I dette øjeblik meddeles det...

Aarhus Oliefabrik blev i 1942 ved et uheld sønderbombet af de allierede. Foto: Besættelsesmuseet i Aarhus.

I dette øjeblik meddeles det...

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Gennem fem mørke år, fra 1940 til 1945, udholdt århusianerne den tyske besættelse af byen. Det førte til dødsfald og lidelser, men også håb og sammenhold.

Om aftenen, fredag 4. maj 1945, var vejret køligt og blæsende. Vinden kom frisk fra sydøst, og det var behageligere at opholde sig indendørs end udendørs.

Aarhus Rådhus blev hårdt ramt af tyske bomber i begyndelsen af 1945. Foto: Besættelsesmuseet i Aarhus.
Aarhus Rådhus blev hårdt ramt af tyske bomber i begyndelsen af 1945. Foto: Besættelsesmuseet i Aarhus.

Men kl. 20.36 blæste århusianerne vejret en hatfuld og strøg ud på gaderne med mørklægningsgardinerne i armene. Der blev tændt bål på asfalten, og der blev jublet i hver en krog. Den tyske besættelsesmagt havde overgivet sig. Fra kl. 8 næste dag ville Danmark - Aarhus - atter være frit.

De mørke år
<p>Over de kommende par dage sætter Århus Stiftstidende fokus på de fem mørke år under den tyske besættelse af Aarhus.</p>Læs i morgen om modstandsmanden Svend Erik Nielsen, der betalte en høj pris for sin kamp mod tyskerne.<br />&nbsp;
Kilder
<p><p>Museumsinspektør Søren Tange Rasmussen, Besættelsesmuseet i Aarhus.</p>

<p>Erindringer af Niels Holm Olesen, medlem af modstandsbevægelsens militærgruppe i Aarhus, 1. kolonne. </p>

<p>Georg Andrésen: »Aarhus under besættelsen«. Forlaget Aros, 1946. </p>

<p>Hans Gregersen: »Krigsår - Aarhus 1940-1945«. Forlaget Højer, 2012. </p>

<p>AarhusWiki.</p></p>
Allierede bombefly destruerede Gestapos hovedkvarter på Aarhus Universitet 31. oktober 1944. Foto: Besættelsesmuseet i Aarhus.
Allierede bombefly destruerede Gestapos hovedkvarter på Aarhus Universitet 31. oktober 1944. Foto: Besættelsesmuseet i Aarhus.

Folk faldt fremmede om halsen. Levende lys blev sat side om side i vinduerne. På Kirkegårdsvej kørte et begejstret motorcykelbud direkte ind i en bus, fordi han havde travlt med at vinke til de henrykte, overstadige piger på bagperronen. Stemningen var brusende euforisk.

Grethe Bartram kom til at koste mange unge århusianske mænd livet. Foto: Besættelsesmuseet i Aarhus.
Grethe Bartram kom til at koste mange unge århusianske mænd livet. Foto: Besættelsesmuseet i Aarhus.

Utryghed, forbitrelse og had blev transformeret til sand lykke 4. maj 1945 kl. 20.36.

Befrielsen 4. maj 1945 tændte lys i alle vinduer. Foto: Besættelsesmuseet i Aarhus.
Befrielsen 4. maj 1945 tændte lys i alle vinduer. Foto: Besættelsesmuseet i Aarhus.

Tyskerne kommer

Man vidste ikke, hvad der ventede, da tyske fly fem år tidligere, 9. april 1940, fløj så lavt ind over Aarhus, at man tydeligt kunne se hagekorsene på flyenes sider. Det var tirsdag morgen, og århusianerne var så småt ved at forlade dynerne til fordel for en kølig forårsdag.

5. maj 1945 dukkede alle de unge mænd, der i fem år havde levet en skjult tilværelse som modstandsfolk, op på gaderne i Aarhus, her Park Allé, med deres lidt for store hjelme og de særlige århusianske frihedskæmper-armbind. Foto i privateje.
5. maj 1945 dukkede alle de unge mænd, der i fem år havde levet en skjult tilværelse som modstandsfolk, op på gaderne i Aarhus, her Park Allé, med deres lidt for store hjelme og de særlige århusianske frihedskæmper-armbind. Foto i privateje.

I tiden forinden havde man i mange kredse ikke talt meget om Hitler og alt, hvad der buldrede frem i Tyskland, for i Aarhus var det mere vigtigt, om man havde arbejde i morgen, eller om man blev den næste familie, som ramtes af arbejdsløshed.

Langt fra alle hjem ejede en radio, og mange måtte nøjes med at følge nyhedsstrømmen i lokale dagblade som Aarhuus Stiftstidende, Aarhus Amtstidende og Demokraten.

Da tyske fly overfløj Aarhus 9. april 1940, var det derfor til nogen undren for langt de fleste århusianere. Men alle som én vidste de, at det her... det var dårlige tegn.

En tysk maskine måtte kl. 8.45 nødlande på Skejby Mark og tiltrak sig mange nysgerriges opmærksomhed, mens den blev repareret. Senere på dagen rullede de kørende styrker ind i byen, og politimester Ejnar Hoeck udsendte en meddelelse til befolkningen:

»Efter at tyske tropper i nat har overskredet den danske grænse, og det må forventes, at Aarhus vil blive besat af styrker af den tyske hær, opfordrer jeg herved indtrængende befolkningen til at udvise ro og orden, undgå sammenstimlen og i et og alt adlyde de bestemmelser, som måtte blive truffet af myndighederne.«

Politimester eller ej - Hoecks ord blev ikke fulgt. Allerede 9. april begyndte den mumlende fortørnelse at brede sig, da der blev påbudt mørklægning og indført periodiske udgangsforbud. Huse blev beslaglagt af tyskerne, og varemanglen blev med tiden udtalt.

Kålrabi og sildefrikadeller

Ingen sultede, men man måtte nøjes med det, der var tilbage, når tyskerne havde taget for sig. Der blev udleveret rationeringskort på rådhuset og kommuneskolerne, og man kunne derefter i avisen orientere sig om, hvornår og til hvad de kunne bruges. De finere madvarer var det småt med, men brød og kartofler flød i tilstrækkelige mængder.

Husmødre måtte opfinde nye retter som stuvet kålrabi og karbonader af moste kartofler. Kunne man fange sild og makrel på havnen, var aftensmaden reddet. Sildefrikadeller blev en udbredt spise.

I juli 1940 dannede Bispetorvet ramme om den første alsang med mange tusinde deltagere. Organist Georg Fjelrad dirigerede det store, umage kor igennem danske sange som en manifestation af nationalt sindelag overfor de tyske soldater, som siden 9. april havde bemægtiget sig førsteretten til alt fra pladsen på fortovet til de få tilgængelige flødeskumskager.

Den ene alsang blev til flere, blandt andet i Mindeparken, og sangen blev suppleret af algang, hvor folk i flok vandrede gennem byen fra stadion til universitetet og tilbage igen. Fra 1940 gik trafikken i stå i to minutter hvert år på 9. april. Alle stod bomstille kl. 12, hvor man så end befandt sig.

I 1941 kunne Aarhus 2. juli fejre sit 500-års købstadsjubilæum, og det blev overdådigt markeret med et helt nyt og 8 millioner kroner dyrt rådhus, tegnet af arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller. Mange gæster var inviterede til festen, men den tyske bykommandant, major Kruse, var ikke blandt de udvalgte og fandt det stærkt fornærmende.

Stikkeren tager fat

En måned senere, 3. august, mærkede århusianerne for alvor krigen, da de første allierede bomber faldt ved jernbaneviadukten i Viby, og flere villaer blev beskadiget.

Over et år var gået, men stadig var modstanden mod tyskerne ikke blevet til andet end provokation og vrede. Det ændrede sig 13. maj 1942, da den første af cirka 300 sabotager fandt sted. Byens kommunister var de første til at slutte sig sammen i modstandsgrupper. Senere fulgte modstandsgrupper på flere af byens store arbejdspladser - bryggeriet Ceres, hovedpostkontoret på Banegårdspladsen, Frichs, Centralværkstedet, Belysningsvæsnet og Aarhus Sporveje blandt andre.

Oppe under taget på hovedpostkontoret blev der opbevaret våben i stor stil, og hele etagen stank af våbenolie, men det lykkedes aldrig tyskerne at snuse sig frem til stedet.

Sabotageaktionerne blev optrappet. 15. september 1942 ramte det skræddermester Skorup Jensen, der i Fredericiagade fremstillede tyske marineuniformer. Ved midnatstid overhældte en flok frihedskæmpere klædestoffet med brændbar væske og forsvandt hurtigt hver til sit.

Ilden tog ikke ordentlig fat, men alligevel fik aktionen alvorlig betydning for modstandsbevægelsen i Aarhus. Med i gruppen, denne nat i skræddermesterens værksted, var Christian Bartram, søn af en cykelsmed. Han kom fra et fattigt, kommunistisk hjem, og det har formodentlig været fattigdommen, der lokkede hans søster, Grethe, til at angive sin bror og hans gruppe til dansk politi.

Hun modtog 1000 kroner i dusør og så herefter vejen banet til flere penge. Grethe Bartram blev den største og mest skadesvoldende stikker i forhold til den århusianske modstandsbevægelse. Hendes kontakt med Gestapo, det tyske sikkerhedspoliti, blev for alvor formaliseret i 1944.

Veteraner fra Østfronten

24. september 1942 måtte Aarhus lægge by til endnu et bombeangreb, men denne gang helt fejlslagent. Ved et uheld kastede en engelsk bombeflyver sin last over Aarhus Oliefabrik, der blev ødelagt.

Direktøren for Aarhus Oliefabrik, Thorkild Juncker, var et fremtrædende medlem af Den Dansk-Tyske Forening - en forening, som skulle styrke danske og tyske erhvervsinteresser og samhandel. Når krigen var vundet af tyskerne, var Juncker udset til at sørge for, at danske virksomheder fik opgaver i de nye tyske områder i Østeuropa. Under retsopgøret efter krigen blev han idømt to års fængsel.

Direktørens tyskvenlighed betød, at århusianerne indledningsvis var sikre på, at bombningen af Oliemøllen var de allieredes svar til Juncker. Men i virkeligheden handlede det kun om et fly, der var kommet på afveje og bombede fabrikken ved et uheld.

Samme efterår blev Aarhus Havn valgt af den tyske besættelsesmagt som udskibningssted for tyske forsendelser af tropper og materiel mellem Tyskland og det besatte Norge.

Mængden af tyske soldater i byen voksede på samme tid voldsomt. Mange af dem var hærdede veteraner fra Østfronten, og de havde svært ved at fralægge sig den opførsel, som de havde udvist overfor civilbefolkningen i Østeuropa. Politimester Hoeck fik nu travlt med at behandle sager om sammenstød mellem unge århusianere og tyskere.

Aarhus fik større strategisk betydning for tyskerne, og det kunne mærkes i de følgende år. I takt med at modstanden i Aarhus tog til, blev den tyske reaktion stadigt voldsommere.

I drenge, som døde

25. august 1943 blev sabotøren Poul Edvin Kjær Sørensen idømt dødsstraf ved en tysk krigsret i Aarhus og siden henrettet i København. Det blev for meget for den århusianske befolkning. Uroligheder blussede op overalt i byen, og der blev indledt en generalstrejke - først på Oliemøllen, hvor Pouls far var formand, og siden i resten af byen.

Måneden efter, i september 1943, rykkede det tyske sikkerhedspoliti Gestapo til byen. Hidtil havde århusianerne været forskånet for det brutale Gestapos tilstedeværelse, men nu blev der oprettet hovedkvarter for hele det nordlige Jylland i kollegiebygningerne på Aarhus Universitet.

Effektivt og dynamisk gravede Gestapo sig med lynhast ind på frihedskæmperne i Østjylland.

2. december blev fem unge mænd henrettet ved skydning på Skæring Hede. 19-årige Anders W. Andersen, 22-årige Georg Mørk Christiansen, 19-årige Otto Manley Christiansen, 20-årige Svend Christian Johannesen og 27-årige Oluf Akselbo Kroer.

I sit afskedsbrev til forældrene skrev Anders:

»Min kæreste far og moder, først nu ved jeg, hvad kærlige forældre betyder, i livet, har man dem, så kan man roligt se alting i møde - jeg ved, at de forstår en. Mor og far; jeg går rank og rolig ind i evigheden, jeg ved jo, at blot man tror på Gud, da har man intet at frygte. Far og mor, gid Gud vil velsigne eder. De sidste kærlige hilsener fra jeres lykkelige søn Anders.«

Digterpræsten Kaj Munks vers står stadig i dag på mindestenen på Skæring Hede: »Drenge, I drenge, som døde - I tændte for Danmark i dybest mulm en lysende morgenrøde.«

Endnu en sabotør, Alf Toldbod Jensen, måtte lade livet, inden 1943 var omme. 29. december blev han skudt på kasernen i Vester Allé.

Tak for sidst

3. januar 1944 havde modstandsbevægelsen i Aarhus fået nok. Kunstmaler Nordahl Mortensen, der var overbevist nazist, havde angivet nogle bekendte modstandsfolk til politiet, og han blev som den første likvideret som stikker, da to modstandsfolk opsøgte ham i hans hjem i Mejlgade og skød ham. Siden fulgte 28 andre likvideringer af mennesker, der var lidt for gode venner med den tyske besættelsesmagt.

Men ingen likvidering uden et modsvar fra tyskerne. En måned efter, at kunstmaler Mortensen var død, blev landsretssagfører og frimurer Holger Christensen myrdet af tyskere foran sit hjem i Klintegården. I alt 13 århusianere blev ofre for tyskernes såkaldte clearingmord, der var direkte hævnaktioner for modstandsbevægelsens likvideringer.

Havde det ikke allerede været utrygt at gå på de århusianske gader, så blev det nu. De tyske gengældelser faldt af og til fuldstændig tilfældigt. Var man ude efter mørkets frembrud, selv i lovligt ærinde, krøb angsten ned ad ryggen, når man hørte en DKV - tyskernes foretrukne køretøj - komme stille tøffende bagved.

I juni 1944 lykkedes det Gestapo fra sit hovedkvarter på Aarhus Universitet at optrævle store dele af den århusianske modstandsbevægelse, godt hjulpet af Grethe Bartram. Mere end 100 blev deporteret til koncentrationslejre i Tyskland.

Bombefly mod Aarhus

Samme sommer, 4. juli, sprang tonsvis af tysk ammunition ved et uheld i luften på Aarhus Havn. Ødelæggelserne i midtbyen var store, 33 danskere og et ukendt antal tyskere mistede livet, og flere hundrede blev såret. De, der lå ved Moesgård Strand og slikkede sol på denne dejlige sommerdag, følte, at de lettede fra jorden, da trykket fra eksplosionen nåede dem.

Problemerne i Aarhus voksede nu i omfang. 22. august bombede tyskerne Aarhus Sporvejes remise, ødelagde samtlige sporvogne og lammede dermed den kollektive trafik. Også dét var et svar på modstandsbevægelsens aktiviteter. 30. september vendte tyskerne blikket mod Aarhus Hallen, hvor fem personer, blandt andet en seks-årig pige, døde for de tyske bomber.

22. oktober rykkede den tyske marine til byen. Nu skulle Aarhus være hovedkvarter.

Samtidig begyndte tyskerne at bygge omfattende befæstninger i skovene syd for byen. Det nuværende hovedkvarter for Søværnets Operative Kommando i Havreballe Skov ligger netop i en af disse bunkere.

Ni dage senere, 31. oktober 1944, sendte de allierede styrker en flok bombefly på vingerne. Med stor præcision bombede de, efter aftale med modstandsbevægelsen, Aarhus Universitet og tilintetgjorde dermed Gestapos hovedkvarter. Den berygtede Gestapo-chef Eugen Schwitzgebel var blandt de dræbte, men hvad der var endnu bedre: En stor del af Gestapos viden om modstandsbevægelsen blev destrueret af de engelske bomber.

Allerede dagen efter angrebet åbnede Gestapo nyt hovedkvarter i den gamle politistation bagved domkirken, hvor Besættelsesmuseet i dag ligger. Indsatsen blev forstærket, og Gestapo blev forøget med et større mandskab end før luftangrebet. Metoderne skærpedes, og den nye gestapochef Rudolf Renner havde tilsyneladende ingen hæmninger i sine bestræbelser på at komme frihedskæmperne til livs. Tortur var almindeligt i cellerne hos Gestapo.

Et glimt af håb

Nytåret 1945 blev modtaget med et glimt af håb. 6. juni 1944 var de allierede gået i land i Normandiet, Frankrig, og D-dag blev det lys, som de besatte lande kunne varme sig ved. Tyskland, der ellers var gået sejrrigt og stålsat frem overalt i Europa, vaklede nu. 1945 kunne meget vel tænkes at blive det lykkebringende år.

22. februar nåede den tyske vrede uanede højder i Aarhus. Bomber forvandlede Guldsmedgade til et inferno, og syv personer døde. Både 21. februar og 14. marts gik det ud over rådhuset. Men endelig, 4. maj 1945, kom den afgørende og længe ventede melding. Ved radioerne rundt om i de århusianske hjem sad lytterne musestille. Blandt dem var Børge Ingeman og Svend Erik Nielsen, to af de sidste århusianske frihedskæmpere, som vi i 2013 stadig har tilbage. Dem kan du møde i Århus Stiftstidende de kommende dage.

Børge og Svend Erik og alle andre århusianere kunne kl. 20.36 på denne kølige, regnfulde aften høre radiospeakeren Johannes G. Sørensen fortælle fra London:

»I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.«

I dette øjeblik meddeles det...

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce