert. Da vi flyttede ind i vores kollektiv med nogle venner, troede jeg, vi skulle bo for os selv med vores lille søn. Men sådan blev det ikke. Alle værelser i det store hus skulle være mere eller mindre fælles. Sommetider føltes det store hus mindre end den 2½ værelses, vi var flyttet fra. Havde jeg pippet højt om min holdning, havde jeg nok fået at vide, at jeg var småborgerlig,« fortæller Ulla en varm sommerdag i haven, der glider umærkeligt over i et stykke skov.

I luften sværmer en stor guldsmed og afslører, at her må være vand i nærheden. De farvestrålende vinger glitrer i solen, før den forsvinder ind i det mørkegrønne løv på jagt efter insekter. Eller også venter den på, at vi forlader det marokkanske fuglebad, der står ved siden af det andalusiske kakkelbord.

Herren i huset dapper ovenpå i parcelhuset, som Ulla selv for nylig har tegnet en tilbygning til med ovenlys. På de hvide vægge hænger Ullas egen kunst fra store dele af verden. Under ovenlyset står et glasskrivebord og understreger letheden i møbleringen. Ove Gibskov er født blind, men har også været med til at vælge mange af møblerne. Bil har familien ikke.

Ulla Bruun gik på pension fra sit job som pædagog for fem år siden. Følelser fra oplevelserne dengang i 60-70-erne har ligget og ulmet i underbevidstheden, og nu blev der tid til at sætte ord på og skabe en handling og en flok hovedpersoner, som alle er opdigtede. Men tidsbilledet er nøjagtigt gengivet.

Bogens to par bor i små lejligheder i det indre København, dengang der var fælles wc på bagtrappen og telefon i en boks på gaden.

Det var naturligt at drømme om, at de nyfødte drenge kunne lege i frodige haver i stedet for i ildelugtende opgange, bilos og gårde med skraldespande. Men vejen mod eget hus var lang, og derfor blev det nærliggende at forene drømmen om gennemført socialisme og et mere lige samfund sammen med andre i et fællesskab. Kollektivtanken, der kom fra blandt andet Maos Kina, var født.

Med flere til at løfte det økonomiske og det praktiske måtte det kunne lade sig gøre. Og den personlige frihed kunne nemmere praktiseres, selv om man allerede var i et ægteskab. Det var et ideal, som nok ikke var født i Maos Kina.

Selv flyttede Ulla og hendes mand med deres lille søn i kollektiv sammen med nogle venner. Men deres søn kan ikke huske noget fra den tid.

Lidt efter lidt var det blevet til en daglig prøvelse at gebærde sig gennem aftenritualets parringsdans, som han var begyndt at kalde det i sit stille sind. »Skal du og jeg?« blev der hvisket og gestikuleret skjult for de to andre, når man tilfældigt gik i køkkenet efter det sukker, man alligevel aldrig brugte i teen, og den anden rejste sig for at hente en serviet....Man kunne også gøre det på den passive måde, lade, som om man faldt i søvn på sofaen, mens de andre tre fandt ud af det ... Sikke et cirkus, det var, hvis man ellers var i stand til at tænke på det med blot et anstrøg af humor. Det føltes som at være fanget i en højspændt farce, der hele tiden gentog sig selv. En følelseskarrusel, der hver aften vred ham rundt i manegen.

»I sådan en bog sætter man meget på spidsen. Man fortætter oplevelser og situationer. Vores kollektiv varede et år og vi boede et sted på landet i et hus.«

»Vi blev forelsket i hinanden på tværs, ja det gjorde vi. Ligesom bogens par. Men vi opdagede, at vi havde de samme følelser omkring jalousi, som vi altid havde haft. Og trangen til også engang imellem at være alene. Vi tog afstand fra forbrugersamfundet og ville jo lave hele samfundet om, men det var utopisk og naivt at tro på, at en familie fungerede bedre, fordi man var sammen om det praktiske med madlavning og vasketøj og rengøring. Det blev oftest sådan, at det var pigerne, der stod i køkkenet og mændene lavede det praktiske.«

Vi taler lidt om, at menneskers tærskel er forskellig. Nogle kan ikke have rod og snavs omkring sig, mens andre ubesværet lever i det. Og at jo flere mennesker, jo mere rodet bliver der.

»Selv om bogens personer og handlingen er ren fiktion, tager den udgangspunkt i mine egne oplevelser og de følelser, jeg havde dengang. I skriveprocessen dukkede der flere og flere erindringer op. Jeg beskriver nogle helt almenmenneskelige træk som jalousi og reaktionen fra børnene og bedsteforældrene, der er fra forskellige miljøer. Jeg har jo kendt typerne. Men jeg har også været enormt optaget af de historiske forskelle mellem den tid og vores tid nu.«

» Man skal også huske, at vi levede under Den kolde Krig, så angsten for en atomkrig var der hele tiden. Vi levede også i skyggen af Vietnam-krigen, der er meget konkret skildret til forskel fra mange af nutidens krige. Dengang var man enten for eller imod. Det delte samfundet. Der var EF-afstemningen, Nato og kulturrevolutionen i Kina, som alle forholdt sig til. Der var afstanden til autoriteterne på universiteterne og kvindefrigørelsen, som har været der siden. Det er kørt derudaf. Også den nye rockmusik delte generationerne, og fascinationen af østens mystik og dermed også hash og hårdere stoffer opstod. Der var også en begyndende bevidsthed om at dyrke vores grøntsager ordentligt og uden giftstoffer.«

Normalt trives Ulla, der har arbejdet i en integreret daginstitution i 30 år, fint med virvar omkring sig. Hun har evnen til at koncentrere sig midt i kaos.

»Jeg kan rigtig godt lide det, som for eksempel når vi er i sommerhus på Anholt med vores voksne børn og venner mellem hinanden. Men altid og hver dag at skulle forholde sig til andres tanker, følelser og meninger, som vi måtte i kollektivet, det kan jeg ikke holde ud. Man var hele tiden på og måtte forsøge at pejle, hvordan stemningen var«, siger hun.

Der var krigsstemning hjemme, kunne han mærke, det øjeblik han trådte ind ad døren; alene på den måde, tallerkner og bestik blev kasket på bordet. Han tænkte, det nok var, fordi han kom så sent.

I bogen beskriver Ulla, hvordan et strikketøj under de mange opslidende fællesmøder var accepteret. Det var samfundsnyttigt.

Men det samme kunne ikke siges om det at tegne. Det var småborgerlig dekadence. Med den historie fortæller hun i få sætninger om tidens mange fraser og politiske korrekthed, hvor det gjaldt om at kunne bruge tidens ideologiske fluesmækker til at klapse de andre på plads med.

I bogen er der tre børn i kollektivet, og hensigten er, at de skal opdrages ens og have alle fire som deres forældre. Men børn er små seismografer, og da de mærker de voksnes ændrede adfærd, reagerer de med pylren og klæber sig op ad den »rigtige« forælder. Et klask i numsen fra den mor, der ikke er den biologiske mor, bliver taget op på et fællesmøde.

Om man må slå børn eller ej, kan jeg ikke tage stilling til lige nu ... Jeg kan prøve at finde noget relevant litteratur. Mao har sikkert skrevet om børneopdragelse i folkekommunerne.

Ulla griner lidt. For her er karikaturen så tyk, at den er til at træde på.

»Den slags havde vi ikke hos os. Men jeg kender børns reaktioner, og jeg er meget empatisk og visuel, og det har jeg selvfølgelig brugt i bogen. Ove og vores børn er rigtig glade for bogen og har også læst med undervejs,« fortæller Ulla, der også røg hash og som helt ung studerende på Berkeley University i Californien forsøgte sig med LSD et par gange.

Hvordan hun ville reagere, hvis hendes egne tre børn valgte den livsform at flytte i kollektiv, volder det hende ikke mange overvejelser at svare på:

»Jeg vil håbe, de ikke er så fjollede, som vi har været. Men børn må bestemme selv, man kan ikke lære af sine forældres erfaringer. Derfor ville jeg være meget neutral. Mine forældre var meget støttende, da jeg var i den situation. I dag er man også ældre, før man får børn. Vi havde jo ikke løbet hornene af os. Hvis man var ældre end 24 år, før man fik et barn, blev man betragtet som en gammel mor.«

I dag kan Ulla se perioden på afstand. Alligevel er hun stadig, hvad hun betegner som venstreorienteret. Stemmer på Enhedslisten.

»Jeg kan lide, at der er stemmer i Folketinget, der taler imod det etablerede og som er kritiske over for en meget borgerlig udvikling. Men hvis Enhedslisten virkelig fik magt, ved jeg ikke, hvordan det ville gå. For magt korrumperer. Men jeg er nok pacifist og mener, man bør tage hensyn til de svage. Jeg er medlem af Amnesty International og støtter Læger uden Grænser«.

I forbindelse med skriveprocessen blev det tydeligere for Ulla, hvor umoden hun var dengang. Hvor lidt hun evnede at sige fra, hvis noget gik imod hendes indre følelse af, hvad der var rigtigt og forkert.

»Ja, jeg lærte da en masse om mig selv i de år. At sætte pris på at være en familie og dyrke og udvikle sit parforhold hele livet. Jeg blev klar over, hvor vigtigt det var for mig. At det materielle ikke betyder så meget, men at nære relationer er det bedste. Vi havde gamle venner, der var en god støtte, men vores venskab i kollektivet forsvandt.«

Når Ulla reflekterer over de tumultariske, men også spændende år, som satte sig evige spor, konkluderer hun:

»Selv negative oplevelser kan vendes til noget positivt i og med, at man har haft dem. Måske var jeg ikke blevet den samme. Jeg har altid haft en veludviklet fantasi, og min evne til at skrive har udviklet sig gennem breve til mine venner i USA, som jeg har haft, siden jeg som 13-årig kom derover med mine forældre første gang.«

Citat fra epilogen:

Således dansede fantomdragen sin syrede, kaotiske dansk over klodens ansigt. Udvækster voksede fra dens krop og trak i hver sin retning - dels mod en indre bevidstgørelse, og dels i udadrettede aktioner mod alt det, der blev udskældt som borgerligt, reaktionært og forældet. En broget vifte, der spredte sig fra den yderste venstrefløj til nyreligiøse sekter.

Blandt dem var der mange, der stilede mod solen, og som Ikaros brændte de vingerne.

Hendes ungdom var som en kinesisk drage

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce