Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Jeg har hørt solen skinne


Jeg har hørt solen skinne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Stiftens udsendte forsøgte sig som mindful. Det blev en kamp om at sidde stille og koncentrere sig i laaang tid. Men også oplevelsen af at være næsten lykkelig.

Jeg fik tilbuddet om at prøve det, da jeg skulle forstå, hvad mindfulness er. Sammen med 25 andre skulle jeg på vandrehjemmet i Risskov være mindful i tre døgn. Uden andre forudsætninger end nogle yogakurser takkede jeg ja og troppede op.

Jeg ankom fra en som sædvanlig hektisk uge på redaktionen med masser af mails og telefonopkald fra verden derude, der heldigvis hele tiden vil fortælle os, hvad de hver især går og laver. Jeg var i stessgear, da jeg som den absolut sidste kom styrtende og indtog min måtte.

Der var en måtte, en pude og et tæppe til hver i et stort lokale, hvor vi sad skulder ved skulder i en firkant langs væggene fra klokken 07.00 til 22.00 - dog med pauser. Vi trak vejret og tænkte på ingenting - eller næsten ingenting.

Lone Fjorback ledte os sammen med sin makker, Jacob Piet, gennem alle meditationer og yogaøvelser. Hun er overlæge, psykiater, garvet yoga-udøver og mindfulnessinstruktør. Han er psykolog, ph.d., flittig yogaudøver og mindfulnessinstruktør. De arbejder begge på Institut for Funktionelle Lidelser og Dansk Center for Mindfulness.

Til lyden af deres behagelige stemmer som med jævne mellemrum mindede mig om, at jeg skulle koncentrere mig om at trække vejret eller bare lytte til lydene omkring mig, kom jeg hurtigt i en ualmindelig afslappet tilstand. Og var virkelig begejstret for at slippe for resten af verden.

Det var ind imellem meget svært at sidde stille i den klassiske skrædderstilling eller for den sags skyld i alle mulige andre stillinger i de ofte 20 minutter, sådan en seance varer. Men selv om mine krop skreg på bevægelse, nåede jeg til et sted, hvor det ikke var rigtigt vigtigt. Jeg blev i stedet optaget af bare at være, hvor jeg var. Jeg har aldrig været der før, og jeg ved ikke, hvor det sted findes. Men det var paradisisk og vidunderligt.

Der var helt stille og behageligt lyst. Jeg var forvandlet til en strøm af energi, der vuggede af sted i en gæstfri atmosfære, og jeg havde absolut ikke brug for igen at forvandle mig til et simpelt, kødligt menneske med muskelspændinger, tyngdekraft og travlhed. Jeg var mere levende end nogensinde.

Af samme grund var det svært at slippe stedet og vende tilbage til min tunge krop på ømme knæ, da Lone Fjorback sluttede seancen for at guide os videre til næste opgave.

Det lykkedes mig desværre ikke at finde tilbage til det sted, hver gang vi mediterede - og det var mange. De tidlige morgener var grænsende til det urimeligt svære for journalisten, der i årevis har arbejdet i højt tempo op til en deadline ved midnat og som sover bedst ud på morgentimerne. Der er dog ingen tvivl om, at morgenyoga er en gave for både krop og sind. Det kunne jeg tydeligt mærke, selv om trætheden havde et jernhårdt greb i mig.

Den tyngende træthed blev min store udfordring i dagene, der kom. Instruktørens behagelige stemme blev pludselig vanvittig irriterende. Den venlige guidning, som hele tiden hjalp mig med at holde fokus i begyndelsen, blev pludselig en evig afbrydelse af min koncentration.

Det hjalp at lytte til lydene omkring mig, så det gjorde jeg meget intenst. Jeg vil til enhver tid kunne genkende lyden af varmen, der strømmer i vandrehjemmets rør på en februardag. Jeg ved, hvordan mine trommehinder reagerer, når medarbejderne begynder at skramle og tale i køkkenet lidt over klokken syv om morgenen. Jeg kender fuglenes fløjt og træernes susen i Risskoven. Lyden af mit knæ, som jeg helt stille rykker tre centimeter til venstre, og den tilfældige rytme mellem 26 mediterende mennesker, der synker på skift.

Vi gennemgik også et døgn i stilhed. Mine kolleger havde på forhånd moret sig ualmindeligt meget over, at jeg, der er storkommunikerende i det daglige, skulle være stille. De mente, at det ville blive så vanskeligt, at Sisyfos i sammenligning fik sig en loppetjans i den græske mytologi.

Der tog de fuldstændigt fejl.

Det var en lettelse at slippe for at skulle udtrykke sig hele tiden. Igen var der masser af plads og energi at bruge indad. At komme hjem.

Maden smagte af mere, farverne fik nye nuancer, naturen nye lyde, og regnvandet dannede pludselig hidtil usete mønstre, når det strømmede ned ad bakken. Solen brød igennem på så spektakulær vis, at det burde rydde søndagsforsiden som breaking news. Og så var det, at jeg synes, jeg kunne høre solen skinne.

Det var en helt stille, glasklar lyd, som rimer på lykke. Eller måske et glimt af vandvid. Det vides ikke, og det er ikke vigtigt.

Om jeg var mindful?

Ja, det tror jeg. I hvert fald fuldstændig afslappet, nede i gear og i balance.

Og det virker. Samtlige 26 deltagere kunne berette om ny indsigt i dem selv. Mod på at tackle det, der udfordrer. Og et større overskud.

Hvad er mindfulness?

Mange ting. Det kan være at sætte sig ned, trække vejret, tømme hovedet og så tage tingene derfra. At være fuld af sindet. At holde sig selv ud. At stifte fred med den, jeg er, og mine udfordringer. Og måske at nå et punkt, hvor man kan høre solen skinne.