Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Jeg snyder - og det er sjovt


Jeg snyder - og det er sjovt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Livet med en el-cykel er både sjovt og forfriskende. Men cykelstierne ... åh nej.

Jeg snyder.

Og jeg er næsten lidt flov over sådan at overhale de hårdt trampende cyklister, da jeg drøner ud ad cykelstien på Viborgvej med godt 25 km/t. Kun racercykler kan følge med min tunge mountainbike på brede traktordæk. Men det godt skjulte batteri i skråstangen i stellet giver mig magiske kræfter.

Min cykel
<ul><li>Jeg havde lånt en mountainbike model Rush med 27 gear af firmaet Promovec.</li><li>Cyklen vejer 18,9 kilo med batteri på og var udstyret med motor på baghjulet, som aktiveres via en sensor i kranken. Når man drejer rundt, aktiveres batteriet.</li><li>Batteriet var på 8,7 Amp. og 313 watt-timer og kan køre cirka 50 kilometer på en opladning.</li><li>Vejledende udsalgspris for cyklen er 18.999 kr., men den kan opgraderes til 10,2 Amp batteri for 1000 kr, hvilket giver en rækkevidde på 75 km.</li><li>Batterikraften kan skrues op og ned fra håndtaget, så der kan spares batteri.</li><li>Displayet er mørkt i daglys og blænder i mørke, så det er svært aflæse. Men jeg har heller ikke brugt det, fordi jeg har kørt med fuld gas hele tiden.</li><li>Cyklen er utroligt velkørende. De brede dæk er kun en fordel på hullede cykelstier. </li></ul>

De andre kæmper sig hårdt ud ad cykelstien, og så overhaler jeg nonchalant uden at anstrenge mig. Det er ikke helt fair, og jeg har under overhalingen næsten lyst til at forklare, at jeg snyder. Lidt.

For vel skal der også trampes i pedalerne. En sensor i navet registrerer, når jeg træder rundt. Bare jeg træder en smule, begynder batteriet at trække, og det kan stilles på forskellig styrke. Jeg kører med fuld power og når lynhurtigt op på maksimal hastighed: 25,8 km/t. Her slår batteriet af sikkerhedsgrunde fra, og skal man køre hurtigere, er det rå pedalkraft. Men det er hårdt at presse den 19 kilo tunge cykel inklusive batteri højere op på den lige vej.

Jeg har aldrig prøvet en el-cykel før, så da en kollega opfordrer mig til at teste en lånt model, springer jeg til. Jeg er vant til at cykle ture i et meget bakket område, hvor jeg bor. Men til og fra arbejde har jeg altid valgt bilen og holder troskyldigt i trillekø på Viborgvej hver morgen og eftermiddag. Med 14 km til arbejde er min undskyldning, at der er for langt til at cykle. Men med el-cyklen går det nærmest som en leg.

Det er faktisk ret sjovt at overhale bilisterne, som får krampe i koblingsfoden og triller med 5-10 km i timen i køen på Viborgvej.

Iskold gyser

Første dag på el-cyklen i slutningen af oktober var en iskold gyser med et termometer, der viste 4,5 grader. Men huhej, hvor der var ryk i cyklen, en frisk grøn 27 gears mountainbike med omkring 50 kilometer i batteriet.

Det lugter af gylle, da jeg passerer den lokale svinefabrik på den første strækning med tre kilometer lige landevej, der ofte lokker folk i bil til at køre meget hurtigere end de tilladte 80 km/t.

Her er ingen cykelsti. Cykel-kommunen Aarhus, der ellers gerne vil have folk som mig ud af bilen og op på en cykel for at nedbringe kø-problemet på Viborgvej og andre veje, har ikke haft råd eller vilje til at lægge tre kilometer cykelsti ud til en af kommunens gamle landsbyer. Jeg kender ellers mange, der gerne ville cykle hver dag, hvis ikke de skulle køre med livet i hænderne i det ubestemmelige smalle felt mellem rumlestriberne og en ujævn rabat.

Høj fart

Mosekonen brygger, men solen er stærk og brænder det hurtigt af. Klokken er 8.05, og jeg kører 25 km/t på el-cyklen. Jeg finder det hurtigt mest behageligt at køre i de ni højeste gear, da cyklen generelt er lavt gearet. Jeg holder flere dage fint trit med biler og busser over flere kilometer, lægger jeg mærke til. Huhej, hvor jeg cykler. 35-40 km/t ned ad bakkerne, hvor det er lettere at få mere fart på. Vejarbejdet ved Runevej, hvor man udvider til fire spor, har en fin bås til cyklister, som man føler sig tryg i. Ned gennem Hasle og videre over Ringgaden og forbi Den Gamle By går det rigtig stærkt.

Farlig situation

Her opstår en af turenes farligste situationer, da to busser holder ind lidt foran mig. Jeg bremser ned af frygt for, at passagererne vælter ud på cykelstien uden at kikke sig for. Og ganske rigtigt. Det sker. Jeg ringer med klokken, en kvinde kikker forskrækket op og ser mig, og jeg får netop bremset nok ned til at undgå en påkørsel...

Jeg er ved avisen efter 14,15 km på blot 33 minutters cykeltur, hvilket er en gennemsnitsfart på 25,8 km/t. Det er den tid, det normalt tager i bil inklusive spadsereturen fra parkeringspladsen. Det er da fantastisk.

Til gengæld sveder jeg i den alt for varme jakke, jeg valgte på grund af kulden, og fordi mountainbiken uden bagagebærer har tvunget mig til at have en rygsæk på. Det er for varmt.

Hjemad i mørke tager turen typisk 36 minutter. Underligt, at gadelysene forsvinder efter Ringvejen. Cykelstien ligger i mørke, og jeg skal være ekstra påpasselig i kryds med højresvingende bilister, selv om jeg har to forlygter på for både at lyse vejen op og blive set.

Den lange vej fra midtbyen og op ad Viborgvej mod Tilst går forbavsende godt og hurtigt. Batteriet kan ikke holde topfarten op ad bakke, men ligger på 19-22 km/t. En ny forhindring er et uklippet, stort piletræ ved Tilst, hvor grenene er så lange, at man bliver ramt af dem. Cykelstierne er også ligeså ujævne som mange mindre veje. Det er nok ikke den måde, man får flere cyklister i kommunen.

Sådan kører det for mig hver eneste dag de næste 14 dage. Jeg undgår en dag i sidste øjeblik en højresvingspåkørsel i Ringgadekrydset og tænker, at når man kører så stærkt ,skal man være ekstra årvågen.

Jeg vælger lettere cykeltøj, så jeg ikke sveder så meget og lader batteriet arbejde mere, fordi de mange ture godt kan mærkes i benene. Jeg får mere appetit af de gode cykelture, men holder vægten. Og ikke mindst slipper jeg for trillekøen på Viborgvej og får frisk luft, så hjernen er klar i hovedet, både når jeg møder på arbejde og kommer hjem igen. En herlig oplevelse.