Engang løb Nina Tin Rasmussen ned over bakkerne i Rebild for sammen med Solvognen at agitere mod USA. I dag nøjes hun med at løbe på bakkerne omkring Mørke. Foto: Jens Thaysen

Nina skulle bare væk - langt væk

Nina skulle bare væk - langt væk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En broget barndom og et mærkeligt familieliv satte skub i Nina Tin Rasmussens rejse- og eventyrlyst. Til næste år udkommer hendes barndomserindringer, "Elskerindens datter", for Nina arbejder stadig, selvom hun for nylig er fyldt 75 år. Hun kan slet ikke lade være.

MØRKE: - Jeg lader, som om jeg ikke er gammel. Jeg synes jo bare, at jeg er mig selv.

Nina Tin Rasmussens hår er grånet, og rygsøjlen markerer en svag bue. Barnet i alrummet er ikke længere hendes eget, men datterens barn, der er på feriebesøg. Men ellers er hun Nina som altid, skrivende, talende, rejsende - og kæmpegræskar-dyrkende.

- Fysikken spiller da ind, når man er fyldt 75 år. Det gør den da. Men jeg har alligevel aldrig kunnet bestige Mount Everest, så det er ikke noget nyt, smiler hun.

Lige nu er hun hjemme i sit helt særlige hus i Mørke - det består af sammenstillede sekskanter og ligger på en bakketop med vid udsigt. Her bor hun med sin mand igennem 43 år, Hjalte Tin. De er standfaste her en tid endnu, for Nina er lige blevet færdig med sine barndomserindringer, og sammen lægger de sidste hånd på en bog om deres tre rejser til kurderne i Syrien. Begge bøger udkommer til næste år og skal følges på vej af foredrag og interviews. Først derefter, måske til næste sommer, kan de tage på deres næste store rejse. En af mange, mange.

Parret mødte hinanden på Christiania i 1974 og besluttede tidligt, at de ville have børn, og at de ville rejse. Virkelig rejse. Ikke bare en chartertur til Mallorca, men på langfart, de første år på motorcykel, i flere måneder ad gangen sammen med småbørnene. Rejserne er blevet omsat til bøger og foredrag, og det har siden været deres levevej. Det passer Nina fortrinligt, for det der med fast arbejde har aldrig haft hendes store interesse. Heller ikke selvom hun har måttet undvære pension og ferie med løn og dagpenge i de sløje perioder.

Foto: Jens Thaysen
Foto: Jens Thaysen

Mellem kone og elskerinde

- Det er mange år siden, vi opgav at være medlem af en a-kasse, for det var alt for besværligt. Vi har i 40 år klaret os selv, og det er helt okay. Pengene bør gå til dem, der har brug for dem, siger Nina med et skuldertræk og fortsætter:

- Rejserne har givet mig et godt og helt liv. Vi har kunnet leve af det, og vi behøver ikke så meget. Jeg har altid været bedst til de ting, jeg har haft lyst til.

Det passede ikke hendes forældre. De havde solide forestillinger om uddannelse og faste rammer for deres datter, men Nina ville det anderledes. Hun blev optaget på dispensation som 15-årig på kunsthåndværkerskolen og blev uddannet indenfor stoftryk, selvom hendes far hadede kunstnere af en grund, som ikke helt kan forklares.

I det hele taget er der meget, der ikke kan forklares, når det angår Ninas forældre. Eller rettere: Der skal bruges mange sider på det. Og derfor udkommer hendes erindringer i bogform.

Nina er barn af en mand, der havde både en kone og en elskerinde. Elskerinden var hendes biologiske mor, konen blev hendes plejemor. Og konen var for resten en kvinde, som Ninas far havde arvet fra Ninas farfar, da han døde. Kompliceret? Uha ja.

Nina orker faktisk ikke helt at tale om det, men håber, at læserne vil hægte sig på, når "Elskerindens datter" udkommer på forlaget Rosinante til næste år.

- Det var nogle besynderlige familieforhold. At min far havde to koner, stressede os alle sammen, konstaterer Nina med et skuldertræk.

- Jeg har skrevet på mine erindringer i 20 år, har taget dem frem af og til og lagt dem væk igen. Det har været en slags terapi for mig. En modningsproces. Jeg var et uheld, skulle slet ikke have været født, og jeg fik aldrig søskende.

Nina Tin Rasmussen er passioneret dyrker af kæmpegræskar. Snart deltager hun endnu engang i årets konkurrence med et mesterværk, der pusles og plejes under plastic, paraply og burka. Foto: Jens Thaysen
Nina Tin Rasmussen er passioneret dyrker af kæmpegræskar. Snart deltager hun endnu engang i årets konkurrence med et mesterværk, der pusles og plejes under plastic, paraply og burka. Foto: Jens Thaysen

Ud på eventyr

Hun boede hos sin far og plejemor - "men jeg blev aldrig min plejemors barn" - og hun besøgte sin mor dagligt, kortvarigt og gedulgt, sammen med sin far.

- Jeg måtte ikke tale om det derhjemme, det var en hemmelighed, og jeg hørte min far lyve om det hver eneste dag.

I weekenderne var hun på ophold hos sin mor, der var akademiker og bragte sin datter med rundt i København til diverse museer. Derfor var Nina godt stillet indenfor kunstnerisk viden, da hun efter herlige år på Bernadotteskolen sagde farvel til folkeskolen og kastede sig ud i en kunstnerisk karriere med "kreativitet og fest og farver og venner", som hun husker det. Trods fars modvilje.

- Det skal ikke lyde, som om min barndom kun var frygtelig. Jeg havde også på nogle måder en god barndom, mener Nina, der dog ville "væk, langt væk", da hun blev stor nok til det.

Deraf kom lysten til rejser. Også fordi hun barndommen igennem havde slugt rejseeventyr, sørøverromaner og Jules Vernes' fantastiske fortællinger. Hun ville selv derud, hvor vinden vender og kragerne ikke kan finde hjem.

- Jeg ville være forfatter, men det kommer jo ikke bare lige sådan. Det tog nogle år, før det var muligt, siger Nina, der husker, at:

- I skolen var det en plage for mig, når jeg skulle skrive en stil, og jeg spurgte min plejemor, hvordan man bærer sig ad, hvis man vil skrive en hel bog. Hun svarede, at man begynder i den ene ende og skriver, til man er færdig. Og sådan er det. Blive ved, til man er færdig, kan man kun, når man har noget på hjerte, og det var nok derfor, det ikke gik med stilene - jeg følte ikke noget for dem. Jeg var ikke så bogligt orienteret, jeg ville hellere være kreativ og ud i verden. Men jeg kunne ikke sige derhjemme, at jeg ville være eventyrer. Mine forældre holdt på, at jeg skulle have fast arbejde med pension. Og det var det sidste, jeg ville.

- Det var nogle besynderlige familieforhold. At min far havde to koner, stressede os alle sammen, konstaterer Nina Tin Rasmussen, der var barn af sin fars elskerinde, men boede hos hans kone. Foto: Jens Thaysen
- Det var nogle besynderlige familieforhold. At min far havde to koner, stressede os alle sammen, konstaterer Nina Tin Rasmussen, der var barn af sin fars elskerinde, men boede hos hans kone. Foto: Jens Thaysen

Fik bank med Solvognen

Det lykkedes hende faktisk som ganske ung at slæbe sig igennem tre års ansættelse - dog uden pension. Og det var så dét. Siden har Nina klaret sig udenfor det almindelige lønmodtager-arbejdsmarked.

Hendes valg har ikke passet de tre forældre, men til gengæld har hendes senere politiske aktiviteter i den legendariske teatergruppe Solvognen nok stemt hendes fars sind mildt, for han var kommunist, læste dagligt Land & Folk og var så dominerende i familien, at alle andre - kvinder - også rettede ind på den kommunistiske kurs.

Nina var med fra start til slut i Solvognen - fra 1969 til 1983. Hun var derfor også en af dem, der i 1976 blæste ned over Rebild Bakker, da USA's uafhængighedsdag som vanligt blev fejret. Aktivisterne var udklædt som grønlændere, sorte og indianere, og det endte i både skrig og skrål og kampe, da de agiterede mod "den borgerlige konsumterror".

- Vi fik nogle bank den dag, griner Nina, der i mange år gik teatervejen, især som scenograf, men også som skuespiller. Hun optrådte eksempelvis som hvid brud i "Købmandsliv" i Den Grå Hal på Christiania ikke mindre end 56 gange, så hun var så rigeligt mættet af tyl og prinsessekrone, da hun sagde ja til Hjalte Tin nogle år senere. De tog den hurtige tur på rådhuset i stedet - og mest af praktiske grunde. Foran dem lå deres første store rejse med børnene. Nina havde forinden købt et hus for arven efter sin mor, og de skulle ikke risikere, at Hjalte stod alene tilbage med børnene uden at kunne overtage huset, i fald Nina skulle komme af dage undervejs. Papirerne måtte på plads.

De er stadig gift, Nina og Hjalte.

- Det er jo en beslutning, man tager - at blive sammen, uanset hvad. Man får kun et langt ægteskab ved at lade være med at blive skilt. Sådan er det. Jeg har altid sagt, at jeg kun ville giftes én gang i mit liv, og det har jeg holdt fast ved.

Foto: Jens Thaysen
Foto: Jens Thaysen

Rundt i verden

Hun levede sammen med en anden mand i fem år, før hun mødte Hjalte. De fik sammen sønnen Max, der var halvstor og boede med sin mor på Christiania, da den 11 år yngre Hjalte dukkede op i Ninas liv. Siden stødte Emil og Ida til familien. Og det var sammen med de to yngste, at Hjalte og Nina indledte deres rejseliv.

- Det er en af de få ting, jeg har fortrudt - at Max ikke kom med os ud at rejse. Men det kunne ikke rigtigt lade sig gøre på motorcyklerne, og han var ved at flytte hjemmefra på det tidspunkt, siger Nina med beklagelse i stemmen.

Da rejserne blev indledt, havde hun uden vemod sagt farvel til Solvognen og hele den aktivistiske teaterverden.

- Solvognen var noget af det sjoveste, jeg har lavet, og det voksede med fuld fart, men efter 12 år var det nok. I alle de 12 år forsørgede jeg mig selv og Max som scenograf for andre teatergrupper, og jeg kunne jo se, hvordan de andre altid var hjemmefra, de var fattige, og de kom ingen vegne med deres kunst. Det er et hårdt liv.

Til gengæld var det en eventyrlig leg at begive sig ud i verden. Det var lige netop dét, Nina havde drømt om, siden hun var barn i en familie med tre voksne.

Alene eller sammen med Hjalte - og de første mange år også sammen med Emil og Ida - har hun rejst til alverdens fjerne egne. Ofte på motorcykel, men i de senere år som regel i bil. Hun har været i de fleste verdensdele: Først i Nord- og Sydamerika og siden bl.a. i Indien på kamelsafari, i Rusland, hvor de holdt jul i Moskva, i Afrika i et halvt år, i Albanien på knallert, i Peru og Bolivia som guide og adskillige gange alene i Mellemøsten. Ninas plan var at besøge Mekka, men der kommer man kun ind, hvis man er rettroende muslim, så hun konverterede til islam og iførte sig korrekt kvindedragt.

Foto: Jens Thaysen
Foto: Jens Thaysen

En samling af kjoler

Men når sandt skal siges, har hun ikke det store forhold til tro - hverken af den ene eller den anden slags. Og islam og muslimerne interesserer hende hovedsageligt i kraft af den kultur, der følger med troen.

Ud af rejserne er sprunget mange bøger. Enten hver for sig eller sammen har Nina og Hjalte skildret deres oplevelser. Og Nina har fået opfyldt ønsket om et liv som forfatter.

- Vi har skrevet 15-16 bøger, men man tjener ikke meget på det. Vi får en månedsløn for et års arbejde, men vi har kunnet leve af det. Også fordi foredrag giver gode penge, siger Nina, der ofte tager ud til sine læsere med sin samling af muslimske kvindedragter. Hun holder foredrag og lader imens sit publikum krybe i den ene kjole efter den anden.

- Jeg har aldrig vidst, jeg samlede, men jeg altid købt en kjole, når vi var på rejse, og en dag opdagede jeg, at jeg har hundredvis af dem. De fyldte hele stuen, da først jeg fik dem samlet.

Foredrag er en behagelig sidebeskæftigelse i et liv, der først og fremmest roterer om rejser og bogskrivning.

De fleste af bøgerne er forfattet i det hjem, som Nina og Hjalte byggede i Mørke i 1991. De havde tilbragt nogle år på Christiania, men besluttede at forlade fristaden, da der ikke var stemning blandt deres medbeboere for at fjerne hashen fra området. Desuden kørte de træt i fællesmøder, der trak ud i det uendelige, fordi alle skulle være enige om beslutningerne.

- Og det var jo helt umuligt, sukker Nina.

Hun arvede penge fra sin mor, købte et hus, som hun siden solgte, og omkring 1990 erkendte hun og Hjalte, at når hovedparten af deres foredragsaftaler lå i Jylland, var det måske smartest at bo her. De kunne lide Aarhus, men ikke boligpriserne. I stedet fandt de en byggegrund i Mørke og gik i gang med byggeriet af det hus, som de stadig bor i. Det består af sekskanter, stillet sammen med en havestue-sekskant i midten. Herfra strømmer både varme og lys rundt i resten af det 250 kvadratmeter store hus. Og her kan man arbejde.

- Det bliver aldrig slut med at rejse for vores vedkommende. Jeg er først og fremmest en eventyrer, selvom jeg ikke er så vild med selv at køre på motorcykel mere, fortæller Nina Tin Rasmussen, der nu holder sig til sidevogn eller bil. Foto: Jens Thaysen
- Det bliver aldrig slut med at rejse for vores vedkommende. Jeg er først og fremmest en eventyrer, selvom jeg ikke er så vild med selv at køre på motorcykel mere, fortæller Nina Tin Rasmussen, der nu holder sig til sidevogn eller bil. Foto: Jens Thaysen

For altid arbejde

- At skrive kræver en vis disciplin. Jeg arbejder ikke på faste tidspunkter, men gør tingene, når jeg er parat. Til gengæld er jeg ret hurtig. Men selvfølgelig - der skal skrives i mange timer og mange måneder for at lave en bog, og når man er færdig, falder man ned i et hul, siger Nina, der ofte arbejder tæt sammen med Hjalte. De fordeler kapitlerne imellem sig, skriver hver deres - "vi kan ikke skrive sammen, for vi har jo ikke oplevet tingene på samme måde" - fordeler det skrevne, redigerer - og udgiver. Snart sker det så igen. Og bagefter venter endnu en rejse.

Nina er hemmelighedsfuld med destinationen. De tænker og taler derhjemme. Men indtil videre kun med hinanden.

- Det bliver aldrig slut med at rejse for vores vedkommende. Jeg er først og fremmest en eventyrer, selvom jeg ikke er så vild med selv at køre på motorcykel mere. Jeg brækkede engang en arm under et styrt i Sahara, og den tog syv år om at komme sig.

Nina har regnet ud, at hun alt i alt har tilbragt tre-fire år ved rattet på en motorcykel. Det har været sjovt, men må være nok, synes hun. Nu foretrækker hun at sidde i Hjaltes sidevogn eller bag rattet i en af deres biler.

Både Nina og Hjalte er medlem af eventyrernes klub - for Ninas vedkommende Kvindelige Eventyrers Klub, for Hjaltes Adventures Club. Man skal inviteres for at blive medlem, og det er - som Nina siger - "ikke nok at mene, at det er et eventyr at gå en tur i Irma".

- Det er selskabelige foreninger bestående af folk, der har rejst rigtig meget til mange spændende steder, og som kan holde foredrag om det. Vi har et stærkt kammeratskab i de foreninger, og man bliver ved med at være medlem, til man dør.

Dertil er der forhåbentlig lang tid for Ninas vedkommende. Hun har alt for travlt til at være såvel svagelig som tilbagelænet.

- Jeg skal da arbejde, så længe jeg kan, slår hun fast.

- Sådan et hus her bygger man kun én gang i livet, så det forlader man ikke, konstaterer Nina Tin Rasmussen om hjemmet i Mørke. Foto: Jens Thaysen
- Sådan et hus her bygger man kun én gang i livet, så det forlader man ikke, konstaterer Nina Tin Rasmussen om hjemmet i Mørke. Foto: Jens Thaysen

Hjalte på stigerne

Når hun ikke skriver eller holder foredrag, passer hun sin have på fire tønder land. I et hjørne har hun et interimistisk drivhus. Heri gror et par kæmpegræskar. Nina har udviklet en sand passion for at dyrke de gigantiske græskar og indleverer årligt sit største til konkurrence. Hun har én gang vundet førstepræmie, men satte sin egen rekord sidste år med et græskar på 280 kg. Det kunne dog kun indbringe en andenpræmie, for konkurrencen er hård, og deltagerne går til yderligheder i deres bestræbelser på at dyrke det største. Selv dækker Nina sit græskar med et tag af plastic, en paraply mod dråber og endelig et klæde omkring skallen. En burka kalder hun det fnisende og erklærer græskardyrkning for en ekstremsport, som hun engang vil skrive en lille bog om.

Opgaver er der nok af, og udover, at opgaverne glæder, er de også en nødvendighed.

- Jeg kan ikke leve af min folkepension, og Hjalte er 11 år yngre end mig, så han får slet ikke pension endnu. Vi er nødt til at tjene penge.

Som regel slår Nina øjnene op ved sekstiden om morgenen. Hun tager en times læsning i sengen, men så er det op og i gang. Enten med at skrive, lægge planer eller passe have. Vinen, der gror grundigt under taget i havestuen, er en af Ninas mange vækster. Hun har grønne fingre, og det, der er små potteplanter hos os andre, dyrker hun frem til rene træer, ofte med frodigt-vulgære blomster en masse. Men lige netop vinen i havestuen har hun måttet opgive at passe.

- Der er ting, jeg ikke gør længere, fordi jeg er blevet så gammel, som jeg er. Blandt andet kravler jeg ikke på stiger mere. Derfor må Hjalte beskære vinen. Jeg drager jo fordel af, at han er yngre end mig, smiler hun.

At Hjalte på et tidspunkt rammer samme alders-sårbarhed, foruroliger ikke Nina.

- Vi skal nok klare det, og vi bliver boende her, så længe vi kan. Sådan et hus her bygger man kun én gang i livet, så det forlader man ikke. Vi skal nok klare det. Og hvis det bliver svært at vedligeholde engang, så må det gro til. Vi er ikke sådan nogen, der flytter, fordi vi ikke længere kan passe haven. Forskudsbekymringer er ikke noget, vi dyrker.

Foto: Jens Thaysen
Foto: Jens Thaysen

Nina skulle bare væk - langt væk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jeg skal da arbejde, så længe jeg kan.
Nina Tin Rasmussen, eventyrer og forfatter
Nina Tin Rasmussen
Født 6. august 1942 i København. Nu bosat i Mørke. Gift med Hjalte Tin. Mor til Max, født 1963, Emil, født 1975, og Ida, født 1979. Har syv børnebørn.Uddannet tekstiltegner fra Kunsthåndværkerskolen i København,

Medlem af teatergruppen Solvognen 1969 til 1983. Arbejdede i samme periode som bl.a. scenograf for andre teatergrupper.

Har rejst verden rundt både alene og sammen med sin familie. Ofte på motorcykel, men også i bl.a. 2CV og elbil.

Har selv skrevet bøgerne: "Min arabiske rejse", 2010, "Pilgrim i Mekka", 2007, "Solvognen", 2002, "Himalaya i sigte",  2000, "Alene i Iran", 1999, og "Som en albansk jomfru", 1996. Til næste år udkommer hendes barndomserindringer "Elskerindens datter" på forlaget Rosinante.

Har sammen med Hjalte Tin skrevet bøgerne: "Helt elektrisk jorden rundt", 2013, "Rejsen til landet der ikke findes", 2004, "Fra Cape til Cairo", 1994, "Hos fremmede venner", 1989, "Sommer hele året", 1986, og "Held og Lykke", 1983. Til næste år udkommer en bog om parrets tre rejser blandt kurdere i Syrien.